Vilkår for en vellykket indsats

(266)   Effektivitet
Træghed og udygtighed er ikke fromhed. Når vi rigtig forstår, at vi virker for Herren, vil vi få en bedre forståelse af den åndelige tjenestes hellighed. Erkendelsen heraf vil bringe nyt liv, årvågenhed og energi ind i udøvelsen af vor gerning. ret

(266)  Tiden kræver større effektivitet og en dybere helligelse. Åh, jeg er så grebet af dette emne, at jeg råber til Gud: ”Oprejs og udsend budbringere fulde af forståelse for deres ansvar, budbringere med hjerter, hvor selvforgudelsen, som ligger ved roden til al synd, er blevet korsfæstet.” ret

(266)  Den opgave, som var betroet disciplene, ville kræve megen kraft, for ondskabens modstrøm var både dyb og stærk. ret

(266)   Stemmens rette brug
Stemmens udvikling og rette brug griber ind i enhver gren af kristeligt arbejde . . . . Vi burde vænne os til at tale med en behagelig stemme, at bruge et rent og korrekt sprog og venlige og høflige ord. ret

(266)   Enhver prædikant og enhver lærer burde huske, at han bringer sine tilhørere et budskab, der har evighedsbetydning for dem. Den sandhed, som fremholdes for dem, vil dømme dem på den sidste store afgørelsens dag, og for nogles vedkommende vil det afhænge af den persons opførsel, som forkynder det, om de vil antage eller forkaste det. Forkynd derfor ordet på en sådan måde, at det vil kunne forstås og gøre indtryk på sind og hjerte. Tal langsomt, tydeligt og inderligt og med den alvor, som det vigtige budskab kræver. ret

(267)  Når I søger at fremholde Kristi kærlighed for andre, så lad jeres sømmelige tale, uegennyttige tjeneste og behagelige optræden være et vidnesbyrd om hans nådes magt. ret

(267)  Enhver kristern er kaldet til at fortælle andre om Kristi uransagelige rigdom, og derfor burde han stræbe efter at tale korrekt. Han bør fremholde Guds ord således, at det tiltaler dem, der hører derpå. Gud ønsker ikke, at hans tjenere skal være udannede eller mangelfulde i deres tale og opførsel. Det er ikke hans vilje, at mennesker skal forringe og nedværdige budskabet fra Himmelen, som det er givet dem at forkynde for verden. ret

(267)  De vil oplæres i tålmodighed, godhed, venlighed og hjælpsomhed. De vil udvise sand kristelig høflighed, idet de erindrer, at Kristus, deres ledsager, ikke kan bifalde hårde, uvenlige ord eller følelser. Deres ord vil være rene. Talens gave vil blive betragtet som et kosteligt talent, der er overdraget dem som et lån til udførelse af en høj og hellig gerning. ret

(267)   Åndskultur
Åndskultur er, hvad vi som et folk behøver, og hvad vi må have for at kunne møde tidens krav. ret

(267)  Vi må ikke indtræde i Herrens værk på må og få og vente fremgang. Herren trænger til mænd med evner, tænkende mænd. Jesus kalder på medarbejdere, ikke på klodrianer. Gud ønsker rettænkende og intelligente mænd til at udføre den store gerning, som er nødvendig for sjæles frelse. ret

(268)  For nogles vedkommende kan det være nødvendigt, at de øver sig i at tænke. De skal tvinge sig til at tænke. Når de lader andre tænke for dem og løse deres problemer og ikke selv anstrenger sig for at tænke, så vil den manglende evne til at huske, forudse og skelne stadig være der. Hvert menneske må træne sin hjerne. ret

(268)  Gud vil ikke, at vi skal stille os tilfreds med en træg, udisciplineret, sløv tankegang og dårlig hukommelse. ret

(268)  Guds mænd må være flittige til studium, alvorlige i deres søgen efter kundskab og aldrig bortødsle en time. Ved ihærdig anstrengelse kan de hæve sig op til næsten en hvilken som helst grad af anseelse som kristne og som mænd med kraft og indflydelse. ret

(268)  Vi skal blot sætte pris på tiden . . . Tiden, der går tabt i sporvogne og tog, . . . de minutter, der går med at vente på måltider eller på dem, der ikke er nøje med at holde en aftale, ja, hvad ville man ikke kunne nå at lære, hvis man havde en bog ved hånden og disse minutter her og der blev benyttet til studium, læsning og betragtninger. ret

(268)  En fast beslutning, ihærdig flid og omhyggelig anvendelse af tiden vil gøre det muligt for mange mennesker at erhverve sig kundskaber og åndelig indsigt, som vil gøre dem egnede til at indtage næsten en hvilken som helst indflydelsesrig og nyttig stilling. ret

(268)  Mænd i ansvarsfulde stillinger bør stadig udvikle sig. De må ikke stole på en tidligere erfaring og føle, at det ikke er nødvendigt at blive dygtige i deres fag. Skønt mennesket ved sin indtræden i verden er den mest hjælpeløse blandt Guds skabninger og den mest fordærvede i sin natur, har det dog mulighed for uafbrudt fremgang. Det kan oplyses ved kundskab og forædles ved dyd, og det kan skride fremad i åndelig og moralsk værdighed, indtil det med hensyn til forstandens fuldkommenhed og karakterens renhed kun er lidet ringere end englene. ret

(269)  De, der ønsker at være Guds medarbejdere, må stræbe efter fuldkommenhed såvel i legemlig som i åndelig henseende. Sand uddannelse består i at dygtiggøre de fysiske, åndelige og moralske kræfter til udførelsen af enhver opgave; den består i at opøve legeme, sind og sjæl til tjeneste for Gud. Det er en sådan uddannelse, der vil bestå og føre til evigt liv. ret

(269)  Håndværkere, sagførere, handlende og mænd i alle beskæftigelser og stillinger uddanner sig for at kunne blive dygtige i deres fag. Skulle Kristi efterfølgere være mindre dygtige, og skulle de, medens de efter sigende er beskæftigede i hans tjeneste , være ukyndige angående de veje og midler, der skal benyttes? den opgave at vinde det evige liv er højere end alle jordiske hensyn. For at kunne lede sjæle til Jesus må man have kendskab til menneskenaturen og studere det menneskelige sind. For at vide, hvordan man skal nærme sig mennesker med sandhedens store emner, kræves der meget omhyggelig omtanke og inderlig bøn. ret

(269)   Sand værdighed og høflighed
den mangel på sand værdighed og kristelig dannelse, som gør sig gældende i sabbatsholdernes rækker, forringer os som et folk og gør den sandhed, vi bekender os til at tro, utiltrækkende. Det arbejde, som består i at udvikle vort sind og danne de rette manerer, bør føres fremad til fuldkommenhed. Dersom de, der bekender sig til at tro sandheden, ikke vil benytte deres privilegier og anledninger til at vokse op til mands modenhed i Kristus Jesus, vil de ikke blive til ære for sandhedens sag til ære for Kristus. ret

(269)  Sørg for at bevare den værdighed, gerningen fordrer, ved at indrette tilværelsen på en gudfrygtig og fornuftig måde. Vær aldrig bange for at hæve banneret for højt . . . Al råhed og grovhed må være langt fra os. Venlighed, dannelse og kristelig høflighed må opelskes. Pas på ikke at blive barsk og kort for hovedet. Regn ikke sådanne særheder for dyder, for sådan betragter Gud dem ikke. Pas på ikke at fornærme nogen uden grund. ret

