26. januar - Iklædt Kristi retfærdighed

(26)  »Bring rette ofre og stol på Herren!«- Sl. 4, 6. ret

(26)  Paulus erkendte sin svaghed, og han havde god grund til at have mistillid til sin egen kraft. Angående loven siger han: »Budet, som var til liv, blev mig til død.« Han havde sat sin lid til lovgerninger. Om sin ydre livsførelse siger han, at den var »ulastelig efter lovretfærdighedens krav«, så han stolede på sin egen retfærdighed. Men da han så ind i lovens spejl og han så sig selv, som Gud så ham, fuld af fejl, plettet af synd, udbrød han: »Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« ret

(26)  Paulus så det Guds Lam, som fjerner verdens synd. Han hørte Kristi stemme sige: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.«74 Han havde besluttet, at han ville benytte sig af den frelsende nådes fordele, at være død over for synden, at få sin skyld vasket ren i Kristi blod, at være iklædt Kristi retfærdighed, at blive en gren på det levende vintræ. Han levede med Kristus, og Jesus blev ikke kun en del af hans frelse, hvor hans egne gode gerninger kom i tillæg. Jesus blev hans et og alt, det første og sidste og bedste i alting. Han havde den tro, som næres af livet i Kristus, i fuld overensstemmelse med det guddommelige eksempel, hvormed livet bliver en levende realitet. Denne tro gør ingen fordringer på grundlag af egen retfærdighed, men gør fordring på alt på grundlag af Kristi retfærdighed. ret

(26)  Kristi karakter beskrives i evangelierne. Hans guddommelige natur var iklædt menneskelig natur, idet han trin for trin steg ned fra sin trone, men inspirationen har i Guds ord givet os visdommens uudtømmelige skatte. De findes i hans mirakler, hans lære, hans lidelser; at han blev forrådt, hånet, forhørt; i hans død på korset, i graven blandt de rige, hans opstandelse, hans 40 dage på Jorden, hans himmelfart og i hans præstelige tjeneste. Livets vand strømmer stadig, frit tilgængeligt for enhver. Hvordan det guddommelige og menneskelige blev sammensat i Kristus, hans inkarnation, offer og midlergerning, er den frelsens hemmelighed, der kan fylde sind, hjerte, tunge og pen med tanker og udtryk gennem alle tider, og tiden vil ikke være tilstrækkelig til at uddybe frelsens gåde. Kristus bliver gennem evige tider den frelste sjæls emne for lovprisning og studium. De frelste vil komme til at opleve en stadig rigere og mere fuldkommen forståelse af Guds herlighed i forholdet til Jesus Kristus. Lad os derfor nu nære fuldkommen tillid til hans fortjeneste og nåde. Lad os ikke stole på os selv, men opelske en levende tro på ham. ret

næste kapitel