2. En tale om afholdenhed i 1891

(268)  Satan var den første i universet, som gjorde oprør, og lige siden han blev udstødt af Himmelen, har han prøvet på at få hvert eneste medlem af den menneskelige familie til at falde fra Gud ligesom han selv. Han lagde sine planer om at ødelægge mennesket og ved hjælp af utilladelig tilfredsstillelse af appetitten at lede det til at overtræde Guds bud. Han fristede Adam og Eva til at tage af den forbudte frugt og forvoldte således deres fald og udelukkelse fra Eden. Hvor mange siger ikke: »Hvis jeg havde været i Adams sted, ville jeg aldrig have forsyndet mig på så lille en prøve.« Men du, som roser dig sådan, har rig anledning til at vise, hvor stærk din beslutning er, og hvor principfast du er i prøvens stund. Er du lydig mod hver eneste af Guds befalinger? Ser Gud ikke nogen synd i dit liv? ret

(269)  Jeg skulle ønske, at Adams og Evas fald havde været det eneste, men fra dengang Eden gik tabt og til nu har der været mange fald. Satan har bestemt sig for at ødelægge mennesket ved at lokke det bort fra at vise troskab mod Guds bud, og en af hans bedste metoder går ud på at friste det til at føje en forvendt appetit. Overalt ser vi tegn på menneskets uafholdenhed. Salonen findes på hvert gadehjørne i vore større og mindre byer og dens frygtelige, ødelæggende virkning står aftegnet i stamgæsternes ansigter. Fra alle sider søger Satan at lokke de unge ind på fortabelsens vej, og kan han bare få sat deres fødder på denne vej, så jager han dem frem på deres nedadgående kurs og fører dem fra den ene udsvævelse til den anden, indtil hans bytte mister sin ømme samvittighed og ikke mere har gudsfrygt for øje. De viser mindre og mindre selvbeherskelse. De bliver hengivne til vin og spiritus, tobak og opium, og går fra den ene nedværdigelse til den anden. De er slaver af appetitten. Gode råd, som de før lyttede til, lærer de at foragte. De påtager sig en vigtig mine og roser sig af frihed, medens de er fordærvelsens trælle. Med frihed mener de slaver af selviskhed, en fordærvet appetit og tøjlesløshed. ret

(269)   Striden raser. - En stor strid raser i verden. Satan er besluttet på at få menneskeslægten som sine undergivne, men Kristus har betalt en uendelig høj pris, for at mennesket kunne blive frelst fra fjenden og Guds moralske billede blive genoprettet i den faldne slægt. Ved at iværksætte frelsesplanen har Gud givet bevis for, at han vurderer mennesket uendelig højt, men Satan søger at gøre denne plan virkningsløs ved at hindre mennesket i at opfylde de betingelser, som er en forudsætning for frelsen. ret

(270)  Da Kristus begyndte sin mission, knælede han på Jordans bred og opsendte en bøn til Gud for menneskene. Han var blevet døbt af Johannes og Himlene åbnedes og Guds Ånd i skikkelse af en due omkredsede ham; og der lød en røst fra Himmelen, som sagde: »Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.« Jesu bøn for en fortabt verden blev hørt, og alle, som tror på ham, bliver antaget i den elskede. Faldne mennesker kan i Kristus få adgang til Faderen og få nåde til at vinde sejr i kraft af en korsfæstet og opstanden frelsers fortjenester. ret

