Opvækkelse

(95)   Kaldet
Evangeliets budskab bør lyde i vore menigheder og kalde dem til en verdensomfattende aktion. Medlemmerne må have en større tro og blive inspireret til større nidkærhed af deres usynlige himmelske medarbejdere, af bevidstheden om deres uudtømmelige hjælpekilder, af det vældige foretagende, de er med i, og af den magt, deres ledere er i besiddelse af. De, der giver sig ind under Guds magt for at blive ledet og styret af ham, vil erkende en stadig udvikling af de begivenheder, han har bestemt skal finde sted. Inspireret af hans Ånd, som gav sit liv, for at verden kunne få liv, vil de ikke længere stå magtesløse og blot henvise til, hvad de ikke formår.De vil iføre sig den himmelske rustning og tage kampen op, besluttede på at vove alt for Gud i forvisningen om, at han i sin almagt vil udfylde deres behov. ret

(95)  Vi må vågne op. Krigen er i fuld gang. Sandhed og vildfarelse nærmer sig det sidste opgør. Lad os rykke frem under prins Immanuels banner, stride troens gode strid og vinde evig berømmelse; for sandheden vil sejre, og vi skal mere end sejre ved ham, som elskede os. Nådetidens kostbare øjeblikke er ved at være forbi. Lad os forberede os grundigt for det evige liv, så vi kan ære vor himmelske Fader og være med til at frelse mennesker, som Kristus ofrede sit liv for. ret

(96)   Marchordren
Hertugen af Wellington var engang til stede, hvor en gruppe kristne drøftede muligheden for fremgang i et missionsforetagende blandt hedningerne. De bad hertugen udtale sig, om der efter hans mening var nogen sandsynlighed for, at et sådant foretagende kunne give et resultat, som opvejede omkostningerne. Den gamle soldat svarede: ”Mine herrer! Hvordan lyder Deres marchordre? Hvis jeg forstår Deres ordre rigtigt, så lyder den sådan: Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen! Mine herrer, adlyd Deres marchordre! ret

(96)   Tøv ikke et øjeblik
”Nær er Herrens dag, den store, den er nær og kommer hastigt” Zef.l,14. Lad os have evangeliets sko på vore fødder, rede til at marchere med et øjebliks varsel. ret

(96)  Menighedens medlemmer . . . skal altid være rede til at gå i aktion i lydighed mod Mesterens befalinger. Når som hels vi ser et arbejdet , der venter på at blive gjort, skal vi tage fat og udføre det, idet vi stadig ser hen til Jesus . . . Hvis hvert medlem i menigheden var en levende missionær, ville evangeliet hurtigt blive forkyndt i alle lande, for alle folk, nationer og tungemål. ret

(96)  Vi nærmer os afslutningen på denne jords historie. Vi har en stor virksomhed foran os, den afsluttende virksomhed i forkyndelsen af det sidste advarende budskab til en syndig verden. Der findes mænd, som vil blive hentet fra ploven, fra vingården og fra forskellige andre beskæftigelser for at blive sendt ud af Herren til at forkynde dette budskab for verden. ret

(96)  Stød i basunen overalt på Jorden, gennem hele dens længde og bredde. Fortæl menneskene, at Herrens dag er nær og haster såre. Lad ingen være uden advarsel. Vi kunne have været i de arme sjæles sted, som befinder sig i vildfarelse. Vi kunne være blevet sat blandt barbarer. I betragtning af, at vi har modtaget denne sandhed frem for andre, skylder vi at bringe den ud til dem. ret

(97)  Brødre og søstre, I er kommet for langt hen i tiden til at vie jeres tid og kræfter på selvnydelse. Måtte I ikke stå blottet for den himmelske skat på verdens sidste nådedag. Søg af fremskynde korsets sejr, søg at oplyse sjæle, arbejd for jeres medmenneskers frelse, og jeres gerning vil bestå i den vanskelige ildprøve. ret

(97)  Vi må hurtigt bringe dette budskab ud, ”regel på regel, bud på bud”. Menneskene vil snart blive tvunget til at træffe vigtige afgørelser, og det er vor pligt at sørge for, at de får anledning til at forstå sandheden, så de med forstand kan indtage deres standpunkt på den rigtige side. Herren opfordrer sit folk til at arbejde, arbejde med alvor og visdom, så længe nådetiden endnu varer. ret

(97)  Vi har ingen tid at spilde. Enden er nær. Rejser fra sted til sted for at udbrede sandheden vil snart blive hæmmet af farer til højre og til venstre. Alt vil blive gjort for at stænge vejen for Herrens bud bærere, så de ikke vil være i stand til at gøre, hvad der er muligt for dem at gøre nu. Vi må se dette lige i øjnene og gå fremad så hurtigt som muligt i ivrig kamp. Efter det lys, Gud har givet mig, ved jeg, at mørkets magter virker med stor kraft fra det dybe, og med snigende skridt går Satan frem for at tage dem, der sover, ligesom en ulv griber sit bytte. Vi har en advarsel, som vi nu må give, en gerning, som vi nu må gøre; men snart vil det blive vanskeligere, end vi kan forestille os. Gud hjælpe os til at forblive i lysets bane, at virke med øjnene fæstede på Jesus vor anfører og tålmodigt og ihærdigt trænge fremad for at vinde sejren! ret

(98)  Udsættelse er farlig. Den sjæl, du kunne have fundet, det menneske, du kunne have opladt skrifterne for, kommer uden for din rækkevidde. Satan har sat en fælde for hans fod, og i morgen realiserer han måske Guds store fjendes planer. Hvorfor vente en dag længere? Hvorfor ikke gå i gang nu? ret

(98)  Af Kristi efterfølgere er der gennem alle tider blevet krævet årvågenhed og troskab; men nu, da vi står på selve grænsen til den evige verden med de sandheder, vi besidder, og har så stort lys og en så vigtig gerning, må vi fordoble vor flid. Enhver må bruge sine evner til det yderste. Min broder, du stiller din egen frelse i fare, om du holder dig tilbage nu. Gud vil kræve dig til regnskab, dersom du svigter i det arbejde, han har anvist dig. ret

(98)   Vigtige spørgsmål
Evigheden ligger udstrakt foran os Tæppet er ved at gå op. Hvad tænker vi på, siden vi hænger fast ved vor egenkærlige lyst til magelighed, mens sjæle overalt omkring os går fortabelsen i møde? Er vore hjerter blevet helt upåvirkelige ? Kan vi ikke indse og forstå, at vi har en opgave at udføre med at hjælpe andre? Mine brødre og søstre, er I blandt dem, som har øjne og ikke ser og øren og ikke hører? Har Gud forgæves givet jer kundskab om sin vilje? Har han forgæves sendt jer advarsel på advarsel om , at enden er nær? Tror I på det, der bliver sagt i hans ord, om hvad der vil komme over verden? Tror I, at Guds straffedomme hænger over Jordens beboere? Hvordan kan I da sidde i ro og mag, ligegyldige og ligeglade? ret

(98)   Vågn op
Arbejdet er snart til ende, og ondskaben tager til alle vegne. Vi har kun kort tid at arbejde i. Lad os vågne op af den åndelige søvn og vie alt, hvad vi er og har, til Herren. Hans Ånd vil blive hos de sande missionærer og give dem kraft til at tjene. ret

(99)  Vågn op, brødre og søstre, vågn op! Sov ikke længere. ”Hvorfor står I her ledige hele dagen? ”Jesus kalder på jer og siger: ”Gå også I hen i min vingård!” Den, som har modtaget Helligånden, vil gøre det kendt, for alle hans evner og kræfter vil være viet til den mest aktive tjeneste. Alle, som virkelig tager imod Kristus ved tro, vil virke. De føler en byrde for sjæle. Nu kalder Gud på enhver, som har kendskab til sandheden og har fået den hellige sandhed betroet, og byder dem stå op og sende det himmelske lys videre til deres medmennesker. ret

(99)  Vågn op, brødre! For jeres egen skyld, vågn op! Uden Kristi nåde kan I slet intet gøre. Arbejd, mens I kan. ret

(99)  Kunne vore øjne oplades til at se de faldne engle arbejde med dem, der tager sagen let og mener sig trygge, ville vi ikke føle os så sikre. Onde engle er i hælene på os hvert øjeblik. ret

(99)  Gud formaner alle, både prædikanterne og folket, til at vågne op. Hele Himmelen er i bevægelse. Begivenhederne i Jordens historie er hurtigt ved at afsluttes. Vi befinder os i de sidste dages vanskeligheder. Større farer forestår, og dog er vi ikke vågne. Denne mangel på aktivitet og alvor i Guds sag er frygtelig. Denne dødens sløvhed kommer fra Satan. ret

(99)  Hvad skal jeg sige for at vække levningen af Guds folk? Jeg så, at frygtelige scener forestår os; Satan og hans engle er ved at lægge an på Guds folk med al deres kraft. Han ved, at hvis de sover lidt længere, har han sikret sig dem, for deres ødelæggelse er vis. ret

(99)  Vi lever i de sidste timer af menneskenes prøvetid, og hvert eneste menneskes skæbne vil snart blive afgjort for evigt. I denne tid forventer Himmelens og Jordens Herre, at hans menighed arbejder som aldrig før. Herren Jesus betragter de mennesker, som er blevet frigjort i Kristus ved kendskab til den dyrebare sandhed, som sine udvalgte; de er begunstiget frem for alle andre mennesker på Jorden. Han venter, at de skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte dem fra mørket til sit underfulde lys. De skal gøre andre delagtige i de velsignelser, som de selv har fået så rigelig del i. Frelsens gode budskab skal forkyndes for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. ret

