4. Daniels eksempel

(149)  Emnet om afholdenhed har vi ikke nogen rigtig forståelse af, før vi har betragtet det fra et bibelsk synspunkt. Og ingen steder finder vi et mere omfattende og slående eksempel på sand afholdenhed og dens velsignelser end i beretningen om profeten Daniel og hans venner ved hoffet i Babel. ret

(149)  Da Israels børn, deres konge, fyrster og præster var ført i fangenskab, blev der udvalgt fire til at gøre tjeneste ved kongens hof i Babel. En af disse var Daniel, som snart viste tegn på den bemærkelsesværdige evne, som han senere udviklede. Disse unge mennesker var alle af kongelig byrd og bliver beskrevet som »unge mænd uden mindste lyde og med et smukt ydre, vel bevandrede i al visdom kundskabsrige og lærenemme«. Dan. l, 4. Da kong Nebukadnezar bemærkede disse unge fangers fremragende evner, besluttede han, at de skulle uddannes til at indtage betydelige stillinger i hans rige. For at de i overensstemmelse med orientalsk skik kunne være kvalificerede til livet ved hoffet, skulle de undervises i kaldæernes sprog og gennemgå et grundigt" tre års studium i fysiske og åndelige fag. ret

(150)  Ungdommen i denne højere skole havde ikke blot adgang til det kongelige palads, men det blev også bestemt, at de skulle spise og drikke af den mad og vin, som var på kongens bord. Kongen mente, at han på denne måde ikke alene viste dem en stor ære, men også sikrede dem den bedste fysiske og åndelige udvikling, som kunne opnås. ret

(150)   Prøven. - Blandt retterne på kongens bord var svinekød og andet kød, som moseloven erklærede for urent, og hebræerne havde fået et bestemt forbud mod at spise det. Nu blev Daniel sat på en streng prøve. Skulle han rette sig efter sine fædres undervisning angående mad og drikke og højst sandsynligt miste ikke alene sin stilling, men også livet, fordi det var en fornærmelse mod kongen? Eller skulle han sætte Guds bud til side og bevare kongens gunst og på den måde sikre sig store intellektuelle fordele og de mest smigrende verdslige fremtidsudsigter? ret

(150)  Daniel tøvede ikke længe. Han besluttede sig til at holde fast ved sin renhed, ske hvad der ville. Han »satte sig for, at han ikke ville gøre sig uren med kongens mad eller den vin, kongen drak«. Dan. l, 8. ret

(150)   Ikke snæversynet eller fanatisk. - I dag er der mange såkaldte kristne, som siger, at Daniel var for nøjeregnende, og de erklærer ham for at være både snæversynet og fanatisk. De betragter spørgsmålet om mad og drikke som af for ringe betydning til at kræve et så afgørende standpunkt, som måske ville medføre opofrelsen af enhver jordisk fordel. Men de, som ræsonnerer på denne måde, vil på dommens dag se, at de gik imod Guds bestemte krav og opstillede deres egne meninger som reglen for, hvad der er ret og forkert. De vil finde, at det, som syntes uden betydning for dem, ikke blev betragtet sådan af Gud. Hans krav skal lydes ubetinget. De, som anerkender og adlyder et af hans bud, fordi det er bekvemt for dem at gøre det, medens de forkaster et andet bud, fordi det kræver et offer at efterkomme det, sænker rettens standard og leder med deres eksempel andre til at ringeagte Guds hellige lov. Et »så siger Herren« må være rettesnor for alt. ret

(151)   En fejlfri personlighed. - Daniel var underkastet lige så stærke fristelser, som de unge i dag er udsat for, alligevel var han tro mod den religiøse opdragelse, han havde fået i sin barndom. Han var omgivet af kræfter, der ville ødelægge dem, som vakler mellem princip og tilbøjelighed, men Guds ord fremstiller ham som en fejlfri personlighed. Daniel turde ikke sætte sin lid til sin egen moralske styrke. Bøn var for ham en nødvendighed. Han gjorde Gud til sit værn, og i alle livets gøremål frygtede han Gud. ret

