2. Sagens forkæmpere

(130)   Personligt arbejde det vigtigste. - Missionsarbejde er ikke ensbetydende med blot at forkynde ordet. Det omfatter tillige personligt arbejde for sådanne, som har ødelagt deres helbred og er: kommet derhen, hvor de ikke har moralsk kraft nok til at beherske deres lyster og lidenskaber. Der bør arbejdes lige så meget for disse mennesker, som for de mere heldigt stillede. Vor verden er fuld af lidende mennesker. ret

(130)   Et eksempel på selvbeherskelse. - De, der kan vise selvbeherskelse, egner sig til at arbejde for de svage og fejlende. De vil være nænsomme og tålmodige over for dem. De vil med deres eksempel vise, hvad der er det rigtige, og søge at få de vildledte anbragt under god påvirkning. ret

(130)  »Siden jeres fædres dage er I afveget fra mine bud og har ikke holdt dem. Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer, siger Hærskarers Herre. Og I spørger: 'Hvorledes skal vi vende os?'« ret

(130)  Hvis I finder nogen, som ikke ved, hvad de skal gøre, så skal I vise dem det. Alle burde være engageret i at vinde mennesker. Enhver burde være forberedt på at kunne undervise i frelsens videnskab. ret

(131)   Vis medfølelse og forståelse. - Lad os lære, hvordan vi bedst kan kontakte folk. Det kan ikke gøres på nogen bedre måde end ved at vise medfølelse og forståelse. Hvis I kender nogen, der er syge og trænger til hjælp, så hjælp dem og prøv at lindre deres nød. Når I gør det, så vil Herren med sin kraft derigennem tale til deres hjerter. ret

(131)   Vind dem ved medfølelse og kærlighed. - Ethvert menneske føler sig tiltrukket af medfølelse og kærlighed, og mange kan derigennem vindes for Kristus og et nyt liv; men man kan ikke tvinge dem eller drive dem til det. Kristelig overbærenhed, oprigtighed, hensyntagen og høflighed mod alle, som ikke ser sandheden på samme måde som vi, vil øve en stærk indflydelse til det gode. Vi må lære ikke at gå for hurtigt frem, og ikke at kræve for meget af dem, der nylig er omvendt til sandheden. ret

(131)   Opmuntres ved små opmærksomheder. - I al vor omgængelse bør vi huske på, at der i andres erfaringer kan være afsnit, som er skjulte for dødelige menneskers blik. På erindringens blade findes optegnet triste beretninger, som omhyggeligt holdes skjult for nysgerrige blikke. På disse blade findes beretninger om lange, hårde kampe under prøvende omstændigheder, måske besværligheder i familielivet, som dag efter dag svækker vedkommendes mod, tillid og tro. De, som udkæmper livets kampe under meget ugunstige forhold, kan styrkes og opmuntres ved små opmærksomheder, der kun koster en kærlig bestræbelse. For sådanne er en trofast vens kraftige, velvillige håndtryk mere værd end guld eller sølv. Venlige ord er lige så kærkomne som engles smil. ret

(131)   Tilbyd noget bedre, angrib ikke. - Det gavner kun lidt at forsøge på at fremkalde en forandring hos andre ved at angribe det, som vi måtte anse for fejlagtige vaner. Sådanne bestræbelser udretter ofte mere ondt end godt. Da Kristus talte med den samaritanske kvinde, gav han sig ikke til at tale nedsættende om Jakobs brønd, men fremholdt noget, som var bedre: »Hvis du kendte Guds gave,« sagde han, »og vidste, hvem det er, som siger til dig: 'Giv mig noget at drikke!' så bad du ham, og han gav dig levende vand!« Han ledte samtalen ind på den skat, som han havde at give, og tilbød kvinden noget bedre, end hvad hun ejede, nemlig levende vand, evangeliets glæde og håb. ret

