9. maj - ingen andre guder

(130)  »Du må ikke have andre guder end mig.«- 2 Mos. 20, 3. ret

(130)  Kristus gav sit liv for at ethvert ønske om frihed fra synd og opnåelse af Skaberens gunst kunne opfyldes. ret

(130)  Det var udsigten til et forløst, helligt univers, der tilskyndede Kristus til at bringe dette store offer. . . . Følger vi Gud, som hans elskede børn, eller er vi mørkets fyrstes tjenere? Tilbeder vi Jehova eller Ba'al?, den levende Gud eller afguder? ret

(130)  Vi kan godt tilbede afguder uden noget synligt alter eller uden noget billede, som øjet kan se. Tusinder har falske forestillinger om Gud og hans egenskaber. De tjener lige så virkelige falske guder, som Ba'als tjenere gjorde. Tjener vi den sande Gud, som han åbenbares i Ordet, i Kristus og i naturen, eller dyrker vi hellere en filosofisk afgud? Gud er sandhedens Gud. Retfærdighed og nåde kendetegner hans styreform. Han er kærlighedens, medlidenhedens og den dybe barmhjertigheds Gud. Således fremtræder han i sin Søn, vor Frelser. Han er tålmodighedens og langmodighedens Gud. Når vi søger at efterligne et sådant væsens karaktertræk og bøjer os for ham, tilbeder vi den sande Gud. ret

(130)  Når vi følger Kristus, vil hans fortjenester tilregnes os og stige op til Faderen som en liflig duft. Og med Frelserens kærlige egenskaber indpodet i vore hjerter flyder de ud fra os som en kostbar vellugt. Den kærlige indstilling, ydmyghed og overbærenhed, som kendetegner vore liv, har magten til at formilde og afdæmpe hårde hjerter og vinde troens bitreste modstandere for Kristus. ret

(130)  »Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres.« . . . ret

(130)  Lysten til tom ære og selviske ambitioner er den klippe, hvorpå mange har lidt skibbrud og gjort mange menigheder kraftesløse. Det er dem, der kender mindst til helligelse, som har den ringeste forbindelse med Gud, der med størst ihærdighed søger de eftertragtede stillinger. De har ingen forståelse for deres svaghed og karakterbrist. . . . Den, som til stadighed ser hen til Jesus, opdager hans selvudslettende kærlighed og dybe ydmyghed, og vil efterligne hans eksempel. Hjertet må renses for stolthed, ærgerrighed, bedrag, had og selviskhed. Hos mange er disse onde tendenser delvis undertrykt, men ikke rykket op med rod af hjertet. Under gunstige vilkår springer de ud igen og blomstrer frem i åbent oprør mod Gud. Heri ligger den frygtelige fare. At holde fast ved nogen synd er at opmuntre en fjende, som kun står på vagt for at ruinere os i et ubevogtet øjeblik. . . . Guddommelig nåde er vort eneste håb. ret

næste kapitel