6. december - Kun et minde om synden

(348)  Se, den retfærdige får betaling på Jorden, hvor meget mere den ugudelige og synderen? - Ordsp 11, 31, rev. overs. 1871. ret

(348)  De gudløse får deres straf på Jorden. »De skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers Herre.« Mal 4, 1. Nogle tilintetgøres på et øjeblik, mens andre lider i mange dage. Alle straffes »efter deres gerninger. De retfærdiges synder er blevet overført til Satan, og han må ikke blot lide for sit eget oprør mod Gud, men for alle de synder, han har forledt Guds folk til at begå. Hans straf er langt strengere end den, der rammer dem, han har bedraget. Efter at alle de, som lod sig forføre af ham, er omkommet, lever og lider han stadig. I de lutrende flammer tilintetgøres de gudløse endelig, rod og grene - Satan er roden, hans tilhængere grenene. {DSS 593} ret

(348)  Satan og alle de, der har gjort fælles sag med ham ved at gøre oprør, vil blive udelukket. ... »Den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke.« »De skal. . . blive, som om de aldrig havde været til.« SI 37, 10; Obad 16. {DSM 524} ret

(348)  Guds retfærdighed er sket fyldest, og de hellige og alle englene råber med høj røst: Amen! ret

(348)  Mens Jorden er indhyllet i Guds hævns ild, bor de retfærdige trygt i den hellige stad. Over dem, som har del i den første opstandelse, har den anden død ingen magt. (Åb 20, 6.) Mens Gud er en fortærende ild for de gudløse, er han både sol og skjold for sit folk. (SI 84, 12.) {SR 429} ret

(348)  Den ild, som fortærer de onde, lutrer Jorden. Hvert spor af forbandelsen udslettes. Intet evigt brændende helvede skal minde de frelste om syndens frygtelige resultater. ret

(348)  Kun et minde bliver stående: Frelseren vil for evigt bære mærkerne af korsfæstelsen. ... ret

(348)  Alt, hvad der gik tabt ved synden, er blevet genoprettet. . . . Guds oprindelige hensigt med at skabe Jorden fuldbyrdes, når den gøres til de frelstes evige bolig. »De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.« Sl 37, 29. {DSS 594} ret

næste kapitel