(100)  Ikke en af hundrede iblandt os gør noget andet end at give sig af med almindelig, verdslig beskæftigelse. Vi er slet ikke klar over, hvad de sjæle er værd, som Kristus gav sit liv for. ret

(100)  Om de, der følger Kristus, ret forstod deres pligt, ville der være mange tusinder for hver en, der nu er, som forkynder evangeliet i hedenske lande. Og alle, der ikke personlig kan deltage i denne gerning, ville støtte den med deres midler, deres interesse og deres bønner, og der ville også blive udført langt mere ihærdigt arbejde, end tilfældet er, for sjæle i kristne lande. ret

(100)  Flere tusinde medlemmer har meget lys og dyrebare anledninger, men bruger ikke deres indflydelse eller midler til at oplyse deres medmennesker. De påtager sig ikke engang forpligtelsen til selv at blive i Guds kærlighed, så de ikke skal blive en byrde for menigheden. Disse medlemmer ville blive en byrde og en hæmsko i Himmelen. For Kristi skyld, for sandhedens og deres egen skyld burde de vågne op og omhyggeligt berede sig for evigheden. ret

(100)  Kristi menighed kan sammenlignes med en hær. Den enkelte soldats liv er fuldt af møje, besvær og fare. På alle sider er der årvågne fjender anført af mørkets fyrste, der aldrig sover og aldrig forlader sin post. Hver gang den kristne ikke er på vagt, foretager denne mægtige fjende et pludseligt og voldsomt angreb. Hvis menighedens medlemmer ikke er aktive og årvågne, vil de blive overvundet af hans rænker. ret

(101)  Hvad ville der ske, hvis halvdelen af soldaterne i en hær var dorske eller sov, når der blev blæst alarm? Resultatet ville blive nederlag, fangenskab eller død. Ville nogen af dem blive fundet værdige til belønning, hvis de undgik at falde i fjendens hænder? Nej, de ville øjeblikkelig blive dømt til døden. Når Kristi menighed er ligegyldig og utro, bliver følgerne langt alvorligere. En sovende hær af kristne soldater – hvad kunne være værre! Hvilken fremrykning ville der blive foretaget mod verden, som beherskes af mørkets fyrste? De, som på kampens dag holder sig tilbage i ligegyldighed, som om de ingen interesse har eller føler noget ansvar for, hvordan krigen udvikler sig, bør hellere ændre deres holdning eller straks forlade hæren. ret

(101)   Til kamp!
Det blev vist mig, at Guds folk venter på, at en eller anden forandring skal ske – at en tvingende kraft skal gribe dem. Men de vil blive skuffet, for de tager fejl. De må handle; de må selv tage fat på arbejdet og råbe alvorligt til Gud om sandt kendskab til sig selv. De scener, der foregår omkring os, er af tilstrækkelig betydning til at få os til at vågne og fremholde sandheden for alle, der vil høre. Jordens høst er næsten moden. ret

(101)  Alt i universet opfordrer dem, der kender sandheden, til uforbeholdent at hellige sig selv til forkyndelsen af sandheden, som den er blevet bekendtgjort for dem i den tredje engels budskab. Det, som vi ser og hører, kalder os til vor pligt. Den virksomhed, Satans redskaber udfolder, kalder enhver kristen til at være på sin post. ret

(101)  Budskabet om Kristi snarlige genkomst skal forkyndes for alle Jordens folkeslag. Der kræves årvågne, utrættelige bestræbelser for at overvinde fjendens styrker. Vi må ikke sidde og græde og vride hænder, men skal stå op og kæmpe for tid og evighed ret

(102)  ”gør noget, gør det snart, af al din magt;
En engels vinge slappes uden brug,
Selv Gud er ikke lykkelig i ro.” ret

(102)  Ingen må tro, at han har frihed til at folde sine hænder og intet bestille. Det er umuligt, at nogen kan frelses ved magelighed og uvirksomhed. Tænk på, hvad Kristus udrettede under sin jordiske tjenestegerning. Hvor alvorlige og utrættelige var ikke hans anstrengelser! Han tillod intet at hindre ham i den gerning, han havde fået. Følger vi hans fodspor? ret

(102)   Guddommelige og menneskelige redskaber er forenede i arbejdet med at frelse mennesker. Gud har gjort sin del, og nu er det de kristnes indsats det gælder. Gud kræver det. Han forventer, at hans folk skal gøre noget for at sprede sandhedslyset til alle lande. Hvem vil gå ind i dette samarbejde med Herren Jesus Kristus? ret

(102)  For at være en levende menighed må den være en arbejdende menighed. Den må ikke stille sig tilfreds med blot at holde stand over for syndens og vildfarelsens angreb, eller med at rykke frem i langsomt tempo; den skal bære Kristi åg, holde trit med anføreren og hverve nye rekrutter på vejen. ret

(102)  Vi har kun kort tid at kæmpe i, så kommer Kristus og oprøret får ende. Da vil vi have gjort den sidste indsats for at samarbejde med Kristus og udbrede hans rige. Nogle af dem, der har kæmpet ved fronten og uforfærdet har modstået det onde, falder på deres post. Andre ser bedrøvet på de faldne kæmper, men har ikke tid til at standse op: De må slutte op i geleddet, de vrister banneret ud af den dødes hånd og forsvarer Kristi sandhed og ære med fornyet kraft. Som ingen sinde før må der gøres modstand mod synd, mod mørkets magter. Tiden kræver energisk og beslutsom aktivitet blandt dem, som tror på den nærværende sandhed. De må undervise om sandheden både ved ord og eksempel." ret

(103)  Gud kalder nu syvende dags adventister alle vegne til at hellige sig til ham for under de forhåndenværende omstændigheder at gøre deres allerbedste for at fremme hans værk. ret

(103)  Uvirksomhed og religion kan ikke trives sammen; og grunden til den store mangelfuldhed i vort kristne liv og erfaring er uvirksomhed med hensyn til kristeligt arbejde. Dine fysiske muskler bliver slappe og ubrugelige, når de ikke holdes aktive, og det samme gælder i åndelig henseende. Hvis du gerne vil være stærk, må du bruge dine kræfter. ret

(103)  Vi skal være flittige, en doven mand er en ynkelig skabning. Men hvilken undskyldning har man for ikke at være beskæftiget i den store gerning, som Kristus gav sit liv for at få udført? Åndsevnerne svinder ind, hvis de ikke holdes beskæftigede og Satans hensigt er at få dem gjort ubrugelige. Hele Himmelen er aktivt engageret i at få et folk beredt for Kristi genkomst til vor jord og "Guds medarbejdere er vi". Alle tings ende er nær. Nu har vi anledning til at arbejde. ret

(103)  Det er missionærer med hjerte for sagen, der behøves. Tilfældige bestræbelser nu og da udretter kun lidt. Vi må påkalde opmærksomheden. Vi må besjæles af dybt alvor. ret

(103)  Der findes nogle iblandt os, som, hvis de tog tid til at overveje sagen, ville komme til at se deres passivitet som en syndig forsømmelse af at bruge de talenter, Gud har givet dem. ret

(103)  Hvordan er vi stillet her i verden? Vi befinder os i ventetiden. Men denne tid skal ikke tilbringes i ørkesløshed. Vi skal vente, våge og virke med nidkærhed. Vort liv skal ikke være fortravlet og forjaget og optaget af denne verdens ting på bekostning af den personlige gudsfrygt og den tjeneste, Gud kræver af os. Vi skal ikke være lunkne i vor iver; vi skal være brændende i ånden og tjene Herren. Sjælens lampe må gøres i stand og vi må have nådens olie i vore kander tillige med vore lamper. Alle forholdsregler må træffes for at hindre åndeligt tilbagefald, så Herrens dag ikke overrasker os som en tyv. ret

(104)  Vi lever i en tid, da der ikke må være nogen åndelig uvirksomhed. Hver sjæl må være gennemstrømmet af liv fra Gud. ret

(104)  Fyld dette liv med så mange gode gerninger, som I på nogen mulig måde kan. ret

(104)  Jesus ønsker, at alle, som bekender hans navn, skal være aktive arbejdere. Det er en nødvendighed, at hvert enkelt medlem bygger på klippen Kristus Jesus. Et uvejr er i anmarch, og det vil rive og slide i vor åndelige grundvold og prøve den til det yderste. Undgå derfor sandjorden, se dig om efter klippegrund. Grav dybt ned og læg grundvolden på klippen. Byg, ja byg med evigheden for øje! Byg med tårer, med inderlige bønner. Måtte enhver fra nu af pryde sit liv med gode gerninger. Det er mænd som Kaleb, der er mest brug for i disse sidste dage. ret

(104)   Gud tager mål af os
Der bliver til stadighed taget mål af vor karakter. Guds engle bedømmer moralens værdi og noterer sig dit behov og fremfører din sag for Gud. ret

