1. august - hvilken enestående kærlighed

(214)  »I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: 'Abba, Fader!' Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.«- Rom. 8, 15. 16. ret

(214)  Samtidig med at Guds lov står ved magt og dens retfærdighed er godt gjort, kan en synder få tilgivelse. Den kosteligste gave, Himmelen kunne give, er blevet udøst, for at Gud kunne være »retfærdig og retfærdiggøre den, som har tro på Jesus«. Ved denne gave løftes menneskene op fra ødelæggelse og fornedrelse til at blive Guds børn. Paulus siger: »I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: 'Abba, Fader!’« . . . ret

(214)  Sammen med den elskede Johannes opfordrer jeg jer til at »se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn«. Hvilken kærlighed, hvilken uforlignelig kærlighed, at vi, syndere og fremmede som vi er, kan blive ført tilbage til Gud og optaget i hans familie! Vi kan tiltale ham med det kære navn: »Vor Fader«, hvilket er et tegn på vor hengivenhed til ham og et pant på hans ømme agtelse og hans forhold til os. Og idet Guds Søn betragter nådens arvinger, »skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre«. De står i et endnu dybere forhold til Gud end de engle, som aldrig faldt. ret

(214)  Al den faderlige kærlighed, som gennem mange slægtled har flydt gennem menneskelige kanaler, alle de ømhedens kilder, som har åbnet menneskers tanker, er kun som en lille vandåre ved siden af det grænseløse hav i sammenligning med Guds uendelige, uudtømmelige kærlighed. Ingen tunge kan beskrive den, ingen pen kan skildre den. Om du grunder på den hver dag livet igennem, ransager Skrifterne med flid for at forstå den, eller samler alle kræfter og evner, Gud har givet dig, i et forsøg på at fatte den himmelske Faders kærlighed og medlidenhed så er der dog en uendelighed på den anden side. Du kan udgranske denne kærlighed gennem tidsaldre, men dog aldrig til fulde fatte længden og bredden, dybden og højden af Guds kærlighed, idet han gav sin Søn til at dø for verden. Selv evigheden kan aldrig åbenbare den fuldt ud. Men når vi læser Bibelen ?g grunder på Kristi liv og genløsningens plan, vil disse store emner blive bedre forstået, og vi vil erfare den velsignelse, Paulus ønskede med sin bøn for menigheden i Efesus, »at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings Ånd i jeres erkendelse af ham, og at han vil oplyse jeres hjerters øjne, så I forstår, hvilket håb han kaldte jer til, hvor rig på herlighed hans arver iblandt de hellige, og hvor overvældende stor hans magt er i os, som tror.« ret

næste kapitel