21. maj - i harmoni med Guds lov

(142)  »Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen i nærheden af ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt. Han gik hen til ham. . . og sørgede for ham.«- Luk. 10,33.34. ret

(142)  Kristus vidste, at ingen kunne holde loven i egen kraft. Han ønskede at lede den lov kyndige til et dybere og mere indgående studium, for at han kunne finde sandheden. Vi kan kun holde loven ved at tage imod Kristi fortjeneste og nåde. Troen på, at der er forsoning for vore synder, sætter det faldne menneske i stand til at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. ret

(142)  Den lov kyndige vidste, at han hverken havde holdt de fire første eller de seks sidste bud. Han følte sig fordømt, da han hørte Jesu ransagende ord, men i stedet for at bekende sin synd prøvede han på at undskylde den. Han forsøgte at vise, hvor vanskeligt det er at holde hele loven hellere end at erkende sandheden. Ved at gøre det håbede han at berolige sin samvittighed og at retfærdiggøre sig i folkets øjne. Frelserens ord havde vist, at hans spørgsmål var unødvendigt, siden han selv kunne svare på det. Alligevel stillede han endnu et spørgsmål: »Hvem er så min næste?« ret

(142)  Atter vægrede Kristus sig ved at blive draget ind i en ordstrid. Han besvarede spørgsmålet ved at fortælle om en begivenhed, som endnu var frisk i tilhørernes erindring. Han sagde: »En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt i hænderne på røvere. De tog hans klæder fra ham og slog ham fordærvet; så gik de bort og lod ham ligge halvdød.« . . . ret

(142)  Medens han lå der i denne tilstand, kom en præst forbi stedet. Han så manden, der lå der såret, kvæstet og blødende, men han gik fra ham uden at hjælpe ham. Han »gik lige forbi«. Så kom en levit. Han var nysgerrig efter at få at vide, hvad der var sket, så han standsede og så på den lidende. Han var overbevist om, hvad han burde gøre, men det var ikke en behagelig pligt. Han ønskede, at han ikke var kommet den vej, så at han havde undgået at se den stakkels mand. Han forsikrede sig selvom, at det var et tilfælde, der ikke kom ham ved, og også han »gik lige forbi«. ret

(142)  Men en samaritaner, som rejste samme vej, så den lidende mand, og han udførte den gerning, som de andre havde nægtet at gøre. »Da han så ham, ynkedes han inderligt. Han gik hen til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin på dem, løftede ham op på sit eget ridedyr og førte ham til et herberge og sørgede for ham. Og den næste dag tog han to denarer frem og gav værten dem og sagde: 'Sørg for ham, og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, når jeg komme tilbage igen._< Både præsten og levitten gav sig ud for at være fromme, men samaritaneren viste, at han i sandhed var omvendt. Det var ikke mere behageligt for ham at udføre gerningen, end det ville have været for levitten og præsten, men han viste med sit sindelag og sine gerninger, at han var i harmoni med Gud. ret

næste kapitel