(270)  Det er i højeste grad nødvendigt, at mænd og kvinder, som har kundskab om Guds vilje, lærer at blive fremgangsrige arbejdere i hans sag. De bør være belevne, forstandige mennesker, som ikke har den bedragelige udvortes glans og verdensmenneskets sleske og affekterede væsen, men den dannelse og sande høflighed, der har en duft fra Himmelen, og som enhver kristen vil have, når han er delagtig i den guddommelige natur. ret

(270)  Vi har fået den største sandhed, som nogen sinde er blevet skænket verden, og det største håb og den største tro; og vi ønsker at forkynde det for verden i al sin ophøjethed. Vi vil ikke indtage den holdning, at vi går gennem verden og beder om undskyldning, fordi vi vover at tro på denne dyrebare, hellige sandhed; men vi ønsker at vandre ydmygt med vor Gud og føre os som børn af den allerhøjeste Gud, og skønt skrøbelige redskaber, som de, der varetager de allervigtigste og mest interessante emner, der er mere ophøjede og ædlere end noget timeligt, verdsligt emne. ret

(270)  Den, der arbejder for sjæle, må besidde opofrende hengivenhed, retskaffenhed, forstand, flid, energi og takt. Ingen, som ejer disse egenskaber, kan være underlegen; han vil tværtimod øve en afgørende indflydelse til det gode. ret

(270)  Mænd, som er villige til at modtage undervisning om, hvorledes de på den bedste måde kan komme i forbindelse med det enkelte menneske og familier, bør sættes i arbejde. Deres påklædning bør være pæn og net, men ikke udhalet, og deres væsen tiltalende og ikke frastødende. Der er stor mangel på sand høflighed iblandt os som et folk. Denne bør opelskes hos alle, der udfører missionsarbejde. ret

(271)   Oprigtighed
Der må ikke være nogen forstillelse i livet hos dem, som har et så helligt og højtideligt budskab som det, vi er blevet kaldet til at forkynde. Verden lægger mærke til syvende dags adventister, fordi den kender noget til den tro, de bekender sig til, og deres høje idealer. Når den ser nogle, som ikke lever op til deres bekendelse, peger den på dem med foragt. ret

(271)  Mennesker kan have fortrinlig begavelse, gode evner og glimrende egenskaber; men én mangel, én lønlig synd, der næres, vil vise sig at betyde for karakteren, hvad den ormstukne planke betyder for skibet, nemlig fuldstændig ulykke og ruin. ret

(271)  Paulus førte en himmelsk atmosfære med sig. Alle, som var sammen med ham, mærkede indflydelsen af hans forening med Kristus. Den omstændighed, at hans eget liv var et eksempel på den sandhed, han fremholdt, lagde en overbevisende kraft i hans forkyndelse. Deri ligger sandhedens magt. Den ukunstlede, ubevidste indflydelse af et helligt liv er den mægtigste prædiken, som kan holdes til forsvar for kristendommen. Selv uigendrivelige argumenter vil måske blot vække modstand, men et kristeligt eksempel ejer en kraft, som det er umuligt at stå helt imod. ret

(271)  En sand karakter skabes ikke udefra, så vi derefter kan iføre os den; den udstråler indefra. Dersom vi ønsker at lede andre ind på retfærdighedens sti, må retfærdighedens principper råde i vort eget hjerte. Vi kan forkynde kristendommen teoretisk ved at bekende troen, men det er den praktiske gudsfrygt, der gælder som sandhed. Det retskafne liv, den hellige vandel, den usvigelige ærlighed, det tjenstvillige, gavmilde sind, det gudfrygtige eksempel, det er ved hjælp af alt dette, at lyset bringes ud til verden. ret

(272)  Bønner, formaninger og taler er dårlige frugter, som ikke så sjældent er bundet på; men frugter, der giver sig til kende i gode gerninger, i omsorg for de nødlidende, faderløse og enkerne, er ægte frugter, som vokser naturligt på et godt træ. ret

(272)   Virkelyst
Almindeligvis gør Gud ikke mirakler for at fremme sin sandhed. Dersom landmanden undlader at opdyrke jorden, gør Gud ikke et mirakel for at modvirke de uundgåelige følger. Gud arbejder efter ophøjede principper, vi er gjort bekendt med, og det står til os at planlægge på en fornuftig måde og tage de midler i brug, som Gud benytter til at få et godt resultat. De, der ikke gør sig nogen målbevidst anstrengelse, men bare venter på, at Helligånden skal sætte dem i gang, vil omkomme i mørket. Man skal ikke sidde stille og ingenting gøre, når det gælder Guds værk. ret

(272)  Nogle af dem, som beskæftiger sig med missionsgerning, er svage, energiløse og taber let modet. De mangler fremdrift. De har ikke disse afgørende karakteregenskaber, som giver kraft til at yde noget - den ånd og energi, som skaber begejstring. De, som ønsker, at deres gerning skal lykkes, må være dristige og forhåbningsfulde. De burde ikke blot være i besiddelse af passive, men af aktive egenskaber. ret

(272)  Herren står i behov for arbejdere, som vil føre Kristi korsets triumftog videre frem. ret

(272)  Budskabet skal ikke gives med modfalden, livløs røst, men på en klar, bestemt og gribende måde. ret

(272)  Det er ikke de meget veltalende forkyndere, der behøves til at fremholde budskabet. Sandheden skal forkyndes i al sin alvor. Mænd behøves, som forstår at handle, mænd, som vil arbejde ivrigt, stadigt og energisk på at rense menigheden og advare verden. ret

(273)  Gud har ikke brug for dovne mennesker i sin sag. Han ønsker betænksomme, venlige, kærlige, alvorlige arbejdere. ret

(273)   Beslutsomhed
De, som er i Guds tjeneste, må være fulde af liv og vise beslutsomhed i arbejdet for at vinde sjæle. Husk på, at der findes mennesker, som vil gå fortabt, hvis ikke vi som Guds redskaber arbejder med en fasthed, som ikke giver op eller mister modet. ret

(273)  Han har pålagt os en stor opgave. Lad os udføre den med nøjagtighed og beslutsomhed. Lad os vise i vort liv, hvad sandheden har gjort for os. ret

(273)   Nidkærhed
Det er alvorlig kristelig nidkærhed, der behøves, en nidkærhed, der ytrer sig ved at udrette noget . . . En sjæl, der besidder Kristus, kan lige så lidt afholdes fra at bekende ham, som Niagaras vandmasser kan afholdes fra at strømme ud over faldet. ret

(273)  Enhver, der tager imod Kristus som sin personlige frelser, vil længes efter den forret at kunne tjene Gud. Når han betænker, hvad Herren har gjort for ham, røres hans hjerte af uendelig kærlighed og inderlig taknemmelighed. Han længes med begærlighed efter at åbenbare sin taknemmelighed ved at vie sine evner til tjeneste for Gud. Han længes efter at vise sin kærlighed til Kristus og til dem, som han har købt så dyrt. Han attrår møje, besværlighed og opofrelse. ret

