24. oktober - hver menighed - et kursuscenter

(298)  »Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med' glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte ijrihed.«- Luk. 4, 18. ret

(298)  Når Gud i fortiden henvendte sig til sit folk, talte han ikke kun gennem en enkelt klasse. Daniel havde blåt blod i årerne. Esajas var også af kongelig slægt. David og Amos var hyrder, Zakarias en fange fra Babylon, Elisa dyrkede jorden. Herren valgte som sine sendebud både profeter og fyrster, høje og lave, og underviste dem om de sandheder, der skulle forkyndes for verden. . . . ret

(298)  Hver menighed skulle være et undervisningscenter. Medlemmerne bør lære, hvordan man giver bibelundervisning, hvordan man leder og underviser en sabbatsskoleklasse. Også hvordan man bedst kan hjælpe de fattige og passe de syge: hvordan man kan gøre noget for de uomvendte. Der bør være sundheds- og madlavningskursus, og kursus i forskellige grene af kristeligt hjælpearbejde. Det skulle ikke blot være teoretisk undervisning, men kædes sammen med praktisk arbejde ledet af erfarne medarbejdere. De mere erfarne må gå i spidsen, så at andre kan lære af deres eksempel. Eksemplet er mere værd end mange forskrifter. . . . ret

(298)  Hvis de, som Gud har givet gode forstandsevner, bruger disse til selviske formål, overlader han dem efter en vis prøvetid til at følge deres eget hoved. Gud vil bruge mennesker, som tilsyneladende ikke er så skarpsynede og som ikke har så stor selvtillid. Han vil gøre de svage stærke, fordi de stoler på, at han vil gøre det for dem, som de ikke selv formår. Gud godtager en helhjertet tjeneste, og han vil selv udfylde manglerne. . . . ret

(298)  Ligesom han velsignede fangerne ved hoffet i Babylon, giver han også visdom og forstand til sine arbejdere i dag. ret

(298)  Nogle, som ikke drev det så vidt i skolen, som ikke står så højt på den sociale rangstige, har til tider, ved Kristi nåde, haft stor fremgang i det sjælevindende arbejde. Hemmeligheden ved deres fremgang var deres tillid til Gud. De lærte dag for dag af ham, som er Underfuld-Rådgiver og mægtig i kraft. ret

(298)  Sådanne arbejdere må opmuntres. Herren fører dem sammen med dem, der har helt specielle evner, for at sætte dem i stand til at udfylde det svælg, som andre har efterladt. Deres hurtige overblik, deres villighed til at hjælpe dem, der har hjælp behov, deres venlige ord og handlinger åbner mulighedernes døre, som ellers ville forblive lukkede. De kommer i nær berøring med dem, der har det svært, og deres ord har magt til at drage mangen en skælvende sjæl til Gud. Deres gerning er et vidnesbyrd om, hvad tusinder kunne gøre. ret

næste kapitel