6. Alkohol og mænd i ansvarsfulde stillinger

(44)  Lærdomme fra eksemplet med Nadab og Abihu. - Arons sønner Nadab og Abihu, der gjorde tjeneste i det hellige præsteembede, nød rigeligt med vin og gik, som de plejede, ind for at gøre tjeneste for Herrens åsyn. Det blev krævet af præsterne, som brændte røgelse for Herrens åsyn, at de skulle frembære den ild, som Gud havde optændt, og som brændte dag og nat og aldrig blev udslukket. Gud havde givet udførlig anvisning på, hvordan hver del af tjenesten skulle udføres, så alt i forbindelse med den hellige tjenesten skulle udføres, så alt i forbindelse med den hellige tjeneste kunne være i harmoni med hans hellige karakter. Og enhver afvigelse fra Guds udtrykkelige forskrifter i forbindelse med hans hellige tjeneste ville blive straffet med døden. Gud ville ikke antage noget offer, som ikke var saltet eller krydret med Guds ild, som var et symbol på forbindelsen mellem Gud og mennesket, der blev åbnet ved Jesus Kristus alene. Den hellige ild, der skulle lægges i røgelsekarret, blev holdt brændende bestandig. Og medens Guds folk opholdt sig udenfor i alvorlig bøn, skulle røgelsen, som var antændt med den hellige ild, opstige for Guds åsyn, blandet med deres bønner. Denne røgelse var et symbol på Kristi midlertjeneste. ret

(44)  Arons sønner tog den almindelige ild, som Gud ikke accepterede, og de forhånede den evige Gud ved at frembære denne fremmede ild for hans åsyn. Gud lod dem blive fortæret af ild på grund af deres åbenbare foragt for hans udtrykkelige forskrifter. Alle deres handlinger var som Kains offer. Den guddommelige frelser blev ikke symboliseret. Hvis Arons to sønner havde haft deres forstands fulde brug, ville de have kunnet se forskel på almindelig og hellig ild. tilfredsstillelsen af appetitten sløvede deres åndsevner og omtågede deres forstand, så de mistede evnen til at skelne. De var fuldt klar over helligheden ved den forbilledlige tjeneste og den store alvor, det tunge ansvar, hvormed de påtog sig at træde frem for Gud og gøre tjeneste i det hellige embede. ret

(45)   De var ansvarlige. - Nogle vil måske spørge: Hvordan kunne Arons sønner have været ansvarlige, når deres forstand var så lammet af berusende drik, at de ikke kunne se forskel på hellig og almindelig ild? Det var dengang de førte bægeret til munden, at de gjorde sig ansvarlige for alle de handlinger, de måtte begå under påvirkningen af vinen. Eftergivenhed for appetitten kostede disse præster livet. Gud havde tydelig forbudt nydelsen af vin, som havde den virkning at kunne gøre forstanden uklar. ret

(45)  ¨Og Herren talede til Aron og sagde: Vin og stærk drik må hverken du eller dine sønner drikke, når I går ind i åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal være eder en evig gyldig anordning fra slægt til slægt, for at I kan gøre skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene, og for at I kan vejlede israelitterne i alle de love, Herren har kundgjort dem ved Moses¨. . . ret

(45)  Her har vi de tydeligste forskrifter fra Gud og hans begrundelser for at forbyde nydelsen af vin, nemlig, at de måtte have en klar skelneevne og dømmekraft, som ikke var det mindste forvirret, og at de måtte kunne bedømme tingene ret og altid kunne skelne mellem det rene og det urene. Der gives også en anden meget væsentlig grund til, at de skulle afstå fra alt, som kunne virke berusende. Det ville kræve den fulde brug af en klar hjerne at vejlede israelitterne i alle de love, Herren havde kundgjort dem. ret

(45)   Åndelige lederes kvalifikationer. - Alt vedrørende mad og drikke, som gør forstandsevnerne uegnede til sund og virksom aktivitet, er en alvorlig synd i Guds øjne. Specielt er dette tilfældet for personer, som varetager den hellige tjeneste og til enhver tid bør være et eksempel for folket og af en sådan konstitution, at de kan vejlede dem på tilbørlig vis. . . ret

(46)  Prædikanter med smudsig mund og læber vover at træde frem på den hellige prædikestol og tage Guds hellige ord på deres urene læber. De tror ikke, at Gud lægger mærke til deres syndige nydelser. ¨Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde. ¨Gud vil lige så lidt tage imod et offer af deres hånd, som tilsmudser sig sådan og under deres tjeneste ofrer røgelse af tobak og spiritus, som han ville tage imod Arons sønners offer, da de ofrede røgelse med fremmed ild. ret