(270)   Betydningen af Kristi sejr. - Efter dåben blev Kristus af Ånden ført op i ørkenen. Han havde påtaget sig menneskelighed, og Satan pralede af at kunne besejre ham, ligesom han havde besejret stærke mænd før i tiden, og han angreb ham med de samme fristelser, som blev årsagen til menneskets fald. Det var i denne verden, at den store strid mellem Kristus og Satan skulle afgøres. Dersom fristeren kunne få held til at overvinde Kristus bare på et eneste punkt, så måtte verden overgives til undergang. Satan ville have magt til at knuse Guds Søns hoved, men kvindens sæd skulle knuse slangens hoved, dvs. Kristus skulle tilintetgøre fyrsten over mørkets magter. Kristus fastede fyrretyve dage i ørkenen. Hvorfor gjorde han det? Var der noget i Guds Søns karakter, der fordrede så stor en ydmygelse og lidelse? Nej. Han var syndfri. Hele denne ydmygelse og bitre sjælekval udholdt han for det faldne menneskes skyld, og vi vil aldrig kunne forstå, hvor frygtelig en synd det er at føje en forvendt appetit, før vi forstår den åndelige betydning af Guds Søns lange faste. Aldrig vil vi kunne fatte appetittens magt og trældom, før vi forstår karakteren af Frelserens kamp for at overvinde Satan og dermed sætte mennesket i den fordelagtige stilling, hvor det i kraft af Kristi blods fortjeneste kan blive i stand til at modstå mørkets magter og selv vinde sejr. ret

(271)  Efter sin lange faste var Kristus udhungret, og i denne svage tilstand angreb Satan ham med de stærkeste fristelser. »Da sagde Djævelen til ham: 'Hvis du er Guds Søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød.'« Satan fremstillede sig som Guds sendebud og hævdede, at Gud havde set, hvordan Frelseren var villig til at betræde selvfornægtelsens sti, og Gud krævede ikke, at han skulle ydmyges og lide mere, men kunne blive fritaget for den frygtelige kamp, der forestod ham som verdens genløser. Han søgte at overbevise ham om, at Gud blot ønskede at prøve hans troskab, og at han nu havde bevist denne sin troskab fuldt ud og var fri til at bruge sin guddommelige magt til at skaffe sig det fornødne. Men Kristus fornemmede fristelsen og erklærede: »Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.'« ret

(271)  Når du bliver fristet til en utilladelig tilfredsstillelse af appetitten, skal du tænke på Kristi eksempel og stå fast og sejre, ligesom Kristus har sejret. Du skal forsvare dig med et »så siger Herren« og således for bestandig afgøre spørgsmålet med mørkets fyrste. Hvis du forhandler om fristelsen og bruger dine egne ord med en følelse af selvsikkerhed og overmod, vil du blive besejret. De våben, Kristus brugte, var Guds ord: »Der står skrevet.« Og hvis du bruger Åndens sværd, kan det også lykkes dig at sejre ved din genløsers fortjeneste. ret

(271)   Satan har større held med menneskene. - Guds Søn udholdt de tre hovedfristelser, menneskene bliver udsat for. Han nægtede at give efter for fjenden på tre punkter: appetit, ærgerrighed og lyst til det verdslige. Men Satan har større held med sig, når han angriber det menneskelige hjerte. Han kan få magten over dem ved at lokke dem til at give efter for hans fristelser. Og der er ingen form for fristelser, han har større held med, end dem, der berører appetitten. Kan han få magt over appetitten, kan han beherske hele mennesket. ret

(271)  Der er kun to magter, som har herredømme over menneskene. Det er Guds magt og Satans magt. Kristus er menneskets skaber og genløser, Satan er menneskets fjende og ødelægger. Det menneske, som har overgivet sig til Gud, vil udvikle sig til Guds ære på det legemlige, sjælelige og åndelige område. Den, der har overgivet sig til Satans magt, nedbryder sig selv. Mange mænd sælger deres forstand for et glas spiritus og bliver en trussel for deres familie, naboer og omegn. Børnene gemmer sig, når manden kommer hjem, og hans forkuede hustru er bange for at lukke ham ind, fordi han hilser hende med grusomme slag. Han bruger pengene på stærke drikke, mens kone og børn mangler det nødvendigste til livets ophold. ret

(272)  De, der er ofre for appetittens magt, bliver af Satan ledet til at begå voldshandlinger. Den, der drikker spiritus, er hidsigt anlagt og lidenskaberne har let ved at blusse op, den mindste anledning bliver årsag til strid, og når drankeren er behersket af sine lidenskaber, sparer han end ikke sin bedste ven. Hvor ofte hører man ikke om mord og vold, og så finder, at den egentlige årsag er spiritus. ret

