| Kristus alene kapitel 297. Fra side 297 | ren side tilbage |
(297) »Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.«- Matt. 24, 12. 13. ret (297) Gud har i disse sidste dage udvalgt et folk til at bevare hans lov; og dette folk vil altid have ubehagelige opgaver at udføre. »Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt.« Det vil kræve megen flid og en uafbrudt kamp at holde det onde borte fra vore menigheder. Der må øves streng, upartisk disciplin; for nogle, som har skin af gudsfrygt, vil søge at undergrave andres tro og i al stilhed arbejde for at ophøje sig selv. ret (297) På Oliebjerget udtalte Jesus tydeligt, at »fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste«. Han taler om en klasse mennesker, som er faldet fra sit høje åndelige stade. Udtalelser som disse skulle trænge ind i vor bevidsthed med højtidelige og ransagende spørgsmål. Hvor er den glød, den gudhengivenhed, som svarer til storheden af den'sandhed, vi bekender os til? Kærlighed til verden, kærlighed til en eller anden yndet synd, har fjernet kærligheden til bøn og til at dvæle ved hellige ting. Formelt opretholdes en række religiøse handlinger; men hvor er kærligheden til Jesus? Åndeligheden er ved at uddø. Skal denne sløvhed, denne sørgelige tilstand forværres? Skal sandhedens flamme blafre og slukkes, fordi den ikke bliver fyldt med nådens olie? . . . ret (297) Selvtilfredshed og selvgodhed er ved at dræbe det åndelige liv. Selvet ophøjes, og selvet tales der om. O måtte selvet dog dø! »Jeg dør daglig,« sagde apostlen Paulus. Når denne stolte, brovtende selvgodhed, denne behagelige selvtilfredshed gennemtrænger sjælen, er der ingen plads til Jesus. Han får en underordnet position, medens jeg'et svulmer op og bliver betydningsfuldt, indtil det til sidst fylder hele sjælens tempel. Dette er grunden til, at Herren kun kan gøre så lidt for os. Hvis han lod planerne lykkes, ville redskabet tillægge sin egen kløgt, sin visdom og sin dygtighed al æren og rose sig selv, ligesom farisæeren: »Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt.« Hvis selvet blev skjult i Kristus, ville det ikke så tit komme op til overfladen. . . . ret (297) Det er kun når vi omhyggeligt udfører Mesterens befaling uden selv at tage æren, at vi i skøn forening kan udføre et frugtbringende arbejde. »Slut jer sammen,« sagde engelen, »slut jer sammen!« ret |