13. september - den fysiske og åndelige udvikling

(257)  »Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.«- Ordsp. 22, 6. ret

(257)  Den skønneste opgave noget menneske nogen sinde har påtaget sig, er at have med unge menneskers sind at gøre. Uddannelsen af de unge må ske med stor omhu og variation, så de højeste og ædleste kræfter vækkes i sindet. Forældre og skolelærere er ikke skikkede til at uddanne børn, hvis de ikke først selv har lært selvbeherskelsens, tålmodighedens, overbærenhedens, mildhedens og kærlighedens lektie. Hvilken betydningsfuld stilling forældre, værger og lærere dog har! Kun få forstår sindets største behov og hvorledes man leder forstandens, tankernes og følelsernes udvikling i den rigtige retning hos ungdommen. . . . ret

(257)  De unges tidlige uddannelse præger deres karakter både i det verdslige og religiøse liv. Salomon siger: »Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.« Dette er en positiv udtalelse. Den opdragelse, Salomon henviser til, er at lede, uddanne og udvikle. For at udføre denne gerning må forældre og lærere selv forstå »vejen«, som barnet skal følge. Det indbefatter meget mere end boglig viden. Det omfatter alt det gode, dydige, retfærdige og hellige. Det indbefatter praktisk afholdenhed, gudsfrygt, broderlig venlighed og kærlighed til Gud og til hinanden. For at nå dette mål må man tage sig af barnets fysiske, åndelige, moralske og religiøse uddannelse. . . . Børn bør oplæres til at respektere en moden dømmekraft, og lade sig lede af deres fotældre og lærere. De bør uddannes således, at deres sind knyttes til deres forældres og læreres sind, og oplæres til at se det rigtige i at følge deres råd. Når de ikke længere står under deres forældres og læreres vejledning, er deres karakter ikke som et siv, der svajer i vinden. . . . ret

(257)  Små børn skulle være så fri som lam, der løber ude, frie og lykkelige, så de får de bedste muligheder for at lægge et grundlag til at udvikle sundelivsvaner.... ret

(257)  Moderen bør have mindre forkærlighed for at udsmykke sit hjem og bruge mere tid til at opelske i sig selv og hos børnene glæden ved de smukke knopper og blomster, der folder sig ud. . . . Hun kan derved lede børnenes tanker op til deres Skaber og vække en kærlighed hos de unge for deres himmelske Fader, som har vist dem så stor en kærlighed. Forældre kan forbinde Gud med alt i hans skaberværk. Disse lærdomme påvirker de små børns sind midt i naturens smukke omgivelser, og de vil sent blive glemt. ret

næste kapitel