23. juni - elever i Kristi skole

(175)  »Men har lyst til Herrens lov, og grunder på hans lov både dag og nat.«- Sl. 1, 2. ret

(175)  Det sind, der dvæler meget ved Guds åbenbarede vilje med mennesket, vil opnå styrke i sandheden. De, som læser og studerer med et oprigtigt ønske om guddommeligt lys, enten de er prædikanter eller ikke, vil snart finde en skønhed og harmoni i Skriften, som vil fange deres opmærksomhed. En harmoni, som vil ophøje deres tanker, give dem inspiration og argumenter, som er mægtige til at overbevise og omvende mennesker. ret

(175)  Om det gode menneske erklærer salmisten: »Han »har lyst til Herrens lov, og . . . grunder på hans lov, både dag og nat«. Han henviser til sin egen erfaring og udbryder: »Hvor elsker jeg dog din lov. Hele dagen grunder jeg på den.« »Før nattevagtstimerne våger mine øjne for at grunde på dit ord.« . . . ret

(175)  Jesus sagde til sine disciple: »Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.« Med det i tanke vil jeg appellere til dem, som har påtaget sig lærergerningen, først at være ydmyge elever, og altid lærlinge i Kristi skole, for at tage imod Mesterens undervisning i sagtmodighed og hjertets ydmyghed. En ydmyg ånd kombineret med alvorligt arbejde, vil resultere i menneskers frelse, mennesker, som er dyrt købt med Jesu blod. . . . »Tro uden gerninger er død.« Han behøver den tro, der virker i kærlighed og renser sjælen. En levende tro på Kristus vil bringe enhver af livets handlinger og sindets følelser i harmoni med Guds sandhed og retfærdighed. ret

(175)  Irritation, selvophøjelse, stolthed, lidenskab og ethvert andet karaktertræk, som ikke stemmer overens med vort hellige mønster, må overvindes. Da vil ydmyghed, sagtmodighed og oprigtig taknemmelighed stadig flyde ud fra hjertets rene kilde. Jesu stemme må kendes i de budskaber, som kommer fra hans sendebuds læber. . . . ret

(175)  Hvis de, som forkynder vor tids alvorlige advarsler, virkelig forstod deres ansvar overfor Gud, ville de se betydningen af inderlig og brændende bøn. Når byen ved midnatstid var faldet til ro, og hver mand var gået til sit hus, ville Kristus - vort eksempel, begive sig til Oliebjerget. Der ville han i træernes skygge tilbringe hele natten i bøn. Han, som selv var uden antydning af synd, han, hvis stemme de forfærdede disciple igennem stormen hørte i den fjerde nattevagt, som en himmelsk velsignelse, og en, hvis ord kunne opvække de døde fra deres grave. Ham var det, som bad så inderligt under gråd og tårer, ikke for sig selv, men for dem, han var kommet for at frelse. ret

næste kapitel