Religionsfrihed

(187)   En betimelig bøn
David bad: ”Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov. ”Denne bøn er ikke mindre betimelig på vor tid. Verden har forladt Gud, og dens lovløse tilstand burde slå hjertet med forfærdelse og få alle, som er den store konge tro, til at arbejde for en reform. Pavemagten har sat sig for at ændre Guds lov ved at indføre en falsk sabbat i stedet for Jehovas sabbat, og denne falske sabbat bliver æret i hele den religiøse verden, medens den sande sabbat bliver trådt under vanhellige fødder . . . ret

(187)  Den sidste store kamp i striden mellem Kristus og hans engle og Satan og hans engle vil dreje sig om Guds lov, og denne kamp vil blive afgørende for hele verden. ..... Mænd i ansvarsfulde stillinger vil ikke blot selv ignorere og lade hånt om sabbatten, men fra prædikestolen vil man opfordre befolkningen til at helligholde den første dag i ugen og påberåbe sig tradition og sædvane til støtte for denne menneskelige indstiftelse. Man vil henvise til ulykker på land og hav, til storme, oversvømmelser. jordskælv, ildebrande, som hjemsøgelser, der viser Guds mishag, fordi søndagen ikke bliver holdt hellig. Disse ulykker vil blive mere og mere hyppige, og den ene ulykke vil følge lige i hælene på den anden; og de, der krænker Guds lov, vil udpege de få, der holder sabbatten ifølge det fjerde bud, som dem, der nedkalder vrede over verden. Denne usandhed er Satans påfund for at kunne besnære de ubesindige. ret

(188)   Kommende begivenheder
Vort folk har været betragtet som for ubetydeligt til at være nogen opmærksomhed værd, men det vil ændre sig. Den kristne verden foretager nu bevægelser, som nødvendigvis vil bringe det folk i forgrunden, som holder Guds bud. Guds sandhed bliver hele tiden erstattet med teorier og falsk lære af menneskelig oprindelse. Bevægelser sættes i gang for at trælbinde samvittigheden hos dem, der ønsker at være tro mod Gud. De lovgivende myndigheder vil være mod Guds folk. Hver eneste sjæl vil blive prøvet. ret

(188)  Mennesker vil ophøje og med strenghed gennemtvinge love, som direkte strider imod Guds lov. Selv om de er nøjeregnende med at håndhæve deres egne love, vil de vende sig bort fra det klare ”Så siger Herren!” Idet de ophøjer en falsk hviledag, vil de søge at tvinge mennesker til at vanære Guds lov, som er et udtryk for hans karakter. Skønt de intet forkert har gjort, vil Guds tjenere lide ydmygelser og mishandlinger af sådanne, som af Satan er blevet fyldt med misundelse og religiøs forblindelse. ret

(188)  Religiøse kræfter, som bekender sig til at have forbindelse med Himmelen og som hævder, at de har Lammets karakter, vil med deres handlinger vise, at de har Dragens hjerte, og at de er tilskyndet og kontrolleret af Satan. Den tid kommer, hvor Guds folk vil være udsat for forfølgelse, fordi de helligholder den syvende dag . . . Men Guds folk står fast, og Gud vil virke for dem, så det tydeligt ses, at han er gudernes Gud. ret

(188)  Enhver skændighed, enhver skam og grusomhed, som Satan har kunnet tilskynde menneskelige hjerter til at finde på, er Jesu efterfølgere blevet hjemsøgt med. Og den vil atter blive opfyldt på tydelig vis, for det kødelige hjerte er stadig en fjende af Guds lov og vil ikke underkaste sig dens bud. Verden i dag stemmer ikke mere overens med Kristi lære, end den gjorde det på apostlenes tid. Det samme had, som fremkaldte råbet: "Korsfæst ham! korsfæst ham!" det samme had, som førte til forfølgelsen af disciplene, er stadig virksomt i ulydighedens børn. Den samme ånd, som i middelalderen dømte mænd og kvinder til fængsel, til landflygtighed og til døden, som opfandt inkvisitionens udsøgte pinsler, som planlagde og udførte Bartolomæusnattens myrderier og som antændte bålene i Smithfield, den arbejder stadig med ondskabens styrke i uigenfødte hjerter. Sandhedens historie har altid været en beretning om kamp mellem det gode og det onde. Evangeliets forkyndelse er i denne verden altid foregået lige overfor modstand, farer, tab og lidelse. ret

