I mesterens tjeneste kapitel 15. Fra side 201. Fra side 167 i den engelske udgave. | ren side tilbage |
(201) Det brændende spørgsmål (201) En god plan (201) Nogle sætter måske spørgsmålstegn ved det forsvarlige i at modtage gaver fra ikke-troende. Men lad disse spørge sig selv: Hvem har egentlig ejendomsretten til vor jord? Hvem tilhører husene og markerne og guldet og sølvet på denne jord? ”Gud har en overflod af alt i denne verden, og han har betroet sin ejendom til alle mennesker, både lydige og ulydige. Han er rede til at påvirke verdslige mennesker, også afgudsdyrkere, til at give af deres overflod til støtte for hans sag; og det vil han gøre, når hans folk har lært at henvende sig til disse mennesker på en forstandig måde og lede deres opmærksomhed hen til det privilegium, de hermed har. Hvis de behov, der gør sig gældende inden for Guds værk, blev fremstillet i det rigtige lys for mennesker, som har midler og indflydelse, så ville disse mennesker kunne gøre meget for at fremme sandhedens sag. Guds folk er gået glip af mange privilegier, de kunne have draget nytte af, om de ikke havde valgt at være uafhængige af verden. ret (202) Herren påvirker endnu kongers og herskeres hjerter for sit folks skyld. Enhver, som arbejder for Gud, bør benytte sig af, at han påvirker mennesker til at give en gave til Guds værks fremme. De medlemmer, som er med til at samle disse gaver ind, kan dermed skabe mulighed for, at sandhedslyset kan nå ud til mange uoplyste lande. Disse mennesker sympatiserer måske ikke med denne sag og tror ikke på Jesus eller kender Guds ord, men derfor bør man ikke afslå at modtage deres gaver. ret (202) Herren har betroet sin ejendom til både vantro og troende, og alle må give ham det tilbage til brug i den gerning, der skal udføres for en falden verden. Så længe vi er i denne verden, og så længe Guds Ånd strides med menneskenes børn, så længe skal vi modtage gaver og lade dem gå videre. Vi skal give verden lyset om sandheden som den er åbenbaret i skrifterne, og vi skal modtage af verden, hvad Gud tilskynder dem til at give til støtte for hans sag. ret (202) Skønt hele verden med dens skatte og rigdomme nu næsten er helt i ugudelige menneskers besiddelse, så hører den dog Gud til. ”Herrens er Jorden og dens fylde.” ”Mit er sølvet, og mit er guldet, lyder det fra hærskarers Herre.” ”Mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge; jeg kender alle bjergenes fugle, har rede på markens vrimmel. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde”. Måtte dog de kristne få en stadig dybere forståelse af, at det er deres ret og pligt at benytte enhver anledning. Gud giver til at fremme hans rige på Jorden, samtidig med at de hylder rette principper. ret (203) En henstilling til arbejderne (204) Betingelse for fremgang (204) Guds sag kunne være meget mere populær, end den er nu, hvis vi på en forstandig måde ville søge at komme i forbindelse med mennesker og gøre dem bekendt med vort arbejde og give dem en anledning til at gøre, hvad det er vort privilegium at tilskynde dem til at gøre til støtte for sagen. Hvis vi som Guds medarbejdere vil følge en klog og god fremgangsmåde, så vil hans nådige hånd velsigne os i vore bestræbelser. ret (204) Dersom alle, der arbejder i Guds værk, kunne indse, hvor meget der afhænger af deres troskab og forstandige planlægning, så ville arbejdet lykkes meget bedre for dem. Som følge af usikkerhed og tilbageholdenhed sker det tit, at vi ikke opnår det hos myndighederne, som vi har ret til. Gud vil arbejde for os, når vi for vort vedkommende er rede til at gøre, hvad vi kan og bør gøre. ret (204) Hjemmemission i forhold til fremmedmission (205) En amerikansk forretningsmand, en ivrig kristen, ytrede i en samtale med en medarbejder, at han virkede for Kristus fireogtyve timer i døgnet. ”I alle mine forretningsanliggender,” udtalte han, ”søger jeg at repræsentere min mester. Når anledning gives, søger jeg at vinde andre for ham, Hele dagen arbejder jeg for Kristus; og om natten, når jeg sover, har jeg en mand, som virker for ham i Kina.” ret (205) Som forklaring tilføjede han: ”I min ungdom besluttede jeg at rejse ud som missionær iblandt hedningerne; men efter min faders død måtte jeg overtage hans forretning for at forsørge familien. I stedet for selv at rejse underholder jeg derfor nu en missionær. I den og den by i den og den provins i Kina opholder min arbejder sig. Og således arbejder jeg for Kristus ved min repræsentant, selv når jeg sover.” ret (205) Findes der ikke syvende dags adventister, som vil gøre ligeså? I stedet for at holde prædikanterne optaget med arbejde for menighederne, som allerede kender sandheden, burde menighedsmedlemmerne sige til disse arbejdere: ”Gå og virk for sjæle, som er ved at omkomme i mørket. Vi vil selv tage os af menighedens anliggender. Vi vil holde møderne i gang, og ved at blive i Kristus vil vi vedligeholde det åndelige liv. Vi vil arbejde for sjæle rundt omkring os, og vi vil med vore bønner og gaver støtte arbejderne på de mere trængende virkefelter.” ret (206) Et godt eksempel (206) Lærdomme fra Nehemias´ liv (206) Indsamlede midler blandt velhavere. - En bønnens mand må være en handlingens mand. De, der holder sig rede og gerne vil arbejde, vil også finde udveje for at få noget gjort. Nehemias lod det ikke blive i det uvisse. De midler, han manglede, indsamlede han blandt dem, der var i stand til at yde et bidrag. ret (206) Gud gav ham mod - Nehemias og Artaxerxes stod over for hinanden - den ene var træl fra et undertrykt folkeslag, den anden var konge over verdens største rige. Men uendeligt større end rangsforskellen var den moralske afstand imellem dem. Nehemias havde reageret på indbydelsen fra kongernes Konge om at ty til hans værn og slutte fred med ham. Den tavse bøn, han sendte op til Himmelen, var den samme, som han havde bedt i flere uger, om at Gud ville lade hans anmodning blive imødekommet. Og i bevidstheden om, at han havde en alvidende, almægtig ven, som arbejdede for ham, tog denne Guds mand mod til sig og fremsatte sit ønske for kongen om for en tid at blive fritaget for tjenesten ved hoffet, og om myndighed til at genopbygge det ødelagte Jerusalem og gøre den til en stærk og befæstet by igen. Resultatet af denne anmodning ville blive af stor betydning for den jødiske by og nation. Nehemias fortæller, at ”det gav kongen mig, eftersom min Guds gode hånd var over mig”. ret (207) Sikret officiel støtte. - Da hans anmodning hos kongen var blevet så nådigt imødekommet, følte han sig opmuntret til at bede om sådan hjælp, som var nødvendig for gennemførelsen af hans planer. Han sikrede sig således militæreskorte for at give sin mission værdighed og autoritet, og for at opnå beskyttelse på rejsen. Han opnåede at få udstedt breve fra kongen til statholderne i provinserne hinsides Eufrates, som han skulle igennem på sin rejse til Judæa. Og han fik også et brev med til opsynsmanden over den kongelige skov på Libanons bjerge, hvilket indeholdt ordre til at skaffe det træ, der var nødvendigt til Jerusalems mur og de bygninger, Nehemias havde til hensigt at opføre. Og for at der ikke skulle blive anledning til at klage over, at han havde overskredet det tilladelige, var Nehemias nøje med at få klart defineret den autoritet og de privilegier, der blev tilstået ham. ret (207) Kongens breve til statholderne langs ruten sikrede Nehemias en respektabel modtagelse og beredvillig assistance. Og ingen fjende vovede at forulempe den embedsmand, der blev beskyttet af den persiske konges militær og behandlet med så udsøgt hensynsfuldhed af hans statholdere. Nehemias fik en tryg og god rejse. ret (208) Møder modstand. - Hans ankomst til Jerusalem under ledsagelse af militæret, hvilket lod forstå, at han var kommet i et vigtigt ærinde, vakte imidlertid skinsyge og had hos Israels fjender. De hedenske stammer, som havde bosat sig i nærheden af Jerusalem, havde tidligere givet luft for deres fjendskab over for jøderne og overøst dem med enhver tænkelig hån og spot, de kunne tilføje dem. De mest fremtrædende i disse ondsindede udfald var visse stammefyrster, nemlig horoniten Sanballat, ammoniten