I mesterens tjeneste kapitel 17. Fra side 223. Fra side 186 i den engelske udgave. | ren side tilbage |
(223) Træde i de guddommelige fodspor (223) Jesus gjorde alt for at lindre enhver form for lidelse, han så. Han havde kun få penge at give, men tit nægtede han sig selv føden for at kunne hjælpe dem, der så ud til at trænge mere til den end han selv. Hans brødre følte, at hans indflydelse i højeste grad modvirkede deres egen. Han var i besiddelse af en taktfølelse, som ingen af dem ejede og heller ikke brød sig om at eje. Når de talte hårde ord til stakkels, fornedrede skabninger, var det netop dem, Jesus opsøgte og talte opmuntrende til. Han gav gerne de nødlidende et bæger koldt vand og overgav ganske stille sit eget måltid til dem. Medens han lindrede deres nød, satte de hans barmhjertige gerninger i forbindelse med de sandheder, han lærte, og derfor fæstnede disse sig i erindringen. ret (224) Støtte og vise forståelse (224) personer, som har været engageret i dette kristelige hjælpearbejde, har gjort, hvad Herren ønskede skulle gøres, og han har anerkendt deres arbejde. Hvad der er blevet udrettet i den henseende, er noget, som enhver syvende dags adventist af ganske hjerte skulle støtte og vise forståelse for og tage op med begejstring. Menigheden går glip af meget ved at forsømme dette arbejde, som ligger inden for dens eget område, og ved ikke at ville bære disse byrder. Hvis menigheden havde påtaget sig dette arbejde, hvad den burde have gjort, så ville den have været medvirkende til at frelse mange mennesker. ret (224) Alle hans gaver skal bruges til velsignelse for menneskeheden, til at hjælpe de syge og nødlidende. Vi skal give de sultne at spise, beklæde de nøgne, drage omsorg for de faderløse og enkerne og række en hjælpende hånd til dem, der er nødstedte og undertrykte. Det har aldrig været Guds hensigt, at der skulle være så megen nød og elendighed i verden. Det har aldrig været hans mening, at en skal have i overflod af livets goder, medens andres børn må græde af sult. Det, som mennesker ejer ud over det nødvendigste til livets ophold, er blevet betroet dem, for at det skal benyttes i det godes tjeneste til velsignelse for andre. Herren siger: "Sælg, hvad I har og giv almisse! "Byd dem ..... gerne give og dele med andre." "Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde!" "Faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser ..... og mætter en vansmægtende sjæl." "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!" Alt dette er, hvad Herren befaler. Udfører de fleste af den store kristenhed denne gerning? ret (225) Gode gerninger er den frugt, Kristus forlanger, at vi skal bære, og dermed menes venlige ord, velgørenhed, kærlig omsorg for de fattige, nødlidende og besværede. Når hjerter viser medfølelse med hjerter, som er nedbøjet af modløshed og sorg, når hånden deler ud til de trængende, når de nøgne bliver klædt og den fremmede bydes en plads i din stue og i dit hjerte, vil engle drage meget nær, og den streng, der bliver anslået, vil vække genklang i Himmelen. Enhver retfærdig, barmhjertig og godgørende handling skaber glæde i Himmelen. Faderen på tronen lægger mærke til dem, der udfører disse barmhjertighedsgerninger, og regner dem for noget af sine dyrebareste juveler. ”Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre.” Hver barmhjertig handling mod trængende, lidende mennesker bliver betragtet, som var den gjort imod Jesus. Når du trøster den elendige, viser medfølelse med den hårdt prøvede og nedtrykte og venligt hjælper den forældreløse, så bringer du dig selv i et inderligere forhold til Jesus. ret (225) Arbejdet med at hjælpe de trængende, de lidende, de fattige, er netop den gerning, enhver menighed, der tror på sandheden for denne tid, for længe siden burde have beskæftiget sig med. Vi bør vise samaritanerens medfølelse ved at skaffe de trængende legemlige fornødenheder, give de sultne mad, tage de udstødte fattige ind i vore hjem og hver dag søge Gud om nåde og styrke, der vil sætte os i stand til at række ned til selve dybet af menneskelig elendighed og hjælpe dem, der umuligt kan hjælpe sig selv. Under udøvelsen af denne gerning har vi en gunstig anledning til at fremholde Kristus, den korsfæstede. ret (226) Mange undrer sig over, hvorfor deres bønner er så blottede for liv, deres tro så svag og vaklende, deres kristelige erfaring så mørk og uvis. ”Har vi ikke fastet,” siger de, ”og gået sørgeklædte for Hærskarers Herres åsyn?” I det 58. kapitel hos Esajas har Kristus vist, hvorledes dette forhold kan ændres. Han siger: ”Nej, faste efter mit sind, er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd.” Dette er den recept, Kristus har foreskrevet for den forsagte, tvivlende, bævende sjæl. Lad de sorgfulde, der går i sørgeklæder for Herrens åsyn, stå op og hjælpe en eller anden, som behøver hjælp. ret (226) Vi ærer Gud ved at løfte de faldne og trøste de sørgende, og hvor Kristus bor i menneskehjertet, vil han blive åbenbaret på samme måde. Hvor som helst Kristi religion får lov at virke, vil den være til velsignelse. Hvor som helst den kommer vil den sprede lys. ret (226) Enken i Zarepta