(272)   Mådeholdsdrikkeri. - Der er dem, der giver sig ud for at være afholdssagens forkæmpere, men som ikke desto mindre hengiver sig til at nyde vin og cider med den begrundelse, at disse stimulanser er harmløse og endda sunde. Det er på denne måde, at mange tager det første skridt på vejen nedad. Beruselse fremkaldes lige så virkeligt af vin og cider som af stærkere drikke, og det er den værste form for beruselse. Lidenskaberne bliver mere ophidsede og forandringen af karakteren mere udpræget, afgjort og forstokket. Nogle enkelte flasker cider eller sød vin kan vække lysten til stærkere drikke, og mange, som er blevet uforbederlige drankere, har derved lagt grunden til drikkevanen. ret

(272)  Hvis nogen har arvet en trang til stimulanser, vil det under ingen omstændigheder være trygt at have vin eller cider i huset, for Satan frister dem ustandselig til at give efter. Og giver de først efter for hans fristelser, har de ikke forstand til at holde op, for trangen kræver at blive tilfredsstillet, og det bliver den til deres ødelæggelse. Hjernen bliver omtåget, forstanden har ikke længere herredømmet, men overgiver det til begæringerne. Udsvævelsen tiltager, og laster af næsten enhver art bliver resultatet af at give efter for lysten til vin og cider. Den, der synes godt om disse stimulanser og vænner sig til at bruge dem, kan umuligt vokse i nåden. Han bliver sløv og sanselig, de kødelige lyster tager magten over de ædlere åndsevner og der værnes ikke om ærbarheden. ret

(273)  Mådeholdsdrikkeriet er den skole, hvor man bliver uddannet til en drankers karriere. Så forsigtigt lokker Satan ham bort fra afholdenhedens fæstning, så lumsk virker vin og cider på smagen, at han uden selv at mærke det følger den slagne vej til drukkenskab. Lysten til stimulanser opelskes, der kommer forstyrrelse i nervesystemet, Satan holder sindet i en feberagtig uro, og det stakkels offer, som mener sig fuldkommen garderet, bliver bare ved, indtil alle hæmninger er brudt ned og ethvert princip kastet over bord. De bedste beslutninger bliver undergravet, og interessen for det evige er for svag til at holde den fordærvede appetit under fornuftens kontrol. Der er dem, som aldrig er rigtig fulde, men de er til stadighed under påvirkning af svagt berusende drikke. De er febrilske, usikre, ikke helt berusede, men alligevel som ude af ligevægt, fordi de ædlere åndsevner er blevet forstyrret. ret

(273)   Også tobak. - Også de mennesker, der bruger tobak, får svækket deres legemlige og åndelige kræfter. Det er unaturligt at bruge tobak. Organismen protesterer mod dette giftstof, og når forbrugeren først begynder at påtvinge organismen denne unaturlige vane, bliver der udkæmpet en hård kamp. Maven, ja hele systemet, gør oprør mod denne væmmelige vane, men forbrugeren fortsætter, indtil organismen opgiver kampen, og manden bliver tobaksslave. ret

(273)  Hvis mennesket fik tilbudt frelse på så hårde betingelser, ville Gud blive anset for at være en streng herre. Satan er en streng herre, han, kræver af sine undersåtter, at de skal udsættes for hårde prøver og gøres til slaver af lidenskab og begær. Men Gud er rimelig i alle sine fordringer og kræver kun det af sine børn, som vil samvirke til deres nuværende og evige lykke. ret

(274)  »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.« Dette er Guds bud, og dog er der mange, selv blandt dem, der bekender sig til at være Guds tjenere, der er hengivne til tobak og gør den til deres afgud. Når de skulle færdes i den friske luft med den søde duft og prise Gud for hans velgerninger, forurener de atmosfæren med røgen fra pibe eller cigar. De skal gennem rygningens skærsild for at stimulere de stakkels slappe nerver til at tage fat på dagens pligter, for hvis de ikke havde noget at ryge på, ville de blive irritable og ude af stand til at beherske deres tanker. ret