Tobija og araberen Gesjem, og fra nu af vågede disse anførere med nidkærhed over Nehemias´ bevægelser og søgte med alle midler at krydse hans planer og hindre hans arbejde. ret (208) De forsøgte at skabe splid blandt arbejderne ved at så tvivl og vantro, om det nu også ville lykkes dem. De gjorde også nar af folket, som byggede, og kaldte det et umuligt foretagende, som ville blive en skammelig fiasko. ..... De, der byggede på muren, blev snart udsat for en mere aktiv modstand. De blev tvunget til at være på vagt ustandselig over for deres altid årvågne modstanderes onde handlinger. Fjendens udsendinge søgte at gøre dem modløse ved at udbrede falske efterretninger; der blev dannet sammensværgelser under forskellige påskud for at drage Nehemias ind i deres stridigheder; og svigefulde jøder var parate til at støtte det forræderiske forehavende. ..... Fjendens udsendinge, der foregav at være venner, blandede sig med dem, der byggede, og foreslog ændringer i planen og søgte på forskellig måde at aflede folkets opmærksomhed, skabe forvirring og rådvildhed, og vække mistillid og mistanke. ret (208) Lederne møder samme modstand i dag. - Nehemias' erfaring gentager sig i Guds folks historie på vor tid. De, der arbejder for sandhedens sag, vil opdage, at det ikke lader sig gøre uden at vække vrede blandt sandhedens fjender. Selv om de er kaldede af Gud til det arbejde, de udfører, og han anerkender deres fremgangs-måde, så slipper de ikke for spot og spe. De vil blive forkætret som fantaster, upålidelige, rænkefulde, hyklere, kort sagt alt, hvad der svarer til fjendernes hensigt. De helligste ting vil blive fremstillet i et latterligt lys til morskab for de ugudelige. En ganske lille antydning af spydighed og dårlig vittighed parret med misundelse, skinsyge, respektløshed og had er tilstrækkeligt til at vække munter-hed hos den ugudelige spotter. Og disse formastelige spøgefugle ægger hinandens opfindsomhed og opflammer til yderligere gudsbespottelse. Hån og foragt er vel smertefuldt for den menneskelige natur, men det vil enhver, som er tro mod Gud, komme ud for. Satans hensigt med det er at få sjæle bort fra at udføre det arbejde, som Herren har pålagt dem. ret (209) Vækker de modløse op. - I hemmelighed og tavshed sluttede Nehemias sin inspektion af murene. Han siger: ”Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg foretog mig; og hverken jøderne, præsterne, stormændende, forstanderne eller de andre, der skulle have med arbejdet at gøre, havde jeg endnu sagt noget. ”Under denne smertelige inspektion ønskede han ikke at vække opmærksomhed hverken blandt venner eller fjender, for at der ikke skulle opstå uro og rygter komme i omløb, som kunne standse eller blot hindre hans arbejde. Resten af natten tilbragte Nehemias i bøn; om morgenen skulle der gøres et alvorligt forsøg på at vække og samle hans modløse og splitede landsmænd. ret (209) Skønt Nehemias havde kongens tilladelse til at kræve, at indbyggerne skulle samarbejde med ham i genopførelsen af bymurene, så valgte han dog ikke at lade det bero på udøvelse af denne myndighed. Han søgte derimod at vinde folkets tillid og forståelse, for han vidste, at en forening af hjerter og hænder var nødvendig, om det skulle lykkes at udføre det store arbejde, han havde påtaget sig. ret (210) Da han kaldte folket sammen om morgenen, benyttede han argumenter, der var lagt an på at vække deres slumrende kræfter og samle de adspredte. ..... Og efter at have fremstillet sagen tydeligt for dem og påvist, at han havde autoritet både fra den persiske konge og Israels Gud, spurgte Nehemias folket direkte, om de ville benytte denne gyldne anledning og gøre sig rede til at hjælpe ham med at opbygge muren. Denne appel nåede ind til deres hjerter; åbenbarelsen af Guds nåde imod dem gjorde deres frygt til skamme, og med fornyet mod råbte de som med én røst: "Lad os gøre os rede og bygge!" ret (210) Nehemias' hellige handlekraft og store håb var overført til folket. De følte sig inspireret og hævede sig for en tid op til deres leders åndelige plan. Enhver var på sit område som en Nehemias, og enhver styrkede og støttede sin broder under arbejdet. ret (210) Præsterne i Israel blandt de første, som reagerede.