7. november - himmelens optegnelser

(312)  »Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt,

hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.«- Præd. 12, 14. ret

(312)  Lad os hver for sig overveje, hvad der er optegnet i Himmelens bøger om vort liv og vor karakter og vor indstilling over for Gud. Er vor kærlighed til Gud vokset i det sidste år? Vi vil elske Gud, og det vil være en glæde for os at være lydige mod hans bud, hvis Kristus bor i vore hjerter, og denne kærlighed vil stadig vokse og styrkes. Hvis vi repræsenterer KrIstus over for verden, skal vi være rene af hjertet, i livet, i vor karakter, og vi vil opføre os helligt. Der vil ikke findes svig i vore hjerter eller på vore læber. Lad os undersøge vor livserfaring og se efter, om vi har givet beviser på vor kærlighed til Jesus ved at søge at være som han og ved at virke, som han virkede for at frelse dem, som han døde for. ret

(312)  Om Kristi nidkære, selvopofrende disciple står der skrevet, at Jesus ikke skammede sig ved at kalde dem brødre, for de var så præget af hans Ånd og lignede ham så meget. De vidnede stadig om, at denne verden ikke var deres hjem. Det borgersamfund, de tilhørte, var i Himlene. De søgte et bedre land, et himmelsk. Deres samtale og deres følelser drejede sig om det himmelske. De var i verden, men ikke af verden. I ånd og handling var de adskilt fra dens leveregier og sædvaner. Deres daglige eksempel viste, at de levede til Guds ære. De havde den samme store interesse som Mesteren - at frelse sjæle. Det arbejdede og ofrede de for. Deres liv havde ingen værdi for dem selv. De banede en oplyst vej mod Himmelen med deres liv og karakter. Jesus kan se med velbehag på den slags disciple. Han betragter dem som sine repræsentanter. De vil ikke give et forkert indtryk af hans karakter. . . . ret

(312)  Gud har gjort sit riges fremgang i verden afhængig af hans efterfølgeres arbejde og opofrelse. Vore sjæles frelse er blevet døbt for en uvurderlig gave: Guds Søn. Jesus forlod Himmelen, lagde sin herlighed til side, gav afkald på samværet med de syndfrie engle og deres tilbedelse. Han ydmygede sig for vor skyld og led døden på korset. Og nu skal vi, som har fået del i hans store gave, også have del i hans offer. Vi skal tilbyde andre frelsens velsignelser. ret

(312)  Der fandtes ingen anelse af selviskhed i Kristi liv. Alle, der arbejder sammen med Gud vil have det samme sindelag, som Mesteren havde. De vil tage mere og mere afstand fra selviskhed og undlade at. pleje deres egne interesser, ja, de vil endda give afkald på det, som de tidligere regnede for uskyldigt. . . . Når hans herlighed åbenbares, vil de »glæde og fryde« sig. ret

næste kapitel