(189)  Guds folk på det sidste kommer til at gennemgå store trængsler og lidelser. De, som holder Guds bud og har Jesu tro, vil blive udsat for Dragens og hans medhjælperes vrede. Satan betragter Jordens beboere som sine undersåtter; han har vundet herredømme over de faldne kirkesamfund; men der findes en lille skare, som ikke anerkender hans overhøjhed. Kunne han udrydde disse, ville hans sejr være fuldstændig. Ligesom han påvirkede hedenske folkeslag til at føre udryddelseskrige mod Israel, således vil han i en nær fremtid ophidse Jordens onde magter til kamp mod Guds børn for at ødelægge dem. Alle vil blive pålagt at vise lydighed mod menneskelove, der strider imod Guds lov. De, som vil være tro mod Gud og deres kald, ”skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner”. ret

(189)  Den tid er ikke fjern, da hver eneste sjæl vil blive stillet på prøve. Helligholdelsen af den falske sabbat vil blive os påtvunget. Kampen vil komme til at stå imellem Guds bud og menneskers bud. De, der gradvis har givet efter for verdens krav og føjet sig efter verdens skik og brug, vil da bøje sig for myndighederne, hellere end at blive genstand for spot, krænkelse og trussel om fængsling og død. på den tid vil slaggeren blive skilt fra guldet . . . Mangen en stjerne, som vi har beundret for dens glans, vil da gå ud i mørket. De, som har smykket sig med helligdommens prydelser, men ikke er iklædt Kristi retfærdighed, deres nøgenheds skam skal blive åbenbar. ret

(190)  Forsvaret af Guds lov, som gøres ugyldig ved menneskers love, stiller os i udsigt en fortsat kamp med fare for fængsel og tab af ejendom eller endog livet. ret

(190)  Tiden nærmer sig hurtigt, da de, der forsvarer sandheden, af egen erfaring vil få at mærke, hvad det vil sige at få el i Kristus lidelser. Den store undertrykker ved, at hans tid til at arbejde i er kort, og at han snart vil miste sit tag i mennesket og magten bliver taget fra ham, derfor virker han med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, Overtro og vildfarelse nedtramper sandhed, ret og retfærdighed. Enhver magtfaktor, som er modstander af sandhed, vil blive styrket. ret

(190)  Det arbejde, menigheden har forsømt at udføre i en tid med fredelige og gode forhold, vil den komme til at udføre i en frygtelig krise og under de mest nedslående og ubehagelige omstændigheder. De advarsler, som en verdslig indstilling har bragt til at forstumme eller holdt tilbage, må lyde under den bitreste modstand fra troens fjender. Og på den tid vil den overfladiske, konservative klasse mennesker, hvis indflydelse stadig har forhalet værkets fremgang, opgive troen og tage standpunkt sammen med dens erklærede fjender, som de længe har næret sympati for. Disse frafaldne vil da lægge det bitreste fjendskab for dagen og gøre alt, hvad der står i deres magt, for at besvære og bagtale deres tidligere brødre og ophidse til forbitrelse imod dem. Denne tid er umiddelbart forestående. ret

(191)  Alle medlemmer i menigheden vil hver især blive sat på prøve. De vil blive stillet under forhold, hvor de nødes til at vidne for sandheden. Mange vil blive opfordret til at tale i rådsforsamlinger og for domstole, måske enkeltvis og alene. Den erfaring, der ville have været dem til hjælp i denne kritiske situation, har de forsømt at tilegne sig, og de føler sig betyngede i sjælen af anger over forspildte anledninger og forsømte privilegier. ret

(191)  I den lille flok, der holder sabbaten, ser den protestantiske verden en Mordokai i porten. Hans karakter og færd, der udtrykker ærbødighed for Guds lov, er en stadig irettesættelse for dem, som har forkastet Herrens frygt og træder hans sabbat under fode; den uvelkomne gæst må ved et eller andet middel skaffes af vejen. ret