- Præsterne var blandt de første, som blev inspireret af Nehemias' nidkærhed og begejstring. Som følge af den indflydelsesrige stilling, de indtog, kunne disse mænd gøre meget til at hindre eller fremme arbejdet. Deres beredvillige samarbejde lige fra begyndelsen bidrog ikke uvæsentligt til et godt udfald. Sådan burde det være i ethvert helligt foretagende. De, der indtager indflydelsesrige og ansvarsfulde stillinger i menigheden, bør føre an i Guds værk. Hvis de går modstræbende, vil andre ikke engang røre på sig. Men "nidkærhed har ægget såre mange". Når deres lys brænder klart, vil tusinde blus blive tændt derved. ret (210) Nehemias som organisator. - Folket i almindelighed blev med sjæl og sind tilskyndet til patriotisme og livlig aktivitet. Dygtige og indflydelsesrige mænd organiserede de forskellige klasser af borgere i grupper, hvor hver leder tog ansvaret for at opføre et bestemt stykke af muren. Hvor det behagede Gud og englene at se de travlt beskæftigede hold arbejde harmonisk på Jerusalems nedbrudte mure, og det var en dejlig lyd at høre støjen fra værktøjet fra tidlig morgen "til stjernernes opgang." ret (211) En demonstration af effektiv ledelse.- Nehemias' nidkærhed og energi formindskedes ikke, da arbejdet nu virkelig var kommet i gang. Han foldede ikke sine hænder med en følelse af, at nu kunne han lade byrden falde. Med utrættelig årvågenhed førte han hele tiden opsyn med arbejdet. vejledede arbejderne, bemærkede enhver hindring og imødegik enhver krise. Hans indflydelse kunne hele tiden mærkes på den fem kilometer lange mur. Med ord i rette tid opmuntrede han de frygtsomme, roste de flittige og skyndede på efternølerne. Og igen vågede han med argusøjne over fjendernes bevægelser, når de til tider samledes et stykke derfra i ivrig diskussion, som om de planlagde ulykker, hvorefter de nærmede sig arbejderne i forsøg på at lede deres opmærksomhed bort fra arbejdet og hindre det. ret (211) Mens alles øjne ofte er rettedet mod Nehemias, parate til at følge det mindste vink, er hans øjne og hjerte opløftede til Gud, som er arbejdets store opsynsmand og den, der tilskyndede sin tjener til at bygge. Og efterhånden som troen og modet voksede i hans hjerte, udbryder Nehemias: ”Himmelens Gud vil lade det lykkes for os!” Og disse ord, som bliver gentaget atter og atter, fylder arbejderne med begejstring hele rækken igennem. ret (211) Nehemias og hans medarbejdere veg ikke tilbage for genvordigheder eller gik uden om prøvelser. Hverken nat eller dag, ikke engang den korte tid de sov, afførte de sig deres klæder eller lagde våbnene fra sig. "Hverken jeg eller mine brødre eller mine folk eller vagten, der fulgte mig, afførte os vore klæder, og enhver, der blev sendt efter vand, havde spydet med." ret (212) Modarbejdende kræfter i enhver religiøs bevægelse. - De fleste af stormændene og forstanderne i Israel gjorde også ædelmodigt deres pligt; men der var nogle af folkene fra Tekoa "de store iblandt dem bøjede ikke deres nakke under deres Herres arbejde". Medens de trofaste arbejdere får en værdig omtale i Guds bog, så er mindet om disse dovne tjenere mærket af vanære og efterladt som en advarsel til alle senere slægter. ret (212) I enhver religiøs bevægelse er der sådanne, som nok ikke benægter, at det er Guds værk, men de holder sig på afstand og vil ikke gøre noget for at fremme sagen. Når det derimod gælder foretagender, som fremmer deres egne interesser, er disse mennesker ofte de mest aktive og energiske arbejdere. Det ville være godt at tænke på det regnskab, der føres i det høje, nemlig Guds bog, hvor der ikke er udeladt noget, bogen, som der ingen fejl er i, og som vi skal dømmes efter. Der bliver enhver forsømt anledning til at gøre en gerning for Gud omhyggeligt nedskrevet, og enhver handling, som er udført i tro og kærlighed, vil, hvor ubetydelig den end er, blive bevaret i evig erindring. ret (212) Behov for mænd som Nehemias |