18. juni - den menneskelige medfølelse

(170)  »En samaritansk kvinde kommer for at drage vand op; til hende siger Jesus: 'Giv mig noget at drikke!’«- Joh. 4, 7. ret

(170)  Han (Jesus) regnede intet menneske for værdiløst, men søgte at gyde lægende balsam i hver eneste sjæl. Hvilke kredse han end befandt sig i, fremholdt han en lærdom, der var afpasset efter tiden og omstændighederne. Enhver forsømmelse eller uret, som menneskene gjorde sig skyldige i mod deres næste, viste ham blot endnu tydeligere, hvor meget de trængte til hans guddommelig-menneskelige medlidenhed. Han søgte at indgyde håb selv hos de mest rå og utiltalende, idet han forsikrede dem om, at de kunne blive ulastelige og rene og opnå en karakter, der ville vidne om, at de var Guds børn. . . . Skønt Jesus var jøde, færdedes han frit blandt samaritanerne uden" at tage hensyn til sit folks farisæiske skikke. På trods af al fordom tog han imod disse foragtede menneskers gæstfrihed. Han sov under samme tag som de, spiste sammen med dem ved deres bord og indtog de måltider, de havde lavet og serveret. Han lærte på deres gader og behandlede dem med den yderste venlighed og høflighed. Medens han drog deres hjerte til sig ved sin menneskelige medfølelse, bragte hans guddommelige nåde dem den frelse, som jøderne forkastede. Kristus forsømte ingen anledning til at forkynde frelsens evangelium. Hør de vidunderlige ord, han talte til den samaritanske kvinde. Han sad ved Jakobs brønd, da kvinden kom for at hente vand. Til hendes forbavselse bad han hende gøre ham en tjeneste: »Giv mig noget at drikke,«sagde han. Han ønskede en kølig drik og' ville også gerne have lejlighed til at give hende livets vand. Hun sagde: »Hvordan kan dog du, som er jøde, bede mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« (Jøderne omgås nemlig ikke med samaritanerne). Jesus svarede: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, som siger til dig: 'Giv mig noget at drikke!' så bad du ham, og han gav dig levende vand.« . . .35 . Hvilken interesse Kristus viste for denne ene kvinde! Hvor alvorlige og betydningsfulde var ikke hans ord! Da kvinden hørte dem, lod hun sin vandkrukke stå og gik ind i byen og sagde til sine venner: »Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?« Vi læser, at »mange af samaritanerne kom til tro på ham«. Hvem kan vel gøre sig en forestilling om den indflydelse, disse ord har øvet til sjæles frelse i de år, der er gået siden da? Overalt, hvor hjerter oplades til at tage imod sandheden, er Kristus rede til at undervise dem. For dem åbenbarer han Faderen og viser dem, hvilken tjeneste, der er antagelig for ham, som læser hjertet. Over for den slags mennesker benytter han ingen lignelser. Til dem siger han ligesom til kvinden ved brønden: »Det er mig, jeg, som taler med dig.« ret

næste kapitel