Tillæg B - Typiske afholdsforedrag af Ellen G. White
1. I Kristiania, Norge, 1886

(263)  Efter anmodning fra afholdsforeningens formand talte jeg i søndags om afholdenhed. Mødet blev holdt i militærets gymnastiksal, som er den største sal i byen. Det amerikanske flag var anbragt som en baldakin over talerstolen, en opmærksomhed, jeg satte stor pris på. Der var omkring 1600 til stede. Bl.a. en biskop fra statskirken og flere gejstlige personer. Mange var fra den bedre klasse i samfundet. ret

(263)   Indledningen. - Jeg indledte med at betragte emnet ud fra et religiøst synspunkt og påviste, at Bibelen indeholder megen historie omhandlende afholdenhed, og at Jesus virkede for afholdsarbejdet lige fra begyndelsen. Vore første forældre syndede og faldt, fordi de gav efter for appetitten. Men Jesus gjorde fejlen god igen. I fristelsens ørken bestod han den prøve, som mennesket ikke havde bestået. Da han led de bitreste kvaler af sult og var svag og udmagret af at faste, var Djævelen der med sine mange fristelser for at angribe Guds Søn, benytte sig af hans svaghed og overvinde ham og således omstøde frelsesplanen. Men Jesus lod sig ikke rokke. Han sejrede på menneskeslægtens vegne, så han nu kunne redde dem fra nedværdigelsen som følge af faldet. Han beviste, at det er muligt for os at sejre i hans kraft. Jesus har medlidenhed med menneskenes svaghed; han kom til Jorden for at kunne give os åndelig kraft. Hvor stærke lidenskaberne og begæret end er, så kan vi vinde sejr, fordi vi kan få guddommelig kraft føjet til vore svage bestræbelser. De, der flyr til Kristus, vil have et tilflugtssted i fristelsens stund. ret

(264)   Bibelens advarsler. - Med advarsler og eksempler fra Bibelen beviste jeg, hvor vigtigt det er at vænne sig til at være afholdende. Nadab og Abihu gjorde tjeneste i et helligt embede, men som en følge af at nyde vin blev deres hjerne så omtåget, at de ikke kunne skelne mellem det, der er helligt, og det, der er almindeligt. De ringeagtede Guds befaling ved at frembære »fremmed ild«, og Guds straffedomme ramte dem. Herren havde ved Moses udtrykkelig forbudt dem, der skulle tjene ved helligdommen, at drikke vin og stærk drik, for at de kunne »gøre skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt«, og vejlede »i alle de love, Herren har kundgjort«. Berusende drikke virker sådan, at det svækker legemet, forvirrer sindet og nedbryder moralen. Alle, som beklædte ansvarsfulde stillinger, skulle være strengt afholdende, så de kunne have klare tanker til at skelne mellem rigtigt og forkert, være principfaste og have visdom til at øve ret og vise barmhjertighed. ret

(264)  Denne tydelige og alvorlige befaling skulle gælde fra slægt til slægt helt til tidernes ende. I de lovgivende forsamlinger og i retslokalerne såvel som i skoler og kirker er der behov for principfaste mænd, mænd, som kan beherske sig, og som har en klar opfattelse og god dømmekraft. Hvis hjernen er omtåget eller principperne svækket som følge af mangel på afholdenhed, hvordan kan dommeren så afsige en retfærdig dom? Han har gjort sig uskikket til at vurdere bevismaterialet og foretage en kritisk undersøgelse; han besidder ikke moralsk styrke til at kunne sætte sig ud over egennyttige motiver og virkningen af partiskhed og fordom. Og som følge af dette kan et menneske miste livet eller en uskyldig blive berøvet friheden eller sit gode navn og rygte, som er kærere end selve livet. Gud har forbudt, at personer, han har givet en betroet stilling som lærere eller ledere for folket, således skal gøre sig uskikkede til at varetage de pligter, deres høje embede fordrer. ret