(104)  Vi vil hver især komme til at aflægge regnskab for selv den mindste smule, som vi havde evner til at gøre, men dog undlod. Gud ved nøjagtig, hvor meget han kan kræve af os. Han ser lige så vel på de ubenyttede talenter som på dem, vi har gjort brug af. Gud holder os ansvarlige for alt, hvad vi kan opnå ved den rette brug af vore talenter Vi vil blive dømt efter det, vi burde have gjort, men ikke gjorde, fordi vi ikke benyttede vore evner til Guds ære. Selv om vi ikke går fortabt, vil vi i evigheden komme til at forstå følgerne af vore ubenyttede talenter for al den kundskab og dygtighed, som vi kunne have skaffet os, men undlod at gøre, vil blive et evigt tab. ret

(105)   Hvordan det kunne have været
Hvis enhver Kristi stridsmand havde gjort sin pligt, og hvis enhver vægter på Zions mure havde givet basunen en tydelig lyd, ville verden allerede have hørt advarselsbudskabet. Men arbejdet er flere år bagefter. Mens mennesker har sovet, er Satan ubemærket kommet os i forkøbet. ret

(105)  Lad os tage fat på arbejdet, der er anvist os, og forkynde budskabet, der skal vække mænd og kvinder til at indse deres fare. Hvis hver eneste syvende dags adventist, havde gjort det arbejde, der påhvilede dem, ville de troendes antal have været meget større, end det er nu. I alle Amerikas byer ville der have været nogle, der ville være blevet ledet til at give agt på budskabet om at adlyde guds lov. ret

(105)  Hvis Guds folk havde gennemført hans forsæt og bragt nådens budskab ud til verden, ville Jesus allerede være kommet til Jorden, og de hellige ville være blevet budt velkommen i Guds stad. ret

(105)   Bogføring i Himmelen
Verden behøver missionærer, gudhengivne hjemmemissionærer, og i Himmelens bøger vil ingen blive opført som kristen, der ikke er besjælet af missionsiver. ret

(105)  Hvis menighedsmedlemmerne ikke hver især tager fat på dette arbejde, beviser det blot, at de ikke har nogen levende forbindelse med Gud. Ud for deres navne står der skrevet ”dovne tjenere” ret

(105)  I alle religiøse bevægelser er der nogle, der holder sig på afstand og afslår at hjælpe, skønt de ikke kan nægte, at det er Guds værk. Sådanne burde tænke på den bog, som føres i Himmelen. Den er fejlfri, og det er den, de vil blive dømt efter. Her noteres enhver forspildt anledning til at arbejde for Gud, men det er også her, at mindet om alt det, der er gjort i tro og kærlighed, holdes i evig erindring. ret

(106)  Den 23. Oktober 1879, omtrent klokken to om morgenen, hvilede Herrens Ånd over mig, og jeg så tildragelser i den tilkommende dom. . . . Ti tusind gange ti tusind var forsamlede foran en stor trone, hvorpå der sad en person af majestætisk udseende. Foran ham lå flere bøger, og på bindet af hver var der med guldbogstaver, der så ud som brændende ildflammer, skrevet: ”Himmelens dagbog” En af disse bøger, indeholdende alle deres navne, der bekender sig til at tro sandheden, blev derpå åbnet. Øjeblikkelig tabte jeg de utallige millioner omkring tronen af syne, og kun de, der efter bekendelsen var lysets og sandhedens børn, optog min opmærksomhed . . . ret

(106)  En anden bog blev opladt, hvori deres synder, som bekender sig til sandheden, var nedskrevet. Under den almindelige overskrift ”Egennytte” var enhver anden synd opført . . . En klasse mennesker var indført som dem, der gør jorden unyttig. Idet den guddommelige dommers gennemtrængende blik hvilede på disse, blev deres undladelsessynder tydeligt åbenbaret. Med blege, skælvende læber indrømmede de, at de havde været forrædere i deres hellige tillidshverv. De havde fået advarsler og privilegier, men de havde ikke agtet på dem, ej heller benyttet sig af dem. De kunne nu indse, at de var gået for vidt i påberåbelse af Guds miskundhed. Vel havde de ikke sådanne bekendelser at aflægge som niddinger og de dybt fordærvede; men ligesom figentræet var de under forbandelse, fordi de ikke bar frugt, fordi de ikke havde gjort brug af de talenter, der blev dem betroet. ret

(106)  Denne klasse havde gjort selvet til det største og kun arbejdet for egoistiske interesser. De var ikke rige i Gud, fordi de ikke havde efterkommet hans krav til dem. Skønt de bekendte sig til at være Kristi tjenere, førte de ingen sjæle til ham. Havde Guds sag været afhængig af deres bestræbelser, ville den have vansmægtet; for de holdt ikke alene de midler tilbage, som Gud havde lånt dem, men de holdt sig selv tilbage. . . De havde ladet andre udføre arbejdet i Herrens vingård og bære de tungeste ansvar, medens de egennyttigt tjente deres egne timelige interesser. ret

(107)  Dommeren udtalte: Alle vil blive retfærdiggjort ved deres tro og dømt efter deres gerninger. ”Hvor levende fremtrådte nu ikke deres forsømmelse, og hvor viis var ikke Guds forordning, når han gav enhver en gerning at udføre for at fremme sagen og frelse sine medmennesker! Enhver skulle åbenbare en levende tro i sin familie og i sit nabolag ved at vise venlighed mod de fattige, have medfølelse med de trængende, deltage i missionsarbejde og ved at støtte Guds sag med sine midler. Men ligesom over Meroz hvilede Guds forbandelse over dem for det, de ikke havde gjort. De havde elsket det arbejde, der ville bringe den største fordel her i livet; og over for deres navne i Himmelens dagbog, hvor deres gode gerninger skulle have stået, var der et sørgeligt tomrum. ret

(107)   Større krav til os
Der skinner et større lys på os end på vore fædre. Vi kan ikke blive antaget eller hædret af Gud ved at yde den samme tjeneste eller gøre de samme gerninger, som vore fædre gjorde. For at kunne blive antaget og velsignet af Gud, ligesom de blev, må vi efterligne deres troskab og nidkærhed – udnytte vort lys, ligesom de udnyttede deres, og gøre, som de ville have gjort, om de havde levet i vor tid. Vi må vandre i det lys, der skinner på os; i modsat fald vil dette lys blive mørke. ret

(108)   Appel til en doven menighed
Det er en mærkværdighed, at der ikke er hundreder i virksomhed, hvor der nu bare er én. De himmelske væsener forbavses over den sløvhed, kulde og ligegyldighed, som er kommet over dem, der bekender sig til at være Guds sønner og døtre. ret

(108)  Vi kan aldrig blive frelst i magelighed og uvirksomhed. Et virkelig omvendt menneske lever ikke et unyttigt liv og uden at hjælpe andre. Det er umuligt for os at komme sovende ind i Himmelen. Ingen doven og efterladende person kan komme der . .. De, der ikke ønsker at samarbejde med Gud her på Jorden, ville heller ikke ønske at gøre det i Himmelen. Det ville ikke være godt at tage dem til Himmelen. ret

(108)  Med spændt interesse betragter hele den himmelske verden menigheden for at se, hvad de enkelte medlemmer gør for at oplyse mennesker, som sidder i mørke. ret

(108)  Du burde tænke alvorligt på, at det er den store Gud, du har med at gøre, og huske på, at han ikke er et barn, man kan spøge med. Du kan ikke gå ind i arbejdet for ham, som det passer dig, eller lade være, hvis du synes. ret

(108)  Himmelske intelligensvæsener har ventet på at samarbejde med mennesker, men vi har ikke været opmærksomme på deres tilstedeværelse. ret

(108)  Himmelens engle har længe ventet på de menneskelige redskaber - menighedens medlemmer – for at samarbejde med dem i det store arbejde, der skal gøres. De venter på dig. ret

(108)  Mange nærmer sig Herrens dag uden at udrette noget, men søger at undgå forpligtelser. Det er derfor, de er åndelige dværge. Med hensyn til at arbejde for Gud, så indeholder deres livshistorie desværre kun blanke sider. Der findes træer i Guds vingård, som kun tager kraften af jorden og skygger med deres ufrugtbare grene for den jord, hvor der kunne have stået træer, som bar frugt. ret

(109)  Der er fare for dem, der kun gør lidt eller ingenting for Kristus. Guds nåde kan ikke blive meget længere i hans hjerte, som trods store privilegier og anledninger har forholdt sig stille. ret

(109)  Der er ikke tid til at sove nu, ikke tid til at hengive sig til unyttige sorger. Den, der tillader sig at døse nu, vil miste dyrebare anledninger til at gøre godt. Vi har fået den herlige forret at indsamle neg i den store høst, og enhver, som bliver frelst, betyder en stjerne mere i Jesu, vor højagtede frelsers, krone. Hvem tænker på at tage rustningen af, når man ved at fortsætte kampen en stund endnu vil vinde nye sejre og hverve nye trofæer for evigheden. ret

(109)  De himmelske sendebud gør deres gerning, men hvad gør vi? Brødre og søstre, Gud opfordrer jer til at udnytte de gunstige øjeblik. Hold jer nær til Gud. Opflam den nådegave, som I fik. De, der har haft anledning til at blive bekendt med beviserne for det, vi tror, bør nu gøre brug af denne kundskab. ret

(109)  Hvordan kan I bede Fadervor og sige: ”Komme dit rige; ske din vilje på Jorden, som den sker i Himmelen,” og så sidde mageligt derhjemme uden at være med til at række sandhedens fakkel til andre? Hvordan kan I løfte hænderne og bede Gud om at velsigne jer selv og jeres familie, når I gør så lidt for at hjælpe andre. ret