delte sin mad med Elias, og til gengæld blev hendes eget og hendes søns liv sparet. Gud har lovet at velsigne de mennesker rigt, som i vanskelige og trange tider er sympatiske og hjælpsomme over for personer, som er i større trang end de selv. Han er ikke blevet en anden. Hans magt er ikke mindre i dag end i Elias´ tid. ret (226) Kristi kærlighed, åbenbaret i uegennyttig virken, vil kunne gøre mere til at omvende synderen, end sværd og domstole formår. Disse er nødvendige til skræk og advarsel for forbryderen; men den kærlige missionsarbejder kan opnå mere end dette. Det hjerte, som forhærdes ved irettesættelse, kan ofte blødgøres ved Kristi kærlighed. ret (227) Bør huskes (227) Der er skarer af mennesker, som må kæmpe med fattigdom, og som er tvunget til at arbejde for en ringe løn, og som kun kan tilvejebringe det allernødvendigste til livets ophold. Slid og savn og uden håb om noget bedre gør deres byrde meget svær. Når så hertil kommer smerte og sygdom, bliver byrden næsten uudholdelig. Undertrykte og udslidte som de er, ved de ikke, hvor de skal vende sig hen for at få hjælp. Vis dem sympati i deres prøver, sorger og skuffelser. Dette vil gøre det muligt for dig at hjælpe dem. Tal til dem om Guds forjættelser, bed for dem og med dem og søg at indgyde dem nyt håb. ret (227) Der er mange, for hvem livet er en smertelig kamp; de indser deres mangler, er ulykkelige og fattes tro; de mener, at de ikke har noget at være taknemmelige for. På mange, der kæmper og er ensomme, ville venlige ord, medlidende blikke og udtryk, der viser, at man værdsætter dem, virke som et bæger koldt vand på en tørstig sjæl. Et deltagende ord eller en kærlig handling ville løfte byrder, som trykker tungt på trætte skuldre; og hvert ord og hver handling, der udtales eller udføres i uegennyttig godhed, er et udtryk for Kristi kærlighed til fortabte mennesker. ret (228) Udræk en hjælpende hånd (228) Der er mange, som begår fejl, og som føler deres skam og dårskab. De ser på deres fejlgreb og vildfarelser, til de er nær ved at fortvivle. Vi må ikke forsømme disse mennesker. Når man må svømme mod strømmen, har man hele strømmens mægtige kraft imod sig. Vi skal derfor udrække en hjælpende hånd, ligesom vor ældre broder gjorde, da Peter var ved at synke. Tal trøstens og håbets ord til dem, ord, der vil skabe tillid og vække kærlighed. ret (229) Når I ser en, som er træt af et liv i synd, men ikke ved, hvor han skal finde lindring, så fremhold for ham den medlidende frelser. Tag ham ved hånden, løft ham op og tal sådanne ord, som vil vække mod og håb. Hjælp ham at gribe Frelserens hånd. ret (229) Gæstfrihed en kristenpligt (229) ”Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft engle til gæster.” Disse ord har ikke mistet deres kraft, siden de blev skrevet. Vor himmelske Fader sender stadig forklædte velsignelser på sine børns vej, og de, der benytter disse anledninger, vil finde megen glæde. ret (229) Prøvelsens proces (230) Jeg så, at det er ifølge Guds forsyn, når enker og faderløse, blinde, døve, lamme, og personer, som lider på forskellig måde, har en kristelig tilknytning til hans menighed, for det tjener som en prøve for hans folk og til at udvikle deres sande karakter. Guds engle ser efter med, hvordan vi behandler disse mennesker, som behøver medfølelse, kærlighed og uselvisk godgørenhed. Dermed sætter Gud vor karakter på prøve. Hvis Bibelens sande religion er vor religion, så vil vi føle os i gæld til Kristus og skyldige til at vise kærlighed, venlighed og forståelse for hans brødre; vi kan ikke gøre noget mindre end at give udtryk for vor taknemmelighed for hans grænseløse kærlighed til os, medens vi endnu var syndere og uværdige til hans nåde, og det kan vi ved at vise virkelig interesse og uselvisk kærlighed over for dem, som er vore brødre og er ringere stillet end vi. ret (230) En lignelse anskueliggjort (231) Denne samaritaner, sagde Jesus, havde manden, der faldt i hænderne på røvere, som sin næste. Levitten og præsten symboliserer en klasse i menigheden, som viser ligegyldighed for dem, der netop behøver deres medlidenhed og hjælp. Uanset deres stilling i menigheden er denne klasse mennesker lovbrydere. Samaritanen symboliserer en klasse, som er Kristi sande medhjælpere og efterligner hans eksempel i at gøre vel. ret (231) De, der har medlidenhed med de ulykkelige, blinde, lamme, hårdt prøvede, enkerne, de forældreløse og trængende, betegner Jesus som lovlydige, der skal arve evigt liv . . . Kristus betragter enhver barmhjertig, godgørende og hensynsfuld handling mod de ulykkelige, blinde, lamme, syge, enken og de faderløse som gjort imod ham. Og disse gerninger findes optegnet i Himmelens bøger og vil blive belønnet. Derimod vil der blive skrevet et vidnesbyrd i bogen mod dem, der ligesom præsten og levitten har vist ligegyldighed overfor de uheldigt stillede, og mod dem, der til egen fordel udnytter andres onde skæbne og derved forøger deres lidelser. Gud vil visselig gengælde enhver uretfærdig handling, enhver tilkendegivelse af ligegyldighed mod og forsømmelse af de hårdt prøvet iblandt os. Enhver vil til sidst få løn, efter som hans gerning har været. ret |