(151)  Daniel besad den ægte ydmygheds ynde. Han var tro, urokkelig og ædel. Han søgte at leve i fred med alle, men når det drejede sig om principper, var han ubøjelig som de høje cedertræer. Over for dem, som havde myndighed over ham, var han ærbødig og lydig i alt, når det ikke stred imod hans troskab mod Gud, men han havde så høj en erkendelse af Guds krav, at jordiske herskeres krav var underordnet. Selviske hensyn kunne ikke få ham til at forsømme sin pligt. ret

(151)  Daniels karakter er fremstillet for verden som et slående eksempel på, hvad Guds nåde kan gøre for mennesker, der af naturen er faldet og fordærvet af synd. Beretningen om hans ædle, selvfornægtende liv er en opmuntring for os almindelige mennesker. Den kan styrke os til ædel modstand mod fristelse og til i ydmyghed at stå fast på det rette under de hårdeste prøver. ret

(151)   Guds velbehag kærere end livet. - Daniel kunne måske have fundet en god undskyldning for at afvige fra sine strenge afholdsvaner, men Guds velbehag var kærere for ham end den mægtigste jordiske monarks gunst, ja kærere end selve livet. Ved sin høflige optræden fandt Daniel yndest hos overhofmesteren, som havde opsynet med de unge hebræere, og han bad ham, om de måtte blive fri for at spise og drikke af kongens mad og vin. Overhofmesteren frygtede for, at han ved at opfylde dette ønske kunne pådrage sig kongens mishag og på den måde bringe sit liv i fare. Ligesom mange i dag troede han, at en afholdende kost ville give disse unge et blegt og sygeligt udseende og mangel på muskelstyrke, medens de overdådige retter fra kongens bord ville gøre dem rødmossede og smukke og fremme fysisk og åndelig aktivitet. ret

(152)  Daniel anmodede om, at sagen kunne afgøres efter en prøve på ti dage, idet de hebraiske unge i denne korte periode fik lov til at spise enkel mad, medens deres medstuderende fik del i kongens lækkerier. Anmodningen blev til sidst imødekommet, og så følte Daniel sig forvisset om, at han havde vundet sin sag. Skønt han kun var en ung mand, havde han set den skadelige virkning af vin og overdådig levevis både på fysisk og åndelig sundhed. ret

(152)   Gud forsvarer sine tjenere. - Da de ti dage var gået, viste resultatet sig at være lige modsat overhofmesterens forventninger. De afholdende unge mænd så ikke alene bedre ud end deres kammerater, som havde tilfredsstillet appetitten, men de var dem også tydeligt overlegne både i fysisk vigør og åndelig kraft. Denne prøve resulterede i, at Daniel og hans venner fik lov til at fortsætte med den enkle kost, medens de blev uddannet til de opgaver, de skulle varetage i riget. ret

(152)  Herren betragtede med velbehag disse unge hebræeres trofasthed og selvfornægtelse, og hans velsignelse fulgte dem. Gud gav dem »kundskab og indsigt i al skrift og visdom; Daniel forstod sig også på alle hånde syner og drømme«. Dan. 1, 17. Da den treårige uddannelse var forbi, prøvede kongen deres duelighed og kundskaber, og »der fandtes iblandt dem alle ingen, som kunne måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, og de trådte derfor i kongens tjeneste. Og når som helst kongen spurgte dem om noget, der krævede visdom og indsigt, fandt han dem ti gange dygtigere end alle drømmetydere og manere i hele sit rige«. Dan. 1, 20. ret

