Sektion 11—Sanatorie-familien

(199)  Kristne skal være lysbærere
Kristne skal være lysbærere, og sige til alle de kommer i kontakt med: Følg mig, idet jeg følger Kristus. De skal være eksempel på sønlig kærlighed, repræsentere Kristus i ord, i ånd, i handling, i alle daglige gøremål med brødre og med fremmede. De skal vise at deres handlinger er en efterligning af deres store Forbilledes handlinger. Alt dette har Kristus pålagt Sine efterfølgere. De skal vise de overordnede himmelske principper over verdens principper. — brev 148, 1899. ret

(199)  At sende lys og kundskab ud
På ethvert sanatorium må principperne for sand tjeneste fremholdes for alle på institutionen. Alle, som er knyttet til den, må gøre deres del ihærdigt, som repræsentanter for denne tids sandhed. Det er i dette at de oplæres til at udføre sandt missionsarbejde, at unge mennesker bringes til vore sanatorier. ret

(199)  Hvis du vil samarbejde med Gud, vil Han gå foran dig, og Herrens herlighed vil være din løn. Himmelske engle vil bryde ud i sang, idet sjæle tager imod Guds store gave igennem Jesus Kristus. Du kan forsikre den syge og forpinte om at Kristus er den store Helbreder. De måtte tro på ham, og stole på Hans ord, for det vil aldrig svigte. — brev 97, 1905. ret

(199)  Oplæres i forskellige arbejdsgrene
På sanatorierne skal medarbejderne oplæres, nogle af dem vil knyttes til institutionen medens andre vil gå ud som sundhedsmissionærer. Uanset hvilken arbejdslinje de skal til, uanset om de er læger, sygeplejersker eller hjælpere, må de være befæstede i sundhedsreformens principper og på alle vore trospunkter, så de kan komme i kontakt med patienterne, eller tage ud i den civiliserede verden og til regionerne der ligger i hedenske lande, at de må få Guds sandhed på disse punkter. Idet disse medarbejdere påtager deres pligter, vokser erfarne mænds og kvinder virkekraft hundredvis af gange, og arbejdet for denne tid udrettes langt hurtigere. ret

(200)  Der må udvælges og oplæres ordentlige personer, som vil gøre ære i alle værkets grene. De må virkelig hellige deres talenter, og så vil Gud velsigne deres møje. Han er al visdoms og nådes kilde. I Hans styrke overvindes mangler og uvidenhed. ret

(200)  Enhver lærer, enhver sygeplejerske, enhver hjælper, som har noget at gøre i Guds tjeneste, må stræbe efter fuldkommenhed og under den største Lærers disciplin, som verden nogensinde har kendt; - hans kurs må altid gå opad og mod dette mål. Alle som er knyttet til sundhedsmissionsarbejdet må være elever. Ingen må stoppe med at tænke: Jeg kan ikke gøre dette. Han må i stedet sige: Gud forlanger at jeg skal være fuldkomment. Hvad sagde Kristus om denne sag? – »Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.« Matthæus 5,48. ret

(200)  Ingen som tillader at bevidste fejl forbliver i sin optræden eller karakter, kan blive undskyldt. De som knyttes til sundhedsmissionsarbejdet er knyttet til Guds tjeneste, og de må prøve at nå Hans standard. Han vil give dem visdom og forståelse. Vi skal vise en overlegen forstand, forståelse, dygtighed kundskab, fordi vi tror på Gud og på at Hans kraft kan arbejde med menneskehjerterne. ret

(200)  Læs Daniels historie. Herren vil have Sit flok til at nå det højeste trin på stien, så de kan ære Ham ved at få de evner Han er villig til at give. Han har et forrådskammer af kundskaber som vi kan trække af. Lad os erkende vore mangler og forbedre os under Guds instruktion. Da vil Guds nåde og lys genspejles til verden, som den højeste uddannelse, som helliger ham der modtager den. ret

(200)  Jesu Kristi nåde forringes aldrig; den gør aldrig mænd og kvinder grove og rå. Ukorrekt tale, forkerte levevaner, må overvindes. Gud vil at alle mennesker retter talemåden, retter levevanerne, besidder en kundskab som vil give ham en stadig plads blandt menneskene. Jeg bringe denne sådan som Herren har bragt den for mig. Lad os beslutte os for at overgå til elev-opgaven i Kristi skole. ret

(201)  Oplære sygeplejersker
Under oplæringen af sygeplejersker må der være et organiseret plan. De skal lære de mest værdifulde fag; og mange fristelser vil komme til dem, i form af store lønninger og til steder hvor de vil få bedre chance for at tjene penge, hvis de skal gå med nogle patienter. På dette punkt må man passe på, ellers vil der visselig blive problemer. . . . . ret

(201)  Enhver må have selvopofrelsens og selvfornægtelsens ånd, som Kristus gav os et eksempel på ved Sit liv. Vi skal føle det er vor pligt at gøre det allerbedste vi kan. De som har mange talenter og de som har få, skal arbejdet sammen, som et hjul inde i et hjul. Og hvis alle nærer et ansvar og regnskab over for Gud, vil de gøre hans vilje, gøre deres del efter Hans bestemmelse. — Manuskript 162, 1897. ret

(201)  Tag Kristus på dig
Det er ikke så enkelt iblandt os som det burde være. Vi bør komme til Herren ligesom vi er, ydmyge os selv for Ham, og brydes alvorligt indtil vi modtager Helligånden. Hvorfor skal vi ikke gøre som disciplene gjorde lige før pinsefestens dag? De søgte Herren alvorligt, og da pinsefestens dag kom til fulde, var de »samlet med hverandre.« På trods af modstanden fra mørkets kræver var så stor at der opstod forfølgelse, nogle blev endog lagt i døden, så vidnede disciplene for Kristus, og et stort antal blev omvendt. . . . . . ret

