Stiftelse af nye menigheder

(214)   Guds plan
Det er ikke Guds hensigt, at hans folk skal samles i kolonier eller bosætte sig i store grupper. Kristi disciple er hans repræsentanter på Jorden, og Guds plan er, at de skal spredes over hele landet som lys i byer og landsbyer midt i verdens mørke. ret

(214)  Dersom Kristi menighed fuldbyrdede vor Herres forsæt, ville lyset skinne på alle, der sidder i mørket og i dødens land og skygge. I stedet for at slutte sig sammen i klynger og undvige ansvar og kors ville menighedens medlemmer sprede sig ud over alle lande og lade Kristi lys skinne videre ud fra dem, medens de virkede for sjæles frelse, ligesom han gjorde. Da ville "dette evangelium om Riget" i hast blive bragt ud til hele verden. ret

(214)  Kære trossøskende, hvorfor kredser I omkring menighederne? Læs lignelsen om det mistede får og gå ud som sande hyrder, der søger efter fåret, som er mistet derude i syndens ørken. Frels de fortabte! ret

(214)  Lægemedlemmerne i vore menigheder kan udføre et arbejde, som de endnu næppe er begyndt på. Ingen bør flytte til nye steder blot for verdslig vindings skyld. Men hvor der åbnes mulighed for at tjene til livets ophold, lad da en eller to familier, som er grundfæstede i sandheden, flytte dertil for at arbejde som missionærer. De bør have kærlighed til sjæle og en byrde for at arbejde for dem, og de bør gøre det til et studium, hvorledes de kan føre dem til sandheden. De kan udbrede vore skrifter, holde møder i deres hjem, lære naboerne at kende og invitere dem til at komme til disse møder. Således kan de lade deres lys skinne ved gode gerninger. ret

(215)  Brødre, som ønsker at skifte opholdssted, og som har Guds ære for øje og føler et personligt ansvar for at gøre vel mod andre, hjælpe og frelse sjæle, for hvem Kristus ikke sparede sit dyrebare liv, bør flytte til byer og landsbyer, hvor der kun er lidt eller intet lys, og hvor de virkelig kan være til nytte og velsignelse for andre med deres indsats og erfaring. Der er brug for missionærer til at tage til byer og landsbyer og plante sandhedens banner der, så Gud kan få sine vidner spredt over hele landet, så sandhedslyset kan trænge ind, hvor det endnu ikke har skinnet, og sandhedens banner blive rejst, hvor det endnu aldrig har været sat. ret

(215)  Intet vil således vække en selvopofrende nidkærhed og højne og styrke karakteren som det at virke for andre. Mange såkaldte Kristne, som vil forene sig med menigheden, tænker kun på sig selv; de ønsker at nyde de fordele, som samkvemmet med menigheden og prædikantens arbejde vil give dem. De bliver medlemmer af store, frodige menigheder og nøjes med kun at gøre ubetydeligt for andre. På denne måde berøver de sig selv de dyrebareste velsignelser. Mange ville gavnes i høj grad ved at opofre deres behagelige omgangskreds, der kun avler til magelighed. De trænger til at komme derhen, hvor deres evner og kræfter kan komme til anvendelse i kristelig virksomhed, og hvor de kan lære at bære ansvar. ret

