3. juli - befrieren var en ydmyg hyrde

(185)  »Gud råbte til ham fra tornebusken: 'Moses, Moses!' Og han svarede: 'Se, her er jeg!' Da sagde han: 'Kom ikke nærmere! Drag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord!«- 2 Mos. 3, 4. 5. ret

(185)  Tidspunktet for Israels befrielse var kommet. Men Guds hensigt skulle opfyldes på en måde, som bragte menneskelig stolthed i foragt. Befrieren skulle træde frem som en ydmyg hyrde, kun med en stav i hånden; men Gud ville gøre denne stav til et symbol på sin magt. Da Moses en dag førte sin hjord hen i nærheden af Horeb, »Guds bjerg«, så han en busk i flammer. . . . En stemme fra ilden kaldte ham ved navn. Med skælvende læber svarede han: »Se, her er jeg!« Han blev advaret mod at nærme sig uærbødigt. . . . ret

(185)  Alle, der træder frem for Guds åsyn, bør færdes ydmygt og ærbødigt. I Jesu navn kan vi tillidsfuldt komme frem for Gud, men vi må ikke nærme os ham med formastelig dristighed, som om han var vor ligemand. Der er nogle, der taler til den store, almægtige, hellige Gud, der bor i et utilgængeligt lys, som om de talte til en jævnbyrdig eller underordnet. Der er mennesker, der opfører sig dårligere i Guds hus, end de ville vove at gøre i en jordisk konges audienssal. De bør huske, at de står over for ham, som serafer tilbeder, og som engle skjuler deres ansigt for. Vi må vise Gud megen ærbødighed. Alle, der virkelig fatter hans nærværelse, vil bøje sig i ydmyghed for ham. . . . ret

(185)  Da Moses ventede i ærbødig ærefrygt for Gud, fortsatte stemmen: ». . . Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Ægypten!« ret

(185)  Overrasket og forfærdet over denne befaling veg Moses tilbage. . . . Moses så tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder foran sig. Hvilket bevis kunne han give sit folk på, at Gud virkelig havde sendt ham? . . . Der blev nu givet ham et bevis, der appellerede til hans egne sanser. Han fik besked om at kaste sin stav til jorden. Da han gjorde det, blev den »til en slange, og Moses flyede for den«. Han fik befaling om at gribe fat i den, og i hans hånd blev den igen til en stav. . . . Herren forsikrede Moses om, at hans eget folk såvel som Farao ville blive overbevist om, at der var en iblandt dem, som var mægtigere end kongen af Ægypten. . . . ret

(185)  Gud velsignede hans villige lydighed, og han blev veltalende, forhåbningsfuld, behersket og velskikket til den største gerning, mennesker nogen sinde har fået betroet. Dette er et eksempel på, hvad Gud gør for at styrke dem, som stoler helt på ham og uforbeholdent gør hans befalinger. ret

næste kapitel