7. august - Kristus døde for vor skyld

(220)  »Thi også Kristus døde en gang for syndere, en retfærdig for uretfærdige for at kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet.«- 1 Pet. 3, 18. ret

(220)  Med sin kraft vækker Golgatas kors vor beundring og giver os en grund til at elske vor frelser, så vi gør ham til den første, den sidste og den bedste i hele vor tilværelse. Vi bør indtage en passende stilling i ydmyg anger ved korsets fod. Vi lærer ydmyghedens og sagtmodighedens virkelighed, når vi ser vor frelser i dødskval, Guds retfærdige Søn dør for den uretfærdige. Betragt ham, som med et enkelt ord kunne have fået hjælp ved at tilkalde hærskarer af engle. Han er udsat for sarkasme og munterhed, spot og had. Han giver sig selv som et frivilligt offer for synden. Han bliver spottet, men svarer ikke; står under falske anklager, men han åbner ikke sin mund. På korset beder han for sine mordere. Han lider døden for deres skyld; han betaler en uendelig pris for hver enkelt af dem. Han bærer straffen for menneskets synder uden beklagelse. Og denne, som ikke beklager sin nød, er Guds Søn. Hans trone er fra evighed, og der er ingen ende på hans kongedømme. ret

(220)  Kom, du som søger din egen fornøjelse i forbudte glæder og syndige nydelser, du, som tager afstand fra Kristus, se hen til Golgatas kors, hvor det kongelige offer lider for din skyld. Vis nu kløgt og søg hen til livets og den sande lykkes kilde, så længe du har anledning til det. Kom så, du som klager og knurrer over de små besværligheder og prøver du møder her i livet; se hen til Jesus, hvor din tro begynder og fuldendes. Han forlod sin kongelige trone, sin høje stilling, og fornedrede sig selv, idet han påtog sig menneskets natur. For vor skyld var han ringeagtet og skyet. Han blev fattig for at vi kunne blive rige ved hans fattigdom. Kan du nu fortælle om dine prøvelser og berette om dine ulykker, når du gennem troens øje ser på Kristi lidelser? Kan du fostre hævngerrige tanker, når du tænker på den bøn, som kom fra Kristi blege og skælvende læber da han hang overfor spottere og mordere: »Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør«? ret

(220)  Nu må vi undertrykke den stolthed og forfængelighed, som forsøger at snige sig ind hos os, og i stedet ved anger og tro bringe os selv ind i et fortroligt og helligt forhold til Kristus. . . . Vi må fornægte selvet, og til stadighed bekæmpe stolthed. Selvet må skjules i Jesus, så han kan åbenbares i vor karakter og samtale. Det er mens vi stadig ser hen til ham, som blev gennemstunget af vore synder og tynget af vore sorger, at vi opnår styrken til at blive som han. Da vil vort liv og vor opførsel vise, hvor meget vi sætter pris på vor forløser og den frelse, han har tilvejebragt for os og betalt så høj en pris for. Når vi frivilligt og med glæde lader os fange af Jesus, ejer vi en fred som floden. ret

næste kapitel