17. juli - glæden over en synder, der omvender sig

(199)  »Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i Himmelen over en synder, som omvender sig, end over nioghalvfems fletfærdige, som ikke trænger til omvendelse.«- Luk. 15,7. ret

(199)  Den Højestes Søn, Jesus, dyster imod de sataniske kræfter, som søger at modarbejde Guds gerning med al mulig krigslist. Menneskets sjæl er byttet, som lysets og mørkets magter strides om. Den gode Hyrde søger efter sine får, og se, hvilke selvopofrelser, prøvelser og afsavn han udholder! Underhyrderne kender noget til kampens alvor, men ikke ret meget i forhold til hvad fårenes Hyrde lider. Med hvilken medfølelse, sorg og udholdenhed han søger efter det fortabte! Kun få fatter, hvilke desperate anstrengelser Satan gør for at overvinde Hyrdens hensigter. Når Hyrden endelig finder sit tabte får, tager han det i sine arme med glæde og bærer det tilbage til folden på sine skuldre. Så berøres harpestrengene i Himmelen, og der synges en glædeshymne over forløsningen af det bortkomne, forvildede får. »Der er mere glæde i Himmelen over en synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse.« . . . ret

(199)  Menneskesønnen kom for at opsøge og frelse det fortabte. Et forvildet får finder aldrig på egen hånd vejen tilbage til folden. Hvis det ikke opsøges og reddes af den årvågne hyrde, strejfer det om, indtil det forgår. Hvilket billede på Frelseren i denne beretning! Hvis ikke Jesus, Den gode Hyrde, var kommet for at opsøge og redde de vildfarne, var vi omkommet. Farisæerne lærte, at ingen andre end jøderne ville blive frelst, og derfor behandlede de alle andre nationale grupper med foragt. Men Jesus fangede opmærksomheden hos dem, som farisæerne ringeagtede. Han behandlede dem hensynsfuldt og høfligt. . . . ret

(199)  »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Denne menneskekærlighed, som kom til udtryk ved, at han gav sin enbårne Søn, fremkaldte det bitreste had hos Satan, både mod Giveren og den uvurderlige Gave. Satan fremstillede Faderen i et falsk lys for verden, men den mægtige Gave beviste, at hans fremstilling ikke passede. Her var en kærlighed uden sidestykke, som beviste, at mennesket blev løskøbt med en ufattelig pris. Satan havde forsøgt at udviske Guds billede i mennesket for at få Gud til at opgive det som redningsløst fortabt i sin elendighed, fordærvethed og skam. Men Herren gav sin enbårne Søn, for at de mest syndige og uværdige ikke skulle fortabes, men reddes ved troen på Jesus Kristus og blive fornyet, idet Guds billede genoprettes i dem, og de på denne måde opnår evigt liv. ret

næste kapitel