(273)  Der findes et stort virkefelt for dem, der ligner Marta, med deres iver for aktivt, religiøst arbejde. Men først bør de som Maria sidde ved Jesu fødder. Flid, dygtighed og energi må helliggøres ved Kristi nåde; så vil livet blive en uovervindelig kraft til det gode. ret

(274)  Vi skal med den utrættelige udholdenhed og aldrig svigtende nidkærhed, hvormed Kristus gjorde sin gerning, føre Herrens værk fremad i Guds navn. ret

(274)  Vi bør bryde ensformigheden i vort religiøse arbejde. Vi har en opgave at udføre i verden, men vi viser ikke tilstrækkelig aktivitet og nidkærhed. Hvis vi lagde større alvor for dagen, ville mennesker blive overbevist om sandheden i vort budskab. Lunkenheden og ensformigheden i vor tjeneste for Gud virker frastødende på mange i de højere kredse, som trænger til at se en dyb, alvorlig, helliget nidkærhed. ret

(274)   Tålmodighed
Som Kristi medarbejder må du vise stor tålmodighed med den, du arbejder for, og ikke foragte det ganske almindelige arbejde, men se frem til det gode resultat. Når de, du arbejder for, ikke helt er, som du synes, så siger du tit ved dig selv: ”De kan passe sig selv, de er ikke værd at hjælpe.” Hvis nu Jesus havde været ligesådan over for de stakkels udstødte, hvad så? Han døde for at frelse elendige syndere, og hvis du vil arbejde i samme ånd og på samme måde, inspireret af hans eksempel, du efterligner, og overlade resultaterne til Gud, så vil du aldrig i dette liv kunne måle, hvad godt du har udrettet. ret

(274)  Virk uegennyttigt, kærligt og tålmodigt for alle, I kommer i berøring med. Bliv aldrig utålmodige. Sig ikke et eneste ukærligt ord. Lad Kristi kærlighed fylde jeres hjerter og venlige ord være på jeres læber. ret

(274)   Taktfølelse
Den, der overgiver alt til Gud, vil udføre sit arbejde med omtanke, under bøn og med en hjertelig og fin taktfølelse. ret

(274)  En mand, som er besjælet af begejstring, flid og taktfølelse, vil få fremgang i timelige foretagender, og de samme egenskaber vil have dobbelt effekt, når de er viet til Guds værk, fordi Guds kraft bliver forenet med menneskelige bestræbelser. ret

(275)  I det sjælevindende arbejde behøves der stor takt og visdom. Frelseren holdt aldrig sandheden tilbage, men han udtalte den altid i kærlighed. I sin omgang med andre viste han den største takt og var altid venlig og hensynsfuld. Han var aldrig grov, talte aldrig uden nødvendighed et strengt ord, påførte aldrig en følsom sjæl unødig smerte. Han dadlede aldrig menneskelig svaghed. Frygtløst fordømte han hykleri, vantro og ugudelighed, men der var gråd i hans stemme, når han udtalte sine skarpe irettesættelser. Han gjorde aldrig sandheden grusom, men viste altid en dyb ømhed for menneskene. Hver sjæl var dyrebar i hans øjne. Han optrådte med guddommelig værdighed, men han nedlod sig med den ømmeste medlidenhed og agtelse for hvert eneste medlem af Guds familie. I dem alle så han sjæle, som det var hans mission at frelse. ret

(275)  Når et tydeligt foredrag er blevet holdt, vil nogle ubesindige, impulsive, men dog oprigtige sjæle uventet tiltale sådanne, som ikke er med os, og gøre den sandhed, som vi ønsker, at de skal modtage, frastødende for dem. ”Denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres egen slægt.” Forretningsmænd og politikere lægger vægt på høflighed. De bestræber sig for at være så tiltalende som muligt. De overvejer, hvorledes de kan gøre deres væsen og deres optræden sådan, at de kan opnå den største indflydelse over deres medmenneskers sind. De bruger deres kundskaber og evner på en så klog måde som muligt for at opnå deres hensigt. ret

(275)  Dette budskab må forkyndes; men under dets forkyndelse må vi vogte os for at angribe, støde og fordømme dem, som ikke har det lys, vi har. Hvorfor skulle vi ubeføjet gøre hårde angreb på katolikkerne? Blandt katolikkerne findes der mange meget samvittighedsfulde kristne, som vandrer i alt det lys, der skinner på deres vej, og Herren vil virke for dem. ret

(276)   Altid til rede
En sand kristen arbejder for Gud, ikke efter indskydelse, men af princip, ikke bare en dag eller en måned, men hele livet igennem. ret

(276)  Frelseren var en utrættelig arbejder. Han målte ikke sit arbejde efter det antal timer, han havde været i virksomhed. Hans tid, hans hjerte, hans styrke, alt blev ofret i arbejdet for menneskeslægtens bedste. Ofte anvendte han hele dagen til arbejde og hele natten til bøn for at få kraft til at bestå under den listige fjendes forføreriske anslag og blive i stand til at virke for menneskenes opløftelse og frelse. Det menneske, som elsker Gud, knapper ikke dagens gerning af til otte timer. Han arbejder til alle tider og er aldrig uvirksom. Når der er en anledning, søger han at gøre godt. Ovealt, til alle tider og på alle steder, finder han lejlighed til at virke for Gud. Han spreder velsignelse, hvor han går. ret

(276)  Den, der i ubetænksomhed gør sig skyldig i, at Guds sag bliver vanæret, eller får sine medarbejderes hænder til at synke, sætter en plet, som vanskeligt lader sig afvaske, på sin egen karakter og lægger sig selv hindringer i vejen. ret

(276)  ”Tag mit åg på jer,” siger Jesus. Åget er et redskab til tjeneste. Okser får et åg på, når de skal arbejde, og åget er en betingelse for, at de kan arbejde ordentligt. Ved dette eksempel lærer Kristus os, at vi er kaldede til at tjene, så længe vi lever. Vi skal tage hans åg på os, så at vi kan blive hans medarbejdere. ret

(276)   Medfølelse og omgængelighed
I alle afdelinger inden for Guds værk er der brug for mænd og kvinder, som har medfølelse med menneskelig elendighed. Men denne medfølelse er sjælden. ret

(277)  Vi trænger til mere af Kristi mildhed, ikke alene mildhed over for dem, der forekommer os fejlfri, men medfølelse over for de fattige, lidende, kæmpende sjæle, der ofte begår fejl, syndige og angrende, fristede og forsagte. Vi må nærme os vore medmennesker og ligesom vor barmhjertige ypperstepræst have medlidenhed med deres skrøbeligheder. ret

(277)  Som et samfund taber vi meget på grund af manglende medfølelse og omgang med hverandre. Den, der taler om uafhængighed og lukker sig inde i sig selv, fylder ikke den plads, Gud havde til hensigt, at han skulle fylde. Vi er Guds børn, indbyrdes afhængige af hverandre med hensyn til lykke. Gud og mennesker har krav på os. Vi må alle udføre vor del her i livet. Det er den rigtige udvikling af den selskabelige trang i vor natur, der bringer os i et sympatisk forhold til vore brødre og bringer os lykke i vore bestræbelser for at være til velsignelse for andre. ret