(109)  Der findes nogle iblandt os, som, hvis de tog tid til at overveje sagen, ville komme til at se deres passivitet som en syndig forsømmelse af at bruge de talenter, Gud har givet dem. Brødre og søstre, jeres genløser og alle de hellige engle sørger over jeres hjertes hårdhed. Kristus gav sit liv for at frelse sjæle, og alligevel gør I, som har lært hans kærlighed at kende, så små anstrengelser for at bringe hans nådes velsignelser ud til dem, som han døde for. En sådan ligegyldighed og pligtforsømmelse forbavser englene. I dommen vil I komme til at møde de sjæle, som I har forsømt. På den store dag kommer I til at føle jer strafskyldige og fordømte. Måtte Herren lede jer til omvendelse nu. Måtte han tilgive sit folk, at de har forsømt at udføre den opgave, som han havde pålagt dem at udføre i sin vingård. ret

(110)  Hvad kan vi sige til det dovne menighedsmedlem for at få det til at indse nødvendigheden af at grave sit talent op af jorden og overgive det til vekselererne? Der bliver ingen lediggængere, ingen dovne personer, i Himmerigets rige. Åh, måtte Gud fremstille denne sag i hele dens betydningsfuldhed for de sovende menigheder! Måtte Zion stå op og iføre sig sin højtidsklædning! Åh, om den blot ville lyse. ret

(110)  Der er noget at gøre for de mennesker, der ikke kender sandheden, i lighed med det, der blev gjort for jer, da I var i mørke. Det er for sent at sove nu, for sent til at være dovne lediggængere. Husets herre har givet hver sin gerning. Lad os gå fremad og ikke tilbage. Vi må have en ny omvendelse hver dag. Jesu kærlighed må gennemstrømme vore hjerter, så vi kan være medvirkende til at frelse mange mennesker. ret

(110)  Herren Jesus kræver, at enhver, som bekender sig til at være et Guds barn, ikke blot skal holde sig fra uretfærdighed, men også være rig på gode gerninger, udført i kærlighed, selvfornægtelse og ydmyghed. Herren kar skildret virkningen af en bestemt lov for tanke og handling, hvilket bør være en advarsel med hensyn til vor gerning. Han siger: ”Den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har, ”De, der ikke benytter anledningerne, og ikke udnytter den nåde, Gud giver dem, får mindre lyst til at gøre det, og hvad de engang havde, mister de til sidst i en søvnagtig døs. De træffer ikke forberedelser for fremtidige behov ved at skaffe sig en rig erfaring og større kendskab til de guddommelige ting, så de kan bestå, når trængsel og fristelser overvælder dem. Når der kommer forfølgelse eller fristelser, så taber disse mennesker modet og mister troen, og grundvolden forsvinder under dem, fordi de ikke indså nødvendigheden af at lægge en solid grundvold. De klyngede sig ikke til den evige klippe. ret

(111)  Hvor forfærdeligt vil det ikke blive på den store dag at se de mennesker, vi har haft fortrolig omgang med, blive skilt fra os for evigt; at se vore familiemedlemmer, måske vore egne børn, ufrelste; at se dem, der har besøgt os i vort hjem og spist ved vort bord, være blandt de fortabte. Da vil vi stille os selv dette spørgsmål: Var det på grund af min utålmodighed, min ukristelige opførsel, var det, fordi selvet ikke var under kontrol, at Kristi religion virkede utiltalende på dem? ret

(111)  Verden må advares om Herrens snarlige komme. Vi har kun kort tid at arbejde i. Flere år er gået over i evigheden, som kunne have været brugt til at søge Guds rige og hans retfærdighed først og udsprede lyset til andre. Guds folk har fået meget lys og er befæstet i sandheden, og der har været gjort meget for dem, men nu opfordrer Gud dem til at arbejde for sig selv og andre, som de aldrig har gjort det før. Tag hver evne i brug, udnyt alle jeres evner, ethvert betroet talent, gør andre mennesker godt med alt det lys, Gud har givet jer. Gør ikke forsøg på at være prædikanter, men vær Guds tjenere. ret

(111)   Slående illustrationer
Guds kærlighed har ladet sig bevæge til de mest ufattelige dybder for menneskers skyld, og engle undres over kun at finde en overfladisk taknemmelighed hos dem, der modtager så stor en kærlighed. Engle undres over, at mennesket i så ringe grad påskønner Guds kærlighed. Himmelen føler sig krænket over den ligegyldighed, der udvises over for menneskesjæle. Ønsker vi at vide, hvordan Kristus ser på dette ? Hvordan ville en fader eller en moder føle det, hvis de fik at vide, at deres barn, som var faret vild i kulden og sneen, var blevet gået forbi og overladt til at omkomme af dem, der kunne have reddet det? Ville de ikke blive forfærdelig bedrøvede og frygtelig harmfulde? Ville de ikke anklage disse mordere med en harme, der var lige så brændende som deres tårer og lige så lidenskabelig som deres kærlighed? Hvert eneste menneskes lidelser er Guds barns lidelser, og de, som ikke rækker en hjælpende hånd til deres medskabninger, som er ved at gå til grunde, vækker hans retfærdige harme. ret

(112)  Jeg har læst om en mand, der en vinterdag arbejdede sig gennem den høje sne, men blev døsig af kulden, som næsten umærkeligt tærede hans livskraft bort. Og da han næsten var frosset ihjel af den hårde kuldes favntag og var ved at opgive kampen for livet, hørte han den anden vandringsmand klage sig, der var ved at omkomme ligesom han selv. Hans medmenneskelighed blev vakt og han følte, han måtte komme ham til hjælp. Han gned den stakkels mands overisede lemmer, og efter at have arbejdet længe med ham fik han ham op at stå; men da han ikke kunne holde sig oprejst, tog han ham i sin medlidende favn og bar ham gennem de selv samme snedriver, som han ikke havde troet, at han selv kunne have arbejdet sig igennem. Og da han havde båret sin kammerat til et sikkert sted, gik det op for ham, at han ved at redde sin næste også havde reddet sig selv. Hans store anstrengelser for at redde den anden havde sat fart i blodet, som var ved at stivne i hans årer, og der var kommet naturligvarme i hans lemmer. Denne lærdom bør hele tiden fremholdes for de nye trossøskende, ikke blot med ord, men også i eksempel, så de i deres kristne erfaring kan opleve lignende resultater. ret

(113)  I må ikke lukke jer inde i jer selv og være tilfredse, fordi I er blevet velsignet ved at lære sandheden at kende. Hvem bragte jer sandheden? Hvem viste jer lyset i Guds ord? Gud har ikke givet jer sit lys, for at I skal sætte det under en skæppe. Jeg har læst om en ekspedition, der blev sendt ud for at søge efter Sir John Franklin. Modige mænd forlod deres hjem og strejfede om ved søerne oppe nordpå, hvor de led savn, sult, kulde og nød. Og hvorfor gjorde de det? Blot for at opnå den ære at have fundet de opdagelses-rejsendes døde kroppe, eller om muligt at redde nogle af deltagerne fra den frygtelige død, som visselig ville ramme dem, hvis hjælpen ikke nåede frem i tide. Kunne de blot redde en mand fra at omkomme, ville de have regnet det lidelserne værd. Dette skete ved, at de ofrede al deres behagelighed og lykke. ret

(113)   Tænk over det, og betænk så, hvor lidt vi er villige til at ofre for dyrebare sjæles frelse. Vi tvinges ikke bort fra vort hjem og ud på en lang og trættende rejse for at redde et menneske, som er ved at omkomme. Lige i vor nærhed, overalt omkring os, alle vegne er der sjæle at frelse, sjæle, som er ved at gå fortabt, mænd og kvinder, som dør uden håb og uden Gud og dog bekymrer det os ikke, i virkeligheden siger vi med vore handlinger, om ikke med ord: "Skal jeg vogte min broder?" Disse mænd, som satte livet til under forsøget på at redde andre, bliver af verden lovprist som helte og martyrer. Vi, som har håb om evigt liv, hvordan burde vi ikke føle det, dersom vi undlader at bringe de små ofre, Gud kræver af os for at frelse vore medmennesker? ret

(113)  I en landsby i New England var man ved at grave en brønd. Da arbejdet næsten var færdigt, styrtede jorden sammen og begravede en mand, som endnu befandt sig nede i brønden. Der blev øjeblikkelig sendt bud rundt, og håndværkere, bønder, købmænd og jurister skyndte sig til stedet for at hjælpe. Rebstiger, spader og skovle blev bragt til veje af ivrige, beredvillige hænder. "Red ham, åh red ham!" blev der råbt. ret

(114)  Mændene arbejdede med fortvivlet energi, til sveden drev af dem og armene rystede af anstrengelse, Til sidst drev de et rør ned og derigennem råbte de til manden, at han skulle svare, hvis han var i live. Svaret kom: "Jeg lever, men skynd jer, der er frygteligt hernede." Med et glædesråb tog de fat igen, indtil de endelig nåede ned til ham og fik ham reddet. Og det frydeskrig, der nu lød, syntes at trænge ind i selve Himmelen. "Han er reddet!" lød det i hver eneste gade i byen. ret