(191)  Satan vil vække forbitrelse imod det uanselige fåtal, som af samvittighedsgrunde nægter at følge populære overleveringer og skikke. Ansete mænd i høje stillinger vil slutte sig sammen med lovløse og slette personer for at lægge råd op imod Guds folk. Rigdom, begavelse og lærdom vil virke i forening for at overøse dem med foragt. Herskere, prædikanter og menighedsmedlemmer, der er besjælede af forfølgelsens ånd, vil sammensværge sig imod dem. I tale og skrift, ved pral, trusler og spot vil de søge at kuldkaste deres tro. Ved falske fremstillinger og bitre opråb vil de ophidse folkets lidenskaber. Da de ikke har et ”Så siger skriften” at fremlægge imod dem, der forfægter den bibelske sabbat, vil de ty til trykkende lovbestemmelser for at opveje denne mangel. For at sikre sig popularitet og støtte vil lovgivere give efter for kravet om en søndagslov . . . . På denne slagmark kommer den sidste heftige kamp i striden mellem sandhed og vildfarelse til at stå. ret

(192)   Forfølgelse ikke uden betydning
Da de blev adspredt ved forfølgelsen, drog de ud opfyldt af missionsiver. De var klare over, hvor ansvarsfuld deres opgave var. De vidste, at de medbragte livets brød til en hungrende verden, og Kristi kærlighed tvang dem til at dele dette brød med alle, som var i nød. ret

(192)  Det er Guds hensigt, at sandheden skal komme i forgrunden og blive genstand for undersøgelse og diskussion, selv om det sker ved hjælp af den foragt, som den bliver udsat for. Menneskenes sind må sættes i bevægelse. Enhver strid, enhver forsmædelse, enhver bagtalelse vil være et Guds middel til at anspore til undersøgelse og til at vække dem, der ellers ville slumre. ret

(192)   Hvorfor er forfølgelserne indstillet
Apostelen Paulus siger, at ”alle, de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, skal blive forfulgt”. Hvordan kan det være, at forfølgelserne for størstedelen synes at være indstillet? Den eneste grund er, at kirken har tilpasset sig verdens normer og derfor ikke vækker nogen modstand. Vore dages religion er ikke af samme rene og hellige beskaffenhed, som kendetegnede den kristne tro på Kristi og apostlenes tid. Det er kun, fordi man har forligt sig med synden, fordi man ser med ligegyldighed på de store sandheder i Guds ord, og fordi der er så lidt levende gudsfrygt i kirken, at kristendommen synes at være på populær i verden. Lad os få den første menigheds tro og kraft genoplivet, så skal forfølgelserne nok live op igen og bålene blive tændt på ny. ret

(192)   Forfølgelsens tredobbelte forbund
Ved hjælp af de to store vildfarelser - sjælens udødelighed og helligholdelse af søndagen - bedrager Satan menneskene. Den første danner grundlag for spiritismen, mens den anden skaber sympati for Rom. Protestanterne i De forenede Stater vil være de første til at række hånden frem over afgrunden mod spiritismen; de vil række ud over det dybe svælg for at trykke den romerske magt i hånden, og dette land vil følge i Roms fodspor under påvirkning af det tredobbelte forbund og træde samvittighedens rettighed under fode. ret

(193)   Sidste akt i dramaet
Den sidste akt i dramaet består i, at der indføres menneskelove i stedet for Guds lov, at søndagen bliver ophøjet i stedet for den bibelske sabbat udelukkende i kraft af menneskelig myndighed. Når denne forandring bliver verdensomfattende, vil Gud åbenbare sig. Han vil rejse sig i sin majestæt og ryste Jorden frygteligt. Han vil gå ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte. ret

(193)  Når vort land (USA) engang således afsværger sin forfatnings grundsætninger, at der udstedes en søndagslov, vil protestantismen ved denne handling række pavevældet sin hånd; det vil være at give liv til det tyranni, som længe har spejdet efter en anledning til på ny at stå frem i aktiv despotisme. ret