(277)  Frelseren var gæst ved et måltid hos en farisæer. Han tog imod indbydelser fra de rige såvel som de fattige, og som han havde for skik, benyttede han anledningen til at fremdrage lærdomme fra omgivelserne for at illustrere sandheden. ret

(277)   Enkelhed
Da Kristus sagde til sine disciple: Gå ud i mit navn for at samle alle dem, som tror, ind i menigheden! forelagde han dem nødvendigheden af at bevare enkelheden. Jo mindre ydre pragt og tilskuestillen, jo støre ville deres indflydelse være til det gode. Disciplene skulle tale lige så ligefremt, som Kristus havde gjort. De skulle indprente deres tilhørere den samme lære, som han havde lært dem. ret

(277)  Tusinder kan nås på den mest enkle og beskedne måde. De mest begavede, de, der betragtes som verdens mest talentfulde mænd og kvinder, beriges ofte ved at lytte til en, der elsker Gud, og som med jævne ord kan tale om hans kærlighed lige så naturligt, som et verdsligt menneske taler om de ting, der interesserer ham mest. Det er ofte, at de ord, som man har forberedt sig godt på og indstuderet grundigt, kun har ringe indflydelse, men ærlige og oprigtige udtalelser, som en Guds søn eller datter fremkommer med i al enkelhed og beskedenhed, har kraft til at åbne dørene til de hjerter, der længe har været lukket for Kristus og hans kærlighed. ret

(278)   Tro
Guds tjenere må have tro på Gud. Gud er ikke ligeglad med deres arbejde. Han sætter pris på det. Guddommelige sendebud er sat til at samarbejde med dem, som er Guds medarbejdere. Hvis vi nærer den tanke, at Gud ikke vil gøre, som han har sagt, og at han ikke har tid til at tage sig af sine folk, så vanærer vi vor skaber. ret

(278)  En Guds arbejder behøver stærk tro. Udsigterne kan synes at være mørke, men i den mørkeste stund er der lys bagved. Hos dem, som i tro elsker og tjener Gud, vil styrken blive fornyet dag efter dag. ret

(278)  Den, der er i besiddelse af oprigtig tro, har et livsmod, en principfasthed og målbevidsthed, som hverken tid eller arbejde kan svække, ret

(278)  Kristenlivet omgives ofte af farer, og det synes vanskeligt at følge pligtens vej. Fantasien forestiller sig truende ødelæggelser foran og trældom eller død bagved. Men Guds stemme siger tydeligt: ”Gå fremad!” Vi bør adlyde denne befaling, selv om vort blik ikke kan gennemtrænge mørket og vi mærker de kolde bølger ved vore fødder. De hindringer, der standser vor fremgang, vil aldrig forsvinde, hvis vi standser og nærer tvivl. De, der venter med at lyde, indtil enhver skygge af uvished forsvinder og der ikke er nogen risiko for fiasko eller nederlag, kommer aldrig til at adlyde. Vantroen hvisker: ”Lad os vente, til hindringerne er fjernet og vi kan se vejen klart, ”men troen opmuntrer modigt til at gå fremad; den håber alt og tror alt. ret

(279)   Mod
Det er et stort arbejde at udføre, der må lægges mere omfattende planer, en røst skal lyde, som vækker folkene op. Mænd med en svag og vaklende tro er ikke de rette til at lede arbejdet i denne så vigtige krise. Der behøves heltemod og martyrtro. ret

(279)  Når vi i troen griber fat på hans styrke, så vil han bevirke en forandring, en vidunderlig forandring, i det, der syntes håbløst og umuligt. Dette vil han gøre til sit navns ære. Gud vil, at alle de trofaste, som sætter deres lid til ham, skal tale opmuntrende ord til de vantro og håbløse. Må Herren hjælpe os til at hjælpe hverandre og at prøve ham ved levende tro. ret

(279)  Håb og mod er væsentlige forudsætninger for at kunne yde Gud uforbeholden tjeneste. De er en frugt af troen. Det er syndigt og urimeligt at fortvivle. ret

(279)  Mod, energi og udholdenhed må de have. Selv om tilsyneladende umuligheder spærrer vejen for dem, skal de ved hans nåde gå fremad. I stedet for at klage over vanskelighederne skal de overvinde dem. De skal ikke fortvivle over noget, men håbe alt. Med sin mageløse kærligheds gyldne kæde har Kristus bundet dem til Guds trone. Det er hans forsæt, at den højeste indflydelse i universet, en indflydelse, som strømmer ud fra den guddommelige kilde til al kraft, skal tilhøre dem. De skal have kraft til at modstå det onde, en kraft, som hverken verden eller døden eller Helvede skal betvinge, en kraft, som vil sætte dem i stand til at sejre, ligesom Kristus har sejret. ret

(280)   Overgivelse
Sand hellighed betyder uforbeholden tjeneste for Gud. Det er betingelsen for at kunne leve som en virkelig kristen. Kristus beder om en uforbeholden overgivelse, en udelt tjeneste. Han fordrer hjerte, sind sjæl og styrke. Vi må ikke værne om vort eget jeg. Den, der lever for sig selv, er ikke en kristen. ret

(280)  Alle, som ønsker at samarbejde med Gud, bør først lære at nære mistillid til sig selv; så er de forberedt til at få del i Kristi karakter. Dette kan ikke opnås gennem uddannelse i de mest videnskabelige skoler. Det er frugten af en visdom, som alene kan opnås hos den guddommelige lærer. ret

(280)  At en person under usædvanlige forhold hensættes i en åndelig henrykkelse er intet afgørende bevis på, at han er en kristen. Hellighed er ikke henrykkelse, men viljens fuldstændige overgivelse til Gud; den består i, at vi lever ved ethvert ord, som udgår af Guds mund; den består i, at vi gør vor himmelske Faders vilje; den består i, at vi stoler på Gud i prøver, i mørket såvel som i lyset; den består i, at vi vandrer i tro og ikke i beskuelse; den består i, at vi forlader os på Gud med urokkelig tillid og hviler i hans kærlighed. ret

(280)   Med et udelt hjerte
Guds folk skal skille sig ud som et folk, der tjener ham fuldt og helt og med et udelt hjerte uden at give sig selv æren, idet de husker, at de ved en meget højtidelig pagt har forpligtet sig til at tjene Herren og ham alene. ret

(280)  Det er helhjertede, målbevidste mænd og kvinder, som vil holde stand nu. Jesus sorterede på sine disiple flere gange, indtil der til sidst kun blev elleve tilbage og nogle få trofaste kvinder til at danne grundvolden for den kristne kirke. Når byrderne skal bæres, vil nogle holde sig tilbage, men når menigheden er brændende, bliver de grebet af begejstring, synger og skråler og bliver ovenud henrykt. Men vent bare! Når den ikke er brændende varm mere, træder kun nogle få trofaste Kaleb'er frem i forgrunden og står fast på det urokkelige princip. De er saltet, der beholder kraften. Det er når arbejdet går besværligt, at menighederne fostrer gode hjælpere. ret

(281)  Arbejdet for Gud kan ikke lykkes, medmindre man har hele sit hjerte med i det og regner alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus. Ingen, som gør sig noget forbehold, kan være en Kristi discipel, og endnu mindre hans medarbejder. ret

