7. juni - Jesu undervisning - enkel, men med myndighed

(159)  »Han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.«- Matt. 7, 29. ret

(159)  I tiden mellem sine rejser hid og did boede Jesus i Kapernaum, og den blev omtalt som »hans egen by« . . . ret

(159)  Hovedvejen fra Damaskus til Jerusalem var en stor færdselsåre for rejsende. Folk fra mange lande drog gennem byen eller gjorde ophold der for at hvile ud på rejsen frem og tilbage. Her kunne Jesus træffe alle folkeslag og mennesker af alle klasser, rige og mægtige såvel som fattige og ringe, og hans lærdomme ville blive ført videre til andre lande og ind i mange hjem. På denne måde ville der vækkes lyst til granskning af profetierne, opmærksomheden ville samle sig om Frelseren, og hans udsendelse ville blive kendt i verden. ret

(159)  På trods af det jødiske råds fjendtlige holdning over for Jesus afventede folket ivrigt, hvordan hans virksomhed ville udvikle sig. Hele Himmelen var dybt interesseret. Engle beredte vejen for hans gerning, de rørte ved menneskers hjerter og drog dem hen til Frelseren. ret

(159)  I Kapernaum var den fornemme mands søn, som Kristus havde helbredt, vidne om hans magt. Og den kongelige embedsmand og hele hans hus vidnede med glæde om deres tro. Da man fik at vide, at den store lærer selv var iblandt dem, kom hele byen i røre. Store skarer samledes om ham. På sabbatsdagen fyldte folk synagogen, indtil mange måtte gå bort uden at kunne komme derind. ret

(159)  Alle, som hørte Frelseren, »blev slået af forundring over hans lære, thi han talte med myndighed«. . . . ret

(159)  Jesus havde intet at gøre med de forskellige emner for uenighed blandt jøderne. Det var hans opgave at forkynde sandheden. Hans ord virkede som et lyshav over profeternes og patriarkernes lære, og skrifterne blev for mennesker som en ny åbenbaring. Aldrig nogen sinde før havde hans tilhørere opdaget, at der var et sådant dyb af betydning i Guds ord. ret

(159)  Jesus mødte folket på dets egen grund, som en, der havde kendskab til deres vanskeligheder. Han gjorde sandheden skøn ved at forkynde den på den mest ligefremme og enkle måde. Hans sprog var rent, ædelt og klart som rindende vand. Hans stemme var som musik for dem, der havde lyttet til rabbinernes monotone tale. Men skønt hans lære var enkel, så talte han som en, der har myndighed. Denne ejendommelighed gjorde, at hans lære virkede som en modsætning til alle andres. Rabbinerne talte med tvivl og tøven, som om skrifterne kunne fortolkes til at betyde enten det ene eller det stik modsatte. Hver eneste dag blev tilhørerne indviklet i større usikkerhed. Men Jesus lærte dem skrifterne som en ubestridelig autoritet. Hvad hans emne end var, blev det fremført med en styrke, som om hans ord ikke lod sig modsige. . . . I hvert eneste emne åbenbaredes Gud. ret

næste kapitel