Herren kommer kapitel 353. Fra side 361. Fra side 361 i den engelske udgave. | ren side tilbage |
(361) Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly. - Es 35,10. ret (361) Der vil også være musik og sang, en sådan musik og sang, som intet dødeligt øre har hørt eller nogen sjæl har opfattet, undtagen i de guddommelige syner. ret (361) »Syngende og dansende siger de: 'Alle mine kilder er i dig!'« Sl 87, 7. »De opløfter røsten, jubler over Herrens storhed.« Es 24, 14. »Thi Herren trøster Zion, trøster alle dets tomter, han gør dets ørk som Eden, dets ødemark som Herrens have; der skal findes fryd og glæde, lovsang og strengespil.« Es 51, 3. {Ud 306. 307} ret (361) Jeg har set den orden, den fuldkomne orden, som råder i Himmelen, og er blevet betaget ved at lytte til den fuldkomne musik der. Efter synets ophør har sangen hernede forekommet mig meget skurrende og disharmonisk. Jeg har set grupper af engle opstillet i formationer, hver med en harpe af guld. På enden af harpen var der en indretning, som kunne drejes for at stemme harpen eller ændre tonerne. Deres fingre bevægede sig ikke lige gyldigt hen over strengene, men de berørte forskellige strenge for at frembringe forskellige lyde. Der er en engel, som altid leder, som først berører harpen og slår tonen an, hvorefter alle tager del i Himmelens herlige, fuldkomne musik. Den kan ikke beskrives. Det er toneklang, himmelsk, guddommelig, medens Jesu billede udstråler fra hvert åsyn, skinnende med en uudsigelig herlighed. {1VM 41} ret (361) Hvilken sang vil det ikke blive, når Herrens forløste samles! ... Hele Himmelen bliver fyldt med herlig musik og lovsange til Lammets pris. Frelste, frelste for evigt i herlighedens rige! At få eje et liv så evigt som Gud selv - det er lønnen. {7BC 982} ret (361) Ord er alt for svage til, at man skulle kunne forsøge at give en beskrivelse af Himmelen. Når dette skue oprulles for mig, henrives jeg af forundring. Betaget af den overvættes pragt og den overvældende herlighed lægger jeg pennen fra mig og udbryder: »Oh hvilken kærlighed, hvilken underfuld kærlighed!« Det mest ophøjede sprog formår ikke at skildre Himmelens herlighed eller frelserkærlighedens uforlignelige dybder. {BM 350} ret |