19. maj - sandheden i Jesus

(140)  »Så sandt I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, således som det er sandhed i Jesus.«- Ef. 4, 21. ret

(140)  Når profeterne forsvarede Sandheden, blev Guds ord givet til dem. De forstod den frelsesgerning, som skulle gennemføres af den kommende Messias. Først efter Kristi komme, efter hans død ,som menneskers stedfortræder, efter at de symbolske ofringer blev opfyldt af modbilledet, kom de gamle sandheder om symbolerne frem i et klarere lys. En forunderlig sandhed blev åbenbaret for verden i Kristus som Faderens repræsentant. Lyset fra Golgatas kors viste tilbage til den jødiske tidsalder og forklarer betydningen af hele det jødiske system, og på den ene side af korset har vi den helt specielle sandhed, som den er i Jesus. Sandheden meddelt ved vor Forløser bliver en virkelig nærværende sandhed. ret

(140)  Hvilken sandhed frembydes ikke, når vi fæster blikket på Jesus, i forbindelse med Golgatas kors, og ser den Underfuld-Rådgiver, det hemmelighedsfulde Offer, der bøjer sig under slægtens utrolige byrde. For at give overtræderen en ny anledning, og for at mennesket kunne opnå gunst hos Gud Fader, greb den evige Guds Søn personligt ind for at bære straffen for overtrædelsen. En iklædt menneskets natur, og dog et med Guddommen, blev vor forløser. Selv Jorden rystede og bævede, ved synet af ,Guds kære Søn, som måtte lide under Guds vrede over menneskets overtrædelse. Himlene blev klædt i sørgedragt for at skjule synet af Den lidende Guddom. ret

(140)  Det var overtrædelsen af Guds lov, som gjorde denne lidelse nødvendig, og dog bilder Satan folk den tanke ind, især dem, der overtræder Guds lov, at al denne lidelse blev udholdt for at sætte loven ud af kraft! Under den store overtræders bedrag og forblindelse fortæller de andre, at der ikke er nogen lov, eller at man er faldet ud af nåden, hvis man holder Guds bud i denne tidsalder. Hvilket bedrag Satan har påført menneskene! ret

(140)  Når man godtager og lærer, at Guds lov ikke gælder for menneskeslægten, så forstår mennesket ikke sit eget frygtelige fordærv. Man fatter det ikke. Så har Gud ingen moralsk standard til at måle menneskets karakter med, eller til at regere universet med, hverken de ufaldne verdener eller denne faldne verden. Da var det unødvendigt for Kristus at dø, hvis Gud kunne afskaffe loven for at møde mennesket i dets faldne tilstand, og stadig bevare sin ære som universets leder. Men Kristi død er det evige bevis på, at Guds lover lige så uforanderlig som hans trone. ret

næste kapitel