(46)  Gud har ikke forandret sig. Han er lige så bestemt og nøje med sine fordringer i dag, som han var det på Moses' tid. Men i gudshusene i vore dage er der under lovsangene, bønnerne og forkyndelsen fra prædikestolen ikke blot fremmed ild, men åbenbar besmittelse. Sandheden, som skulle forkyndes med hellig salvelse fra Gud, bliver undertiden fremholdt under påvirkning af tobak og brandy. Det er bestemt fremmed ild! Bibelsk sandhed og bibelsk hellighed bliver forkyndt for forsamlingen og bønner bliver opsendt til Gud blandet med stanken af tobak! Den slags røgelse er særdeles antagelig for Satan. Det er et forfærdeligt bedrag. Hvilken forargelse i Guds øjne! Hvilken forhånelse for den, som er hellig og bor i et utilgængeligt lys! ret

(46)  Dersom de, der kalder sig kristne, havde en sund forstand, ville de kunne se det selvmodsigende i en sådan gudstilbedelse. Ligesom for Nadab og Abihus vedkommende er deres sanser så sløve, at de ikke kan gøre skel mellem det hellige og det almindelige. Det hellige, det religiøse, bringes ned på samme plan som deres tobaksånde, sløve hjerne og besmittede sjæl, forurenet ved eftergivenhed for appetit og lidenskab. Personer, som bekender sig til at være kristne, spiser og drikker, ryger og skrår, og bliver frådsere og drankere ved at føje appetitten, og taler samtidig om at sejre. ligesom Kristus har sejret! ret

(47)   Et krav om embedsmænd med klare tanker. - Hvordan har det sig med vore lovgivere og dommere? Hvis det er påkrævet, at de, som varetager et helligt embede, har en klar hjerne og er fuldt herre over deres tanker, er det da ikke lige så vigtigt, at lovgiverne og lovens håndhævere i vort store land har åndsevnerne i fin stand? Hvordan med dommere og medlemmerne af dommerkomiteen, som har fået rådighed over menneskers liv og hvis afgørelser kan dømme den uskyldige eller slippe forbryderen løs i samfundet? Er det ikke vigtigt for dem at have fuldt herredømme over deres åndsevner? Fører de et sobert liv? Er dette ikke tilfældet, er de uskikkede for så ansvarsfuld en stilling. Når appetitten bliver forvendt, bliver åndsevnerne svækket, og der opstår fare for, at man ikke vil dømme retfærdigt. Er nydelsen af sådanne ting, som gør hjernen uklar, mindre farlig nu, end dengang Gud satte grænser for dem, der varetog et helligt embede? ret

(47)   Tillidsbrud af statsansatte. - Mænd, som giver love, der skal styre folket, bør fremfor alle andre vise lydighed mod de vigtigere love, som danner grundlaget for alle love i riget og hjemmene. Hvor vigtigt er det ikke, at de mænd, som sidder for styret, selv har en erkendelse af, at de er undergivet en højere magt. Den fornemmelse vil de aldrig have, når deres hjerne er sløvet af narkotika og stærk drik. De mennesker, som har fået betroet at udarbejde og iværksætte love, burde have alle deres sansers fulde brug. Ved at være afholdende i alt kan de bevare evnen til at skelne mellem de hellige og det almindelige og have visdom til at øve ret og retfærdighed, sådan som Gud indskærpede det for det gamle Israel. . . . ret

(47)  Mange, som er sat på de højeste tillidsposter i den offentlige tjeneste, er det modsatte af, hvad de er valgt til. De tjener egne interesser og er generelt hengivne til narkotika, vin og stærk drik. Jurister, nævninge, senatorer, dommere og medlemmer af Repræsentanternes Hus har glemt, at man ikke kan drømme sig til en karakter. De svækker deres evner ved syndig nydelse. Fra deres høje stilling nedlader de sig til at tilsmudse sig med drikkeri, letsindighed og enhver form for synd. Deres evner prisgiver de lasten, og vejen er banet for alt ondt . . . ret