(193)  Ved det påbud, der påtvinger den pavelige institution i strid med Guds lov, vil vort land fuldstændigt tage afstand fra retfærdighed. Når protestantismen engang rækker sin hånd over svælget for at gribe romermagtens hånd, når den strækker sig ud over afgrunden for at gribe spiritismens hånd, og når vort land under indflydelsen af dette trefoldige forbund fornægter ethvert princip i sin grundlov som en protestantisk og republikansk stat og træffer forholdsregler for at fremme pavelige vildfarelser og forfølgelser, da kan vi vide, at tiden er inde for Satans underfulde virken, og at enden er nær. ret

(194)  Den tid er ikke fjern, da vi ligesom de første disciple vil blive nødsaget til at søge tilflugt på øde og ensomme steder. Ligesom de romerske hæres belejring af Jerusalem var signalet til flugt for de kristne i Judæa, således vil det være et varsel for os, når vor nation tiltager sig ret til at udstede den befaling, der gennemtvinger den pavelige sabbat. Da vil tiden være kommet til at forlade de store byer, som en forberedelse til at forlade de mindre for at søge afsidsliggende hjem på ensomme steder i bjergene. ret

(194)   Mange er blinde
Endog blandt dem, der deltager i denne bevægelse for søndagens indskærpelse, er der mange, som er blinde for de følger, dette forehavende vil bringe. De indser ikke, at de retter et direkte slag mod religionsfriheden. Der er mange, som aldrig har forstået den bibelske sabbats berettigelse og det falske grundlag for søndagshelligholdelse. ret

(194)   Guds folks ansvar og pligt
Sandhedens og religionsfrihedens fane, som blev løftet højt af grundlæggerne af evangeliets menighed og af Guds vidner gennem de århundreder, der siden da er forløbet, er i denne sidste strid givet over i vore hænder. Ansvaret for denne store gave ligger hos dem, Gud har velsignet med kendskab til sit ord. Dette ord skal vi modtage som den højeste autoritet. Vi skal anerkende menneskelige myndigheder som noget, der er forordnet os efter guddommelig bestemmelse og lære andre, at det er en hellig pligt at adlyde dem indenfor deres lovlige områder. Men når de kommer i strid med Guds krav, så må vi adlyde Gud mere end mennesker. Guds ord må anerkendes som stående over alle menneskelige love. Et "Sådan siger Herren" kan ikke tilsidesættes for et "Sådan siger kirken" eller et "Sådan siger staten." Kristi krone bør være hævet over jordiske herskere. ret

(195)  Som et folk har vi ikke fuldbyrdet den gerning, Gud har betroet os. Vi er ikke forberedte på det problem, som en håndhævelse af søndagsloven vil påføre os. Når vi ser tegnene på den tilstundende fare, er det vor pligt at gribe til handling. Lad ingen blive siddende i rolig forventning af det onde og trøste sig med den tanke, at dette værk vil gå sin gang, fordi profetien har forudsagt det, og at Herren vil beskytte sit folk. Vi gør ikke Guds vilje, hvis vi sidder stille og intet udretter for at bevare samvittighedsfrihed. Inderlig, virkningsfuld bøn bør opstige til Himmelen om, at denne ulykke må blive udsat, indtil vi kan fuldføre det arbejde, som så længe har været forsømt. Lad de alvorligste bønner blive opsendt, og lad os så arbejde i overensstemmelse med vore bønner. ret

(195)  Det er vor pligt at gøre alt, hvad der står i vor magt for at afvende den truende fare. Vi bør søge at nedbryde fordom ved at stille os i det rigtige lys over for folket. Vi bør vise dem, hvad spørgsmålet virkelig gælder, og således nedlægge den mest virkningsfulde protest imod forholdsregler, der indskrænker samvittighedsfriheden. ret

(195)  Når Gud har givet os lys og vist de farer, der er i vente, hvordan kan vi så stå uden skyld i hans øjne, hvis vi undlader at gøre enhver anstrengelse, som vi magter, for at fremholde det for folket? Kan vi nøjes med at overlade det til dem at møde dette betydningsfulde spørgsmål uden at advare dem. ret

