1. december - Et panorama oven over den hellige stad

(343)  Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt. - 2 Kor 5, 10. ret

(343)  Over tronen kommer korset til syne, og som i et panorama fremstilles Adams fristelse og fald og de efterfølgende etaper af den store plan til menneskeslægtens frelse. Frelserens fødsel i fattigdom, hans barndom i nøjsomhed og lydighed, hans dåb i Jordan, fasten og fristelsen i ørkenen, hans gerning for folket, under hvilken han åbenbarede Himmelens største velsignelser for menneskene, dage, hvor han var travlt optaget af at vise kærlighed og øve barmhjertighed, nætter, som han tilbragte i bøn og vågen i bjergenes ensomhed, den misundelse, den ondskab og det had, som var takken for hans velgerninger, den frygtelige og mystiske sjælekamp i Getsemane, hvor den knusende vægt af hele verdens syndebyrde hvilede på ham, forræderiet og hans udlevering i den blodtørstige skares hænder, de forfærdelige scener, som udspilledes i løbet af denne rædselsnat - den modstandsløse fange, der var blevet forladt af sine kæreste disciple, og som hurtigt blev ført gennem Jerusalems gader, Guds Søn, som under jubel blev fremstillet for Annas, anklaget i ypperstepræstens palads og i Pilatus domshal, som blev ført frem for den feje og grusomme Herodes, og som blev forhånet, krænket, pint og dømt til døden - alt fremstilles klart og levende. ret

(343)  Og nu fremstilles for den svajende mængde de sidste scener - man ser ham tålmodigt bære sine lidelser, idet han slæber sig til Golgata, man ser Himmelens fyrste, der hænger på korset, de hovmodige præster og den larmende pøbel, som spotter hans dødskval, det overnaturlige mørke, jorden, der skælver, og klipperne, der revner, og de åbne grave, som markerer det øjeblik, da verdens frelser opgav ånden. ret

(343)  Alt vises nøjagtigt, som det gik til. Satan, hans engle og hans undersåtter formår ikke at bortvende blikket fra billedet af deres eget værk. Enhver mindes den rolle, han spillede. Alle ser de frygtelige synder, de begik. ... De forsøger forgæves at skjule sig for hans åsyns guddommelige majestæt, som stråler med stærkere glans end Solen, mens de frelste lægger deres kroner for Frelserens fødder og udbryder: »Han døde for mig!« {DSS 587. 588} ret

næste kapitel