(215)  Der er i Amerika tusindvis af steder at erobre, hvor sandhedens banner aldrig har været hejst og hvor forkyndelsen af sandheden aldrig har været hørt. Og der er tusinder, som kunne tage ud på høstmarken, men som nu ikke er beskæftigede med kristligt arbejde, og som følge deraf hinker de af sted på vej til Himmelen i tvivl om, hvorvidt de overhovedet er kristne. De behøver at blive levende forenet med Jesus Kristus. Da kan det siges om dem: ”I er Guds medarbejdere.” Der er mange, til hvem jeg gerne vil sige, at I venter på, at en eller anden skal føre jer hen til vingården og sætte jer i arbejde, eller som vil bringe vingården hen til jer, så I undgår ubehaget ved arbejdet. Men I vil vente forgæves. Hvis I opløfter jeres øjne, vil I se markerne hvide til høsten, hvor I så vender blikket hen; der er arbejde at få både nærved og langt borte. Men hvor mange er der, til hvem Jesus vil sige på dommens dag: ”Du gode og tro tjener”? Jeg tænker på, hvordan englene må føle det, når de ser enden nærme sig, og de, der bekender sig til at kende Gud og den, han har sendt, Jesus Kristus, klumpe sig sammen, danne kolonier og gå til møder og være utilfredse, når ikke der er megen prædiken til gavn for deres sjæle og til styrke for menigheden, medens de bogstavelig talt ingenting foretager sig. . . Hvis deres timelige og finansielle udsigter ikke bliver lige så gode ved at flytte hen, hvor sandheden aldrig har været forkyndt, eller hvor lyset kun har skinnet svagt, mon de så vil gøre det samme, som Jesus gjorde for at frelse dem? ret

(216)  Vi erkender det store behov for at drive missionsarbejde og bringe sandheden ud ikke blot til fremmede lande, men også til vore nærmeste omgivelser. Der er større og mindre byer, hvor der ikke er gjort noget forsøg på at frelse mennesker. Burde ikke familier, som kender den nærværende sandhed, bosætte sig i disse byer og landsbyer og der plante Kristi banner og arbejde i al beskedenhed, ikke på deres egen måde, men efter Guds anvisning for at bringe lyset til mennesker, som ikke har kendskab til det? ret

(216)  Når menigheden virkelig bliver besjælet af budskabets ånd, vil den sætte alle kræfter ind på at frelse mennesker, for hvem Kristus gav sit liv. De vil trænge ind på nye områder. Medlemmer, som ikke er ordinerede som prædikanter, vil være Guds medarbejdere og besøge menighederne og forsøge at styrke det, der er tilbage, og som er ved at dø. Lægbrødre vil flytte til mindre og større byer og tilsyneladende afsidesliggende steder for at lade lyset, Gud har givet dem, skinne for andre. Nogle af de mennesker, de møder, vil måske ikke være de mest lovende emner, men det eneste, man skal spørge om, bør være, om de kan komme i harmoni med Kristus. Vil de få del i hans Ånd, så deres indflydelse i ord og gerning kan forkynde hans dyder, i hvem sandhed og retfærdighed har sin oprindelse? ret

(217)  På steder, hvor man ikke kender sandheden, kan brødre, som egner sig til dette arbejde, leje en sal eller et andet passende lokale og samle alle, som vil komme derhen. Derefter bør de undervise tilhørerne i sandheden. De skal ikke prædike, men tage Bibelen og lade Gud tale direkte gennem sit ord. Hvis der ikke er ret mange til stede, kan de læse et "så siger Herren" uden større anstalter; læs og forklar blot det ligefremme evangelium og syng og bed med dem. ret

(217)   Abrahamet værdigt eksempel
Det var ingen let prøve, Abraham blev sat på, og ikke noget lille offer, der blev krævet af ham, Der var stærke bånd, der bandt ham til hans land, slægt og hjem. Men han tøvede ikke med at adlyde kaldet. Han stillede ingen spørgsmål med hensyn til det forjættede land - om jorden var frugtbar og klimaet sundt, om der var gode omgivelser og mulighed for at samle sig rigdom. Gud havde talt, og hans tjener måtte adlyde. Det bedste sted på Jorden for ham var der, hvor Gud ville have, han skulle være. ret

(217)  Der er stadig mange, der stilles på prøve ligesom Abraham. De hører ikke Guds stemme tale til dem direkte fra Himmelen, men han kalder dem gennem sit ords undervisning og sit forsyns styrelse. Der forlanges måske af dem, at de skal opgive en karriere med udsigt til rigdom og ære; at de skal afbryde behagelige og indbringende forbindelser med andre mennesker og skilles fra slægtninge for at begive sig ud på, hvad der ser ud til blot at være en selvfornægtelsens, prøvelsens og opofrelsens vej. Gud har en gerning, de skal gøre; men et liv i magelighed og under venners og slægtninges indflydelse ville hindre udviklingen af netop de karaktertræk, der er af betydning for gerningens udførelse. Gud kalder dem bort fra menneskelig indflydelse og hjælp og lader dem føle behovet for sin hjælp og for at stole udelukkende på ham, så han kan åbenbare sig for dem. ret