(195)  Da den nationale Reformbevægelse begyndte at tilskynde til forholdsregler for indskrænkning af religionsfrihed, skulle vore ledende mænd have forstået situationen og gjort et alvorligt arbejde for at modvirke disse bestræbelser. Det er ikke efter Guds forordning, at lyset er blevet forholdt vort folk - netop den nærværende sandhed, som de behøvede i denne tid. Ikke alle vore prædikanter, som forkynder den tredje engels budskab, har en virkelig forståelse af, hvad der udgør dette budskab. Den nationale Reformbevægelse er af nogle blevet anset for at være af så ringe betydning, at de ikke har ment, det var påkrævet at skænke den ret megen opmærksomhed. De har endog syntes, at de ved at gøre det brugte tiden til anliggender, som lå under for den tredje engels budskab. Måtte Herren tilgive vore brødre for en sådan tolkning af selve budskabet for denne tid. ret

(196)  Vi har i mange år ventet, at en søndagslov ville blive indført i vort land, og da nu denne bevægelse er lige forestående, spørger vi: Vil vort folk gøre sin pligt i denne sag? Kan vi ikke hjælpe til med at løfte banneret og med at kalde sådanne frem til fronten, som har agtelse for deres religiøse rettigheder og privilegier? Tiden nærmer sig hurtigt, da de, som vælger at lyde Gud mere end mennesker, kommer til at føle undertrykkelsens hånd. Skal vi da vanære Gud ved at holde os tavse, mens hans hellige bud bliver trådt under fode? ret

(196)  Mens den protestantiske verden ved sit standpunkt gør indrømmelser over for Rom, må vi vågne op og indse stillingen og se den forestående strid i dens rette sammenhæng. Vægterne må nu opløfte deres røst og forkynde det budskab, som er nærværende sandhed for denne tid. Lad os vise menneskene, hvor vi befinder os i den profetiske historie, og lad os søge at opildne den sande protestantismes ånd og vække verden op til forståelse af det værdifulde ved religionsfrihedens principper, som vi så længe har haft i eje. ret

(196)  Befolkningen her må vækkes op til modstand mod denne så farlige fjende af borgerlig og religiøs frihed. ret

(196)  Skal vi sidde med foldede hænder og intet foretage os i denne krise? . . . Gud hjælpe os til at vågne op af den døsige tilstand, vi har været i flere år. ret

(197)   En god fremgangsmåde
At trodse søndagslovene vil blot medføre en stærkere forfølgelse fra de ivrige religiøse ledere, som søger at gennemtvinge dem. Giv dem ingen mulighed for at kalde jer lovbrydere. Hvis de ikke har andre at gå i rette med end mennesker, som hverken frygter Gud eller mennesker, vil det snart miste nyhedens interesse for dem, og de vil se, at det hverken er konsekvent eller tiltalende for dem at være så nøjeregnende med hensyn til søndagshelligholdelse. Bliv bare ved med jeres missionsarbejde med Bibelen i hånden, og fjenden vil forstå, at han kun har forværret sin egen sag. Man får ikke dyrets mærke, fordi man viser, at man forstår, at det er klogt at bevare freden ved at afholde sig fra arbejde, som virker provokerende, når man på samme tid udfører et arbejde af allerstørste betydning. ret

(197)  Når vi bruger søndagen til missionsarbejde, tager vi svøben ud af hånden på de impulsive og nidkære mennesker, som ville glæde sig over at kunne ydmyge syvende dags adventisterne. Når de finder ud af, at vi bruger søndagen til at besøge mennesker og åbne skrifterne for dem, vil de indse, at det er nytteløst for dem at prøve på at hindre vort arbejde ved at indføre søndagslove. ret

(197)  Søndagen kan bruges til at udføre forskelligt arbejde, som fremmer Guds sag. Der kan holdes friluftsmøder og møder i hjemmene. Man kan arbejde fra hjem til hjem. De, som skriver, kan anvende denne dag til at skrive deres artikler. Så ofte, som det er muligt, bør der holdes religiøse møder om søndagen. Gør disse møder virkelig interessante. Syng ægte vækkelsessange og tal med kraft og forvisning om Frelserens kærlighed. Tal om afholdenhed og om virkelige religiøse erfaringer. ret

(197)  Lad lærerne ved vore skoler anvende søndagen til missionsarbejde. Det blev sagt mig, at de på den måde kunne hindre fjendens hensigter. Lad lærerne tage eleverne med sig for at holde møder for dem, som ikke kender sandheden. De vil da opnå meget mere, end de kunne på nogen anden måde. ret

