2. september - helbredelse for åndelig blindhed

(246)  »Nær er Herren hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i sandhed.«- Sl. 145, 18. ret

(246)  Jesus fandt ikke beholdere for sin nye vin hos de skriftkloge, farisæerne eller rådsherrerne. Han måtte vende sig bort fra dem og opsøge mennesker, som ikke var fyldt med misundelse, jalousi og egenretfærdighed. De ringe fiskere adlød den guddommelige lærers kald, mens de skriftlærde og farisæerne nægtede at omvende sig. ret

(246)  Disciplene, som Jesus kaldte til sig, var ulærde og så langt fra fuldkomne i karakteren, men de var villige til at lære af den største lærer, verden nogen sinde har kendt. De var virkelig omvendte, og de blev de nye kar, hvori Jesus kunne hælde sit riges nye vin. Men skønt de var omvendt til Kristus, var deres verdslige forståelse begrænset. Dette skyldtes den undervisning, de havde fået hos jøderne. Derfor forstod de ikke fuldt ud den åndelige natur af de sandheder, Kristus kunne formidle. Hovedvægten i hans undervisning lå på nødvendigheden af, at hans efterfølgere skulle have rene og hellige hjerter, da kun helligelse kvalificerede dem til borgerskab i hans himmelske rige. ret

(246)  Den himmelske sædemand spredte dyrebare sædekorn, som vi ikke ser, før en dygtig arbejder samler dem sammen under Helligåndens ledelse for at fremstille dem for os som et fuldstændigt system af sandhed, der åbenbarer den guddommelige kærligheds rækkevidde. Som sandhedens ophav havde Jesus hele tiden fremstillet sandhed på sandhed for jøderne ved profeter og menneskelige redskaber og gennem ild- og skystøtten. Men da sandheden, som han havde fremstillet den, nu var blandet med falskhed, var det nødvendigt at adskille den fra vranglære og ondskab. Den måtte bearbejdes på evangeliets grundlag, så den kunne stråle frem i sin oprindelige glans og lyse op i verdens moralske mørke. Hvor end han fandt en dyrebar sandhed, som var blevet løsrevet fra sin oprindelse, eller skæmmet af vildfarelse, fremstillede han den igen og prægede den med Guds karakter. Han beviste for verden, at han var Guds ord og visdom. ret

(246)  Menneskesindet var optaget med de timelige og verdslige ting på Kristi tid, helt i overensstemmelse med Satans planer. Synden har forvist Guds kærlighed fra hjertet og erstattet den med kærlighed til verden, en kærlighed til syndige nydelser og onde lyster. Kun Kristus var i stand til at afstemme de himmelske med de jordiske krav. Menneskets syn var forblindet, fordi det ikke tog hensyn til den åndelige og evige verden. . . . Da Kristus kom for at åbenbare Faderen, kom Guds hellighed til syne i hans person og gerning. ret

næste kapitel