| Kristus alene kapitel 121. Fra side 121 | ren side tilbage |
(121) »Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.«- 1 Kor. 13, 13. ret (121) Der er rigeligt med prædikener. Det største behov. . . er kærlighed til dem, der er ved at gå fortabt, den kærlighed, som flyder i rige strømme ud fra Guds trone. Sand kristendom spreder kærlighed gennem menneskets væsen. Den berører alle de ædlere dele, hjernen, hjertet, de hjælpende hænder, fødderne, og sætter mennesket i stand til at stå urokkeligt, hvor Gud ønsker det, så de ikke gør stien kroget for andre, og den lamme ikke kommer ud af sporet. Kristi brændende, uudslukkelige kærlighed til dem, som er ved at gå fortabt, er kristendommens virkelige livsmønster. ret (121) Hvad er Bibelens beskrivelse af Gud? »Gud er kærlighed.« Gud åbenbarede sin kærlighed til menneskeslægten ved at give Kristus til verden. »Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Ja, »evigt liv«. Det er denne kærlighed, som opfylder loven. Kun den, som brænder af medfølelse for det fortabte menneske, hvis kærlighed er målbevidst og som viser sin kærlighed ved at gøre Kristi gerninger, vil være i stand til at beskue den usynlige. Kun den, der har en praktisk og målbevidst kærlighed til sine medmennesker, kan kende Gud. Uden kærlighed til dem, Faderen har gjort så meget for, kender man ikke Gud. Derfor er der så lidt liv i vore menigheder. Teologi er værdiløs, medmindre den er gennemsyret af Kristi kærlighed. ret (121) Gud er uforlignelig. Når hans kærlighed kommer ind i menneskets hjerte, vil den tilskynde til handlinger, der bærer frugt, og hvor Guds egen karakter kommer til syne. . . . ret (121) »Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden.« Hvilke herlige blade fra livets træ! »Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.« ret (121) »Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!« fordi vor vejviser er så klar og tydelig. Andre følger måske ikke det tydelige »Der står skrevet«, som Kristus benyttede, hver gang han mødte den faldne fjende, men lad os følge Frelserens eksempel. Jo mindre vi giver udtryk for vore egne menneskelige meninger, desto renere og mere indtryksfuldt vil vor samtale forme sig. Herren ønsker, at vort sprog skal være helliget, en livets duft til liv. ret |