(132)  Dette er en fremstilling af den måde, hvorpå vi skal virke. Vi må byde menneskene noget bedre end det, de har, nemlig Kristi fred, som overgår al forstand. Vi må tale til dem om Guds hellige lov, som er udtrykket for hans karakter og en fremstilling af, hvad han ønsker, at de skal blive. Vis dem, hvor uendelig langt Himmelens herlighed overgår verdens flygtige glæder og fornøjelser. Tal til dem om den frihed og den hvile, man kan finde hos Frelseren. Han siger: »Den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste.« ret

(132)  Ophøj Jesus og sig: »Se Guds lam, som bærer verdens synd!« Han alene kan stille hjertets trang og give sjælen fred. ret

(132)   Venlige, høflige, uegennyttige. - De, som arbejder for gennemførelsen af en reform, bør være de venligste og høfligste af alle mennesker. I deres liv bør man kunne se ypperligheden af uegennyttige handlinger. Den, som viser mangel på høflighed, som viser utålmodighed over for de uvidende eller genstridige, som taler heftigt eller handler ubetænksomt, kan støde andre bort, således at han siden aldrig kan nå dem. ret

(132)  Når I søger at redde menneskene fra vildfarelse, så lad ordene falde mildt, ligesom duggen og regnen falder på den visnende plante. Gud ønsker først af alt, at hjertet skal påvirkes. Vi må tale sandheden i kærlighed, og stole på, at Gud vil give den kraft til at forvandle livet. Helligånden vil indtrykke på sjælen det ord, som bliver talt i kærlighed. ret

(132)  Vi er af naturen selvoptagede og stivsindede; men når vi lærer det, som Kristus ønsker at lære os, så bliver vi delagtige i hans natur og lever siden efter hans liv. Kristi underfulde eksempel, den uforlignelige ømhed, hvormed han satte sig ind i andres følelser, således at han græd med den grædende og glædede sig med de glade, vil øve en mægtig indflydelse på karakteren hos dem, som vil følge ham i oprigtighed. Ved venlige ord og handlinger vil de søge at gøre vejen let for den trætte fod. ret

(133)  Den tabte sølvmønt lige værdifuld. - Den tabte sølvmønt, som Frelseren omtaler i lignelsen, lå vel i smuds og snavs, men det var dog en sølvmønt. Ejerinden søgte efter den, fordi den havde værdi. Således er enhver sjæl agtet dyrebar i Guds øjne, ligegyldig hvor fordærvet den er af synd. Ligesom en mønt bærer regentens billede og indskrift, således bar også mennesket ved skabelsen Guds billede og indskrift. Selvom denne indskrift ved syndens indflydelse nu er blevet beskadiget og utydelig, så findes der dog spor deraf tilbage i enhver sjæl. Gud ønsker at redde denne sjæl og atter indridse i den sit eget billede i retfærdighed og hellighed. ret

(133)  Hvor lidt vi dog ligner Kristus i det, som skulle være det stærkeste bindeled mellem os og ham, nemlig medfølelse med de fordærvede, skyldige, lidende sjæle, der er døde i overtrædelser og synder! Menneskenes største synd er deres umenneskelighed mod hverandre. Mange mener, at de repræsenterer Guds retfærdighed, medens de kommer fuldstændig til kort i at fremstille hans mildhed og hans store kærlighed. Ofte er de, som de møder med hårdhed og strenghed, anfægtede af fristelser. Satan kæmper med disse sjæle, og hårde, uvenlige ord gør dem modløse og forårsager, at de falder som et bytte for fristerens magt. ret

(133)   Kritiser ikke den vildfarne. - Lignelsen om det mistede får er et godt billede på Frelserens kærlighed til de vildfarne. Hyrden forlader de nioghalvfems i fårestien og går ud for at søge efter det ene fortabte får. Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og går hjem med glæde. Han søgte ikke efter fejl hos det vildfarne får; han sagde ikke: »Lad det gå, hvis det vil.« Han gik ud i frost og slud og storm for at redde det ene får, han havde mistet. Og han blev tålmodigt ved med at søge, indtil det, som var genstand for hans bekymring, blev fundet. ret