(114)  Var det for stor en iver og interesse, for stor en begejstring, der blev lagt for dagen for at redde et eneste menneske? Sikkert ikke. Men hvad er vel tabet af det timelige liv at regne i sammenligning med tabet af en sjæl? Dersom faren for, at et menneskeliv kan gå tabt, formår at vække så stærke følelser i hjerterne, bør så ikke tabet af en sjæl vække endnu større iver hos dem, som mener, at de forstår, hvilken fare de befinder sig i, som er borte fra Kristus? Skal Guds tjenere ikke vise lige så megen nidkærhed i arbejdet for sjæles frelse, som der blev vist for den mands liv, som lå begravet i brønden? ret

(114)   Bekende eller give til kende
Enhver sandhed af betydning, som modtages i hjertet, må komme til udtryk i livet. Ønsket om at forkynde Jesu kærligheds magt for vor næste står i forhold til, som vi selv tager imod den, og idet vi gør den kendt for andre, får den endnu større værdi for vor egen sjæl. ret

(115)  Vor tro bør blive frugtbar på gode gerninger; for uden gerninger er troen død. ret

(115)  Alle, der modtager evangeliet i hjertet, vil længes efter at forkynde det. Kærligheden til Kristus, der er af guddommelig oprindelse, vil komme til udtryk. ret

(115)  Vi skal prise Gud med aktiv tjeneste, ved at gøre alt, hvad vi formår, for at fremme hans navns ære. ret

(115)  I denne tid må vor tro ikke indskrænke sig til at bifalde eller tro på teorien i den tredje engels budskab. Vi må have Kristi nådes olie, der vil nære lampen og få livets lys til at skinne og vise vej for dem, som er i mørke. ret

(115)  Meget mere kunne blive udført for Kristus, hvis alle, som har kendskab til sandheden, ville efterleve den. ret

(115)  Det blev vist mig, at vi som et folk er mangelfulde. Vore gerninger svarer ikke til vor tro. Vor tro vidner om, at vi lever under forkyndelsen af det alvorligste og vigtigste budskab, som nogen sinde har været betroet mennesker. Men med denne kendsgerning klart for øje svarer vore bestræbelser, vor iver og selvopofrelse alligevel ikke til værkets karakter. Vi må stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for os. ret

(115)  Sandheden ejer livgivende kraft. Gå ud i tro og forkynd den på en måde, som viser, at du virkelig tror den. Lad dem, for hvem du virker, se at den er en levende virkelighed for dig. ret

(115)  Et liv, der ligner Kristi liv, er det stærkeste argument, der kan fremføres til fordel for kristendommen. ret

(115)  Der er mange, som bekender Kristi navn, der i deres inderste ikke nærer interesse for hans sag. De har blot forskanset sig i en bekendelse til gudsfrygt, og har netop derved nedkaldt en større fordømmelse over sig og er blevet mere vildledende og fremgangsrige medhjælpere for Satan i henseende til at føre sjæle i fordærv. ret

(116)  De, som bier på Herren, lutrer deres sjæle i lydighed mod sandheden. De forbinder alvorligt arbejde med årvågen vagtsomhed. Fordi de ved, at Herren er nær for døren, vækkes deres iver efter at samarbejde med de guddommelige kræfter i arbejdet for sjæles frelse. Disse er de tro og kloge tjenere, som giver Herrens tyende ”deres bestemte kost i rette tid”. De forkynder den sandhed, som der netop nu er brug for. Ligesom Enok, Noa, Abraham og Moses hver især forkyndte den sandhed, der var brug for på deres tid, sådan vil Kristi tjenere give deres generation den særlige advarsel, de behøver. ret

(116)  Vor stilling over for Gud er ikke afhængig af, hvor meget lys vi har modtaget, men af, hvordan vi har gjort brug af det. Således er selv hedningerne, der vælger det rette, så vidt som de kan skelne det, mere gunstigt stillede end de, der har fået meget lys og hævder at tjene Gud, men som ikke ænser lyset, og som gennem deres daglige liv modsiger deres bekendelse. ret

(116)  Det er enhver kristens forret ikke blot at forvente, men også at fremskynde Herren Jesu Kristi komme. Hvis alle, som bekender hans navn, bar frugt til hans ære, hvor hurtigt ville da ikke hele verden blive tilsået med evangeliets sæd. Den sidste store høst ville hurtigt modnes, og Kristus ville komme for at indhøste det dyrebare korn. ret

(116)  De kristne burde vågne op og indhente det forsømte, for deres sjæls frelse afhænger af deres personlige bestræbelser. ret

(116)  Den rette gudsdyrkelse består i at samarbejde med Kristus. Bønner, formaninger og tale er slette frugter, der ofte bliver bundet på, men frugter, der viser sig i gode gerninger, i omsorgen for de nødlidende, faderløse og enkerne, er ægte frugter, der udvikles naturligt på et godt træ. ret

(116)  Hver af menighedens medlemmer bør udføre det arbejde, de har fået anvist, nemlig at modtage lys og give det videre. Ingen har nogen undskyldning for at gå ledig i Herrens vingård. ret

(117)  Handlingsprincippet er den frugt, som Kristus forlanger, at vi skal bære; gerninger som velgørenhed, venlige ord og kærlig omsorg for de fattige, de nødlidende og prøvede. ret

(117)  Så snart den samaritanske kvinde, som talte med Jesus ved Jakobs brønd, havde fundet Frelseren, førte hun andre til ham. Hun viste sig at være en mere virksom missionær end hans egne disciple. I Samaria så disciplene intet, der tydede på, at det var en lovende arbejdsmark. De tænkte på en stor opgave, der skulle løses i fremtiden. De så ikke, at der lige omkring dem var en høst, som skulle indsamles. Men takket være denne kvinde, som de foragtede, fik en hel by lejlighed til at høre om Jesus. Hun bragte øjeblikkelig lyset til sine landsmænd. Hun er et eksempel på, hvad en praktisk tro på Kristus kan udrette. ret

(117)  Syvende dags adventisterne gør fremgang, forøger deres medlemstal, opretter missioner og udfolder sandhedens banner i Jordens mørke egne, og alligevel går værket meget langsommere fremad, end Gud ønsker det. (Hvorfor?) Menighedens medlemmer er ikke personlig vakt, så de gør sig så alvorlige anstrengelser, som de kan, og hver gren af værket er svækket af mangel på inderlig gudsfrygt og gudhengivne, ydmyge, gudfrygtige arbejdere. Hvor er Kristi korses stridsmænd? De gudfrygtige, ærlige og oprigtige, som hele tiden har Guds ære for øje, må berede sig til kamp imod vildfarelsen. Der er for mange svage, frygtsomme hjerter i denne tid med åndelige kampe. Gid de måtte få styrke efter svaghed, blive helte i krig, og slå fjendehære på flugt! ret

(117)  Det gælder overalt i verden, at når som helst man nægter at bruge de evner, Gud giver en, smuldrer og forsvinder disse evner. Sandhed, som ikke viser sig i ens liv, og som ikke deles med andre, mister sin livbringende kraft, sin helbredende virkning. ret

(118)  Intet vil give din gudsfrygt fasthed og styrke, som når du virker for at fremme den sag, du bekender dig til at elske, i stedet for at hindre den. ret

(118)  De, der forsøger at vedligeholde det kristelige liv ved blot at tage imod de velsignelser, som kommer ved hjælp af nåden, og intet udretter for Kristus, søger simpelthen at leve ved at spise uden at arbejde; men dette fører altid både i den åndelige og i den timelige verden svækkelse og forfald med sig. ret

(118)   Farer knyttet til missionsaktivitet
Lad os ikke glemme, at når aktiviteten forøges og det lykkes for os at udføre det foreliggende arbejde på en fremgangsrig måde, så er der fare for, at vi sætter vor lid til menneskelige planer og metoder. Der vil være en tilbøjelighed til at bede mindre og have mindre tro. Vi vil stå i fare for at miste erkendelsen af vor afhængighed af Gud, som alene kan få vort arbejde til at lykkes. Men skønt denne tilbøjelighed er til stede, må ingen få den tanke, at det menneskelige redskab skal udrette mindre. Nej, han skal ikke gøre mindre, men mere, idet han modtager Himmelens gave, Helligånden. ret

(118)  Der vil komme tider, da menigheden vil blive påvirket af guddommelig kraft med ivrig aktivitet til følge, for Helligåndens livgivende kraft vil inspirere medlemmerne til at gå ud og føre mennesker til Kristus. Men når denne aktivitet viser sig, vil selv de ivrigste arbejdere alene være trygge, når de forlader sig på Gud gennem alvorlig bøn uden ophør. De vil have behov for at bede inderligt om, at de ved Kristi nåde må blive bevaret fra at blive stolte af deres arbejde eller at søge frelse i deres aktivitet. De må hele tiden rette deres blik mod Jesus og forstå, at det er hans magt, der udfører arbejdet, og således være i stand til at give Gud al æren. Vi vil blive kaldet til at gøre os de største anstrengelser for at udvide Guds værk og bøn til vor himmelske Fader vil være aldeles påkrævet. Det vil blive nødvendigt at gå i bøn i enrum, i familien og i menigheden. ret

(119)  Efter de skriftkloges vurdering bestod religionen væsentligst i altid at være i fuld aktivitet. De var afhængige af en eller anden ydre handling for at vise deres store fromhed. Derved skilte de deres sjæle fra og opbyggede sig selv i indbildskhed. Disse farer findes stadig. Når aktiviteten forøges og det lykkes at udrette noget for Gud, så er der fare for at sætte sin lid til menneskelige planer og metoder. Der er en tilbøjelighed til at bede mindre og have mindre tro. Ligesom disciplene er vi i fare for at miste vor afhængighed af Gud af syne og søge frelse i vor aktivitet. Vi må bestandig rette vort blik mod Jesus og forstå, at det er hans magt, der udfører arbejdet. Skønt vi skal arbejde alvorligt for de fortabtes frelse, må vi også tage tid til meditation, bøn og granskning af Guds ord. Kun det arbejde, der udføres under megen bøn og helliges ved Kristi fortjeneste, vil til slut vise sig at have virket til det gode. ret