(218)  Hvem er rede, når Gud kalder, til at give afkald på længe nærede planer og kendte omgivelser? Hvem vil påtage sig nye forpligtelser, træde ukendte områder og gøre Guds gerning med et beslutsomt og villigt hjerte og for Kristi skyld regne sine tab for vinding? Den, der vil gøre det, har Abrahams tro og vil med ham dele ”uden mål og måde en evig vægt af herlighed,” så at ”det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os”. ret

(218)   Hvad er du her efter?
Mangt og meget afhænger af pålidelige og loyale menneskers utrættelige indsats. Det er derfor, at Satan gør sig enhver tænkelig anstrengelse for at forhindre, at Guds vilje fuldbyrdes ved lydige menneskers hjælp. Han får nogle til at tabe deres høje og hellige hverv af syne, så de lader sig nøje med denne verdens glæder. Han tilskynder dem til at leve i magelighed eller flytte fra egne, hvor de kunne gøre meget godt, til steder, hvor de kan opnå større verdslige fordele. Atter andre gør han modløse, så de svigter deres pligt på grund af modstand og forfølgelse. Men Himmelen omfatter alle disse med den ømmeste omhu. Spørgsmålet: "Hvad, er du her efter?" bliver stillet hvert eneste af Guds børn, som sjælefjenden har fået til at tie. - Jeg har befalet dig at drage ud i al verden og forkynde evangeliet for at gøre et folk rede til Guds store dag. Hvorfor er du her? Hvem har sendt dig herhen? ret

(219)  Spørgsmålet: ”Hvad er de her efter?” stilles både familier og enkeltpersoner. I mange menigheder findes der familier, som er grundfæstede i Guds ords sandheder. Disse kunne øve en langt større indflydelse ved at flytte til steder, hvor der er brug for et arbejde af den art, som netop de kan udføre. ret

(219)   Gud kalder kristne familier
Der er behov for familier, som vil slå sig ned og gøre missionsarbejde på forsømte steder. Lad landmænd, forretningsmænd, bygmestre og sådanne, som har opnået færdighed i forskellig slags håndværk og beskæftigelser, rejse til forsømte missionsmarker for at dyrke jorden, oprette industrielle foretagender, bygge sig et tarveligt hjem og virke for at højne deres omgivelser. ret

(219)  Gud kalder kristne familier til at tage til områder, der ligger i mørke og vildfarelse, og arbejde med visdom og udholdenhed for Mesteren. Det kræver selvfornægtelse at besvare dette kalde. Medens mange venter på, at enhver hindring bliver fjernet, dør sjæle uden håb og uden Gud i verden. Mange, overordentlig mange, vil vove sig ind på fordærvede steder og tåle vanskeligheder og modgang blot for at vinde timelige fordele eller opnå videnskabelig kundskab. Hvor er de, der er villige til at gøre dette for at kunne fortælle andre om Frelseren? Hvor er de mænd og kvinder, der vil tage til steder, hvor der er behov for evangeliet, for at de kan vise dem, der er i mørket, hen til Genløseren? ret

(220)  Der er hele familier, hvis samtlige medlemmer kunne blive missionærer. De kunne optage personligt arbejde, virke for Mesteren med flittige hænder og virksomme hjerner, og finde på nye måder at virke på til fremme af hans sag. ret

(220)  Hvis familier ville bosætte sig på landets mørke steder, hvor befolkningen er indhyllet i åndeligt mørke, og dér lade lyset fra Kristi liv skinne igennem dem, så kunne der gøres et stort arbejde. De kan begynde at virke på en stille og rolig måde og ikke trække på konferensens midler, før interessen bliver så stor, at de ikke kan klare det længere uden hjælp fra en prædikant. ret

