1. juni - den store lærer

(153)  »Dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.«- Joh. 18,37. ret

(153)  Verden har aldrig kendt en større lærer end Kristus. Han kom til denne Jord for at sprede sandhedens stråler, så mennesker kunne blive skikkede for Himmelen. »Dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.« Han kom for at åbenbare Faderens karakter og derved lede mennesker til at tilbede ham i ånd og sandhed. ret

(153)  Menneskets behov for en guddommelig lærer var kendt i Himmelen. Guds medlidenhed og sympati for mennesket, som var faldet og bundet til Satans stridsvogn, forårsagede, at han sendte sin Søn, da tidens fylde kom. Himmelens udkårne kom til denne Jord som menneskets vejleder. Guds rige menneskekærlighed gav ham (Kristus) til vor verden, og for at møde den menneskelige naturs behov blev han mennesker lig. Det overraskede den himmelske hærskare, at Det evige Ord kom til denne verden som en hjælpeløs baby. Han forlod de kongelige forgårde fuldt beredt på en gådefuld forbindelse med faldne mennesker. »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os«. ret

(153)  Da Kristus forlod sit høje stade, kunne han efter eget valg have påtaget sig en hvilken som helst stilling i livet. Men storhed og rang betød ikke noget for ham, og han valgte den mest ydmyge livsgerning. Han oplevede hverken luksus, bekvemmelighed eller selvtilfredsstillelse. Sandheden, af himmelsk oprindelse, var hans tema. Han skulle tilså verden med sandhed, og han levede således, at han var tilgængelig for alle. ret

(153)  Det var ikke forbavsende, at Kristus i sin barndom skulle vokse i visdom og yndest hos Gud og mennesker, for det var i overensstemmelse med lovene for hans guddommelige udnævnelse, at hans evner skulle udvikles, og hans sanser skulle styrkes. Han søgte ikke en uddannelse i rabbinernes skole, for Gud var hans lærer. Med alderen gik han fortsat frem i visdom. Ihærdigt studerede han Skriften, som han vidste var fuld af uvurderlig vejledning. Han var trofast i udførelsen af sine pligter i hjemmet, og i stedet for at tilbringe de tidlige morgentimer i sengen, var han ofte på et afsides sted for at ransage Skriften og bede til sin himmelske Fader. ret

(153)  Han kendte godt til profetierne om sin gerning og formidlertjeneste, især dem, der henviste til hans ydmygelse, forsoning og forbøn. Hensigten med hans liv på Jorden stod stadig klart for ham, og han glædede sig over udsigterne til, at Herrens nådige hensigt i hans hænder ville lykkes. ret

(153)  Hans ord trøstede, styrkede og velsignede dem, som higede efter den fred, som kun han kunne give. ret

næste kapitel