15. maj - alle kan bære kronen

(136)  »Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist al/e løber, men kun en får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den!«- 1 Kor. 9, 24. ret

(136)  Væddekæmperne i fortidens lege var ikke engang sikre på sejren, selvom de havde underkastet sig selvfornægtelse og hård selvtugt. »Ved I ikke,« siger Paulus, »at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun en får sejrsprisen?« Hvor ivrigt og alvorligt løberne end stræbte, så kunne sejrsprisen kun gives til en. Kun en hånd kunne gribe den attråede krans! Nogle kunne udfolde de største anstrengelser for at opnå prisen, men idet de strakte hånden ud for at gribe den, var der mulighed for, at en anden et øjeblik før havde grebet den. ret

(136)  Men det samme er ikke tilfældet i den kristnes kamp. Ikke en af dem, der retter sig efter betingelserne, vil blive skuffet, når løbet er endt. Ikke en af dem, der er ihærdige og udholdende, vil gå glip af sejren. Løbet er ikke for de hurtige eller kampen for de stærke. Den svageste hellige kan lige såvel som den stærkeste komme til at bære den udødelige herligheds krone. Alle kan vinde, når de ved den guddommelige nådes kraft bringer deres liv i overensstemmelse med Kristi vilje. Udøvelsen indenfor livets enkeltheder af de påbud, der findes i Guds ord, betragtes alt for tit som uvæsentlige - som en sag, der er for ubetydelig til at kræve opmærksomhed. Men i betragtning af hvor meget der står på spil, er intet småt, der kan hjælpe eller hindre. Enhver handling tynger med i den vægtskål, der er afgørende for livets sejr eller nederlag. Og belønningen til dem, der vinder løbet, vil stå i forhold til den energi og ihærdighed, hvormed de har kæmpet. . . . ret

(136)  Paulus vidste, at hans kamp mod det onde ville vare ved, så længe han levede. Han var altid klar over nødvendigheden af at være på vagt overfor sig selv, så jordiske ønsker ikke skulle få overhånd over åndelig iver. Af al sin kraft vedblev han med at kæmpe mod sine naturlige tilbøjeligheder. Altid så han for sig det ideal, han skulle nå, og dette ideal stræbte han imod ved villig lydighed mod Guds bud. Hans ord, hans handlinger, hans længsler, - alt var bragt ind under Guds Ånds magt. ret

(136)  Det var dette oprigtige ønske om at vinde løbet om det evige liv, Paulus higede efter at se åbenbaret i de korintiske troendes liv. Han vidste, at hvis de skulle nå til Kristi formål med dem, ville det koste dem et livs kamp, hvorfra der ikke var nogen befrielse. Han tryglede dem om at kæmpe retteligt og dag efter dag søge fromhed og moralsk fuldkommenhed. Han bønfaldt dem om at kaste alle byrder fra sig og haste fremad mod målet, som var fuldkommenhed i Kristus. ret

(136)  Der var et mål, han altid havde for øje og alvorligt stræbte efter at nå, nemlig »retfærdigheden fra Gud, grundet på tro«. ret

næste kapitel