3. december - De gudløse indrømmer at Gud er retfærdig

(345)  Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol. Thi der står skrevet: »Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal lovprise Gud.« - Rom 14, 10- 11. ret

(345)  De gudløse har stirret som fortryllet på Guds Søns kroning. De ser i hans hænder den guddommelige lovs tavler, den lov, som de har foragtet og overtrådt. De ser de frelstes henrykkelse, fryd og tilbedelse, og da lovsangen toner ud over menneskemængderne uden for staden, udbryder alle med en mund: »Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!« Åb 15,3. Og de kaster sig ned og tilbeder livets fyrste. ret

(345)  Satan synes lammet, da han ser Kristi herlighed og majestæt. Han, der engang var en skærmende kerub, husker, hvorfra han er faldet. Han, der var en skinnende seraf, en »strålende morgenstjerne«, er nu fuldstændig forandret og fornedret. Han er for evigt udelukket fra det råd, hvoraf han engang var et højt æret medlem. Han ser nu en anden stå ved Faderens side og tilhylle hans herlighed. Han ser en høj, majestætisk engel sætte kronen på Kristi hoved, og han ved, at han selv kunne have haft denne engels ophøjede stilling. ret

(345)  Han husker det hjem, der var hans, da han var ren og uskyldig. . . . Da han betragter sit rige, frugten af sit slid, ser han kun fiasko og ruin. ... ret

(345)  Men nu er det øjeblik kommet, da oprøret skal udryddes for stedse og sandheden om Satan åbenbares. I et sidste desperat forsøg på at støde Kristus fra tronen, tilintetgøre hans folk og tage Guds stad i besiddelse er ærkebedrageren blevet totalt afsløret. De, der har sluttet sig til ham, ser, at hans sag er fuldstændig tabt. . . . Alle betragter ham med afsky. ret

(345)  Satan erkender, at hans forsætlige oprør har gjort ham uegnet til at have bolig i Himmelen. Han har vænnet sig til at bruge al sin kraft til at bekrige Gud, og Himmelens renhed, fred og harmoni ville være ham en frygtelig plage. Hans anklager mod Guds barmhjertighed og retfærdighed er nu forstummet. Den forsmædelse, som han har forsøgt at bringe over Jehova, falder nu fuldstændig tilbage på ham selv. Og nu bøjer Satan sig dybt og indrømmer, at dommen over ham er retfærdig. {DSS 589- 591} ret

næste kapitel