(201)  Vil I ikke alle påtage jer tage Kristus?, ikke fralægge Ham igen, men lade Hans Ånd præge jeres sind og karakter? Når alle på denne institution er virkelig omvendte, vil der være et ligeså forunderligt værk der gøres, som på Pinsefestens dag hvor disciplene modtog Helligåndens udgydelse. Herren Selv vil være hos jer, og undervise og lede og føre. I vil se Guds frelse. Ind i blant kan I blive modløse. Modløshed vil opstå, men det er altid jeres privilegium at gribe fat i det håb I har for jer i evangeliet. Våg i bøn. Tro at Gud vil hjælpe jer med at sige ord som vil gælde og opmuntre og øge deres tro som I omgås. . . . . ret

(202)  Ikke noget overilet arbejde
Vi kan ikke forvente at Guds velsignelse hviler over os, hvis vi tjener Gud med viljen og lader ham være i vort behag. Det er ikke nødvendigt at vi sørger for verdens krav, for behagets skyld. Der er andre steder i verden, hvor folk kan finde fornøjelse. Her behøver vi betydelige mænd og kvinder; vi behøver dem som vil åbenbare den enkle sande Gudsfrygt. Vi behøver mænd og kvinder som er solide kristne, som ikke føler at hvis de har en erfaring som de skal æres højt for. Du kan få en rig og levende erfaring her; men Herren æres ikke ved dig, så længe du mener at det er ligegyldigt om du er underlagt i ånd eller ej, eller om du er virkelig omvendt eller ej. Hvis arbejdet her skal finde støtte, må vi have dem som vil bære ansvar i Gudsfrygt. En forberedelse for Guds rige er ikke noget overilet arbejde. Du kan ikke være religiøs nogle gange og andre gange ikke-religiøs.—Manuskript 57, 1909. ret

(202)  Regulær bibelundervisning for sygehjælpere
Sygehjælpere bør have regulær bibelundervisning, så de kan sige ord til den syge som vil oplære og hjælpe dem. Guds engle er i de værelser hvor de lidende skal have behandling, og den atmosfære der omgiver den sjæl der får behandling skal være ren og velduftende. Kristi dydigheder skal kunne ses i lægers og sygehjælperes. Hans principper skal efterleves. Så vil den syge, ved det som de gør og siger, drags hen til Frelseren. — brev 59, 1905. ret

(202)  Ligge vore byrder for hans fødder
Indflydelsen fra sanatorie-familien bør være samstemmende, hvert medlem søger at blive en kraft for godt, i hvilken afdeling han end arbejder i. Opnås dette resultat, må alle mangelfulde principper først lues bort; så medarbejderne kan håbe på fremgang, og udvikle sig selv som kristne medarbejdere. Det er kun når de sætter sig selv under Guds disciplin, tilpasser deres daglige liv til det mønster som de har i Frelserens evige liv, at de kan få del i guddommelig natur og undfly fordærvet som er i verdens lyster. Så længe at vi er her i denne verden, skal vi prøves og få trængsler. Vi vil ikke kun drages til ansvar for at udvirke vor egen frelse, men også for indflydelsen for godt eller ondt, som vi udøver på andre sjæle. ret

(203)  Han som er sagtmodig i ånd, som er renest og mest som et barn, vil være stærk til kampen. Han vil styrkes ved Hans Ånd i det indre menneske. Han som føler sin svaghed, og brydes med Gud, ligesom Jakob gjorde, og råber ligesom denne gamle tjener: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig,« han vil gå ud med Helligåndens friske salvelse. Himlens atmosfære vil omgive ham. Hans indflydelse vil være en stærk kraft for Kristi religions gunstighed. . . . ret

(203)  Jeg er så glad over at vi kan komme til Gud i tro og ydmyghed, og bede til Ham indtil vore sjæle er kommet i så tæt forhold til Kristus, at vi kan lægge vore byrder ved hans fødder, og sige: »Jeg er vis på, at han har magt til at bevare den skat, som blev mig betroet, indtil hin dag.« Herren er i stand til at gøre overmådelig meget, over alt hvad vi beder eller tænker på. Vore kolde og troløse hjerter kan opildnes til følsomhed og liv, indtil vi kan sige i tro: »Det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn.« Lad os søge fylden i Kristi frelse. Lad os følge i Guds Søns fodspor, for løftet lyder: »Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« — Manuskript 63, 1908. ret

(203)  I de daglige pligter
Et sanatoriums leder bærer vigtige ansvar. Lad hans medarbejdere, som er med i et vedvarende og hårdt arbejde i forskellige håndværk, holde deres sjæle ransagede ligesom et tændt stearinlys. Det må fastholdes at kunne handle i samlet flok med forskelligt arbejde. Medarbejderne skal udleve Kristi bøn, som erklærer: »Jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.« ret

(203)  Lad dem læse Herrens ord, for at de kan få visdom som er til frelse. De rigeste skattes findes ved at søge efter dem i ordet. Nogle menneskesind vil indprentes ved at søge skjulte rigdomme ligesom alt sælges som de har, for at købe marken og komme i besiddelse af uvurderlige sandhedsjuveler. Ofte er de laveste i besiddelse af skjulte rigdomme som de kan viderebringe til andre. ret

(204)  Guds ords sandheder, gælder hjertet og føres ud i ydmyghed i det daglige praktiske liv, vil gøre kristne stærke i Jehovas styrke, og lykkelige i Hans fred. Kristen venlighed og alvorlig helligelse skal hele tiden vise sig i livet. Vi er ikke altid med i de særlige pligter der hører med til den hellige tjeneste; men de almindelige hverdagspligter kan gøres i Hans ånd, og et sådant arbejde vil anbefale sig selv til ethvert menneske, også til de uomvendte som ikke kender til læren. Vi kan lade vort lys skinne således i gode gerninger, så den sandhed som vi værner om skal være, for ikke-troende, ånd og liv. — brev 140, 1906. ret

(204)  Efterligne Guds fuldkomne veje
Byg for evigheden. Kristi lektier står foran os. Hvad der skal gøres skal udføres omhyggeligt, pænt og med punktlighed. Vi skal studere sparsommelighed i alle arbejdslinjer. Bygningsmænd, samler stykkerne op, lader intet gå tabt. I alt hvad der gøres, at plante og bygge, må Guds fuldkomne veje efterlignes. ret