(119)   Opmuntring til nye i tjenesten
De mest fremgangsrige arbejdere er sådanne, som med frejdigt mod optager den gerning at tjene Gud i små ting. Ethvert menneske skal arbejde med sin livstråd, føje den ind i vævet og derved bidrage til at fuldstændiggøre mønstret. ret

(119)  Vi må gøre en andagt ud af vore daglige pligter og dygtiggøre os mere og mere idet vi betragter vort arbejde i lyset af evigheden. ret

(119)  Herren har en plads til enhver i sin store plan. Talenter, der ikke er nødvendige, er ikke blevet givet. ret

(119)  Enhver har sin plads at udfylde i Himmelens evige plan. Enhver skal samarbejde med Kristus for sjæles frelse. Lige så sikkert som der er en plads beredt for os i de himmelske boliger, har Gud en særlig plads for os her på Jorden, hvor vi skal virke for ham. ret

(120)  Herren har sine øjne fæstede på enhver iblandt sit folk; han har sine planer angående hver enkelt. ret

(120)  Alle kan gøre noget for sagen. Ingen bliver erklæret skyldfri for Gud, medmindre de har arbejdet alvorligt og uegennyttigt for menneskers frelse. ret

(120)  Din pligt kan ikke lægges på en anden. Ingen anden end du kan gøre dit arbejde. Holder du dit lys tilbage, må en eller anden forblive i mørke på grund af din forsømmelse. ret

(120)  Den ydmyge arbejder, der lydigt tager imod Guds kald, kan være sikker på at få hjælp fra Gud. Alene det at tage imod et så stort og helligt ansvar forædler karakteren. Det påvirker både vore forstandsevner og vort åndelige liv og styrker og lutrer sind og hjerte. Det er forunderligt, hvor stærkt et skrøbeligt menneske kan blive ved troen på Guds kraft, hvor afgjort frugtbringende hans bestræbelser kan blive. Den, der ydmygt og beskedent begynder med at få kundskaber og fortæller, hvad han ved, medens han flittigt søger at skaffe sig mere viden, vil opdage, at hele Himmelens store forråd står til hans rådighed. Jo mere han forsøger at lade andre få del i lyset, des mere lys vil kan selv modtage. Jo mere vi i kærlighed til sjæle prøver at forklare Guds ord for andre, des klarere vil det blive for os selv. Jo mere vi bruger vore kundskaber og øver vore kræfter, des mere kundskab og kraft vil vi få. ret

(120)  Alle bør arbejde for Gud og for mennesker. Alle bør vise sig forstandige og ikke gå og vente på, at en eller anden skal sætte dem i gang. Denne "en eller anden" som eventuelt kunne sætte jer i gang, har så mange pligter, så det vil være spild af tid at vente på hans anvisninger. Gud vil give jer visdom til at foretage en forandring nu, for kaldet lyder stadig: "Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag!" "I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter." Hebr 3,7.8. I sin henstilling bruger Herren det kærlige ord "søn". Hvor mildt og sympatisk, og alligevel nødende! Hans henstilling er nemlig også en befaling. ret

(121)  Kraften til at modstå det onde opnås bedst ved aktiv virksomhed. ret

(121)  Kristi Ånd er en missionerende ånd. Det omvendte hjertes første indskydelse er også at føre andre til Frelseren. ret

(121)  Den eneste mulighed for at vokse i nåden er med interesse at gøre netop det, som Kristus har pålagt os at gøre. ret

(121)  Du bør ikke vente på store anledninger eller forlange usædvanlige evner, før du begynder at arbejde for Gud. ret

(121)  Det menneske, som er til velsignelse for sine omgivelser og lever et lykkeligt liv, er den, som bruger alle sine evner i tjeneste for Gud og sine medmennesker, hvad enten han er læg eller lærd. ret

(121)  Mange, som Gud har givet evner til at udføre et udmærket arbejde, får kun gjort meget lidt, fordi de kun prøver at gøre lidt. ret

(121)  Hvis det mislykkes nioghalvfems gange ud af hundrede, og så lykkes dig at frelse én sjæl fra fortabelse, da har du gjort en ædel gerning i Herrens sag. ret

(121)  Forholdet mellem Gud og hver eneste sjæl er så klart og fuldstændigt, som om der ikke fandtes nogen anden sjæl, for hvem Gud har givet sin elskede Søn. ret

(121)  Herren ser og forstår, og han vil bruge jer trods jeres svaghed, hvis I vil give jeres talenter som en helliget gave til Herrens tjeneste. For det er i aktiv, uegennyttig tjeneste, at den svage bliver stærk og nyder hans dyrebare velbehag. Herrens glæde er en del af jeres styrke. Hvis I er trofaste, vil den fred, der overgår al forstand, blive jeres belønning i dette liv, og i det kommende liv vil I gå ind til jeres Herres glæde. ret

(122)  Mindre talentfulde personer kan vinde mange mennesker for Kristus, når de trofast bliver i Guds kærlighed. Harlan Page var en fattig håndværker, almindelig begavet, og med begrænset uddannelse; han gjorde det til sit vigtigste arbejde at gøre noget for at fremme Guds sag, og det var tydeligt, at hans anstrengelser blev kronet med held. Han virkede for sine medmenneskers frelse gennem personlige samtaler og alvorlig bøn. Han startede bedemøder, organiserede søndagsskoler og uddelte traktater og anden kristelig litteratur. Og med evighedens skygge over sit ansigt kunne han sige på sit dødsleje: ”Jeg ved, at det alt er af Guds nåde og ikke ved nogen fortjeneste af det, som jeg har gjort, men jeg tror nok, der er beviser for, at mere end et hundrede sjæle er blevet omvendt til Gud gennem min personlige medvirken.” ret

(122)  De ringeste og fattigste af Jesu disciple kan være til velsignelse for andre. De forstå måske ikke selv, at de udretter noget videre godt, men ved deres ubevidste indflydelse kan de sætte bølger af velsignelse i gang, som vil udvides og uddybes, medens de velsignede frugter deraf måske aldrig bliver åbenbarede for dem før på den sidste store regnskabsdag. De synes ikke og ved ikke, at de udretter noget stort. Det fordres ikke af dem, at de skal besvære sig med bekymring om resultaterne. De behøver kun at gå fremad i stilhed og med troskab udføre den gerning, Gud i sit forsyn giver dem, så vil deres liv ikke være forgæves. De vil vokse sjæleligt og udvikles mere og mere efter Kristi billede. De er Guds medarbejdere i dette liv, og således beredes de til en højere gerning og en ufordunklet glæde i det tilkommende liv. ret

(122)  Der er mange, der har overgivet sig til Kristus, men som ikke kan finde nogen anledning til at udføre en stor gerning eller opofre sig i hans tjeneste. De vil kunne finde trøst i den tanke, at det ikke nødvendigvis er en martyrs offer som Gud finder størst behag i; det er måske ikke missionæren, der daglig har stået ansigt til ansigt med farer og død, som agtes højest i Himmelen. Den, som i sandhed er en kristen i sit daglige liv som hver dag overgiver sig helt til Gud, som er oprigtig og har rene tanker som viser ydmyghed, når han bliver udfordret, som er trofast og from, som viser troskab selv i det mindste en sådan vil i Guds øjne være mere kostbar end selv den verdensberømte missionær eller martyr. ret

(123)  Det, der gør vort arbejde værdifuldt, er ikke den mængde, vi har udrettet, eller de synlige resultater deraf, men det er den ånd, vi har lagt for dagen i vor gerning. ret

(123)  Mesteren giver ikke sit velbehag til kende på grund af det store arbejde, der er udført, eller fordi der er opnået så meget, men fordi der er vist troskab selv i de små ting. Det er ikke de store resultater, vi opnår, men motiverne, der driver os, som betyder noget hos Gud. Han værdsætter godhed og troskab højere end det store ved det, der bliver udrettet. ret

(123)  Gå ikke de små ting forbi for at søge efter en større gerning. Du kan måske gøre en ringe gerning med held, men komme fuldstændig til kort under forsøget på at udføre en større gerning og henfalde til modløshed. Tag fat, hvor som helst du ser, at der er et arbejde, der skal gøres. Hvad enten du er rig eller fattig, stor eller lille, kalder Gud dig til en aktiv tjeneste for ham. Det er, når du sætter hele din kraft ind på at udføre, hvad din hånd finder styrke til, at du vil udvikle talenter og anlæg for arbejdet. Det er ved at forsømme dine daglige anledninger, at du bliver ufrugtbar og visner bort. Det er grunden til, at der er så mange træer uden frugt i Herrens vingård. ret

(124)  Herren ønsker, at vi skal benytte alle de evner, vi har, og hvis vi gør det, vil vi få endnu flere evner. Han udfører ikke et mirakel for at give os de egenskaber, vi mangler, men når vi gør brug af dem, vi har, vil han samarbejde med os, så vi kan forøge og styrke enhver evne. Vore evner vil blive forøget ved hver helhjertet, alvorlig opofrelse i Mesterens tjeneste. ret

