| Kristus alene kapitel 244. Fra side 244 | ren side tilbage |
(244) »Så tager jeg selv en gren af cederens top, af dens skuds spidser bryder jeg en tynd kvist og planter den på et højt, knejsende bjerg. På Israels høje bjerg vil jeg plante den, og den skal skyde grene og bære løv og blive en herlig ceder.«- Ez. 17, 22. 23. ret (244) Kristus bar menneskeslægtens straf, for at det himmelske univers skulle kunne se betingelserne for forløsningens pagt. Retfærdighedens trone måtte sikres for al evighed. . . . Al tvivl måtte udelukkes omkring det offer, som Kristus skulle til at frembringe. Alene Kristus kunne genoprette æren for Guds herredømme. Golgatas kors står til skue for de ufaldne verdener, den himmelske verden, de sataniske magter og den faldne slægt, og det bringer dem til tavshed. Kristus ophøjede og ærede loven ved sit umådelige offer. Herved viste han den fornemme betydning, grundlaget for Guds herredømme har, så det ikke kan forandres på nogen måde for at imødegå menneskets syndige tilstand. ret (244) Hvem er i stand til at beskrive de sidste begivenheder i Kristi liv på Jorden, hans forhør i domssalen og hans korsfæstelse? Hvem var vidne til disse begivenheder? Det var den himmelske verden, Gud Fader og Satan og hans engle. Vidunderlige ting skete, da Kristus blev forrådt. Retssagen var en parodi, hvor hans anklagere ikke kunne bevise hans skyld. 1te gange erklærede Pilatus: »Jeg finder ingen skyld hos den mand.« Alligevel gav han befaling om, at han skulle piskes, og derefter blev han overgivet til at lide den mest grusomme død, som kunne udtænkes. . . . ret (244) De frygtelige begivenheder omkring korsfæstelsen åbenbarer hvad mennesket gør, når det er under Satans herredømme. De viser, hvilke resultater Satans herredømme giver i verden. Vidnerne til disse begivenheder vil aldrig glemme det indtryk, det gjorde på deres sind. Mange blev omvendt og fortalte andre om de frygtelige begivenheder, de havde overværet. Mange begyndte at granske i Skriften, da de hørte beretningen om Jesu død. På den måde gik disse ord i opfyldelse: »(Så) skal folk i mængde undres.« ret (244) »Så siger den Herre Herren: Så tager jeg selv en gren af cederens top, af dens skuds spidser bryder jeg en tynd kvist og planter den på et højt, knejsende bjerg. På Israels høje bjerg vil jeg plante den, og den skal . . . blive en herlig ceder. Under den skal alle vingede fugle bygge, i dens grene skal de bo.« ret (244) Kristus var denne gren, den højeste gren på den højeste ceder. Han var den plante, Herren havde plantet. ret |