(204)  Sygeplejersker og læger: tænk på Jesus. Hvor omhyggelig var han ikke med de rester af mad der var tilovers da de femtusinde blev bespist! Med hans eftertænksomme omhu, vil han undervise os i orden og sparsommelighed. Det store genløsningsarbejde tynger hele tiden på Hans sjæl. Idet han underviste og helbredte, blev alle kroppens og sjælens kræfter belastet til det yderst, alligevel lagde Han mærke til de mest simple ting i menneskers liv og i naturen. Hans mest belærende lektier var dem som Han illustrerede Guds rige med naturens enkle ting. Han overså ikke Hans ydmygeste tjeneres behov. Hans ører hørte alle råb om behov. Han blev opmærksom på den forpinte kvindes berøring i mængden. Hans guddommelige natur, kombineret med det menneskelige, arbejdede så fint at den mindste tros-berøring affødte en reaktion. Da Han rejste Jarius’ datter fra døde, vendte Han sig om til forældrene og mindede dem om at hun måtte have noget at spise. ret

(204)  Disse små ting blev store efter den opmærksomhed de fik. Det ene talent skal ikke pakkes ind i servietter og skjules i jorden. Gør hvad du kan for Mesteren. »Han som er trofast i dette, som er det mindste« vil være »trofast i meget.« Mesteren vil bruge alle talenter som vi helliger til Ham. Din ungdom afgøres af den pålidelighed som I har over for små ting. I dagligdagen behøver enhver at lære at bygge for tid og for evighed. Så vil der til skrives den dyrebareste anbefaling ved hans navn i himlens bøger: »I denne fylde har I del« — Manuskript 63, 1899. ret

(205)  Et helligt ansvar
Hvis dem, med betroede stillinger på institutionen, er personer der elsker og frygter Gud, vil de erkende et helligt ansvar på dem, på grund af autoritetens mål, og den konsekvente indflydelse som deres position giver dem. De har med menneskers sind at gøre, bringe dem i forbindelse med alle samfundsklasser, og de bør handle diskret, for de betragtes som repræsentanter for institutionen. De bør være venlige og høflige, og altid udøve kristen dannelse over for alle de kommer i kontakt med, både troende og ikke-troende. Brødre, I bør vogte jer for sjæle, som de må aflægge regnskab for. Vi må aldrig glemme at Jesus er det uendelige offer Han har givet for dem, har bevist Sin kærlighed for disse mænd, kvinder og børn, og vist hvilken værdi Han sætter på dem. De er indkøbt for Hans blod. Den rige og fattige skal behandles på samme måde, med uforandret venlighed. ret

(205)  Lad din indflydelse være overbevisende, binde folk til jeres hjerter, fordi I elsker Jesus, og de er Hans. Dette er et stort arbejde. Hvis du med dine Kristuslignende ord og handlinger, gør indtryk som optænder en hunger og tørst efter retfærdighed og sandhed i deres hjerter, så er du en medarbejder sammen med Kristus. Dine ord og optræden fremviser Jesus. ret

(205)  De som har en ledende indflydelse på institutionen bør være mænd og kvinder har besidder hellighed og sønlig kærlighed; som ikke er snæversynet og selviske, men samvittighedsfulde, selvfornægtende og selvopofrende; som har øjnene kun rettet mod Guds herlighed. De bør være i verden, men ikke af verden. Men disse er af en karakter som vil holde Herrens vej, og de vil hele tiden lære andre ved forskrift og eksempel. ret

(206)  Resultaterne af de rigtige principper
Alle patienter og gæster må have lagt de rigtige principper foran sig. Der vil være mennesker som grunder over tingene som vil få nøglen til kundskab, og vil bringe tankenes rigdomme ud for at berige andre tænkende mennesker – Tanker der vil være til sjæles frelse. Omstændighederne vil fremkalde ord og beslutninger for det rigtige, og mange vil falde ud i den rigtige retning. Disse er altid resultatet når de rette principper implementeres i menneskernes sind, som elsker retfærdighed, mådeholdenhed og sandhed. Ord og gerninger der flyder af Guds kærlighed og frygt bliver en vidtfavnende velsignelse – en velsignelse der føres ud på livets hovedveje og biveje. ret

(206)  Mennesker der ligesom Enok, vandrer i Kristi lys, vil udøve selvkontrol, også under fristelser og udfordringer. Selvom de prøves af andres trods og genstridighed, lader de ikke impulserne få frit løb. Hvis du vandrer i lyset, vil du bevise den guddommelige kraft, kombineret med menneskers anstrengelser, og andre vil se at du ledes og undervises af Gud. Du vil mærke at den Hellige Vagtmand står ved din side og få kendskab til dine ord. ret

(206)  Der værnes om rene tanker som absolut virker på andre. Der må være en ren og hellig atmosfære som omgiver sjælen, en atmosfære som vil virke til at opildne åndeligt liv for alle der indånder dette.—brev 6a, 1890. ret

(206)  Valgt til arbejdet
Jeg ønsker at udtrykke nogle tanker som burde fremholdes for sanatoriernes medarbejdere. Det som vil gøre dem til en kraft for det gode, er kendskabet om at den store Lægemissionær har valgt dem til dette arbejde, at Han er deres hovedinstruktør, og at det er deres pligt at anerkende Ham som deres lærer. ret

(206)  Herren har vist os de onder der er over de jordiske organisationers styrke. Han har instrueret os at hvervet som sundhedsmissioner fås fra den allerhøjeste autoritet. Han vil have os til at forstå, at det som er væsentligt for læger som forkaster Kristi myndighed, er forkert. Kristus, den største Læge der nogen sinde har levet på jorden.—brev 61, 1910. ret

(207)  Harmoni blandt medarbejderne
Det er af største betydning at der eksisterer harmoni på vore institutioner. Det var bedre om værket blev mindre, end at medarbejderne ikke er helt helliget til ansættelsen. Det er uhelliggjorte og uomvendte mænd som har ødelagt Guds værk. Herren har slet ikke brug mennesker som ikke er helt helliget til Hans tjeneste.—brev 202, 1903. ret