(124)  Kristi hjerte opmuntres ved synet af dem, som i ordets fulde betydning er fattige i ånden; det opmuntres, når han ser de mishandlede, som er sagtmodige; det opmuntres af den tilsyneladende utilfredsstillede hunger efter retfærdighed og af udygtigheden hos mange til at tage fat. Det er, som om han hilser netop de forhold velkommen, som ville gøre mange prædikanter modløse. ret

(124)  Vi behøver ikke at rejse til hedenske lande eller at forlade hjemmets snævre kreds, hvis det er dér, pligten kalder os, for at virke for Kristus. Vi kan virke i hjemmet, i menigheden, blandt vore omgivelser og dem, vi har forretningsforbindelse med. ret

(124)  Hvis vi gør Jesu liv og lære til vort studium, vil enhver hændelse kunne underbygge et skriftsted til en prædiken, der vil gøre indtryk. ret

(124)  Livet på Jorden er begyndelsen til livet i Himmelen. Opdragelsen på Jorden er en indvielse til den himmelske tilværelse. Livets gerning her er en oplæring til livets gerning dér. Det, som vi nu er, i vor personlighed og i hellig tjeneste, er et sikkert varsel om, hvad vi skal blive. ret

(124)  De, som forkaster forrettigheden ved et fællesskab med Kristus gennem tjeneste, forkaster også den eneste opdragelse, der gør dem skikket til at få del i hans herlighed sammen med ham. De forkaster den opdragelse, der i dette liv styrker og højner karakteren. ret

(124)  Ingen må mene, at de kan leve et liv i egennytte og, når de så har tjent deres egne interesser gå ind til deres herres glæde. De ville ikke kunne tage del i uegennyttig kærligheds glæder De ville ikke være egnede til at bo i de himmelske sale. De ville ikke kunne sætte pris på den rene, kærlige omgangstone, der findes i Himmelen. De ville ikke finde tilfredsstillelse ved at lytte til englesangen og harpe musikken. Himmelens videnskab ville være en gåde for dem. ret

(125)  Kristus kalder os til at arbejde med tålmodighed og udholdenhed for de tusinder, der spredt i alle lande omkommer i deres synder som vrag på en øde kyst. De, der vil have del i hans herlighed, må også have del i hans tjeneste og hjælpe de svage, de ulykkelige og de modløse. ret

(125)  Folk fra de almindelige samfundslag skal indtage deres pladser som arbejdere. Når de tager del i deres medmenneskers sorger, ligesom Kristus tog del i menneskehedens sorger, så vil de i troen se ham samarbejde med dem. ret

(125)  Kristus venter på at se sit billede genspejlet i hver eneste discipel. Gud har forudbestemt enhver til at blive hans Søns billede lig. I hver eneste skal Kristi langmodige kærlighed og hans hellighed, sagtmodighed, barmhjertighed og sandhed åbenbares for verden. ret

(125)  Hvert eneste menneske møder denne opfordring til at lægge alt på tjenestens alter. Vi bliver ikke alle sammen bedt om at gøre tjeneste på samme måde som Elisa, og det er heller ikke alle, der får befaling om at sælge alt, hvad de har. Men Gud beder os om at give hans værk førstepladsen i vort liv og ikke lade en dag gå, uden at vi har gjort noget for at fremme hans værk på jorden. Han forventer ikke samme slags tjeneste af alle. Én bliver måske opfordret til at arbejde i et fremmed land, og en anden bliver anmodet om at give af sine midler for at fremme evangeliet. Gud tager imod hvert enkelt menneskes gave. Det vigtigste er, at vi indvier vort liv og alt, hvad vi har, til ham. De mennesker, der gør dette, vil høre Himmelens kald og give agt derpå. ret

(126)  En klog man i verdslig henseende, som spekulerer og planlægger og altid har sin forretning i tanke, burde søge at blive klog i henseende til evige interesser. Hvis han ville bruge lige så megen energi på at sikre sig den himmelske skat og livet, der kan måle sig med Guds liv, som han bruger på at skaffe sig verdslig vinding, hvad kunne han da ikke udrette? ret

(126)  Gud vil påvirke mænd i en bestemt stilling i samfundet til at forkynde budskabet om den nærværende sandhed. Drevet af Guds Ånd vil mange skynde sig fra sted til sted for at bringe lyset til dem, der sidder i mørke. Sandheden er som ild i deres ben og fylder dem med et brændende ønske om at oplyse dem, der sidder i mørket. Mange, endog ulærde, vil forkynde Herrens ord. Børn vil blive drevet af Helligånden til at gå ud og forkynde det himmelske budskab. Ånden bliver udgydt over dem, der giver efter for dens tilskyndelser. De vil frigøre sig for menneskelige bud, som har bundet dem, og for alt forbehold, og slutte sig til Herrens hær. ret

(126)   Kristenlivet som i naturen
Det hjerte, der åbner sig for Guds ord, er ikke som en dam, hvis vand udtørres, eller som en sprukken cisterne, der mister sit indhold. Det er som bjergbækken, der forsynes af kilder, som aldrig løber tørre. Dens kølige, klare vand springer fra klippe til klippe og forfrisker de trætte, tørstige og bebyrdede. Det er som en flod, der altid flyder og bliver dybere og bredere i sit løb, indtil dens livgivende vand fordeles til hele jorden. Den kilde, som nynner sin vej gennem landskabet, efterlader frodighed og frugtbarhed i sit spor. Græsset langs dens bredder er friskere, træerne står frodigere, og blomsterfloret er rigere. Når den brændende sommersol har afsvedet jorden, markeres flodens løb af et bælte af grønt. ret

(127)  Sådan er det også med et sandt Guds barn. Kristi religion giver sig til kende som et livgivende, altgennemtrængende princip en levende virksom, åndelig energi. Når et menneske åbner sit hjerte for sandhedens og kærlighedens himmelske indflydelse, vil disse principper strømme som floder i ørkenen og frembringe frugtbarhed, hvor der nu er tørt og goldt. ret

(127)   Den kristnes feltråb
For kristenlivet gælder tre paroler, man skal mærke sig, for at Satan ikke skal komme os i forkøbet, og det er: Våg, bed, arbejd. ret

(127)  Hver den, som har bekendt Kristus, har forpligtet sig til at være alt, hvad der er muligt for ham at være som en åndelig arbejder, at være aktiv, nidkær og dygtig i Mesterens tjeneste. Kristus venter, at hver mand gør sin pligt. Lad dette være parolen overalt i hans efterfølgeres rækker. ret

(127)   Åndelig lammelse
Styrke kommer ved øvelse. Alle, som gør brug af de evner, Gud har givet dem, vil opnå forøgede evner, som de kan hellige til hans tjeneste. De, som ingenting gør for Guds sag, vil ikke vokse i nåden og i kundskab om sandheden. Den, som ville lægge sig ned og nægte at bevæge arme og ben, ville snart miste al evne til at bruge dem. Således vil også en kristen, som er uvillig til at bruge de kræfter, Gud har givet ham, ikke alene undlade at vokse op til Kristus, men han mister den styrke, han allerede havde; han bliver åndelig lam. ret

(127)   Et effektivt lægemiddel
Der findes et effektivt lægemiddel for de modløse. Det hedder tro, bøn, arbejde. Tro og arbejde vil skænke en tillid og en tilfredsstillelse, som vil tiltage dag for dag. Er du fristet til at give efter for bange anelser og dyb fortvivlelse ? Du skal ikke frygte, selv ikke i de mørkeste dage, når udsigterne er dårligst. Tro på Gud. Han kender dit behov. Han er almægtig. Hans uendelige kærlighed og omhu svigter aldrig. Du skal ikke frygte for, at han ikke vil opfylde sine løfter. Han er den evige sandhed. Han vil aldrig forandre den pagt, han har sluttet med dem, der elsker ham. Han vil skænke sine trofaste tjenere den hjælp, de behøver, i den givne situation. ret

(128)  Der er kun ét virkeligt lægemiddel mod åndelig dovenskab, og det hedder arbejde – arbejde for sjæle, som trænger til hjælp. ret

(128)  Dette er den recept, Kristus har foreskrevet for den forsagte, tvivlende, bævende sjæl. Lad de sorgfulde, der går i sørgeklæder for Herrens åsyn, stå op og hjælpe en eller anden, som behøver hjælp. ret

(128)  Kristne, som stadig bliver mere flittige, tjenstivrige, begejstrede og kærlige, sådanne kristne falder aldrig fra. ret

(128)  Det er de medlemmer, som ikke er engageret i dette uselviske arbejde, der har en sygelig erfaring og bliver slidt op af at kæmpe, tvivle, knurre, synde og angre, indtil de mister enhver fornemmelse af, hvad sand religion er. De synes ikke, de kan vende tilbage til verden, og derfor bliver de i udkanten af Zion, hvor de nærer deres skinsyge, misundelse, skuffelser og selvbebrejdelser. De er fulde af kritik og underholder sig med deres brødres fejl og vildfarelser. Deres kristenliv består kun af en erfaring, som er uden håb, uden tro og uden lys. ret

(128)   En ubegrundet undskyldning
Da Jesus forlod os, gav han enhver sin gerning, og ingen kan undskylde sig med, at de ”ikke har noget at gøre”. Årsagen til prøvelser blandt brødrene er ”ikke at have noget at bestille”. Satan fylder nemlig lediggængeres sind med sine planer og sætter dem i arbejde. . . ”Ikke at have noget at gøre” sætter falsk vidnesbyrd imod brødrene i omløb og skaber splid i Kristi menighed. Jesus siger: ”Den, som ikke samler med mig, spreder. ret

