6. august - kronen på hans værk

(219)  »Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men som ikke lader den skyldige ustraffet.«- 2 Mos. 34, 6. 7. ret

(219)  I Himmelen vurderes de, som i tro tager imod Kristus, som ufattelig kostbare perler. Når mennesker finder Kristus, ser de, at de har fundet en himmelsk skat. Som købmanden i lignelsen bliver de ivrige efter at sælge alt, hvad de har, for at kunne købe den mark, som indeholder denne skat. Frelsesplanen oplukkes for deres forstand, når de overvejer Guds kærlighed, og hemmeligheden ved Kristi forsmædelse afsløres. Når de så ser hans offer på deres vegne, regner de ikke længere noget for at være for kostbart til at opgive for hans skyld. . . . ret

(219)  Himmelens Herre og Gud samlede hele universets rigdomme sammen og satte dem som pant for at fremskaffe den perle, der er den fortabte menneskehed. Faderen overlod alle sine guddommelige midler til Kristus for at Himmelens rigeste velsignelser kunne udgydes over den faldne slægt. Gud kunne ikke vise større kærlighed, end den han viste ved at give sin elskede Søn til denne verden. Denne gave blev givet til mennesket, som et bevis på, at der ikke er noget forbehold fra Guds side. Enhver mulighed blev udnyttet, og alle de himmelske ressourcer blev udgydt i denne ene, store gave. Menneskets timelige og evige lykke består i modtagelsen af Guds kærlighed og overholdelsen af Guds bud. Kristus er vor forløser. Han er Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os. Han er den kilde, hvori vi bliver tvættet og renset fra al urenhed. Han er det kostbare offer, der fremskaffer menneskets forsoning. Hverken Himmelens univers, de ufaldne verdener, den faldne verden eller det ondes forbund kan påstå, at Gud kunne gøre mere, end han har gjort for menneskets frelse. Både hans gave og dybden af hans kærlighed er uovertræffelige. Golgata er kronen på hans værk. Menneskets andel er at tage imod hans store kærlighed ved at tilegne sig denne mægtige frelse, som Guds velsignelse har gjort det muligt for mennesket at opnå. Vi må påskønne Guds vidunderlige gave ved at undgå verdens fordærv, som kommer gennem begær, og få del i den guddommelige natur. Vi må vise vor taknemmelighed til Gud ved at blive Jesu Kristi medarbejdere og fremvise hans karakter overfor verden. . . . Herren betragter mennesker som kostbare perler. . . . ret

(219)  Ved at ophøje Kristus salves øjnene så man forstår Kristi forbindelse med den menneskelige familie. I denne forståelse benyttes enhver anledning til ydmygt og beskedent at fremholde Guds frelsende nådes enestående virkelighed. ret

næste kapitel