(281)  De skal ikke beskæftige sig med spekulation eller gå i forretningsforbindelse med ikke-troende, for dette vil hindre dem i det arbejde, Gud har givet dem. ret

(281)  Frelseren kan ikke antage en delt tjeneste. En arbejder for Gud må daglig lære, hvad det betyder at overgive sig til Gud. ret

(281)   Troskab
Herren hader ligegyldighed og illoyalitet, når hans værk er ude i en krise. Hele universet betragter med en ubeskrivelig interesse de sidste faser i den store strid mellem godt og ondt. Guds folk nærmer sig den evige verdens grænser. Hvad er vigtigere for dem end at være tro imod Himmelens Gud? Herren har haft troshelte til alle tider, og han har det også i dag - mennesker af Josefs, Elias' og Daniels type, der ikke skammer sig for at regne sig til hans ejendomsfolk. Han skænker handlingens mænd sine særlige velsignelser - mænd, som ikke vil afvige fra pligtens vej, men sige med guddommelig kraft: ”Hvem der er for Herren, han komme hid til mig!” De forlanger, at de, der ønsker at regnes med til Guds folk, skal træde frem og vise på en utvetydig måde, at de tjener kongernes Konge og Herrernes Herre. Sådanne mænd indordner deres vilje og deres planer under Guds lov. De agter ikke deres liv noget værd i deres egne øjne fordi de elsker ham. Det er deres opgave at opfange lyset fra Guds ord og få det til at skinne for verden med klare, rolige stråler. Troskab mod Gud er deres motto. ret

(282)   Snar og snild
Det er enhver kristens pligt at vænne sig til orden, grundighed og hurtighed. Der er ingen undskyldning for sendrægtighed og fuskeri i noget som helst arbejde. Når man altid er i virksomhed og arbejdet aldrig bliver færdigt, er det, fordi man ikke har hjertet med i sin gerning. Den, der er langsom, og som udfører sit arbejde dårligt, burde forstå, at det er fejl, som må rettes. Han bør øve sig i at planlægge arbejdet og bruge tiden, så at han kan opnå de bedste resultater. Ved at have orden og system i arbejdet kan nogle få gøre lige så meget på fem timer som andre på ti. Nogle, som er beskæftiget med husligt arbejde, er altid i virksomhed, ikke fordi de har så meget at gøre, men fordi de ikke indretter sig, så de kan spare tid. Ved at arbejde langsomt og planløst bruger de megen tid til at udføre lidt. Men alle, der ønsker det, kan overvinde disse overdrevent langsomme vaner. De må følge en bestemt plan i deres arbejde. De må bestemme, hvor lang tid der kræves til at udføre et vist arbejde, og så gøre deres bedste for at fuldføre det til den fastsatte tid. Når de sætter deres vilje ind på at blive færdige, vil det hjælpe hænderne til at bevæge sig hurtigt. ret

(282)  Arbejdet for Kristus fordrer villig lydighed. ret

(282)  Herren fordrer af sine tjenere, at de skal være i besiddelse af en ånd, som er snar til at fatte, hvor dyrebare sjælene er, som er snar til at se, hvad der må gøres, og snar til at vedkende sig de ansvar, Herren lægger på dem. ret

(283)  Når Gud betror mennesker et ansvar, er det deres religiøse pligt at røgte det med flid. De bør gribe de anledninger, som Gud giver dem, til at fuldbyrde hans vilje. De vil vinde herlige sejre, hvis de handler hurtigt og beslutsomt, men hvis de tøver og viser forsømmelighed, vil de lide nederlag, og Guds navn vil blive vanæret. Hvis lederne inden for sandhedens sag ikke er i besiddelse af en brændende nidkærhed, men er ligegyldige og ubeslutsomme, bliver menigheden også ligegyldig, sløv og forlystelsessyg. Hvis lederne derimod har fattet et helligt forsæt om at ville tjene Gud og ham alene, vil folket være enigt og fuldt af håb og begejstring. ret

(283)   Sænk ikke standarden
Mange, som har betingelser for at kunne gøre et udmærket arbejde, udretter kun lidt, fordi de forsøger så lidt. Tusinder af mennesker henlever deres liv, som om de ikke havde nogen stor opgave at leve for, intet højt mål at nå. En af grundene hertil er den, at de vurderer sig selv så lavt. Kristus har betalt en uhyre pris for os, og han ønsker, at vi skal vurdere os selv på grundlag af den pris, han har betalt. ret

(283)  Under hele sit liv på Jorden var Jesus en ihærdig og trofast arbejder. Han forventede meget, derfor higede han efter meget. ret

(283)  De, som er beskæftiget i Mesterens tjeneste, behøver en erfaring, som er meget højere, dybere og mere vidt omfattende, end mange endnu har tænkt på at opnå. Mange, som allerede er medlemmer af Guds store familie, ved kun lidt om, hvad det vil sige at beskue hans herlighed og at forvandles fra herlighed til herlighed. Mange skimter Kristi ypperlighed som i et dæmrende skær, og deres hjerter banker af glæde. De længes efter en fuldere, dybere erkendelse af Frelserens kærlighed. Disse bør værne om sjælens længsler efter Gud. ret

(284)  Til vore prædikanter, læger, lærere og alle andre, som findes beskæftigede i Herrens tjeneste, har jeg et budskab at frembære. Herren byder jer at komme højere op, at nå et helligere mål. I må have en meget mere dybtgående erfaring, end I nogen sinde har tænkt jer. Mange, som allerede er medlemmer af Guds store familie, ved kun lidt om, hvad det vil sige at beskuer hans herlighed og blive forvandlede fra herlighed til herlighed. Mange af jer har nogen forståelse af Kristi ypperlighed, og jeres sjæle fryder sig derved. I længes efter en fuldere, dybere forståelse a Frelserens kærlighed. I er utilfredse. Men bliv ikke mismodige. Giv Jesus jeres hjertes bedste og helligste følelser. Sæt pris på enhver lysstråle. Giv ethvert ønske i sjælen efter Gud, næring. Opøv åndelige tanker og et helligt samfund med Gud. I har kun set de første stråler af morgengryet af hans herlighed. Når I søger efter at kende Herren, vil I erfare, at som morgenrøden er hans opgang vis. ”De retfærdiges sti er som et skinnende lys, der bliver klarere og klarere indtil middag. ”Når vi har angret vores synder, bekendt dem og fået tilgivelse, så skal vi vedblive at lære af Kristus, indtil vi kommer ind i selv middagsglansen af en fuldkommen evangelisk tro. ret

(284)   Klogskab og omtanke
Nehemias tryglede Gud om hjælp, men foldede ikke sine hænder i bevidstheden om, at nu behøvede han ikke at bekymre sig mere for sine planer om at genopbygge Jerusalem eller føle noget ansvar for det. Med beundringsværdig klogskab og omtanke vedblev han at træffe de foranstaltninger, som var nødvendige, for at dette foretagende kunne lykkes. Alt, hvad han foretog sig, var præget af yderste forsigtighed. ret