(207)  Forstanderindens kvalifikationer
Sygeplejerskerne og de studerende bør være under en oldfrues varetægt, som kan være vejleder og rådgiver for dem. Hun skal kunne udøve en klog ledelse. Hun behøver at være en god sund kvinde, der ikke er selv-centreret, men hengiven, uselvisk, og munter, en som kan forme menneskers sind, ikke ved autoritær, men ved at være venlig og eftertænksom, og dog principfast. Hun må glemme sig selv i interesse for andre. Den enkle hjerte-religion må kunne ses i dem, som udfører det arbejde, der forlanges af en forstanderinde. —Manuskript 162, 1897. ret

(207)  En erfaren kvinde
Den som besidder forstanderinde-stillingen på en institution bør være en erfaren kvinde, som i alle nødstilfælde ved hvad der skal gøres. Hun bør være en kvinde med særlige evner, en kvinde som er villig til at bære byrder, og som daglig går til Gud for at få visdom. Hun bør være en kvinde som kender reglerne for sømmelighed, og som overholder dem. — brev 30, 1887. ret

(207)  At ophøje Guds ord
Herren kalder os til en højtidelig helligelse til Ham på de sanatorier der skal oprettes. Vort formål med at oprette disse institutioner er at sandheden for denne tid kan proklameres gennem disse. For at dette kan ske, må de føres efter rigtige linjer. På disse skal forretningerne ikke tage pladsen for åndelige interesser. Der skal holdes andagter hver dag. Guds ord skal under ingen omstændigheder få andenpladsen. De som kommer på vore sanatorier for at få behandling må se Guds ord, som er livets brød, ophøjet over de almindelige jordiske hensyn. En stærk religiøs indflydelse må udøves. Det må vises tydeligt at Guds ære og ophøjelse af Kristus går frem for alt andet.—brev 183, 1905. ret

(208)  At bringe trøst og opmuntring
På vore sanatorier behøver vi sundt omvendte læger og kloge medarbejdere frem for alle andre steder i verden, – mænd og kvinder som ikke vil anspore deres særlige idéer på den syge, men som vil bringe Guds ords sandheder på en måde som bringer trøst og opmuntring og velsignelse til patienterne. Dette er det arbejde som vore sanatorier skal oprettes på – at bringe Guds ords sandheder korrekt, og lede mænds og kvinders sind til Kristus. ret

(208)  Lad de daglige religiøse andagtstjenester afholdes i korthed men af opdragende karakter. Overbring Bibelen og dens Ophavsmand, himlen og jordens Gud, og Kristus Sønnen, Guds store Gave til verden. Fortæl patienterne hvordan Frelseren kom til jorden for at åbenbare Guds kærlighed for mennesker. Overbring dem Hans store offer, da han kom her for at leve og dø. Lad det blive kendt at ethvert syndigt menneske, ved troen på Kristus, kan få del i guddommelig natur, og lære at samarbejde med Gud i frelsesarbejdet. — brev 112, 1909. ret

(208)  Lad de daglige religiøse andagstjenester afholdes i korthed men af opdragende karakter. Overbring Bibelen og dens Ophavsmand, himlen og jordens Gud, og Kristus Sønnen, Guds store Gave til verden. Fortæl patienterne hvordan Frelseren kom til jorden for at åbenbare Guds kærlighed for mennesker. Overbring dem Hans store offer, da han kom her for at leve og dø. Lad det blive kendt at ethvert syndigt menneske, ved troen på Kristus, kan få del i guddommelig natur, og lære at samarbejde med Gud i frelsesarbejdet. — brev 112, 1909. ret

(208)  Overvejelser om de ligegyldige mennesker
De som er knyttet til vore sanatorier er undervisere. De skal med behagelige ord og venlige handlinger gøre evangeliet tiltrækkende. Som Kristi efterfølgere, bør de forsøge at gøre det bedste indtryk af den religion de bekender, og indbyde ædle tanker. Nogle vil påvirkes af deres indflydelse for tid og for evighed. ret

(208)  I arbejdet med at hjælpe andre, vil vi vinde de dyrebareste sejre. Vi bør hellige os selv med utrættelig iver, med alvorlig troskab, med selvfornægtelse, og arbejde tålmodigt på at hjælpe dem som behøver at udvikle sig. Venlige opmuntrende ord vil gøre underværker. Der er mange som, hvis de anstrenger sig hele tiden og gladelig anstrenger sig for deres skyld, uden at kværulere eller skælder ud, vil vise at de kan forbedre sig. Jo mindre vi kritiserer andre, des større vil vor indflydelse være over dem for det gode. Hos mange, vil hyppige og tydelige formaninger gøre mere skade end godt. Lad en kristuslignende venlighed blive pålagt alle. ret

(209)  Det er en videnskab at behandle de som virker særlig svage. Hvis vi vil undervise andre, må vi først lære af Kristus. Vi behøver et bredt udsyn, så at vi kan gøre et sandt sundhedsmissionsarbejde, og vise taktsomhed i omgang med mennesker. ret

(209)  De som faktisk har mindst brug for hjælp, er de som får de mest af vor opmærksomhed. Men vi behøver at udvise særlig visdom mod de som virker ubetænksomme og tankeløse. Nogle forstår ikke Guds værks hellighed. De med de mindste evner, tankeløshed, og endog magelige, kræver særlig omhyggelig og bønnelig hensyn. Vi må udøve taktsomhed i omgang med de som virker uvidne og ude af vejen. Med udholdende anstrengelser for deres skyld, må vi hjælpe dem til at blive nyttige i Herrens værk. De vil reagere hurtigt på en tålmodig, ømhjertet og elskelig interesse. ret

(209)  Vi skal samarbejde med Herren Jesus for at genoprette den virkningsløse person og ham der fejler med indsigt og renhed. Dette arbejde er lige så vigtigt som evangelieforkyndelsens arbejde. Gud kalder os til at manifestere en utrættelig og tålmodig interesse for at frelse de, der behøver den guddommelige forfinelse.—brev 113, 1905. ret

