| Kristus alene kapitel 181. Fra side 181 | ren side tilbage |
(181) »Kast garnet ud på højre side af båden, så skal I få! Da kastede de det ud, og nu kunne de ikke længere hale garnet ind, så mange fisk var der.«- Joh. 21, 6. ret (181) Der var syv af disciplene, som fulgtes ad. De var klædt i fiskernes beskedne dragt. De var fattige på jordisk gods, men rige i deres viden om og udøvelse af sandheden, hvilket i Himmelens øjne gav dem den højeste rang som lærere. De var ikke blevet oplært i profeternes skoler, men de var i tre år blevet undervist af den største lærer, som verden nogen sinde har kendt. Gennem hans belæring var de blevet højnede, oplyste og forædlede til at være udsendinge, ved hvem mennesker kunne ledes til at kendesandheden... . ret (181) Det var en dejlig aften, og Peter, der stadig havde meget af sin gamle kærlighed til både og fiskeri i behold, foreslog, at de skulle tage ud på søen og kaste deres garn ud. Alle var rede til at slutte sig til hans forslag. De trængte både til mad og klæder, som udbyttet af en nats heldige fiskeri kunne skaffe dem. Derfor drog de ud i deres båd, men de fangede intet. Hele natten igennem sled de i det, men uden held. I de lange, trælsomme timer talte de sammen om deres fraværende Herre og genkaldte sig de vidunderlige begivenheder, de havde været vidne til under hans virksomhed ved søen. De var tvivlrådige ved tanken om deres egen fremtid og blev tunge om hjertet ved de udsigter, der tegnede sig for dem. ret (181) Hele tiden havde en ensom skikkelse, der holdt vagt på strandbredden, fulgt dem med sit blik, medens han selv var usynlig for dem. Endelig gryede morgenen. Båden var kun et lille stykke borte fra kysten, og disciplene så en fremmed, der stod på bredden og modtog dem med dette spørgsmål:« Mon I har noget at spise, børn?' De svarede ham: 'Nej.' Han sagde til dem: 'Kast garnet ud på højre side af båden, så skal I få!' Da kastede de det ud, og nu kunne de ikke længere hale garnet ind, så mange fisk var der.« ret (181) Johannes genkendte den fremmede og sagde til Peter: »Det er Herren.« . . . Jesus havde kaldet dem til at forlade deres fiskerbåde og havde lovet dem, at de skulle blive menneskefiskere. Det var for at få dem til at erindre denne oplevelse og for at forstærke indtrykket af den, at han atter gjorde dette under. Hans handling var en fornyelse af det hverv, han havde givet sine disciple. Det viste dem, at deres Mesters død ikke havde gjort deres forpligtelse mindre til at udrette det arbejde, han havde bestemt for dem. Skønt de skulle undvære det personlige fællesskab med ham og midlet til underhold ved deres tidligere beskæftigelse, så ville den opstandne Frelser stadig sørge for deres fornødenheder. Jesus havde også en bestemt hensigt med at byde dem kaste garnet ud på den højre side af båden. Til den side stod han selv på strandbredden. Det var troens side. Hvis de arbejdede i fællesskab med ham, - så hans guddommskraft forenede sig med deres menneskelige bestræbelser - så ville deres gerning lykkes for dem. ret |