(220)   Omplantning kræver dygtige gartnere
Oplær arbejdere til at gå ud ”på vejene og ved gærdene”. Vi behøver dygtige gartnere, som vil omplante træerne og finde en jordbund til dem, der vil give dem gunstige betingelser for vækst. Det er Guds børns udtrykkelige pligt at rejse til de fjerne missionsmarker. Sæt folk i arbejde, lad dem bryde nyland og grundlægge nye centre for evangeliets udbredelse, hvor det lader sig gøre. Saml de arbejdere, som har den sande missionsånd, og lad dem rejse ud for at sprede lys og kundskab overalt. ret

(220)  Mange af medlemmerne i vore store menigheder gør næsten ingenting. De kunne udføre et godt arbejde, hvis de i stedet for at klumpe sig sammen ville sprede sig til steder, hvor sandheden endnu ikke er trængt ind. Træer, der er plantet for tæt, trives ikke. De bliver plantet ud af gartneren, for at de kan få plads til at vokse, så de ikke bliver forkrøblede og syge. Den samme fremgangsmåde ville have god virkning på vor store menigheder. Mange af medlemmerne er ved at dø åndeligt af mangel på dette arbejde. De bliver syge og ineffektive. Hvis de blev plantet ud, ville de have plads til at vokse sig stærke og kraftige. ret

(221)   Forsikring om gode resultater
Hvis menighedens lægmedlemmer ville stå op og udføre det arbejde, som de kan gøre ved at gå i krig på egen regning, idet enhver prøver, hvor meget han kan udføre for at vinde sjæle for Jesus, ville vi se mange forlade Satans rækker for at stille sig under Kristi banner. Hvis vort folk vil handle efter det lys, der gives i disse få belærende ord, vil vi med sikkerhed få Guds frelse at se. Vidunderlige vækkelser vil følge efter. Syndere vil blive omvendt, og mange sjæle vil blive føjet til menigheden. ret

(221)  Vore menighedsmedlemmer burde være levende interesseret i missionen hjemme og ude. De, som ved selvopofrende bestræbelser er med til at hejse sandhedens fane på nye steder, vil høste store velsignelser. Midler, som investeres i sådan en gerning, vil give stort udbytte. Nye troende, som kommer til at glæde sig i lyset fra Guds ord, vil så igen yde af deres midler til forkyndelsen af sandheden blandt endnu flere. ret

(221)  På steder, hvor forholdene er så utiltalende og nedslående, at mange arbejdere kvier sig ved at rejse derhen, kan der foregå de mest bemærkelsesværdige forandringer til det bedre ved de anstrengelser, som bliver gjort af selvopofrende medlemmer. Disse beskedne arbejdere vil udføre meget, fordi de gør sig tålmodige, ihærdige anstrengelser og ikke stoler på menneskelig kraft, men på Gud, som viser dem sit velbehag. Det vil aldrig blive kendt her i verden, hvor meget godt disse arbejdere udretter. ret

(222)   Kan lære af det gamle Israels fejltagelse
Da israelitterne var draget ind i Kana`aen, opfyldte de ikke Guds hensigt og tog hele landet i besiddelse. Efter at have erobret en del af landet slog de sig ned for at nyde resultatet af deres sejre. I deres vantro og lyst til magelighed samledes de i de distrikter, som nu var erobret, i stedet for at trænge fremad og indtage nyt land. Sådan begyndte de at skille sig fra Gud. Ved at begå den fejl ikke at opfylde Guds hensigt gjorde de det umuligt for ham at opfylde sit løfte om at velsigne dem. Gør menigheden på vor tid ikke det samme? Med hele verden i behov af evangeliet foran dem samles bekendende kristne for selv at nyde evangeliets privilegier. De føler ikke nødvendigheden af at indtage nye territorier og bringe frelsesbudskabet til hinsidesliggende egne. De afviser at opfylde Kristi befaling: ”Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!” Er de mindre skyldige, end den jødiske menighed var? ret

næste kapitel