(209)  Begås med de urimelige
Når du støder på elementer der ikke viser nogen bibelreligion, men kun en bekendelse, så glem ikke at du er en kristen. Du fornedrer din indflydelse og ødelægger din egen kristne erfaring når du mister din selvkontrol og giver dem den mindste mulighed for at tro at du har behandlet dem dårligt. Giv dem ikke det indtryk, at du overhovedet kan undgå det. I denne prøvetid danner vi vor karakter for det fremtidige evige liv; men det er ikke det hele, for i denne karakteropbyggelsesproces må vi være uhyre forsigtige med hvordan vi bygger, for andre vil bygge efter det mønster vi giver dem. ret

(209)  Vi kan aldrig vide før dommen hvilken indflydelse en venlig, hensynsfuld optræden har får det upålidelige, ufornuftige og uværdige menneske. Hvis du, efter en provokerende og uretmæssig handlemåde fra deres side, behandler dem som du ville som uskyldig person, vil du endog ved at tage smerterne, vise dem den særlige venlighed, så har du handlet som en kristen; og de bliver således overraskede og skammer sig, og ser at deres handlemåde og meningsløshed mere klart, end hvis du klart fortalte dem om deres grove handlinger og irettesatte dem. ret

(210)  Hvis du lage deres forkerte handlemåde frem for dem, ville de blive mere hårdnakkede og trodsige. Men behandles de venligt og hensynsfuldt mærker de deres egen handlemåde dybere, og modsætningen til din. Så vil du stå på fordelagtig grund, og du vil vise omsorg for deres sjæle, de ved at du ikke er en hykler, men at du mener hvert ord som du siger. ret

(210)  Siges der nogle få ord på en overilet måde, under provokation, der kun synes at være en lille ting – netop hvad de fortjente – afskærer det ofte for den indflydelse som kunne have bundet sjælen til din sjæl. Ideen om at være i mørke, under Satans fristelse og forblindes af hans fortryllende kraft, bør få dig til at føle dyb sympati for dem, det samme som du føler for en sygelig patient der leder, men er ikke klar over sin fare på grund af sin sygdom. ret

(210)  Sjæle som har kostet Guds enbårne Søns liv, må værtsættes højt på grund af den umådelige løsesum der er betalt for dem; og rige eller fattige, sorte eller hvide, må behandles med respekt for den værdi Kristus har tilskrevet menneskesjælen. ret

(210)  Disse tanker er alvorlig overvejelse værd. Forsømmes der noget fra vor side, ophøjes selvet, overilet og lidenskabelig selvophøjelse, kan sætte en sjæl på fordærvelsens stier, hvor han aldrig vil finde den snævre hellighedssti der fører til himlen. . . . Der begås alvorlige fejltagelser med omgang af ubalancerede og sygelige menneskesind. De er syge. De behøver en læge, de behøver ikke at skæres bort som en sygelig legemsdel, men at helbrede dem. Jesu ledelsesmåde gives i lignelsen for det fortabte får. Skulle Jesus behandle os ligesom vi behandler hinanden, ville ikke én af os blive frelst. Oh, hvor mange vil gå tabt på grund af de ord som burde være sagt i øm barmhjertighed, men forbliver usagte! — brev 20, 1892. ret

(211)  Den tungtopfattende studerende
Studerende som i første omgang virker tungtomfattende og sløve, kan i sidste ende gøre større fremskridt end de som er naturligt kvikkere. Hvis de arbejder grundigt og systematisk i deres arbejde, vil de vinde meget mere end andre ikke gør. De som danner tålmodighedens vane med ihærdig flid, vil udrette mere end de kvikke, livlige og højt begavede mennesker, som mister pointen ganske hurtigt, selvom de griber den hurtigt. Selvom de tålmodige er langsomme til at lære, vil de stå over dem, som lærer så hurtig at de ikke behøver at studere. — Manuskript 115, 1903. ret

(211)  Instruktørernes indstilling
Medens de studerende må være parate med de mindre ansvar, og bevise at de er til at stole på, må han [instruktøren] nære den ømmeste hengivenhed for dem. Han må ikke miste modet over deres uvidenhed, men skal rose dem for de gode kvaliteter han ser i dem. Når han uddanner sig selv i denne retning, får han en værdifuld erfaring – en erfaring som han behøver for at være en praktisk kristen. ret

(211)  Hvis de studerende begår fejltagelser, så lad ham ikke tro at de ikke kan komme ud for prøvelser igen, som om de har begået synder der ikke kan tilgives. Han bør venligt udpege deres fejl, og de bør for deres del, vær taknemmelige over at en så trofast ven fortæller dem om deres fejl, og hvordan de rettes. At afvise de fejlende, og behandle dem koldt, vil ikke at gøre sådan som Kristus har gjort mod ham. Vi er alle fejlagtige, og behøver hinandens sønlige kærlighed, hensyn og tilgivelse. Han kan ikke finde fuldkommenhed nogen sider, og vil ikke kunne forvente det, han må kunne klare forvirrede mennesker, og prøve at undervise dem.—brev 1, 1885. ret

(211)  Denne verden er ikke himlen
Hvor personer med forskellige karakterpræg omgås hinanden på en institution, må der arbejdes meget på at holde institutionen ren, ophøjet og ædel, så det ikke må lykkes den onde at demoralisere den. Der er uhellige elementer at møde, og hvis alle kæmper for at gøre ret og retfærdighedens gerninger og være til velsignelse for hinanden, vil de anstødelige træk overvindes. Denne verden er ikke himlen. I vort livs pligter skal vi omgås engle, men med mennesker som er tilbøjelige til at fejle. — Manuskript 41, 1900. ret

(212)  Opelske en atmosfære til at rose
Lad ikke hjælperne komme på overarbejde. Patienterne må se glade og strålende sygeplejersker, ikke sygeplejersker som mister modet og er nedtrykte på grund af overarbejde. Det stemmer ikke overens med de principper vore sanatorier er grundlagt på, at sygeplejersker får lov at byde ned under deres arbejde. ret