(274)   Han havde ikke haft noget at ryge på. - Som et eksempel på rygerens manglende evne til at styre sine sanser, når han ikke får sin stimulans, skal jeg fortælle om noget, jeg engang lagde mærke til. En ældre mand, som på det tidspunkt var min nærmeste nabo, var slem til at ryge. Da jeg en formiddag gik ind for at få en bog, jeg havde lånt ham, havde han ikke fået noget at ryge på, som han plejede. I stedet for at give mig bogen, jeg bad om, gav han mig et stykke snor. Forgæves søgte jeg at gøre ham begribeligt, hvad jeg ønskede, men jeg måtte gå uden min bog. Næste dag gik jeg derind igen i samme ærinde, og straks gav han mig bogen. Så spurgte jeg, hvorfor han ikke havde givet mig den dagen før. Han svarede: »Hvad, var du her i går? Det husker jeg ikke noget til. Å jo, nu ved jeg, hvad der var galt. Jeg havde ikke fået noget at ryge på!« Sådan virkede det på hans hjerne, når han ikke fik sin stimulans. Hans læge rådede ham til at holde op med at ryge, ellers kunne han ikke leve. Han holdt også op, men resten af sit liv led han af en konstant trang til den sædvanlige stimulans; han måtte kæmpe en uophørlig kamp. ret

(274)  Efter at være fyldt de halvfems gik han en dag og ledte efter noget. Da nogen spurgte, hvad han savnede, svarede han: »Jeg leder efter min tobak.« Det var en lidelse for ham at undvære den, skønt det ville have betydet døden, hvis han havde fortsat rygningen. ret

(275)   Hjælp at få. - Gud kræver af sine børn, at de gør sig uafhængige af sådanne unaturlige, beklagelige vaner. Men når nogen nu er sådan slave bundet, er der så ingen hjælp for dem? Jo. Herren Jesus døde, for at vi i kraft af hans livs og døds fortjenester kunne stå som sejrvindere. Han kan også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham. Han kom til Jorden for at føje guddommelig kraft til menneskelige bestræbelser, og ved samarbejde med Kristus, ved. at sætte viljen på Guds side, kan trællen blive frigjort og blive Guds arving og Kristi medarving. ret

(275)   Vin nedbryder moralen. - Da helligdommen blev indviet på israelitternes tid, forordnede Herren, at der kun måtte bruges hellig ild, når der skulle brændes røgelse. Den hellige ild havde Gud selv optændt, og den vellugtende røgelse symboliserede folkets bønner, der opsteg til Gud. Nadab og Abihu var præster ved helligdommen, og da disse præster trådte frem for Gud, formastede de sig til at antænde røgelsen med ild, som ikke var indviet, skønt det ikke var tilladt at bruge almindelig ild. Præsterne havde nydt vin og deres moralske sans var blevet sløvet, de var ikke klar over, hvad de gjorde, eller hvilke forfærdelige konsekvenser deres synd kunne få. En ild for ud fra det allerhelligste og fortærede dem. ret

(275)  Efter at Nadab og Abihu var blevet tilintetgjort, talte Herren til Aron og sagde: »Vin og stærk drik må hverken du eller dine sønner drikke, når I går ind i åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal være en evig gyldig anordning fra slægt til slægt, for at I kan gøre skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene, og for at I kan vejlede israelitterne i alle de love, Herren har kundgjort dem ved Moses.« Præster og dommere i Israel skulle være strengt afholdende, så de kunne have klare tanker til at skelne mellem rigtigt og forkert, være princip faste og have visdom til at øve ret og vise barmhjertighed. ret

(276)   Hvis alle mennesker var strengt afholdende. - Hvor godt ville vi ikke få det i vort land, hvis disse forskrifter blev fulgt og de gejstlige og dommerne levede af hvert ord, som udgår af Guds mund. Ved den Gud, som skabte mennesket, ikke, hvad der er bedst for det, og hvad der tjener dets åndelige og evige interesser bedst? Gud arbejder for sine skabningers allerbedste vel. Hvis alle mennesker var strengt afholdende, ville der ikke være en brøkdel af de dødsfald, vi har nu, og der ville være betydeligt mindre af legemlige og åndelige lidelser. Der ville forekomme langt færre ulykker på land og hav. Når der er så meget ondt i denne verden, er det, fordi man vil have lov til at gøre, som man vil, i stedet for at underordne sig Guds krav. ret