(264)   Råd til Manoa og Zakarias. - Forældre kan hente en lærdom fra det råd, der blev givet Manoas hustru og Zakarias, Johannes Døbers far. Herrens engel meddelte Manoa, at han skulle blive far til en søn, der skulle befri Israel, og som svar på hans bekymrede spørgsmål: »Hvorledes skal vi da forholde os og bære os ad med drengen?« gav engelen disse særlige forskrifter for moderen: »Vin og stærk drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt, hvad jeg bød hende, skal hun overholde!« Moderens vaner ville påvirke barnet i god eller dårlig retning. Hun skulle selv følge faste principper og vise afholdenhed og selvfornægtelse, hvis hun ville sit barns vel. ret

(265)  Og denne forpligtelse påhviler både fædre og mødre. Begge forældre overfører deres åndelige og legemlige egenskaber, deres tilbøjeligheder og begæringer, til deres børn. Som følge af forældrenes mangel på afholdenhed savner børnene ofte fysisk kraft og intellektuel og moralsk styrke. De, der nyder" spiritus og bruger tobak, videregiver deres umættelige begær, ophidsede blod og pirrelige nerver som en arv til deres efterkommere. Og idet børnene har mindre kraft til at modstå fristelse, end forældrene havde, så synker hver generation dybere end den foregående. ret

(265)  Enhver far og mor burde stille dette spørgsmål: »Hvorledes skal vi bære os ad med det barn, der skal fødes?« Mange er tilbøjelige til at tage let på denne sag, men det faktum, at en engel fra Himmelen blev sendt til disse hebraiske forældre med et budskab, der blev givet to gange på en meget tydelig og indtrængende måde, viser os, at Gud betragter det som en sag af stor betydning. ret

(265)  Da engelen Gabriel viste sig for Zakarias og forkyndte Johannes Døbers fødsel, bragte han dette budskab: »Han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden.« Gud havde en vigtig opgave for det barn, der blev lovet Zakarias, en gerning, der krævede en kvik hjerne og handlekraft. Han måtte have en sund fysisk konstitution og intellektuel og moralsk styrke. Og det var for at sikre ham disse nødvendige kvalifikationer, at hans livsvaner skulle fastlægges og følges endog fra spæd af. De første .skridt på alkoholismens vej bliver tit taget i barneårene og i teenage alderen, derfor bør der gøres noget virkeligt for at oplyse forældre om deres ansvar. De, der sætter vin og øl på deres bord, opelsker en trang til stærk drik hos deres børn. Vi henstiller indtrængende, at afholdsprincipperne bliver indført i alle hjemmets daglige detaljer; at forældrenes eksempel bliver et forbillede på afholdenhed; og at selvfornægtelse og selvbeherskelse bliver indprentet børnene, så vidt muligt allerede fra de er spæde. ret

(266)   Ungdommen et udtryk for samfundets fremtid. - Nutidens ungdom er et udtryk for samfundets fremtid. Der ser vi fremtidens lærere, lovgivere og dommere, de ledere og det folk, der bestemmer nationens karakter og skæbne. De, der skal forme den opvoksende slægts vaner og påvirke deres liv, har derfor en betydningsfuld mission. Arbejdet med menneskesindet er den vigtigste gerning, der nogen sinde er betroet mennesker. Tiden er for kostbar til, at forældre skulle bruge den til at tilfredsstille appetitten eller stræbe efter rigdom og følge moden. Gud har betroet dem de dejlige børn, ikke blot for at de skal opdrages til at blive til nytte her i livet, men også for at skulle beredes for de himmelske boliger. Vi burde altid have det evige liv for øje og arbejde sådan, at når vi står foran Paradisets porte, vi da må kunne sige: »Se, her er jeg og de børn, Gud gav mig.« ret

(266)  Men når talen er om afholdenhed, så påhviler der de unge pligter, som ikke kan udføres af andre. Forældrene har ansvaret for det karakterpræg og den uddannelse og opdragelse, de giver deres sønner og døtre, men det er lige så sandt, at vor stilling og nytte her i verden for en stor del beror på vore egne handlingers forløb. ret