(212)  Sundhedsreformen skal praktisere sundhedsreformens principper i alt hvad de gør – stå, vandre, trække vejret, spise og klæde sig. De skal omgive sig med en atmosfære af pris. De skal opdyrke stemmen, bevare den behagelig og sympatisk. Ingen modløse ord må kunne høres. Lad læger og sygeplejersker rette sig mod lyset. Lad dem åbne hjertets vinduer mod himlen, så de oversvømmes med Retfærdighedens Sols stråler. — brev 116, 1903. ret

(212)  Pænt og ordentligt
Alt hvad der er knyttet til et sanatorium må være pænt og ordenlig. Pænhed og orden vil ofte have større indflydelse en blot ord. I baderummet bør alt arrangeres så at det giver et godt indtryk på dem der besøger institutionen.—Manuskript 57, 1909. ret

(212)  Sladder
Der er nogle, både mænd og kvinder, som sladrer mere end de beder. De har ikke en åndelig skarpsindighed. De er langt fra Gud. Når de taler med patienterne, siger deres optræden faktisk: Fortæl det, og vi vil sige det videre. ret

(212)  Sygehjælpere som vil gøre sådan skal bearbejdes og irettesættes. Og hvis de nægter at ændre deres kurs, så lad dem gå. Hvis de får lov at fortsætte på institutionen, vil de indføre en tilstand som vil adskille Herren fra institutionen. Uanset hvilken afdeling de arbejder i, må hjælperne være diskrete. Hvis de gentager alt det de hører og taler om alt de ser, vil de være en forbandelse for institutionen. Der er dem, som glæder sig over at sige ting der skaber sensationer. Dette er demoraliserende for en institution, og bør ikke støttes på mindste måde. — brev 30, 1887. ret

(213)  Glæde sig i Herren
Talens talent er et dyrebart talent. De rige nåderigdomme som Kristus er parat til at give os, skal vi videregive med sande og håbefulde ord: »Glæd jer altid i Herren; jeg siger igen: glæd jer!« Hvis vi vil vogte vore ord, så at ikke andet end venlighed slipper ud af vore læber, vil det bevise at vi bereder os at blive medlemmer af den himmelske familie. I ord og gerninger skal vi fremvise Hans ros, som har kaldt os ud af mørket til Hans forunderlige lys. Oh, hvilken reformerende indflydelse vil ikke udgå, hvis vi som et folk værdsætter talens sande værdi og dens indflydelse på menneskers sjæle. ret

(213)  Sabbatsmøderne, morgen- og aftenandagterne i hjemmet, gudstjenesterne der holdes i kapellet – bør alt give liv fra Kristi Ånd. Hvert medlem i sanatoriefamilien bør bekende Kristus åbenlyst og med glæde, der udtrykker den glæde, trøst og håb der står skrevet i sjælen. Kristus skal fremstilles som Anføreren blandt titusinde, og den allermest elskelige. Han skal fremstilles som alle gode og fuldkomne gavers Giver, Ham som vort håb om evigt liv centrerer sig om. Hvis vi gør dette vil al snæversyn sættes til side, og vi må udøve Kristi kærlighed. Den glæde vi erfarer i denne kærlighed vil være til velsignelse for andre. ret

(213)  Dyb alvor og glæde
Jeg er pålagt at sige til sanatorie-familien: Lad jeres sammenkomstmøder, og alle jeres religiøse øvelser, karakteriseres af en dyb alvor og glæde, som udtrykker Guds kærlighed i sjælen. Disse møder vil gavne alle; for de vil binde hjerte til hjerte. Lad der være nogle alvorlige bedestunder; bøn som vil styrke den religiøse erfaring. Bekend Kristus åbenlyst og bravt, og udvis Kristi sagtmodighed i alt. ret

(213)  Herren vil at arbejderfamilien på Loma Linda er lysets kanaler. Hvis vi vil holde hjerte og ind åben mod himlen, værne om Hans nådes trøst i hjertet, vil Kristi tilstedeværelse åbenbares. Lad alvor og iver komme ind i jeres liv. Gør ingen tilbageskridt. Herren er vor hjælper, vor vejleder, vort skjold, vor overmådelig store løn. Overfladiskhed må ikke komme ind i dine rutiner, men opelsk munterhed; for det er en fremragende nådegave. Vi kan ikke tillades os at være ligegyldige med vore ord og optræden. . . . . ret

(214)  Vi har alle rigtig meget at være taknemmelige over; lad os åbne vore læber og prise og takke Gud. Lad os komme nær til Herren Jesus, og indrømme vore daglige forpligtelser over for Ham. Han har gjort det muligt for os at vi kan sikre os et meget lykkeligt liv endog i denne syndige verden, og fremholder håb om at hele tiden være Hos Ham i det rige, Han bereder for Sit folk. Burde disse tanker ikke fremkalde lovprisning og taksigelse hos os? — brev 260, 1907. ret

(214)  Overholdelse af sabbaten
Således er sandt sundhedsmissionsarbejde uadskilleligt knyttet til overholdelsen af Guds befalinger, hvoraf sabbatten omtales specielt, fordi den er det særskilte minde om Guds skabermagt. Dens helligholdelse hører sammen med den gerning at genoprette Guds moralske billede i mennesket. Dette er den tjeneste, Guds folk skal udrette i denne tid. Udført på den rette måde vil denne tjeneste bringe menigheden rige velsignelser.—Vidnesbyrd for menigheden 6:266. ret

(214)  Lægen går ikke fri
Ofte kaldes læger ud på sabbaten for at tjene den syge, og det er umuligt for dem at få tid til hvile og andagt. Frelseren har vist os ved Sit eksempel at det er rigtigt at hjælpe de lidende i denne tid; men læger og sygeplejersker gør ikke noget unødigt arbejde. Almindelig behandling og operationer som kan vente, bør udskydes til næste dag. Lad patienterne vide at lægerne må have en hviledag. Herren siger: »Frem for alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt.« ret