(198)   Sandheden vil sejre
Mennesker kan være skeptiske og latterliggøre Guds lovs krav. Verdslighedens ånd kan besmitte de mange og beherske de få. Guds sag kæmper måske for sin eksistens og klarer sig kun ved store anstrengelser og stadige ofre, men trods alt vil sandheden dog opleve en herlig sejr til sidst. ret

(198)  Når Guds værk skal afsluttes på jorden, vil Guds lov atter blive ophøjet. Falske religioner kan dominere, lovløsheden kan være stor, kærligheden kan blive kold hos de mange, menneskene kan glemme Golgatas kors, og hele verden kan blive skjult af et mørke så sort som et sørgeflor, ja, hele verden kan gå til angreb på sandheden, og der kan dannes den ene sammensværgelse efter den anden for at gøre det af med Guds folk, men i den største krisetime vil Elias Gud lade menneskelige redskaber stå frem og forkynde et budskab, som ikke kan bringes til tavshed. Deres irettesættende røst vil blive hørt i de store byer og på steder, hvor menneskene har talt kraftigst imod den Allerhøjeste. Mænd, som er udvalgt af Gud, vil modigt fordømme kirkens forening med verden. De vil indtrængende anmode mænd og kvinder om ikke at vise ærbødighed for en forordning, som er indført af mennesker, men holde den sande hviledag. ret

(198)  I alle jordens lande findes der mennesker, som ikke har bøjet knæ for Baal. Når mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, vil disse trofaste sjæle skinne som himmelens stjerner, der kun er synlige om natten. I det hedenske Afrika, i de katolske lande i Europa og Sydamerika, i Kina, Indien, på øerne i havet og i alle de mørke afkroge af jorden har Gud en funklende hær af udvalgte, som vil skinne midt i mørket og over for en falden verden klart åbenbare den forvandlende kraft, som findes i lydighed imod hans lov. Ja, allerede nu kan man se dem i alle lande og blandt alle tungemål og folk, og når frafaldet er størst og Satan gør sin største anstrengelse for at få "alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle" til under trussel om dødsstraf at give sig selv et mærke som tegn på, at de holder en falsk hviledag, vil disse trofaste, "Guds dadelfrie børn" som er "ulastelige og uden svig", skinne "som himmellys i verden". Åb. 13,16; Fil. 2,15. Jo mørkere natten er, jo klarere vil de skinne. ret

(199)  Når forfølgelsens storm virkelig bryder ind over os, vil de sande får høre den sande hyrdes røst. Der vil blive udfoldet selvfornægtende bestræbelser for at frelse de fortabte, og mange, som var kommet bort fra folden, vil vende tilbage for at følge den store hyrde. ret

(199)   Guddommelig beskyttelse
Skønt der ingen våbenhvile er i denne kamp, er ingen henvist til at kæmpe alene. Himmelske engle hjælper og beskytter dem, der vandrer ydmygt med Gud. Herren vil aldrig svigte en eneste af dem, der stoler på ham. Når hans børn søger ly hos ham imod det onde, løfter han i sin barmhjertighed og kærlighed et banner imod fjenden. ”Rør dem ikke,” siger han, ”for de tilhører mig. Jeg har tegnet dem i mine hænder.” ret

(199)  Himmelen er ikke langt fra de mennesker, der lider for retfærdigheds skyld. Kristus gør fælles sag med sit trofaste folk. Han lider med sine hellige, og den, der rører ved hans udvalgte, rører ved ham. Den magt, som er rede til at befri fra fysisk fortræd eller smerte, er også rede til at frelse fra det, der er værre. Den vil gøre det muligt for Guds tjener at bevare sin retskaffenhed under alle forhold. ret

(200)  Til tider kan det se ud, som om Herren har glemt de farer, som hans menighed er udsat for, og den fortræd, som dens fjender har gjort den. Men Gud glemmer ikke. Intet i denne verden står Guds hjerte nærmere end hans menighed. Han ønsker ikke, at dens historie skal skæmmes af verdslighed. Han tillader heller ikke, at hans folk bliver overvundet af Satans fristelser. Han vil straffe alle dem, der ikke repræsenterer ham på rette måde, men vil være nådig imod alle dem, der angrer af hele deres hjerte. ret

næste kapitel