9. juli - hyrden viser vej

(191)  »Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem; og fårene følger ham, fordi de kender hans røst.«- Joh. 10, 4. ret

(191)  Østens hyrde driver ikke sine får foran sig. Han benytter sig ikke af egen styrke eller fårenes frygt, men kalder på dem, idet han går foran dem. De kender hans stemme og adlyder hans kald. Frelserhyrden gør det på samme måde med sine får. Skriften siger: »Du førte dit folk som en hjord ved Moses' og Arons hånd.« Ved profeten forkynder Jesus: »Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde.« Han tvinger ingen til at følge sig. Han siger: »Jeg drog dem med menneskesnore, med kærligheds reb.« ret

(191)  Det er ikke frygten for straf eller håbet om en evig løn, der driver Kristi disciple til at følge ham. De ser Frelserens enestående kærlighed, der åbenbarede sig ved hans pilgrimsfærd på Jorden, fra krybben i Betlehem til Golgatas kors, og synet af ham virker dragende, mildnende og afdæmpende på sjælen. Kærligheden vågner i beskuernes hjerte. De hører hans røst, og de følger ham. ret

(191)  Ligesom hyrden går foran sine får og selv er den første, der møder alle farer på vejen, sådan handler Jesus over for sit folk. »Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem.« Vejen til Himmelen er helliget ved Frelserens fodspor. Stien er måske stejl og ujævn, men Jesus har vandret den vej. Hans fødder har trådt de grusomme torne ned, så at vejen kan blive lettere for os at gå. Han har selv båret enhver af de byrder, som vi bliver udtaget til at bære. ret

(191)  Skønt Jesus nu er steget op til Gud og er hos ham og deler universets trone med ham, så har han ikke mistet noget af sit medlidende sind. Det samme kærlige, medfølende hjerte tager del i alle menneskeslægtens sorger. Den hånd, som blev gennemboret, rækkes i dag ud for mere overvældende rigt at velsigne hans folk i denne verden. »De skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af hans hånd.« ret

(191)  Den sjæl, der har overgivet sig til Kristus, er i hans øjne mere dyrebar end hele verden. Frelseren ville have tålt hele Golgatas kval, for at blot en kunne blive frelst i hans rige. Han vil aldrig forlade en eneste af dem, for hvem han er død. Hvis hans disciple ikke selv vælger at forlade ham, holder han dem fast. ret

(191)  I alle vore prøvelser har vi en aldrig svigtende hjælper. Han overlader os ikke til ene at kæmpe mod fristelserne, til at stride mod det onde for så til sidst at knuses under byrder og sorger. Skønt han nu er skjult for os dødelige, kan vi med troens øre høre hans stemme sige: Frygt ikke, jeg er med dig. »Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder.« ret

næste kapitel