(214)  Ingen kan føle sig fri til at ignorere dette ord fra Herren, selvom han er læge. Fordi han er læge må han ikke føle sig fri til at ignorere Herrens ord. Han bør planlægge sit arbejde sådan at Guds forlangender adlydes. Han bør ikke rejse om sabbaten, uden at det gør det lettere. Når det sker sådan, er det ingen vanhelligelse om sabbaten, at læger rejser på den dag; men ordinære sager bør udsættes. ret

(215)  Gud skabte verden på seks dage og hvilede på den syvende. Han helliggjorte og velsignede den syvende dag, og gjorde den til Sit hellige mindesmærke. »Israeliterne skal«, erklærer Han »holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt.« 2.Mos 31,16. De som gør dette, holder alle Guds bud, kan gøre krav på alle løfterne i Esajas 58,11-14. Instrukserne i dette kapitel er fyldestgørende og afgjorte. De der afholder sig fra at arbejde på sabbaten, kan påberåbe sig guddommelig ro og trøst. Skal vi ikke tro Gud? Skal vi ikke kalde den dag hellig, som Han kalder hellig? Mennesker skal ikke skamme sig over at kende det som helligt, som Gud kalder for helligt. Han skal ikke skamme sig over at gøre det som Gud har befalet. Lydighed vil få ham til en kundskab som udgør sand helliggørelse. ret

(215)  Gud må ikke berøves tiende og gaver, ingen vanhelligelse af Hans hellige tid. Mennesker kan ikke gøre som det behager ham på Guds hellige dag. Han har seks dage at arbejde på med verdslige forretninger, men Gud kræver at den syvende dag er Hans egen. »På den dag,« siger Han, »skal du ikke arbejde.« 2. Mos. 20,10. Guds tjener vil kalde det som helligt, som Herren kalder for helligt. Således vil han vise at han har valgt Herren som sin leder. Sabbaten blev til i Edens have, hvor morgenstjernerne sang sammen og alle Guds sønner råbte af glæde. Gud har lagt den i vor varetægt. Lad os holde den ren og hellig. — Manuskript 162, 1897. ret

(215)  Ved sjælens fare
De som, uanset årsag, er nød til at arbejde på sabbaten, er altid i fare; de mærker tabet, og fra at gøre de nødvendige gerninger, falder de i en vane at gøre ting på sabbaten, som ikke er nødvendige. Fornemmelsen af dens hellighed går tabt, og det hellige bud har ingen effekt. Der bør arbejdes særligt på at sætte gang i en reform for sabbatsoverholdelse. Medarbejderne på sanatoriet, gør ikke altid det som er deres ret og pligt at gøre. De er ofte så trætte at de bliver demoraliseret. Sådan bør det ikke være. Sjælen kan kun være rig på nåden, når den forbliver i Guds nærhed. . . . . ret

(216)  Hvis arbejdets hast får lov at drive fra vort mål at søge Herren dagligt, skal vi gøre de største fejltagelser; skal vi udsættes for tab, for Herren er ikke med os. Vi har lukket døren så Han ikke kan få adgang til vore sjæle. Men hvis vi beder, endog når vore hænder arbejder, åbner Frelserens øre for at høre vore bønner. . . . Gud tager vare på dig på det sted hvor det er din pligt at være. Men forvis dig at du så ofte så mulig, tager der hen vor der plejer at blive bedt bønner. — Råd om sundhed, 422-424. ret

(216)  Sabbatsarbejdet
Læger behøver en selvfornægtelsens og selvopofrelsens hånd. Det kan være nødvendigt at, endog bruge sabbatens hellige timer, til at hjælpe lidende mennesker. Men betalingen for et sådant arbejde burde lægges i Herrens forrådshus, og bruges på de værdigt trængende, som behøver lægehjælp, men ikke kan betale for den.— Sundhed, filantropi, og sundhedsmissionsarbejde, side 42. ret

(216)  Tienden
Mennesker som er knyttet til Guds bestemte institutioner bør være omhyggelige med at anerkende Ham på deres møder. Ham skylder de deres forstand og alle deres evner, og de skal anerkende dette. Ligesom Abraham skal de betale en trofast tiende af alt hvad de ejer og alt de modtager. En trofast tiende er Herrens del. Tilbageholdelse er at berøve Gud. Enhver bør frit, villig og glædeligt bringe tiende og gaver ind i Herrens forrådskammer. Derved vil han få en velsignelse. Der er ingen sikkerhed i at holde det tilbage fra Gud, som er Hans andel. — Manuskript 162, 1897. ret

(216)  Et sted hvor de kan falde fra
Sanatoriet er et sted som giver gode muligheder for at falde fra Gud, og lade selvet få overherredømme, og således skille sjælen fra Kristus og de hellige engle. ret

(216)  Hverken læger, eller sygehjælpere bør prøve på at udrette deres arbejde uden at tage tid til bøn.— Sundhed, filantropi, og sundhedsmissionsarbejde, side 16. ret

(217)  Byg harmonisk
Ingen af os kan tillade os at synde. Det er en dyr foreteelse. Synd forblinder øjnene sådan at det ikke er til at se det onde, og ved deres indiskrete handlinger, bliver de ved denne forblindelse til uretfærdighedens redskaber der spreder for Satan. . . . ret

(217)  Vogt dig imod syndens vane. Vogt over tungen. Vogt dig for anledninger til at gøre godt og velsigne andre, se altid på Jesus, vokse i nåde og i sandhedskundskaben. Hvis du ønsker det højere liv, må du nu leve det højere liv i denne verdens lavere liv. Vi arbejder for tid og for evighed. Et velopbygget liv dannes ved at leve på opbygningsplanet, lægge nåde på nåde i gode gerninger, tro, tålmodighed, afholdenhed, godgørenhed, tapperhed og selvfornægtelse. I er Guds husførelse. I er Guds bygning. Lær af Kristus, så vil I ikke blande de modsatrettede og taktløse ting sammen – der i dag er ædruelig og andægtig og i morgen er ligeglad og letsindig. ret