(134)  Sådan skal vi behandle de fejlende og vildfarne. Vi skal være rede til at ofre vor magelighed og bekvemmelighed, når en sjæl, som Kristus har ofret livet for, er kommet i fare. Jesus sagde: »Således bliver der mere glæde i Himmelen over en synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse.« Ligesom der blev glæde, da det mistede får blev fundet, således vil en sand Kristi tjener blive fyldt med glæde og taknemmelighed, når en sjæl bliver reddet fra døden. ret

(134)   Kristus vil vise os hvordan. - Vi opfordres til at arbejde med mere end menneskelig energi, til at arbejde med den kraft, som er i Jesus Kristus. Han, som nedlod sig til at tage menneskelig natur, er den, der vil vise os, hvordan vi skal føre kampen. Kristus har overladt sin gerning i vore hænder, og vi skal kæmpe med Gud, dag og nat bede om den kraft, som ikke ses. Det, der vil bringe sejren, er, at man på den rette måde holder fast ved Gud gennem Jesus Kristus. ret

(134)  De frelstes taknemmelighed. - Vor begrænsede forstand kan ikke til fulde fatte en sjæls værdi. Med hvilken taknemmelighed vil de frelste og herliggjorte ikke mindes dem, der var medvirkende til deres frelse! Da vil der ikke være nogen, som fortryder, at de fornægtede sig selv og udholdt anstrengelse, eller at de var tålmodige og overbærende, og inderligt bad for sjæle, som kunne være gået fortabt, hvis de havde forsømt deres pligt eller var blevet trætte af at gøre det rette! ret

(134)   Arbejderens værn. - De fristelser, vi daglig udsættes for, gør bøn til en nødvendighed. Farer omgiver os alle vegne. De, der søger at redde andre fra last og ødelæggelse, er særlig udsatte for fristelse. Fordi de stadig kommer i berøring med det onde, er det nødvendigt, at de er nært forbundne med Gud, ellers vil de selv blive forført. Korte og afgørende er de skridt, som fra høj og hellig grund fører menneskene ned på et lavt plan. I et øjeblik kan der tages bestemmelser, der afgør vor skæbne for bestandig. Blot vi lider nederlag en gang, mister sjælen sit værn. En ond vane, som ikke bekæmpes med fasthed, vil blive til lænker af stål, der binder hele mennesket. ret

(135)  Grunden til, at så mange overlades til sig selv, når de møder fristelser, er, at de ikke altid har Herren for øje. Når vi tillader, at vor forbindelse med Gud afbrydes, har vi mistet vort værn. Alle jeres gode forsætter og gode hensigter vil ikke kunne sætte jer i stand til at modstå det onde. I må være bønnens mænd og kvinder. Jeres påkaldelser må ikke være svage, tilfældige og lunefulde, men alvorlige, udholdende og vedvarende. Det er ikke altid nødvendigt, at I bøjer jeres knæ for at bede. Gør det til en vane at tale med Frelseren, når I er alene, når I går på vejen, og når I er travlt beskæftiget med jeres daglige arbejde. Lad hjertet bestandig opsende stille bøn om hjælp, om lys, om styrke og kundskab. Lad hvert åndedræt være en bøn. ret

(135)   Beskyttelse for den, der sætter sin lid til Gud. - Som de, der arbejder for Gud, må vi nå menneskene, hvor de er, selvom de er omgivet af mørke og nedsunket i last og fordærvelse. Men når vi fæster vort sind ved ham, som er vor sol og vort skjold, så vil det onde omkring os ikke påføre os en eneste plet. Under vor virksomhed for at frelse sjæle, som er ved at fortabes, vil vi ikke komme til skamme, såfremt vi sætter vor lid til Gud. Kristus i hjertet, Kristus i livet, dette er vor sikkerhed. Hans nærværelse vil fylde sjælen med afsky for alt hvad der er ondt. Vor ånd kan være således forenet med ham, at vi bliver et med ham i tanke og forsæt. ret

næste kapitel