(129)  Brødre og søstre, mange af jer undskylder sig med påberåbelse af udygtighed til at virke for andre. Men gjorde Gud jer udygtige? Kommer denne udygtighed ikke af jeres egen uvirksomhed, og holdes den ikke ved lige ved jeres eget forsætlige valg? Gav Gud jer ikke i det mindste én talent til brug, ikke for jeres egen bekvemmelighed eller tilfredsstillelse, men for ham? Har du indset din forpligtelse til som hans lejede tjener at skaffe ham en indtægt ved en klog og kyndig anvendelse af denne betroede kapital? Har du ikke forsømt anledninger til at udnytte dine evner til dette formål? Det er alt for sandt, at få virkelig har følt deres ansvar over for Gud. ret

(129)  Der er mange, som mener, at de ikke kan gøre noget for sjæles frelse eller for at fremme Guds værk, når deres tilværelse er opfyldt af arbejde og forretning. De siger, at de ikke kan gøre det halve af, hvad de skulle, og derfor undgår de religiøse pligter og opgaver og lader sig opsluge af verden. De giver deres arbejde førstepladsen og glemmer Gud. Og det vækker hans mishag. Hvis nogen har en gerning, hvor deres åndelige liv ikke kan udvikles til fuldkommen hellighed i Guds frygt, så bør de skifte over til noget andet, hvor de kan have Jesus med sig hele tiden. ret

(129)   Stræb efter at vinde kronen
Vi må ikke blive trætte eller forsagte. Det ville blive et frygteligt tab, om vi byttede en evig herlighed bort for magelighed, bekvemmelighed og fornøjelse eller for sanselige nydelser. Der venter sejrvinderen en gave fra Guds hånd. Ingen af os fortjener den. Gud skænker den vederlagsfrit. Herlig og vidunderlig vil denne gave blive, men lad os tænke på, at stjerne er forskellig fra stjerne i glans. Og idet vi tilskyndes til at stræbe efter at opnå herredømmet, så lad os i Kristi kraft søge at vinde kronen, som er tung af stjerner. "De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid!" ret

(130)   Der er betalt for enhver tjeneste
Når Herren kommer, vil han udforske hvert eneste talent. Han vil forlange renter af den kapital, han har betroet os. Ved sin ydmygelse og sjæleangst, ved sit slidsomme liv og skammelige død har Kristus betalt for enhver tjeneste fra dem, der har modtaget hans navn og bekendt sig til at være hans tjenere. ret

(130)  Alle er underlagt den største forpligtelse til at forøge hver evne i arbejdet for at vinde sjæle for ham. ”I tilhører ikke jer selv,” siger han, ”I er jo købt og prisen betalt. ”Ær derfor Gud ved et liv i tjeneste for at føre mænd og kvinder fra synd til retfærdighed. Kristi eget liv er den pris, vi er kønt for – købt, for at vi kan give Gud sit tilbage ved trofast tjeneste. ret

(130)  Herren har givet mig et budskab til sit folk. De må vågne op, udvide deres landområde og opslå deres telte. Mine brødre og søstre, I er blevet købt og prisen betalt, og alt, hvad I har og er, skal bruges til Guds ære og jeres medmenneskers gavn. Kristus døde på korset for at frelse verden fra at forgå i synd. Han beder jer om at samarbejde med ham i denne gerning. I skal være hans medarbejdere. Med ivrige, utrættelige bestræbelser skal I søge at frelse de fortabte. Tænk på, at det var jeres synder, der gjorde korset til en nødvendighed. ret

(130)  Kristi efterfølgere er blevet forløst, for at de skal tjene ham. Herren underviser os om, at den virkelige hensigt med livet er, at vi skal tjene og være til hjælp for andre. Kristus selv arbejdede, og han fremholder tjenestens lov for alle sine efterfølgere: at de skal tjene Gud og deres medmennesker. Tjenestens lov bliver forbindelsesledet, der knytter os til Gud og vore medmennesker. ret

(131)   Fremad
En kristens liv er ofte omgivet af farer, og pligten synes at være tung at udføre. Fantasien forestiller sig truende undergang forude og trældom og død bagude. Men Guds røst taler tydeligt: Fremad! Lad os lyde befalingen, selv om vort blik ikke kan trænge igennem mørket. De hindringer, som standser vor fremgang, vil aldrig forsvinde for en betænkelig, tvivlende ånd. De, som udsætter lydigheden, til hver uvished er fjernet og der ikke længer er nogen fare for nederlag, vil aldrig komme til at lyde. Troen ser ud over vanskelighederne og holder fast ved den Usynlige, ved Almagten, og derfor kan den ikke blive skuffet. Troen består i, at man griber Kristi hånd i enhver kritisk situation.Vi har alt for snævre begreber. Gud kræver, at lyset skal spredes mere og mere. Der må udtænkes nye metoder til at komme i kontakt med mennesker. Med troens øre må vi høre den store fyrste over Herrens hær sige: ”Fremad! ”Vi må skride til handling, og Gud vil ikke svigte os. Han vil gøre sin del, når vi i tro gør vor del. Brødre og søstre, som længe har været med i sandheden, I har ikke gjort, hvad Gud har krævet, I skulle gøre. Hvor er jeres kærlighed til sjæle? ret

(131)  Det var en glæde for Kristus at frelse sjæle. Lad det også være en opgave og en glæde for dig. Udfør alle pligter og bring ethvert offer for Kristi skyld, så vil han altid hjælpe dig. Gå frimodigt frem, når pligten kalder, og lad dig ikke hindre af tilsyneladende vanskeligheder. Tag de ansvar, Gud pålægger dig, og når byrden til tider kan være tung at bære, så spørg aldrig: "Hvi står min broder ledig og bærer ikke åg?" Gør det, der ligger nærmest forhånden, gør det godt og grundigt og uden tanke på løn, men virk for Mesteren, fordi du hører ham til. ret

(132)  Guds folk skal stræbe opad og fremad, til sejren er vundet. En, som er større end Josua, fører Israels hær. En er i vor midte, vor frelses banebryder, og han har givet os denne opmuntring: ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” ”Vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Han vil føre os til fuldstændig sejr. Det, Gud har forjættet, har han også altid magt til at gøre. Og den gerning, han har pålagt sit folk, har han også magt til at gøre gennem dem. ret

(132)  Hvorfor lader vi os ikke begejstre af Kristi Ånd? Hvorfor lader vi os ikke bevæge af en lidende verdens jammerskrig? Forstår vi rigtig, hvilket ophøjet privilegium det er at kunne indfatte endnu en stjerne i Kristi krone, en sjæl gjort fri af de lænker, hvormed Satan holdt den bundet, en sjæl frelst ind i Guds rige? Menigheden må kende sin pligt til at forkynde evangeliet om den nærværende sandhed for al skabningen. Jeg beder jer indstændigt om at læse det tredje og fjerde kapitel hos Zakarias. Hvis disse kapitler blev forstået og man tog dem til sig, ville der blive gjort noget for dem, som hungrer og tørster efter retfærdighed, en gerning, som for menigheden ville være ensbetydende med et ”Gå fremad og opad!” ret

(132)  Det store flertal af Jordens beboere har skænket fjenden deres troskab. Men vi er ikke ført bag lyset. Trods Djævelens tilsyneladende sejr udfører Kristus sin gerning i den himmelske helligdom og på Jorden. Guds ord skildrer den ugudelighed og fordærvelse, som skulle råde i de sidste dage. Når vi ser profetiens opfyldelse, bør vor tro på Kristi riges endelige sejr styrkes, og med fornyet mod bør vi gå ud for at gøre den gerning, vi har fået tildelt. ret

(133)   Et syn, der gjorde indtryk
I nattens syner blev en scene fremstillet for mig, der gjorde et dybt indtryk. Jeg så en umådelig stor ildkugle falde ned mellem nogle smukke palæer og forårsage deres øjeblikkelige ødelæggelse. Jeg hørte nogen sige: ”Vi vidste, at Guds straffedomme skulle falde over Jorden, men vi vidste ikke, at de ville komme så hurtigt.” Andre forpinte stemmer sagde: ”I vidste det! Hvorfor fortalte I os det så ikke? Vi vidste det ikke.” Fra alle sider hørte jeg lignende bebrejdende ord. ret

(133)  Jeg vågnede i stor sjælekval. Jeg faldt i søvn igen og syntes, at jeg var i en stor forsamling. En med autoritet talte til de tilstedeværende, foran hvilke der var udbredt et stort verdenskort. Han sagde, at kortet forestillede Guds vingård, som skulle opdyrkes. Når lyset fra Himmelen skinnede på en enkelt person, skulle vedkommende reflektere lyset til andre. Der skulle tændes lys mange steder, og fra disse lys skulle stadig flere lys blive tændt. ret

(133)  Disse ord blev gentaget: ”I er Jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker. I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene. ”Matt. 5, 13-16. ret

(133)  Jeg så lysstråler skinne fra byer og landsbyer og fra Jordens høje og lave steder. Guds ord blev adlydt, og som et resultat heraf kom der mindesmærker for ham i hver eneste by og landsby. Hans sandhed blev forkyndt overalt i verden. ret

næste kapitel