(284)  Denne hellige mands eksempel burde belære hele Guds folk om, at man ikke blot skal bede i tro, men også arbejde ihærdigt og med troskab. Hvor mange vanskeligheder kommer vi ikke ud for, og hvor ofte hindrer vi ikke forsynet i at kunne virke til gavn for os, fordi man betragter klogskab, omtanke og flid som noget, der kun i ringe grad vedrører religionen! Men det er en alvorlig fejltagelse. Vi har pligt til at udvikle og benytte ethvert talent, som kan gøre os dygtigere til at arbejde for Gud. Grundige overvejelser og vel gennemtænkte planer er af lige så stor betydning for, at hellige foretagender kan lykkes i dag, som de var på Nehemias' tid. ret

(285)   Hvordan undgå at blive modløs
Herrens tjenere må regne med enhver form for modløshed. Ikke blot vil fjendernes vrede, foragt og grusomhed være en hård prøve for dem, men også venners og medarbejderes træghed, principløshed, lunkenhed og troløshed. . . Når Nehemias følte sig meget modløs, satte han sin lid til Gud. Det er også vores værn. Erindringen om, hvad Gud har gjort for os, vil være til støtte for os i enhver fare. ”Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?” Og ”er Gud for os, hvem kan da være imod os?” Hvor udspekulerede Satans og hans medarbejderes hemmelige planer end kan være, så kan Gud afsløre dem og gøre deres råd til intet. ret

(285)  De mennesker, der står i forreste frontlinje og af Helligånden tilskyndes til at udføre en speciel gerning, vil ofte komme ud for en reaktion, når presset er forbi. Fortvivlelse kan få selv den mest heltemodige tro til at rokkes og den stærkeste vilje til at skælve. Men Gud forstår alt og viser stadig medfølelse og kærlighed. Han læser hjertets motiver og tanker. Lederne i Guds værk bør lære at vente tålmodigt og at bevare troen, når alt ser mørkt ud. Himmelen vil ikke svigte dem på modgangens dag. Ingen er tilsyneladende så håbløst stillet, men i virkeligheden så uovervindelig som den sjæl, der føler sin intethed, men stoler fuldt og fast på Gud. ret

(286)  Herren kræver soldater, som ikke svigter eller bliver modløse; men hvem vil acceptere en tjeneste, der fører så meget ubehageligt med sig? Han ønsker, at vi alle skal gøre Kristus til vort forbillede. ret

(286)  De, som i dag lærer upopulære sandheder, behøver ikke at tabe modet, hvis de til tider ikke får nogen mere gunstig modtagelse, selv fra dem, der kalder sig kristne, end Paulus og hans medarbejdere fik fra de mennesker, blandt hvem de arbejdede. Korsets sendebud må væbne sig med årvågenhed og bøn og gå frem med tro og mod og altid arbejde i Jesu navn. ret

(286)   Mildhed
Det sind, der bevares mildt trods krænkelser, taler sandhedens sag mere virkningsfuldt end nogen bevisførelse, hvor overbevisende den end er. ret

(286)  Når I søger at rede menneskene fra vildfarelse, så lad ordene falde mildt, ligesom duggen og regnen falder på den visnende plante. Gud ønsker først af alt, at hjertet skal påvirkes. Vi må tale sandheden i kærlighed og stole på, at Gud vil give den kraft til at forvandle livet. Helligånden vil indtrykke på sjælen det ord, som bliver talt i kærlighed. ret

(286)  Et kærligt sind og en mild, vindende optræden kan frelse den fejlende og skjule en mangfoldighed af synder. Kristus åbenbaret i din karakter vil have en forvandlende indflydelse på alle, du kommer i berøring med. Lad Kristus daglig komme til syne i dig, så vil han gennem dig åbenbare sit ords skabende kraft - en mild og overbevisende, men dog mægtig indflydelse til at genskabe andre sjæle efter Herrens, vor Guds skønne billede. ret

(287)   Upartiskhed
Så længe vor frelser levede blandt menneskene, delte han de fattiges kår. Af erfaring kendte han deres bekymringer og genvordigheder, og han kunne trøste og opmuntre alle ringe arbejdere. De, der har en ret forståelse af, hvad hans liv lærer os, vil aldrig mene, at der skal være nogen klasseforskel, og at de rige skal æres fremfor værdige fattige. ret

(287)  Når du vender sig bort fra dem, som synes frastødende og utiltalende, er du da klar over, at du forsømmer de sjæle, som Kristus søger efter? Netop når du vender dig bort fra dem, behøver de måske mest din medfølelse. På hvert eneste sted, hvor man samles for at tilbede Gud, findes der mennesker, som længes efter hvile og fred. Det ser måske ud, som om de lever et sorgløst liv, men de er ikke ufølsomme over for Helligåndens påvirkning. Mange blandt dem kunne vindes for Kristus. ret

(287)  Evangeliets indbydelse skal ikke indsnævres og kun tildeles nogle enkelte få, som efter vor mening vil gøre os ære, hvis de tager imod den. Budskabet skal gives til alle. Hvor der findes hjerter, der er åbne for sandheden, er Kristus rede til at belære dem. ret

(287)   Ærlighed, troskab, flid
Når nogen skal have et ansvar betroet, så er spørgsmålet ikke, om vedkommende har gode talegaver eller er velhavende, men om han er ærlig, tro og flittig. For uden disse egenskaber er han aldeles ikke egnet til nogen som helst tillidspost, lige meget hvad han ellers har opnået. ret

(288)   Uselviskhed
Kristi gerning skal være vort eksempel. Altid gik han omkring og gjorde vel. I templet og synagogerne, på byernes gader, på markedspladsen og i værkstedet, ved søbredden og mellem bjergene forkyndte han evangeliet og helbredte de syge. Han levede et liv i uselvisk tjeneste, og det skal være vor lærebog. Hans ømme, medlidende kærlighed er en irettesættelse for vor selviskhed og hjerteløshed. ret

(288)  Vort motiv til at arbejde for Gud bør være fuldstændig fri for selviskhed. Uforbeholden helligelse og offervilje har altid været og vil fortsat være den vigtigste forudsætning for acceptabel tjeneste. Vor Herre og mester vil ikke tolerere, at der indflettes så meget som en eneste tråd af selviskhed i det arbejde, som vi gør for ham. Vort arbejde bør være præget af samme takt og dygtighed, samme nøjagtighed og visdom, som fuldkommenhedens Gud krævede af dem, der byggede tabernaklet. Men hvad vi end gør, bør vi huske, at de største evner og det ypperste arbejde kun kan godkendes, når selvet lægges på alteret for at fortæres som et levende offer. ret

(288)  De, som arbejder for gennemførelsen af en reform, bør være de venligste og høfligste af alle mennesker. I deres liv bør man kunne se ypperligheden af uegennyttige handlinger. ret

(288)   Uden bekymringer
Noget vil gå skævt, fordi nogle arbejdere ikke er helhjertede. I græder måske over, hvad følger det får, men vær ikke kede af det, for den kære Herre har hele sit værk fra begyndelsen til enden under mesterlig kontrol. Alt hvad han ønsker er, at hans tjenere tager imod deres ordrer fra ham og lyder hans befalinger. Alt ligger ham på hjerte - vore menigheder, missioner, sabbatsskoler og institutioner. Så hvorfor bekymre sig? Den stærke længsel efter at se menigheden være det levende, skinnende lys, som Guds hensigt var med den, må stilles i fuldkommen tillid til Gud. ret