(48)  Mænd, som viser mangel på afholdenhed, bør ikke som folkevalgte tildeles tillidsposter. Deres indflydelse ødelægger andre, og tunge ansvar er forbundet dermed. Med hjerne og nerver bedøvet af tobak og stimulerende midler giver de en lov, som de nu er i stand til, og når øjeblikkets påvirkning er ovre, kommer der et tilbagefald. Ofte er menneskeliv på vægtskålen. Liv og frihed eller trældom og frygt er ofte beroende på afgørelser, som træffes af mænd på disse tillidsposter. Hvor vigtigt er det ikke, at enhver, som deltager i disse forhandlinger, er erfarne, kultiverede mennesker, ærlige, sanddru, fuldt hæderlige personer, som lader hånt om bestikkelse, og som ikke vil tillade deres mening eller overbevisning om, hvad der er ret, at blive rokket af partihensyn eller fordom. Så siger Herren: ¨Du må ikke bøje din fattige landsmands ret i hans retssag. Hold dig fra en uretfærdig sag; og den, som er uskyldig og har ret, må du ikke berøve livet; nej, du må ikke skaffe den ret, som har uret. Tag ikke mod bestikkelse, thi bestikkelse gør den seende blind og fordrejer sagen for dem, der har ret.¨ ret

(48)  Kun totalafholdende, hæderlige mænd burde have adgang til vore lovgivende forsamlinger og vælges til at præsidere i vore retssale. Ejendom, anseelse, ja livet er usikkert, når dommen er overladt til mænd, som er uafholdende og umoralske. Hvor mange uskyldige er ikke blevet dømt til døden, hvor mange er ikke blevet berøvet alt jordisk gods ved en uretfærdig kendelse af drikfældige domsmænd, jurister, nævninge, ja dommere! ret

(48)   Hvis alle ansvarlige personer var ædruelige. - Hvis folkets repræsentanter skulle vogte på Herrens vej, ville de vise befolkningen en høj og hellig standard. De, som har et tillidshverv, ville være absolut ædruelige. Øvrighedspersoner, senatorer og dommere ville have en klar opfattelse, og deres dømmekraft ville være sund og uforvansket. De ville altid have gudsfrygt for øje, og de ville forlade sig på en visdom højere end deres egen. Den himmelske lærer ville give dem visdom under forhandlinger og styrke til urokkeligt at modarbejde al uret og fremme det, som er ret og retfærdigt og sandt. Guds ord ville være deres rettesnor og al undertrykkelse ville blive afvist. Lovgivere og administratorer ville rette sig efter enhver god og retfærdig lov og altid vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret. Gud er kilden til enhver god og retfærdig regeringsform og lov. De, som har fået betroet ansvaret med at administrere nogen del af loven, skal svare for Gud som forvaltere af hans ejendom. ret

(49)  Kongen drak sig fra sans og samling. - Balsazzars stolthed, hovmod og hånlige foragt for faren gav sig udslag i, at han ¨gjorde et stort gæstebud for sine tusinde stormænd og drak vin med dem¨. alt, hvad den rige og mægtige nation kunne opbyde, var taget i anvendelse for at kaste glans over festen. Smukke, charmerende kvinder taltes blandt gæsterne ved den kongelige banket. Der var intelligente og højt uddannede mænd til stede. Her var fyrster og statsmænd, der drak vin som vand og kastede alle hæmninger over bord i deres beruselse. ret

(49)  Kongen drak sig fra sans og samling, og da de lavere instinkter havde taget magten, førte han selv an i det vilde orgie. ret

(49)  I samme stund festen var på sit højest, viste der sig en hvid hånd, som på væggen i festsalen skrev dommen over kongen og hans rige. Ordene, der blev skrevet, var: ¨Menè menè, tekèl ufarsin!¨ De blev af Daniel udlagt til at skulle betyde: ¨Du er vejet på vægten og fundet for let . . . Dit rige er delt og givet til Medien og Persien. ¨ Og beretningen fortæller, at ¨samme nat blev Belsazzar, kaldæernes konge, dræbt, og mederen Darius overtog riget¨. ret

(49)  Lidet anede Belsazzar, at en usynlig vægter var vidne til hans afgudiske gæstebud. Men der bliver ikke sagt eller gjort noget, som ikke bliver optegnet i Himmelens bøger. De mystiske tegn, som den hvide hånd skrev på væggen, viser, at Gud er vidne til alt, hvad vi foretager os, og at han bliver vanæret ved gilder og orgier. Vi kan ikke skjule noget for Gud. Vi kan ikke løbe fra vort ansvar over for ham. Hvor vi end er, og hvad vi end gør, så står vi til ansvar for ham, som vi tilhører i kraft af skabelsen og genløsningen. ret

(50)   Et frygteligt resultat af Herodes' udsvævelse. - På flere områder havde Herodes lagt sit udsvævende liv om. Men nydelsen af overdådige retter og stimulerende drikke svækkede og forringede både de åndelige og legemlige kræfter mere og mere og vakte modstand mod Guds Ånds alvorlige påmindelser, som havde skabt en indre overbevisning hos Herodes og mindet ham om at afstå fra sine synder. Herodias kendte Herodes' svage punkter. Hun vidste, at under de sædvanlige omstændigheder, når fornuften rådede, kunne hun ikke udvirke Johannes' død . . . ret

