30. november Løn og straf

(342)  Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: »Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.« - Matt 25, 34. ret

(342)  Frelseren beskriver den sidste domsscene for os, hvor lønnen gives til dem på hans højre side og fordømmelse kundgøres dem på hans venstre side. Han skildrer, hvorledes de retfærdige undrer sig over, hvad de kan have gjort, som de bliver så rigeligt belønnet for. De havde haft Kristus boende i deres hjerter, de var besjælede af hans Ånd, og var sig ikke noget bevidst for deres eget vedkommende; de havde derved opnået »virkelig løn«. Men de havde ikke tænkt på den løn, de skulle få, og forventningen om denne løn havde ikke været med til at motivere deres handlinger. Hvad de gjorde, gjorde de af kærlighed til Kristus og deres medmennesker, og Kristus gør sig til et med en lidende menneskehed og betragter alt, hvad der bliver gjort af sympati, medlidenhed og kærlighed til menneskene, som gjort imod ham. ... ret

(342)  I snævrere forstand burde vi alle nære agtelse for den løn, det har i følge. Men samtidig med, at vi tilegner os løftet om velsignelse, bør vi have ubetinget tillid til Jesus Kristus, tro på, at han vil handle retfærdigt og give os løn, efter som vore gerninger har været. Guds nådegave er et evigt liv, men Jesus er ikke interesseret i, at vi skal tænke så meget på lønnen, som at vi skal gøre Guds vilje, fordi det er rigtigt at gøre det og uden at tage hensyn til lønnen. ... ret

(342)  De, som vil få den største løn, bliver dem, som har ladet deres virke og nidkærhed være forenet med venlig, kærlig medlidenhed med de fattige, enlige, undertrykte og hårdt ramte. . . . Rundt om findes der nogle, som har en sagtmodig, ydmyg ånd, Kristi ånd, og gør meget i det små for at hjælpe deres medmennesker uden at hæfte sig ved det; de vil på den yderste dag blive overraskede over, at Kristus har lagt mærke til de venlige ord, de talte til de nedtrykte, og bemærket den mindste gave, de havde givet for at hjælpe de fattige, og som betød selvfornægtelse for giveren. Herren bedømmer sindelaget og giver løn derefter, og den rene, ydmyge, barnlige kærlighed gør gaven dyrebar i hans øjne. {RH 3. juli 1894} ret

næste kapitel