17. august - Kristus ophøjer mennesket

(230)  »Både den, som helliger, og de, som helliges, har alle den samme Fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre.«- Hebr. 11,2. ret

(230)  Jesus »skammer sig ikke ved at kalde dem brødre«. Han er vort offer, vor talsmand og vor broder. Han bærer vor menneskelige skikkelse for Faderens trone, og gennem evigheden er han et med den slægt, han har forløst; han er Menneskesønnen. Alt dette gør han, for at menneskene kan blive løftet op af den fordærvelse og fornedrelse, som er en følge af synden, og for at de kan afspejle Guds kærlighed og få del i hans glæde og hellighed. ret

(230)  Den pris, der blev betalt for vor forløsning, det evige offer, som vor himmelske Fader bragte, da han gav sin Søn i døden for os, burde bibringe os høje begreber om, hvad vi kan blive ved Kristi hjælp. Da den inspirerede apostel Johannes betragtede højden, dybden og bredden i Faderens kærlighed til den fortabte slægt, fyldtes han med ærefrygt og beundring. Han kunne ikke finde passende ord til at udtrykke storheden af Guds ømme kærlighed. Derfor opfordrer han verden til at betragte den. Han siger: »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn!« Hvor Gud dog værdsætter menneskene højt! Ved overtrædelse blev menneskenes børn Satans undersåtter. Ved tro på Kristi forsonende offer kan Adams sønner blive Guds sønner. Da Kristus påtog sig menneskenes natur, forædlede han menneskeslægten. Faldne mennesker er stillet således, at de ved forening med Kristus i sandhed kan blive værdige til at kaldes Guds børn. ret

(230)  Denne kærlighed er uden lige. Børn af den himmelske konge! Hvilken dyrebar forjættelse? Hvilket emne for vor dybeste betragtning! Guds kærlighed til en verden, som ikke elskede ham! Denne tanke virker ydmygende på sjælen og tager sindet til fange under Guds vilje. Jo mere vi betragter Guds karakter i korsets lys, desto klarere ser vi, hvorledes nåde, mildhed og forladelse blandes med ret og retfærdighed, og desto tydeligere ser vi utallige beviser på en kærlighed, der er evig, og en medlidenhed, som overgår en moders ømmeste omsorg for det vildfarende barn. ret

(230)  Gud ynkes over sine jordiske børn med en kærlighed, der er stærkere end døden. Da han gav sin Søn, skænkede han os hele Himmelen i en eneste gave. Frelserens liv, død og forbøn for os, englenes tjeneste, Åndens kalden, Faderen, som arbejder over og gennem alle, de himmelske væseners vedvarende interesse - alt dette samvirker til menneskenes frelse. ret

(230)  Lad os dog betænke det underfulde offer, der blev bragt for os! Lad os forsøge at skatte det arbejde og den iver, som Himmelen udviser for at frelse de fortabte og føre dem tilbage til Faderens hus. . . . Lad os benytte de midler, han har tilvejebragt, for at vi kan blive forvandlet efter hans billede. ret

næste kapitel