(50)  Hun skjulte sit had, så godt det var hende muligt, og så frem til Herodes' fødselsdag, som hun vidste ville give anledning til frådseri og beruselse. Herodes' lyst til overdådige retter og vin ville give hende lejlighed til at overrumple ham. Hun ville lokke ham til at føje appetitten, hvilket ville vække lidenskaberne og svække mentaliteten og moralen, så det blev umuligt for hans nedsatte sanseevne klart at se kendsgerninger og beviser og dømme retfærdigt. Hun traf de mest bekostelige forberedelser til festen og den vellystige udsvævelse. Hun var velkendt med den virkning, som disse hæmningsløse fester havde på forstanden og moralen. Hun vidste, at Herodes' eftergivenhed for appetit, forlystelse og morskab ville vække de lavere lidenskaber og gøre ham initiativløs over for besværets og pligtens ædlere krav. ret

(50)  Den unaturlige opstemthed, som drikkeriet fremkalder i sind og humør, nedsætter sansen for en moralsk forbedring og gør det umuligt for hellige impulser at påvirke hjertet, og den bevarer herredømmet over lidenskaberne, når den almindelige mening og mode nærer dem. Festligheder og forlystelse, dans og uindskrænket nydelse af vin sløver sanserne og fjerner frygten for Gud . . . ret

(51)  Forbrydelser og lidenskab havde nedværdiget Herodias, og medens Herodes og hans herrer festede og drak i selskabslokalet og festsalen, sendte hun sin datter ind til Herodes og hans fyrstelige gæster, iført en henrivende påklædning. Salome var pyntet med dyre kranse og blomster. Hun var smykket med funklende juveler og glimtende armbånd. I let kostume og med endnu letter anstændighed dansede hun for de fyrstelige gæster. Ved synet af denne skønhed og ynde, som det forekom dem at være, blev deres forstyrrede sanser helt fortryllede af den henrivende optræden. I stedet for at være behersket af en oplyst intelligens, æstetisk sans og følsom samvittighed var det sindets slette egenskaber, der havde tøjlerne. Dyd og princip havde ingen magt. ret

(51)  Herodes og hans gæster, som blussede af vin, syntes at miste forstand og værdighed over den falske fortryllelse ved dette betagende skue. Musikken, vinen og dansen havde berøvet dem al frygt og ærbødighed for Gud. Intet forekom helligt for Herodes' forstyrrede sanser. Han ønskede blot at bramme med et eller andet, som kunne ophøje ham endnu mere over for hans riges store mænd. Og i sin ubesindighed lovede han at give Herodias' datter, hvad hun end forlangte, og sit løfte bekræftede han med en ed . . . ret

(51)  Efter at have fået så vidunderligt et løfte løb hun ud til sin mor for at høre, hvad hun skulle forlange. Moderen havde svaret parat: Johannes Døbers hoved på et fad! Salome blev først forskrækket. Hun kendte ikke til sin mors hemmelige hævntanker. Hun nægtede at komme med sådan et umenneskeligt forlangende, men den onde mors beslutning stod fast. Ja, hun befalede sin datter ikke at tøve, men skynde sig med at fremføre sit ønske, inden Herodes fik tid til at tænke sig om og skifte mening. Altså gik Salome ind til Herodes med sin frygtelige anmodning: ¨Jeg ønsker, at du nu med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.¨ Og skønt kongen blev meget bedrøvet, ville han dog af hensyn til sine eder og til gæsterne ikke give hende et afslag.¨ ret

(52)  Herodes var forbavset og forvirret. Hans støjende lystighed forstummede, og hans gæster var slået af rædsel over dette umenneskelige ønske. En af de betydeligste profeter, som nogen sinde havde båret et budskab fra Gud til menneskene, måtte bøde med livet som følge af denne nats letsindighed og udsvævelse. Det berusende bæger banede vejen for denne frygtelige forbrydelse. ret

(52)   Ingen søgte at redde Johannes. - Hvorfor var der ingen i dette selskab, der hævede sin stemme for at hindre Herodes i at opfylde sit afsindige løfte? De var berusede af vin, og med sanserne gjort følesløse forekom det dem ikke at være noget at vise ærefrygt for. ret

