4. november - Kristi nuværende midlergerning

(309)  »Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde: 'Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden.«.- Matt. 28, 18. ret

(309)  Ved sammenkomsten på et bjerg i Galilæa var alle de troende, man kunne kalde sammen, til stede. Kristus havde selv før sin død fastsat tiden og stedet. . . . ret

(309)  På den fastsatte tid var mere end fem hundrede troende forsamlede i små grupper på bjergskråningen, ivrige efter at høre alt, hvad de kunne få at vide af dem, der havde set Kristus efter hans opstandelse. Disciplene gik rundt fra gruppe til gruppe og fortalte alt, hvad de havde set og hørt om Jesus, og udlagde det fra Skrifterne, som han havde gj ort det over for dem. Tomas fortalte atter beretningen om sin vantro og fortalte, hvordan hans tvivl var blevet fejet til side. Pludselig stod Jesus iblandt dem. Ingen kunne sige, hvorfra eller hvordan han kom. Mange af dem, der var til stede, havde aldrig før set ham; men de så mærkerne efter korsfæstelsen i hans hænder og fødder. Hans ansigt var som Guds eget ansigt, og da de så ham, tilbad de ham. ret

(309)  Men der var nogle, der tvivlede. Sådan vil det altid være. Der er nogle, der finder det svært at tro, og de stiller sig på de tvivlendes side. Disse mennesker går glip af meget på grund af deres vantro. ret

(309)  Dette var den eneste gang, hvor Jesus mødtes med mange af de troende efter sin opstandelse. Han kom og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i Himmelen og på Jorden.« Disciplene havde tilbedt ham før han talte, men hans ord, der lød fra læber, der havde været lukkede i døden, betog dem med en forunderlig magt. Nu var han den opstandne frelser! Mange af dem havde set ham udøve sin magt til at helbrede de syge og herske over djævelske kræfter. De troede, at han havde magt til at oprette sit rige i Jerusalem, magt til at kvæle al modstand og magt over naturens kræfter. Han havde gjort de oprørte vande stille. Han havde vandret på de skumklædte bølger. Han havde vakt de døde til live igen. Nu erklærede han, at »al magt« var givet til ham. Hans ord førte hans tilhørere ud over jordiske og timelige ting til de himmelske og evige. De blev opløftet til den højeste forestilling om hans værdighed og herlighed. ret

(309)  Kristi ord på bjergskråningen var forkyndelsen af, at hans offer for menneskeslægten var fuldendt og fuldkomment. Betingelserne for forsoningen var opfyldt. Den gerning, som han var kommen til denne verden for at udrette, var fuldbragt. Han var nu på v:ej til Guds trone for at æres og prises af engle, magter og myndigheder. Han var begyndt på sin gerning som talsmand. Med en myndighed uden grænser gav han sine disciple denne befaling: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.« ret

næste kapitel