5. juni - Kristus underviser om det himmelske

(157)  »Lær mig, Herre, din vej, at jeg kan vandre i din sandhed; vend mit hjerte til dette ene: at frygte dit navn.«- Sl. 86, 11. ret

(157)  Det, som Faderen og Sønnen i det himmelske råd skønnede var til menneskets frelse, er klart fremført i Skriften. Frelsens uendelige sandheder er så klart fremført, at mennesker, som ønsker at kende sandheden, ikke kan undgå at forstå den. Guddommelige åbenbaringer er givet dem til oplæring i retfærdighed, for at de kan ære Gud og hjælpe deres medmennesker. ret

(157)  Disse sandheder findes i Guds ord - standarden, hvormed vi skal dømme mellem ret og forkert. Lydighed mod dette ord er ungdommens bedste værn mod de fristelser, som møder dem under deres uddannelse. Dette ord lærer dem, hvorledes de kan ære Gud og være tro mod menneskeheden, mens de udfører deres pligter med glæde og møder de daglige prøvelser, og modigt bærer dagens byrder. ret

(157)  Kristus, Den store Lærer, søgte at vende menneskers tanker bort fra materialistiske overvejelser for at kunne undervise dem om himmelske ting. Hvis datidens lærere havde været villige til at lære af ham, havde de sammen med ham sået sandhedens sæd i verden, som da ville være blevet meget anderledes, end den er nu. Havde de skriftlærde og farisæerne forenet deres kræfter med Frelserens, ville kundskaben om Kristus have genskabt Guds moralske billede i deres liv. ret

(157)  Men Israels ledere vendte sig bort fra den sande kundskabs kilde. De studerede kun skrifterne for at opretholde deres overleveringer og påtvinge menneskeskabte forordninger. Gennem deres fortolkning fremsatte de synspunkter, som gav udtryk for noget, Gud ikke havde vist dem. De drøftede spidsfindigheder og fornægtede de mest afgørende sandheder. Guds ord blev berøvet sin kraft, så de onde ånder fik frit spil. ret

(157)  Kristi ord indeholder intet uvæsentligt. Bjergprædikenen er en vidunderlig fremstilling, og dog så enkel, at et barn kan læse den uden at misforstå den. Saligprisningernes bjerg er et symbol på de åndelige højder, hvorpå Kristus altid stod. Hvert ord, han udtalte, kom fra Gud, og han talte med Himmelens autoritet. »De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.«8 Hans undervisning er fuld af forædlende, frelsende sandhed, og menneskers højeste ambitioner og mest dybtgående undersøgelser tåler ikke at sammenlignes dermed. Han havde en levende fornemmelse af den frygtelige undergang, som truede menneskeslægten, og han kom for at frelse mennesker ved sin egen retfærdighed, og give verden en sikker vished om håb og en fuldstændig redning. ret

næste kapitel