(52)  Skønt kongens gæster i virkeligheden fik en tilskyndelse til at løse ham fra hans ed, var det, som deres tunger var lammede. Herodes selv havde den vrangforestilling, at han for at redde sin ære måtte holde en ed, han havde aflagt i beruset tilstand. De moralske principper, som er sjælens eneste værn, var lammede. Herodes og hans gæster var slaver, som en dyrisk appetit holdt i den laveste trældom. . . ret

(52)  Forstandsevnerne var svækkede af sanselig forlystelse, hvorved deres tanker om retfærdighed og barmhjertighed blev forvrængede. Satan greb denne anledning til ved hjælp af Herodias at få dem til at træffe en hurtig afgørelse, som kom til at koste en af Guds profeter livet. ret

(52)   Guddommelige advarsler. - Herren kan ikke bære over med en umådeholden og forvildet slægt ret meget længere. Der findes mange alvorlige advarsler i skrifterne mod nydelsen af berusende drikke. I gamle dage, da Moses genfremsatte Jehovas plan med hans folk, blev følgende ord talt imod drankeren: ret

(52)  ¨Så at han, når han hører dette edsforbunds ord, i sit hjerte lover sig selv alt godt og tænker: `det skal nok gå mig vel, selv om jeg vandrer med genstridigt hjerte!` Thi så vil han ødelægge både frodigt og tørt (engelsk: føje drukkenskab til tørst). Herren vil ikke tilgive den mand, nej, hans vrede og nidkærhed skal blusse op mod sådan en mand, og al den forbandelse, der er optegnet i denne bog, vil lægge sig på ham, og Herren vil udslette hans navn under himmelen!¨ ret

(53)  Salomo siger: ¨En spotter er vinen, stærk drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.¨ ¨Hvem har ak, og hvem har ve, hvem har kiv, og hvem har klage? Hvem har sår uden grund, hvem har sløve øjne? De, som sidder sent over vinen, som kommer for at smage den stærke drik. Se ikke til vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i bægeret; den glider så glat, men bider til sidst som en slange og spyr sin gift som en øgle.¨ ret

(53)  Det var nydelsen af vin, som var en af årsagerne til, at israelitterne til sidst kom i fangenskab. Ved profeten Amos havde Herren sagt til dem: ret

(53)  ¨Ve Zions sorgløse mænd, . . . I, som afviser ulykkesdagen og bringer urettens sæde nær. De ligger på elfenbenslejer, henslængt på deres bænke; af hjorden æder de lam og kalve fra fedesti; de kvidrer til harpeklang og opfinder strengeleg som David; de drikker vinen af kander og salver sig med ypperste olie, men sørger ej over Josefs skade. Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges flok. Dagdrivernes skål får ende.¨ ret

(53)  ¨Ve dig, du land, hvis konge er en dreng og hvis fyrster holder gilde til ved gry. Held dig, du land, hvis konge er ædelbåren, hvis fyrster holder gilde til sømmelig tid som mænd og ikke som drankere.¨ ¨Det klæder ej konger, Lemuel, det klæder ej konger at drikke vin eller fyrster at kræve stærke drikke, at de ikke skal drikke og glemme vedtægt og bøje retten for alle arme.¨ ret

(53)  Disse advarsler og befalinger er tydelige og bestemte. Offentligt ansatte i betroede stillinger bør se til, at de ikke på grund af vin og stærke drikke skal glemme vedtægterne og bøje retten. Regering og domstol bør altid være i stand til at opfylde Herrens forskrift: ¨Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle; hvis I mishandler dem, og de råber om hjælp til mig, vil jeg visselig høre på deres klageråb, og da vil min vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med sværdet, så eders egne hustruer bliver enker og eders børn faderløse.¨ ret

(54)  Gud Herren i Himmelen hersker. Han alene står over alt, hvad der hedder autoritet, og over alle konger og herskere. Herren har i sit ord givet særlige bestemmelser vedrørende brugen af vin og stærk drik. Han har forbudt at nyde disse ting og har understreget sine forbud med kraftige advarsler og trusler. Men hans advarsel mod nydelsen af berusende drikke er ikke et udslag af at ville hævde sin egenmægtige autoritet. Han søger at holde menneskene i ave, så de kan undgå de ulykkelige følger af at nyde vin og stærk drik. Nedværdigelse, grusomhed, elendighed og strid er en naturlig følge af alkoholisme. Gud har påvist konsekvenserne af at følge denne syndige vej. Og det har han gjort, for at retten ikke skal bøjes, og for at spare menneskene for den megen elendighed, der opstår som følge af, at onde mennesker sælger berusende drikke for vindings skyld. ret

næste kapitel