(289)  Væn jer til at tage det roligt og overgiv jeres sjæle til Gud som den trofaste skaber. Han har magt til at bevare det, som bliver ham betroet. Det mishager ham, at vi hyller hans alter i tårer, gråd og klage. Selv om du ikke ser endnu en sjæl omvendt, er der nok at takke Gud for alligevel. Den gode sag vil gå videre, blot I vil gå fremad og ikke arbejde på at få alting rettet ind efter jeres meninger. Lad Guds fred råde i jeres hjerter, og vær taknemmelige! Giv Herren anledning til at virke, og forhindre ham ikke. Han både kan og vil virke, hvis vi blot lader ham gøre det. ret

(289)   Den guddommelige fuldmagt
Gud kan bruge ethvert menneske i samme udstrækning, som han kan give sin Ånd i sjælens tempel. Det arbejde, han vil godkende, er den gerning, som afspejler hans billede. Det uudslettelige præg af hans udødelige principper skal være beviset på hans efterfølgeres fuldmagt over for verden. ret

(289)  Kristi navn skulle være deres løsen, deres hæderstegn, deres øverste myndighed for deres handlemåde og kilden til deres lykke. Intet kunne anerkendes i hans rige, som ikke bar hans navn og påskrift. ret

(289)   Klar til kamp
Vær trofaste og altid rede til at forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys. ret

(289)  Guds tjenere bør være klar til kamp, altid rede til at rykke ud, så snart hans forsyn baner vejen. Hvis de tøver, får Satan tid til at arbejde på at overmande dem. ret

(290)  Hans lovlydige folk skal til stadighed være beredte til tjeneste. ret

(290)  En virkelig repræsentant for Kristus arbejder på andres vel. Han glæder sig ved at fremme Guds sag hjemme og ude. Ved bedemødet bliver han set og hørt, og man mærker hans indflydelse. Han forsøger at træde i prædikantens sted, når denne er forhindret. Han fremhæver ikke sig selv eller tager æren for at have udrettet noget særligt, men arbejder ydmygt, sagtmodigt, trofast med de små opgaver, og med store, hvis det kræves, alt sammen fordi Jesus har gjort så meget for ham. ret

(290)   Tapre og trofaste
Det, som menigheden har brug for i denne skæbnesvangre tid, er en hær af arbejdere, der ligesom Paulus har oplært sig til brugbarhed, mennesker, som har dyb erfaring i, hvad der hører Guds rige til, og som er fulde af alvor og nidkærhed. Der trænges til helliggjorte, opofrende mennesker; sådanne, der ikke skyr prøvelser og ansvar; mennesker, der er tapre og trofaste; mennesker, i hvis hjerter Kristus er blevet til ”herlighedens håb”, og som vil forkynde ordet med læber, der er berørt af den himmelske ild. Af mangel på den slags arbejdere sygner menigheden hen, og skæbnesvangre vildfarelser vil som en dødelig gift fordærve moralen og nedbryde håbet hos en stor del af menneskeslægten. ret

(290)  Arbejdet for sjæles frelse må føres målbevidst fremad ved fortsat kamp under modstand, personlig lidelse, forsagelse og farer. Under et slag blev et af de angribende regimenter slået tilbage af fjenden, men fanebæreren holdt stand ved fronten, mens de andre veg. Kaptajnen kommanderede, at han skulle føre fanerne tilbage til regimentet, men han svarede: ”Før soldaterne frem til fanerne!” Dette er, hvad der påhviler enhver trofast Kristi bannerfører; at føre stridsmændene frem til fanerne. Herren fordrer helhjertet tjeneste. Vi ved alle, at mange såkaldte kristne forsynder sig i, at de mangler mod og energi til at føre sig selv og dem, de er forbundet med, op på et højere stade. ret

(291)  Gud har ikke brug for mænd, som er bange for at indtage et fast standpunkt på rettens side i farens stund, da der er brug for alles styrke, mod og indflydelse. Han har brug for mænd, som vil kæmpe trofast imod uretten og føre krig imod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Det er til sådanne, at han vil sige disse ord: ”Vel, du gode og tro tjener; . . . gå ind til din herres glæde.” ret

(291)  Gud har brug for mænd som Elias, Natan og Johannes Døber, mænd, som vil forkynde hans budskab med troskab uden hensyn til følgerne, mænd, som modigt vil forkynde sandheden, selv om det skal koste dem alt, hvad de ejer. ret

(291)   Med en hyrdes omsorg
Hyrden, som opdager, at der mangler et af hans får, ser ikke ligegyldigt på flokken, der er i sikkerhed i folden, og siger: ”Jeg har nioghalvfems, og det vil være alt for besværligt for mig at gå og lede efter det, der har forvildet sig. Det kan selv komme tilbage, så vil jeg åbne døren til folden og lade det komme ind.” Nej, aldrig så snart er fåret blevet borte, før hyrden bliver grebet af sorg og uro. Han tæller flokken den ene gang efter den anden. Når han er sikker på, at han har mistet et får, sover han ikke. Han forlader de nioghalvfems i folden og går ud for at søge det får, der er faret vild. Jo mørkere og jo mere stormfuld natten er, og jo farligere vejen er, desto større er hyrdens ængstelse, og desto ivrigere søger han. Han gør alt, hvad han kan, for at finde det ene mistede får. ret

(292)  Det er en stor lettelse for ham, når han hører den første svage brægen i det fjerne. Han følger lyden og klatrer op ad de stejleste skrænter, han går ud til afgrundens rand og sætter sit eget liv på spil. Sådan søger han, medens fårets brægen, der bliver svagere, siger ham, at det er døden nær. Til sidst bliver han belønnet for sine anstrengelser: Det mistede er fundet. Så skænder han ikke på det, fordi det har voldt ham så meget besvær. Han driver det ikke frem med kæppen. Han prøver end ikke at lede det hjem. I sin glæde tager han det skælvende dyr på sine skuldre; hvis det er forslået og såret, bærer han det i sine arme og trykker det tæt ind til sig for at varme det, så det kan leve. Han bærer det tilbage til folden i taknemmelighed over, at han ikke har søgt forgæves. ret

(292)   Ydmyghed
Når Gud vælger mænd og kvinder til sin tjeneste, spørger han ikke, om de er i besiddelse af lærdom eller veltalenhed eller verdslig rigdom. Han spørger: ”Vandrer de i en sådan ydmyghed, at jeg kan lære dem min vej? Kan jeg lægge mine ord på deres læber? Vil de repræsentere mig?” ret

(292)  Når I søger at hjælpe de fattige, de ringeagtede og de forladte, så stig ikke op på jeres værdigheds og overlegenheds høje stylter, mens I virker for dem, for på den måde kan intet udrettes. ret

(292)  Det er ikke den travle aktivitet, men den gerning, der gøres stille og beskedent, som gør vore menigheder stærke og fremgangsrige. Det er ikke bram og brask, men tålmodigt og udholdende arbejde under bøn. ret

(292)  Vore nederlag er ofte en skjult velsignelse, fordi de lærer os at indse, at vi ikke kan gøre Guds vilje uden hans hjælp. ret

