19. september - skjult med Kristus i gud

(263)  »De retfærdige grønnes som palmen, vokser som Libanons ceder.«- Sl. 92,13. ret

(263)  Se den trætte rejsende kæmpe sig gennem ørkenens varme sand, hvor der ikke er nogen beskyttelse mod den tropiske sol. Hans vandforsyning svinder ind, så han har intet at svale sin brændende tørst med. Tungen er hævet, og han svajer som en drukken. Han ser synet af hjem og venner, når han tror, han er ved at forgå. Pludselig ser han en palme i det fjerne, der stiger op af den sandede ødemark. Den er grøn og frisk. Håbet får pulsen til at stige, han sætter farten op, fordi han ved, at det, der giver palmen liv og vigør, kan afkøle hans feberhede blod og forny hans livskraft. ret

(263)  Den rolle, palmen spiller i ørkenen som trøst og opmuntring for den nedbrudte vandringsmand, skal den kristne spille i verden. Han må føre de trætte sjæle, der er fyldt med uro, og er ved at forgå i syndens ørken, til det levende vand. Han må vise sine medborgere hen til ham, som indbyder alle som tørster: »Lad ham komme til mig og drikke.« ret

(263)  Om solen blænder og det brændende sand vælter over palmens rødder eller slår imod dens stamme, så bliver træet stående, friskt og levedygtigt. Du vil opdage hemmeligheden ved at grave i sandet: rødderne når dybt ned til jordens skjulte vandkilder. ret

(263)  Således er det med den kristne. Hans liv er skjult med Kristus i Gud. For ham er Jesus et kildespring til evigt liv. Ligesom palmens rødder bryder hans tro igennem den synlige barriere og drager vand fra livets kilde. Midt i verdens fordærv er han trofast og loyal overfor Gud. Han er omgivet af Kristi retfærdigheds herlige indflydelse. Hans indflydelse højner og velsigner. ret

(263)  De ringeste og fattigste af Jesu disciple kan være til velsignelse for andre. De forstår måske ikke, at de gør noget særligt, men ved deres ubevidste indflydelse sætter de velsignelsens bølger i gang, som vil øges og vokse, og de ser måske ikke de velsignede resultater før ved den sidste gengældelses dag. De behøver ikke at bekymre sig om fremgang. De skal kun gå frem i stilhed og trofast udføre den gerning, Guds forsyn viser dem. Da lever de ikke forgæves. Deres egen sjæl vokser mere og mere og bliver lig Kristus. De samarbejder med Gud i dette liv, hvorved de bliver skikkede til en højere gerning og det kommende livs ufattelige glæder. ret

næste kapitel