20. august - det eneste af virkelig betydning

(233)  »Jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet. . . . Og min tale og mit budskab virkede ikke med visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis.«- 1 Kor. 2, 2-4. ret

(233)  For Paulus var korset det eneste, der virkelig betød noget. Lige siden den gang han blev standset under sin forfølgelse af den korsfæstede nazaræers disciple, var han aldrig holdt op med at ophøje korset. Dengang var der blevet skænket ham en åbenbaring af Guds grænseløse kærlighed, sådan som den havde åbenbaret sig ved Kristi død, - og der var sket en forunderlig forandring i hans liv, hvorved alle hans planer og formål var kommet i samklang med Himmelen. Fra denne stund var han blevet et nyt menneske i Kristus. Han vidste af personlig erfaring, at når en synder møder Faderens kærlighed, som han gør det ved at se, hvordan Gud ofrede sin Søn, - og indordne sig under den guddommelige vilje, så sker der en sindsforandring, og fra det øjeblik er Kristus alt i alle. ret

(233)  Da Paulus blev omvendt, opfyldtes han af et brændende ønske om at hjælpe sine medmennesker til at betragte Jesus fra Nazaret som den levende Guds Søn, der er mægtig til at forvandle og frelse. Fra den tid var hans liv helt og fuldt viet til forkyndelsen af den korsfæstedes kærlighed og magt. I Paulus' store, kærlige hjerte var der plads til alle slags mennesker. Han siger: »Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld.« Rom. l, 14. Fremdriften og drivkraften i hans handlemåde var kærlighed til ærens Konge, som han så ubarmhjertigt havde forfulgt i hans tjeneres skikkelse. Hvis hans iver for at følge pligtens vej nogensinde var svækket, var et blik på korset og den forunderlige kærlighed, som åbenbarede sig der, nok til at få ham til at »binde op om sit sinds lænder« og haste fremad på selvfornægtelsens vej. . . . ret

(233)  I Åndens kraft fortalte Paulus historien om sin egen forunderlige omvendelse og om sin tillid til de gammeltestamentlige skrifter. . . . Hans ord blev talt med højtidelig alvor, og hans tilhørere kunne ikke undgå at føle, at han af sit ganske hjerte elskede den korsfæstede og opstandne Frelser. De så, at alle hans tanker kredsede om Kristus, at hele hans liv var knyttet til hans Herre. . . . ret

(233)  Paulus var klar over, at hans brugbarhed ikke beroede på ham selv, men på Helligåndens tilstedeværelse, når den ved sin nådige kraft fyldte hans hjerte og fik enhver tanke til at indordne sig under Kristus. Han sagde om sig selv: »Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort legeme.« 2 Kor. 4, 10. Kristus var midtpunktet i apostlens forkyndelse. »Det er ikke længere mig, der lever,« erklærede han, »men Kristus lever i mig.« Gal. 2, 20. Selvet var skjult; Kristus blev åbenbaret og ophøjet. ret

næste kapitel