(292)  I arbejdet fra hus til hus er der brug for den ydmyge arbejdsmands talenter, og de kan udføre mere i denne gerning end strålende gaver. ret

(293)  Hele Himmelen er interesseret i den virksomhed, som Guds udsendinge udfolder i verden i Jesu Kristi navn. Det er et stort arbejde, søskende, og vi bør daglig ydmyge os for Gud og ikke mene, at vor visdom er fuldkommen. Vi bør tage fat på arbejdet i fuldt alvor. Vi skal ikke bede Gud om at ydmyge os, for når Gud tager os under behandling, så ydmyger han os på en måde, vi ikke synes om. Men vi må selv ydmyge os under Guds vældige hånd hver dag. Vi skal arbejde på vor frelse med frygt og bæven. Selv om det er Gud, som virker i os både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske, så skal vi samarbejde med ham, samtidig med at han virker igennem os. ret

(293)  Vi skal kæmpe for at komme igennem den snævre port. Men den port går ikke let på sine hængsler. Den tillader ikke tvivlsomme personer at komme ind. For at opnå det evige liv skal vi kæmpe med en intensitet, som svarer til værdien af den sejrspris, der venter os. Det er ikke penge, jordbesiddelser eller position, der åbner Paradisets porte for os, men det er besiddelsen af en kristelig karakter. Det er ikke storhed eller intellektuelle præstrationer, der sikrer os den uvisnelige sejrskrans. Kun de sagtmodige og ydmyge, hvis duelighed er fra Gud, vil få denne gave. ret

(293)  Ros ikke dig selv, når du kommer hjem efter at have udført missionsarbejde, men ophøj Jesus; ophøj Golgatas kors. ret

(293)  Ydmyghed først, siden ære. Til at udfylde en betroet plads blandt mennesker vælger Himmelen den tjener, der som Johannes Døber indtager en ydmyg plads over for Gud. Den mest barnlige discipel kan udrette det mest virkningsfulde arbejde for Gud. De himmelske kræfter kan samvirke med den, som ikke søger at ophøje sig selv, men at frelse sjæle. ret

(294)   Afholdenhed
Jeg skulle ønske, at hvert eneste Guds barn måtte føle nødvendigheden af at være afholdende med hensyn til spisevaner, påklædning og arbejde, så de kunne yde deres bedste for Guds sag. Når en missionsarbejder har været overbebyrdet med arbejde og bekymringer og er blevet overanstrengt både åndeligt og legemligt, så bør han trække sig tilbage for at hvile lidt, ikke for at behage sig selv, men for at blive bedre skikket til nye opgaver. Vi har en årvågen fjende, som altid er efter os for at udnytte enhver svaghed, så han kan få held til at friste os til synd. Når hjernen er overanstrengt og legemet svækket, kan han drage fordel af det og trænge på med sine stærkeste fristelser for at få Guds barn til at falde. En Guds medarbejder bør holde måde med sine kræfter, og når han er træt af de anstrengelser, han har haft, bør han trække sig tilbage for at hvile og nyde samfundet med Jesus. ret

(294)  Misbrug af vore fysiske kræfter vil afkorte den tid, vi har til at benytte livet til forherligelse af Gud, og det gør os uskikkede til at fuldføre den gerning, Gud har givet os at gøre. Ved at tillade os at danne forkerte vaner, ved at gå sent i seng, ved at tilfredsstille appetitten på sundhedens bekostning lægger vi grunden til et dårligt helbred. Ved at forsømme passende legemsbevægelse, ved at overanstrenge sjæl og legeme sætter vi nervesystemet ud af ligevægt. De, der på denne måde forkorter livet og gør sig uskikkede til at udføre deres gerning, fordi de ikke tager hensyn til naturens love, røver fra Gud, og de røver også fra deres medmennesker. Anledningerne, som de havde til at være til velsignelse for andre, netop den gerning, som Gud sendte dem ind i verden for at udføre, har de ikke kunnet benytte som følge af deres handlemåde, og de har gjort sig uskikkede til at udføre selv det, som de kunne have udrettet på kortere tid. Vi er skyldige over for Herren, når vi berøver verden noget godt på grund af vore dårlige vaner. ret

(295)  Vor Gud er altid barmhjertig, fuld af medynk og rimelig med sine krav. Han kræver ikke, at vi skal handle sådan, at det medfører dårligt helbred eller svækkelse af åndsevnerne. Han fordrer ikke, at vi skal arbejde under pres og anspændelse, til vi bliver helt udmattede og nerverne nedbrudt. Herren har givet os en forstand, og han forventer, at vi bruger vor fornuft og handler i harmoni med de livslove, han har nedlagt i os, og følger dem, sådan at vi kan have et godt fungerende system. Den ene dag følger efter den anden og hver dag har sine ansvar og pligter, men morgendagens arbejde må ikke tvinges igennem i dag. De, som arbejder i Guds værk, bør kunne indse, hvor helligt det er, og forberede sig for morgendagens gerning ved at bruge deres kræfter på en fornuftig måde i dag. ret

(295)   Hvile og eftertanke
Jesu disciple behøvede at blive belært om, hvordan de skulle arbejde og hvordan de skulle hvile. Også i dag behøver Guds udvalgte medarbejdere at lytte til Kristi opfordring til at gå afsides og hvile sig lidt. Mange har unødigt ofret deres værdifulde liv, fordi de ikke rettede sig efter denne henstilling. . . Skønt høsten er stor og arbejderne få, så vindes der ikke noget ved at ofre liv og helbred. .. . Mange svage, udkørte arbejdere føler sig dybt ulykkelige, når de ser, hvor meget der skal gøres, og hvor lidt de kan gøre. De ønsker blot, at de havde flere fysiske kræfter, så de kunne udrette noget mere, men det er til disse, Jesus siger: ”Kom I nu med til et øde sted, så I kan være ene og hvile jer lidt.” ret

(295)  Kristenlivet består ikke af en ustandselig aktivitet eller af meditation hele tiden. En kristen må arbejde ivrigt for at frelse de fortabte, men må også tage tid til åndelige betragtninger, bøn og granskning af Guds ord. Det går ikke an altid at skulle være presset af arbejde og anspændelse, for så forsømmes den personlige gudsfrygt, og de åndelige og legemlige kræfter lider overlast. ret

(296)  Alle, som går i skole hos Gud, trænger til en stille stund, hvor de kan være alene med deres egne tanker, med naturen og med Gud. I dem skal der åbenbares et liv, som ikke er i harmoni med verdens sæder og skikke, og de må have en personlig erfaring i at lære Guds vilje at kende. Vi må hver for sig høre ham tale til hjertet. Når enhver anden stemme er forstummet og vi roligt venter på ham, gør stilheden i sjælen Guds stemme mere tydelig. Han byder os: ”Hold inde og kend, at jer er Gud.” Dette er den virkningsfulde forberedelse til alt arbejde for Gud. Midt blandt travle mennesker og under tilværelsens rastløshed vil den, som er blevet styrket på denne måde, være omgivet af en lysets og fredens atmosfære.Han vil modtage ny kraft til legeme og sjæl. Hans liv bliver en velsignelse og vil åbenbare en guddommelig kraft, der vil nå ind til menneskenes hjerter. ret

næste kapitel