3. juni - den himmelske lærers disciple

(155)  »Vi har fundet Messias, der er det samme som Kristus.«- Joh. 1, 41. ret

(155)  Den følgende dag, medens to disciple stod i nærheden, så Johannes atter Jesus blandt folket. Atter strålede profetens ansigt i lyset fra den usynliges herlighed, idet han udbrød: »Se Guds Lam!« Ordene fik disciplenes hjerter til at banke. De forstod dem ikke fuldt ud. Hvad betød det navn, som Johannes havde givet ham: »Guds Lam«? Johannes selv havde ikke givet nogen forklaring på det. ret

(155)  De forlod Johannes og gik hen for at opsøge Jesus. Den ene af de to var Andreas, Simons broder; den anden var evangelisten Johannes. Disse to blev Kristi første disciple. Drevet af en ubetvingelig indskydelse fulgte de efter Jesus - ivrige efter at få ham i tale, men alligevel betagne og tavse, helt fortabte i denne helt overvældende betydningsfulde tanke: »Mon han er Messias?« ret

(155)  Jesus vidste, at disciplene fulgte ham. De var førstegrøden af hans gerning, og den guddommelige lærers hjerte frydede sig, da disse sjæle tog imod hans nåde. Dog spurgte han blot, idet han vendte sig om: »Hvad søger I?« Han ville stille dem frit med hensyn til at vende om eller at tale om deres ønsker. ret

(155)  De var sig kun et eneste formål bevidst. Deres tanker drejede sig kun om en eneste ting. De sagde: »Rabbi, . . . hvor bor du?« Under en kort samtale ved vejkanten kunne de ikke modtage det, som de længtes efter. De ønskede inderligt at være alene med Jesus, at sidde ved hans fødder og lytte til hans ord. »Han siger til dem: 'Kom og se!' Da gik de med og så, hvor han boede, og de blev hos ham den dag.« ret

(155)  Hvis Johannes og Andreas havde haft det samme vantro sind som præsterne og rådsherrerne, ville man ikke have fundet dem lyttende ved Jesu fødder. Så ville de være kommet til ham med kritik for at bedømme hans ord. På denne måde lukker mange døren i for de mest værdifulde muligheder. Men det gjorde disse første disciple ikke. De havde været modtagelig for Helligåndens kald gennem Johannes Døbers prædiken. Nu genkendte de den himmelske lærers røst. For dem var Jesu ord fyldt af friskhed og sandhed og skønhed. Der faldt et guddommeligt lys over de gammeltestamentlige skrifter. Sandhedens mangesidige emner viste sig for dem i et nyt lys. ret

(155)  Det er anger og tro og kærlighed, der gør sjælen rede til at modtage visdommen fra Himmelen. Tro, som virker ved kærlighed, er nøglen til viden, og enhver, som elsker, »kender Gud«. . . . ret

(155)  »Den næste dag ville Jesus drage derfra til Galilæa; og han finder Filip og siger til ham: 'Følg mig!« Filip adlød befalingen, og straks blev han også en Kristi medarbejder. ret

næste kapitel