(153)   Selvbeherskelse en betingelse for helliggørelse. - Daniels liv er et inspirerende eksempel på, hvad en helliggjort karakter er. Det er en anskuelsesundervisning for alle, og især for de unge. En nøje opfyldelse af Guds krav er befordrende for både legemets og sjælens sundhed. For at nå den højeste grad af åndelig og intellektuel kunnen er det nødvendigt at søge visdom og styrke fra Gud og iagttage streng afholdenhed i alle livsvaner. I Daniels og hans venner_ erfaring har vi et eksempel på princippets sejr over fristelsen til at tilfredsstille appetitten. Det viser os, at unge mennesker med religiøse principper kan sejre over kødets lyster og forblive tro mod Guds krav, selvom det koster dem et stort offer. ret

(153)   Hvilke følger ville det ikke have fået, hvis Daniel og hans venner havde indgået et kompromis med disse hedenske embedsmænd og givet efter for anledningens pres ved at spise og drikke sådan, som babylonierne havde for skik! Det ene tilfælde af afvigelse fra princippet ville have svækket deres opfattelse af, hvad der var ret, og deres afsky for det forkerte. Tilfredsstillelse af appetitten ville have medført tabet af fysisk styrke, klar forstand og åndelig kraft. Et forkert trin kunne have ført til flere, indtil deres forbindelse med Himmelen blev afbrudt og fristelse ville have revet dem bort. ret

(153)   Gud havde sagt: »De, som ærer mig, vil jeg ære.« 1 Sam. 2, 30. Idet Daniel klyngede sig til Gud i fast tillid, kom profetiens Ånds kraft over ham. Det var mennesker, som underviste ham om pligterne, der fulgte med livet ved hoffet, men det var Gud, der lærte ham at tyde fremtidens mysterier og ved hjælp af billeder og symboler at fremstille for kommende generationer de mærkelige ting, som skulle indtræffe i de sidste dage. ret

(154)  De unge hebræeres beslutning havde intet med formastelse at gøre. De tog deres bestemmelse i tillid til Gud. De bestræbte sig ikke på at være sære, men de ville hellere anses for at være det end vanære Gud. ret

(154)   Også belønning til os for afholdenhed. - De hebraiske fanger var mænd, der havde de samme lyster, som vi har. Midt i Babylons overdådige hoffers forførende indflydelse stod de dog fast. Vore dages unge er omgivet af fristelser, der leder til at give efter for selvet. I særdeleshed i vore store byer bliver enhver form for sanselig tilfredsstillelse gjort let og indbydende. De, der ligesom Daniel afslår at besmitte sig, vil høste den belønning, mådeholdne vaner giver. Med deres større fysiske kraft og forøgede udholdenhed har de en bank med indskud, som de kan hæve på i påkommende tilfælde. ret

(154)  De rette fysiske vaner fremmer åndelig overlegenhed. Intellektuel kraft, fysisk styrke og livets længde afhænger af uforanderlige love. Naturens Gud vil ikke gribe ind for at bevare menneskene fra følgerne af at overtræde naturens krav. Den, som kæmper for at blive sejrvinder, må være afholdende i alle ting. Daniels klare tankegang og faste forsætter, hans evne til at erhverve kundskab og hans kraft til at modstå fristelse skyldtes i høj grad hans jævne levevis i forbindelse med et liv i bøn. ret

(154)  Der er megen lødig sandhed i ordsproget: »Enhver er sin egen lykkes smed.« Mens forældre er ansvarlige for karakterens stempel, såvel som for uddannelsen og opdragelsen af deres sønner og døtre, er det dog sandt, at vor stilling og vor brugbarhed i verden for en stor del afhænger af vor egen handlemåde. ret

(154)  Daniel og hans medbrødre nød fordelene af, at de var blevet korrekt opdraget og undervist i de unge år, men disse fortrin alene ville ikke have gjort dem til det, de blev. Tiden kom, da de måtte handle selvstændigt, da deres fremtid afhang af deres egne handlinger. Da var det, de bestemte at være tro mod den undervisning, de havde fået i barndommen. Den gudsfrygt, som er visdoms begyndelse, var grundvolden til deres storhed. ret

næste kapitel