24. august - herlighedens evige betydning

(237)  »(Vi) har ikke blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun en tid, de usynlige varer evigt.«- 2 Kor. 4, 18. ret

(237)  For Paulus var alle hans år med selvfornægtelse, afsavn, prøvelser, lidelser og forfølgelser kun som et øjeblik at regne. Nutidens hændelser var ikke nævneværdige i forhold til herlighedens evige betydning, som venter, når kampen her er forbi. Netop disse besværligheder var Guds redskaber til at fuldkommengøre den kristne karakter. Uden hensyn til den kristnes omstændigheder, om forsynets veje synes mørke og uforståelige, om man møder afsavn og lidelser, så kan den kristne se bort fra disse og hen imod det usynlige og det evige. Han kan hvile i den velsignede tryghed, at alle ting samvirker til det gode. . . . ret

(237)  Helligånden oplyste Paulus' forstand med lys fra Himmelen, og han blev forsikret om, at han havde andel i den plads, der er gjort rede for de trofaste. Paulus brugte stærke ord. Men alligevel fandt han ikke ord, der var stærke nok til at beskrive den enestående herlighed, ære og udødelighed, de troende får del i når Jesus kommer igen. I sammenligning med de begivenheder, der var i hans tanker, var enhver timelig prøvelse blot en midlertidig stakket og let trængsel, som det ikke var værd at pege på. Set i lyset af korset var alt med tilknytning til dette liv kun tomt og forgængeligt. Den herlighed, der fangede hans opmærksomhed, var virkelig, betydningsfuld, varig og kunne overhovedet ikke beskrives med menneskelige ord. ret

(237)  Men Paulus udtrykker sig så godt han kan ved at sige, at kun fantasien nærmer sig det dødelige menneskes mulighed for opfattelsen af denne virkelighed. Dette var en vægt af herlighed, en guddomsfylde, og en uendelig kundskab. Det var en evig vægt af herlighed. Og dog syntes Paulus, at hans sprog var fattigt. Det beskriver ikke virkeligheden. Han søger efter mere meningsfyldte ord. Men selv det mest talende billedudtryk kan ikke beskrive sandheden. Han søger efter de mest indholdsmættede udtryk i det menneskelige sprog, for at fantasien i nogen grad kan opfatte den herligheds overstrømmende fortræffelighed, som den endelige sejrvinder opnår. ret

(237)  Gudsfrygt, værdighed, ære og lykke i Guds nærvær ser man nu kun med troens øje. Men den verdslige ære, de verdslige fornøjelser, rigdom og ære, stilles helt i skyggen af den fremragende, skønne og strålende herlighed i det, vi endnu ikke ser. Alt i denne verden er timeligt og består kun midlertidigt, mens de usynlige ting er evige, de varer ved gennem evighedens uendelige tidsaldre. Vi opnår alt og taber intet, når vi sikrer os denne evige vægt af herlighed. ret

(237)  I fremtiden vil vi få anledning til at se, hvor nær forbindelse der er mellem vore prøvelser og vor frelse, og hvordan disse ubetydeligheder har »virket uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os«. ret

næste kapitel