2. august - håbet og frelsen til verden

(215)  »De, der stoler på Herren, er som Zions bjerg, der aldrig rokkes. Jerusalem ligger hegnet af bjerge; og Herren hegner sit folk fra nu af og til evig tid.«- Sl. 125, 1. 2. ret

(215)  Det var korset, skammens og torturens instrument, der bragte håbet om frelse til verden. Disciplene var fordringsløse mænd, uden rigdom eller våben, men de havde Guds ord, så i Kristi kraft besejrede de al modstand og forkyndte den vidunderlige beretning om krybben og korset. De blev troens helte uden jordisk ære eller anerkendelse. Verden rystede ved de ord, som med guddommelig veltalenhed lød fra deres læber. ret

(215)  Disciplene vedblev at lægge livets ord frem for jøderne i Jerusalem hvor de stærkeste fordomme herskede, og hvor der var de mest forvirrende meninger om ham, som blev korsfæstet som en forbryder. Nu talte de om Kristi gerning og opgave, hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Med forundring lyttede præster og rådsherrer til apostlenes klare, frimodige vidnesbyrd. Den opstandne frelsers magt var virkelig overdraget til disciplene. Tegn og mirakler fulgte deres gerning, så de troendes antal voksede dagligt. Folk lagde de syge langs gaderne hvor disciplene gik forbi, »på bårer og senge, for at, når Peter kom gående, i det mindste hans skygge kunne falde på nogen af dem«. Man førte også folk frem, som var besat af onde ånder. Folkeskaren samledes omkring dem, og de, som blev helbredt, priste højlydt Gud og lovede Forløserens navn. ret

(215)  Alle forsøg på at undertrykke denne nye lære var uden virkning, men så besluttede både saddukæerne og farisæerne at disciplenes arbejde måtte standses, fordi det beviste, at de selv var skyldige i Jesu død. I vrede og med vold tog de Peter og Johannes til fange og kastede dem i fængsel. ret

(215)  Disciplene blev ikke skræmte eller modløse ved denne behandling. . . . Himmelens Gud, universets mægtige hersker, tog sagen med disciplenes fængsling i sin egen hånd. . . . Herrens engel åbnede fængselsdøren om natten og sagde til disciplene: »Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord.« ret

(215)  Kristus havde kort tid før korsfæstelsen testamenteret en fredens arv til sine disciple: »Fred efterlader jeg jer,« sagde han, »min fred giver jeg jer.«. . . Denne fred er ikke en fred der stammer fra enighed med verden. Kristus købte aldrig fred ved at gå på akkord med det onde. Den fred, Jesus overlod til sine disciple, var snarere indre end ydre, og skulle altid forblive hos hans vidner trods kamp og strid. ret

næste kapitel