18. november - sandheden som karakterens grundvold

(323)  »Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig.«- Sl. 119, 11. ret

(323)  De mennesker, der læser i Bibelen og rådfører sig med Gud og stoler på Kristus, har mulighed for at handle klogt til alle tider og under alle omstændigheder. De vil praktisere gode principper i det praktiske liv. Giv sandheden for denne tid en hjertelig modtagelse og gør den til karakterens grundvold, så skaber den en urokkelig målbevidsthed, som forlystelsernes tillokkelser, modens luner, verdensbarnets foragt og hjertets egen higen efter selvtilfredsstilleise ikke kan øve indflydelse på. Samvittigheden må først oplyses og viljen beherskes. Kærlighed til sandhed og retfærdighed må råde i sjælen, så vil der blive dannet en karakter, som Himmelen kan godkende. ret

(323)  Vi har nogle tydelige eksempler på, hvilken magt faste, åndelige principper har til at bevare. End ikke frygt for døden kunne få den afmægtige David til at drikke af Betlehems vand, som heltemodige mænd havde hentet med fare for deres liv. Løvekulen kunne ikke få Daniel til at opgive sin daglige bøn, og ildovnen kunne ikke få Sjadrak og hans venner til at falde ned for kong Nebukadnezars afgud. Unge mænd med stabile principper vil hellere holde sig borte fra fornøjelser, trodse smerte, ja, selv løvekulen og ildovnen, end være utro mod Gud. Læg mærke til Josefs karakter. Dyden blev sat på en alvorlig prøve, men dens sejr var fuldstændig. . . . Det samme ædle, ubøjelige princip kom til syne ved hver prøvelse. Herren var med ham, og hans ord var lov. ret

(323)  Denne standhaftighed og disse rene principper skinner klart imodsætning til den svaghed og mangel på initiativ, som findes hos ungdommen i vor tid. . . . ret

(323)  Det er en fejltagelse at tro, at man skal rette sig efter vanartede børn. Da Elisa begyndte sin gerning, blev han hånet og spottet af de unge i Betel. Han var et meget godmodigt menneske, men Guds Ånd tilskyndede ham til at udtale en forbandelse over disse spottere. De havde hørt om Elias' himmelfart, og de gjorde nar af denne højtidelige begivenhed. Elisa viste, at hverken unge eller ældre skulle vove at gøre nar af ham i hans hellige kald. Da de sagde til ham, at han hellere måtte fare til Himmelen ligesom Elias, forbandede han dem i Herrens navn. Den frygtelige straf, der ramte dem, kom fra Gud. Fra nu af havde Elisa ikke flere problemer i sin gerning. I 50 år gik han ind og ud ad Beteis port, han gik fra by til by, og han gik gennem store skarer af de værste og mest ubehøvlede dovne og tøjlesløse unge mennesker, men ingen hånede ham eller lod hånt om hans kvalifikationer som den Højestes profet. Dette ene eksempel på en frygtelig strenghed ved begyndelsen af hans karriere var tilstrækkeligt til at skabe respekt, så længe han levede. ret

næste kapitel