26. oktober - Guds udvalgte folk

(300)  »Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden.«- Kol 3, 12. 13. ret

(300)  Kærligheden »glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden«. Den, hvis hjerte er gennemsyret af kærlighed, vil sørge dybt over andres fejltrin og svagheder, men fryde sig når sandheden sejrer, når den sky forsvinder, der har kastet sin skygge over en andens rygte, og når synden bekendes og fejlene rettes. . . . ret

(300)  Kærligheden bærer ikke alene over med andres fejl, men indordner sig uden at klage under hvilken som helst lidelse eller gene denne overbærenhed medfører. Denne kærlighed »ophører aldrig«. Den mister aldrig sin værdi. Den er en himmelsk egenskab, som den, der er i besiddelse af den, tager med sig gennem portene til Guds stad som en dyrebar skat. ret

(300)  Åndens frugt er kærlighed, glæde og fred. Uenighed og ufred er Satans værk og syndens frugt. Hvis vi som et folk skal omgås hinanden i fred og kærlighed, må vi fjerne synden og have fred med Gud. Da vil venskabet blomstre. Lad os spørge os selv: Har jeg kærlighedens ynde? Har jeg den kærlighed, der »tåler alt« og »udholder alt«, og er jeg venlig? Uden denne himmelske egenskab vil lærdom, talenter og veltalenhed være lige så nyttesløs som et »rungende malm eller en klingende bjælde«. Hvor er det sørgeligt, at denne dyrebare skat bliver så lidt værdsat og så lidt eftersøgt af alt for mange af dem, der bekender sig til at tro. . . . ret

(300)  Hvis vi vil undgå at bygge vort håb om Himmelen på en usikker grundvold, må vi godtage Guds ord, som det står skrevet og tro, at Herren mener, hvad han siger. Han forlanger intet af os, som han ikke selv hjælper os til at gennemføre. På den store dag vil vi ikke have en eneste gyldig undskyldning for ikke at have nået den standard, han viser os i sit ord. ret

(300)  Apostlen giver os denne påmindelse: »Kærligheden skal være oprigtig; afsky det onde, hold jer til det gode; vær hverandre hjerteligt hengivne i broder kærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!« Paulus ønsker, at vi skal skelne mellem den rene, uselviske kærlighed, der formidles ved Kristi Ånd, og den såkaldte »kærlighed«, der bruges som skalkeskjul for alt det, der er indholdsløst og bedragerisk, og som verden er fyldt med til bristepunktet. Dette hykleri har forført mange mennesker, og det ville udviske forskellen mellem ret og uret at være enig med overtræderen, i stedet for ærligt at påpege hans fejl. En sådan handlemåde er ikke et tegn på sandt venskab, men på hvad der bor i det kødelige hjerte. Mens den kristne altid vil være venlig, overbærende og tilgivende, føler han sig ikke tiltrukket af synden. Han afskyr det onde og holder fast ved det som er godt, selvom han må give afkald på den gudløses selskab og venskab. Kristi Ånd vil få os til at hade synden, mens vi er villige til at bringe et hvilket som helst offer for at frelse synderen. ret

næste kapitel