(217)  Kristus har lagt alt til rette, så din karakter kan være harmonisk ved den nåde du får. Opbyg da harmonisk. Lad strukturen rejse sig, sten på sten. Grib de guddommelige lysstråler fra Jesus, og lad dem skinne på andres stivej, som er i mørke. Hele universets Gud ser på os med intens interesse. — brev 6a, 1890. ret

(217)  Ændret til guddommelig lignelse
Til de unge mænd og unge kvinder som uddannes som sygeplejersker og læger, vil jeg sige: Hold jer tæt til Jesus. Ved at beskue Ham, vil I ændres til at ligne Ham . . . . I kan få en teoretisk kendskab til sandheden, men dette vil ikke frelse dig. Ved erfaring må I vide hvor syndig synd er og hvor meget I behøver Jesus som en personlig Frelser. Kun derved kan I blive Guds sønner og døtre. Jeres eneste fortrin er jeres store behov. ret

(217)  De som vælges til at tage sygeplejerskeuddannelsen på vore sanatorier, bør vælges klogt. Unge piger med en overfladisk karakterform, bør ikke opmuntres til dette arbejde. Mange af de unge mænd som er ivrige efter at få en uddannelse som læger, har ikke de karaktertræk, som sætter dem i stand til at modstå de fristelser der er almindelige i en læges arbejde. Kun de må antages som lover til at kvalificeres til det store og hellige arbejde, at bibringe den sande sundhedsreforms principper. ret

(218)  En beskeden optræden
De unge damer der er knyttet til vore institutioner må vogte sig selv ganske nøje. De skal være forsigtige i ord og handling. De må aldrig vise den mindste frihed når de taler med en gift mand. Til mine søstre som er knyttet til vore sanatorier vil jeg sige: Tag rustningen på. Når I taler med mænd, så vær venlige og belevne men aldrig frie. Jeres øjne skal være vagtsomme, pas på jeres optræden, døm efter den om I virkelig er Guds børn. Vær ærbar. Afstå fra alt der ser ondt ud. Tag den himmelske rustning på, tjen jeres forbindelse til sanatoriet for Kristi skyld, det sted hvor stakkels skibbrudne sjæle finder en himmel. De som er knyttet til disse institutioner skal vogte sig for sig selv. De skal aldrig ved ord og handling give den mindste mulighed for at onde mænd taler ondt om sandheden. ret

(218)  Ikke af verden
Der er kun to riger i denne verden, Kristi rige og Satans rige. Enhver af os må tilhøre et af disse riger. I sin forunderlige bøn for Sine disciple sagde Kristus: »Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed. Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden.« ret

(218)  Det er ikke Guds vilje at vi skal isolere os selv fra verden. Men når vi er i verden skal vi helliggøre os selv til Gud. Vi skal ikke efterligne verden. Vi skal være i verden som en indflydelse der korrigere, som salt der beholder sin smag. Blandt en uhellig, uren og afgudsdyrkende slægt, skal vi være rene og hellige, vise at Kristi nåde har kraft til at genoprette den guddommelige lighed i menneskene. Vi skal udøve en frelsende indflydelse over verden. ret

(218)  »Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.« Verden er blevet et syndens spedalskhedshus, en masse fordærv. Den kender ikke Guds børn fordi den ikke kender Ham. Vi skal ikke praktisere dens veje og følge dens skikke. Vi må hele tiden modstå dens slappe principper. Kristus siger til sine efterfølgere: »Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.« Det er lægernes og sygeplejerskernes pligt at skinne som lys midt i verdens fordærvende indflydelse. De skal værne om de principper som verden ikke kan smudse til. . . . . . ret

(219)  Nådens velsignelse gives til mennesker så det himmelske univers og den faldne verden kan se Kristi karakters fuldkommenhed, som de ellers ikke kunne se. Den Store Læge kom til vor verden for at vise mænd og kvinder at de ved Hans nåde kan leve således, at de, på Guds store dag, modtager det dyrebare vidnesbyrd: »I denne fylde har I del, idet I er i ham.«—Manuskript 24, 1900.

(219)  Til videre studium
Succesrigt institutionsarbejde:
Råd om sundhed, 255-320 (Vidnesbyrd for menigheden 4:586, 587).
Høje kald til sanatoriernes medarbejdere:
Råd om sundhed, 250-254 (Vidnesbyrd for menigheden 7:68-71).
Sanatoriemedarbejdernes pligter og privilegier:
Råd om sundhed, 398-411, 420-424.
Pålidelighed bland medarbejderne:
Vidnesbyrd for menigheden 4:554-564.
Kristen indflydelse:
Vidnesbyrd for menigheden 4:565-570.
Medarbejdernes moralske og forstandsmæssig kultur:
Råd om sundhed, 257-260 (Vidnesbyrd for menigheden 4:454-459).
Medarbejdere skal være sundhedsreformatorere:
Råd om sundhed, 261.
Valg af samarbejdspartnere:
Råd om sundhed, 414-419 (Vidnesbyrd for menigheden 4:587-591).
Dele ansvar:
Råd om sundhed, 338, 339;
Vidnesbyrd for menigheden 8:231-235.
Overholde principper:
Råd om sundhed, 287, 288 (Vidnesbyrd for menigheden 4:576, 577).
Munterhed:
Råd om sundhed, 406, 407 (I den store læges fodspor, 222-224).
Kritik og kværulering:
Råd om sundhed, 296, 297.
Overfladiskhed og kritik:
Råd om sundhed, 412, 413.
God samvittighed over for små ting:
Vidnesbyrd for menigheden 4:572.
Sabbatens overholdelse på sanatorierne:
Råd om sundhed, 234-239 (Vidnesbyrd for menigheden 7:104-109);
Råd om sundhed, 422.
Overlægen:
Råd om sundhed, 337-339.
Sanatoriets præst:
Råd om sundhed, 289 (Vidnesbyrd for menigheden 4:546, 547.) ret

næste kapitel