(276)  Gud har givet os love, vi skal leve ved, men som på Noas tid er menneskenes hjerters higen og tragten kun ond dagen lang; de følger deres egne tanker og lyst og ødelægger sig selv. Gud vil, at vi skal eje den menneskeværdighed, han har skabt os til, og ikke være slaver af appetitten. ret

(276)  Hvordan kan nogen have tillid til afgørelser, der træffes af nævninge, som er hengivne til spiritus og tobak? Når de indkaldes til at træffe afgørelse i en vigtig sag og de ikke får deres sædvanlige stimulans, kan de ikke bruge deres hjerne rigtigt, de er ikke i stand til at fælde en forstandig dom, og hvad er deres afgørelse værd? ret

(276)  Mænd på ansvarsfulde poster burde være afholdende, hæderlige mænd, og specielt bør de, som har en betroet stilling inden for retsvæsenet, være ædruelige, så de kan dømme retfærdigt og ikke lade sig påvirke af bestikkelse eller fordom. Men forholdene inden for retsvæsenet og rigets anliggender er så vidt forskellige fra, hvad de kunne være, hvis Guds bud blev adlydt. Spiritus, tobak og en lav moral får menneskene til at <>handle troløst med deres medmennesker. ret

(276)   Fristelser alle vegne. - Vore unge mennesker bliver udsat for fristelser alle vegne, og det gør de ældre også. Både i Amerika og Europa bliver lastens og fordærvelsens huler gjort tillokkende med musik og optræden, for at den ubetænksomme skal gå i fælden. Der bliver gjort alt muligt for at lokke de unge ind i salonen. Hvad kan der gøres for at redde vor ungdom? Kristus bragte et uendelig stort offer, han blev fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige og få et liv der kan måle sig med Guds liv, og skulle vi så ikke ofre noget for at frelse dem, der går til grunde omkring os? Hvad gør vi for afholdssagen og for at redde vore unge? Hvem står på Kristi side som Guds medarbejdere? ret

(277)  Forældre, oplærer I jeres børn til at vinde sejr? Gør I noget for at dæmme op for det onde, der truer med at skylle ind over vort land? Mødre, gør I jeres pligt som opdragere? Vænner I jeres børn, allerede fra de er små, til at vise selvbeherskelse og mådehold? Vent ikke, til lidenskaberne holder dem fast i deres jernhårde greb, men led dem hen til Gud, fortæl dem, at Jesus elsker dem, og at Himmelen stiller fordringer til dem. Læg deres hånd i Jesu hånd, mens de er små, og lad ham lede dem gennem livet. Mødre, I må kende jeres moralske ansvar og gøre noget for jeres børn som de, der engang skal gøre regnskab. Vi må gøre noget for at standse det onde, så børnene og de unge ikke skal rives med ned i afgrunden. Vi må sejre, og vi må lære vore børn at sejre. ret

(277)   Kristus sejrede på vore vegne. - I fristelsens ørken bestod Kristus på det punkt, hvor Adam faldt. Han tog gerningen op, hvor ødelæggelsen begyndte, og på vore vegne overvandt han den Ondes magt på appetittens område. Satan forlod slagmarken som en overvundet fjende, og ingen har nogen undskyldning for ikke at kæmpe på Herrens side, for der kan ikke anføres nogen grund for, at vi ikke skulle kunne sejre, når vi forlader os på Kristus. »Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og har taget sæde hos min Fader på hans trone.« I kraft af Kristi fortjenester kan vi blive renset, forædlet, forløst, og få lov at sidde med Kristus på hans trone. Kan et menneske blive genstand for større ære? Kan vi stile efter noget højere? Dersom vi. sejrer, så siger Kristus: »Jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle.« ret

næste kapitel