(266)   Daniel et ædelt eksempel. - Ingen steder finder vi et mere fyldigt og slående eksempel på sand afholdenhed og dens velsignelser end i beretningen om den unge Daniel og hans venner ved hoffet i Babel. De blev udtaget til at skulle lære kaldæernes skrift og tungemål, så de kunne »træde i kongens tjeneste«, »og kongen tildelte dem deres daglige kost af sin egen mad og af den vin, han selv drak«. Disse unge mænd afslog ikke blot at drikke af kongens vin, men de nægtede også at spise af de overdådige retter. De adlød Guds lov, både på det fysiske og det åndelige område. De var vant til selvfornægtelse parret med beslutsomhed, flid og udholdenhed. Og resultatet fremgår af den kloge fremgangsmåde, de fulgte. ret

(267)  Gud belønner altid den, der gør det rigtige. Den mest lovende ungdom fra alle lande, som den store erobrer havde underlagt sig, var samlet i Babel, men ingen af alle disse kunne måle sig med de hebraiske fanger. Deres ranke skikkelse, den faste, spændstige gang, det rene ansigt, der vidnede om rent blod, de skarpe sanser og den rene ånde - det var alt sammen et vidnesbyrd om gode vaner, et tegn på den sjælsadel, hvormed naturen udmærker dem, der lyder dens love. Og da kongen satte deres færdigheder og kundskaber på prøve efter de tre års uddannelse, »fandtes der iblandt dem alle ingen, som kunne måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja«. Deres hurtige opfattelse, deres smukke og korrekte sprog og deres omfattende og store viden var et vidnesbyrd om, at deres intellektuelle evners styrke og vitalitet var usvækket. ret

(267)  Beretningen om Daniel og hans venner er blevet nedskrevet i det inspirerede ord til gavn for de unge i alle efterfølgende tider. De, der ønsker at bevare deres evner usvækkede for at kunne tjene Gud, må være strengt afholdende i nydelsen af hans rige gaver og helt afholde sig fra enhver skadelig og nedbrydende tilfredsstillelse. Hvad der før har kunnet gøres, kan gøres igen. Stod disse trofaste hebræere urokkelige under stor fristelse og aflagde et prægtigt vidnesbyrd til gunst for sand afholdenhed? Nutidens unge kan aflægge et lignende vidnesbyrd under lige så ugunstige omstændigheder! Jeg skulle ønske, at de ville efterligne disse unge hebræeres eksempel, for alle, som vil, kan som de blive genstand for Guds nåde og velsignelse. ret

(268)   Penge, der kunne have udrettet meget godt. - Der er også en anden side ved afholdsspørgsmålet, man skulle tænke nærmere over. Brugen af kunstige stimulanser er ikke blot unødvendig og skadelig, det er også dyrt og uøkonomisk. Et svimlende beløb bliver ødslet bort på den måde hvert år. De penge, der bruges på tobak, kunne drive alle missioner i verden. De midler, som er værre end spildt på stærk drik, kunne bruges til at uddanne børnene, som nu vokser op i uvidenhed og forbrydelse, og dygtiggøre dem til en ædel gerning for Gud. Der er tusindvis af forældre, som bruger deres løn på egne lyster og berøver børnene føde og klæder og en god uddannelse. Og utallige såkaldte kristne støtter dem med deres eksempel. Hvilket regnskab der dog skal aflægges for Gud engang for således at misbruge hans gode gaver! ret

(268)  Penge er noget af det, som er betroet os til at købe mad til de sultne for og tøj til de nøgne, til at hjælpe nødlidende og til at forkynde evangeliet for de fattige. Men hvor bliver alt dette dog ikke forsømt! Når Herren kommer for at gøre regnskabet op med sine tjenere, vil han så ikke sige til mange mennesker: »Hvad I ikke har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I heller ikke gjort imod mig?« Alle vegne er der noget at gøre for Gud. Der er brug for vore penge, vor tid, kræfter og indflydelse. Skal vi ikke tage fat på dette arbejde og leve vort liv til Guds ære og vore medmennesker til gavn? Skal vi ikke udbrede Guds rige på Jorden? ret

(268)  Der er behov for mænd som Daniel, mænd, som er selvfornægtende og modige nok til at gå helt ind for afholdsreformen. Enhver kristen bør med sit eksempel og sin indflydelse være på reformens side. Evangeliets forkyndere bør være tro til at advare folket. Og alle skal vi tænke på, at vor lykke i to verdener er betinget af, at vi bruger den ene rigtigt. ret

næste kapitel